Golferens Blog: Let, lettere - og Nanna | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen har et sving, der er lettere og mere elegant end stort set alle andres.

Foto: Patricia Frazao

Golferens Blog: Let, lettere - og Nanna

11/06 - 2019 | Søren Meinertsen

Da Lexi Thompson dukkede op som den nye komet på golfens stjernehimmel, blev hun primært berømmet for sin enestående slaglængde, og vi hørte de gode historier om en pige, der gerne ville spille med sine brødre, som dog kun gad spille med hende, hvis hun kunne slå langt. 

En besynderlig motivation, men den virkede.

Det er mildest talt forbløffende nu at kunne konstatere, at Nanna Koerstz Madsens har længere drives end Lexi Thompson.

Betyder driverlængde noget?

Ja, mon ikke.

Vi kender det alle sammen fra det praktiske spil. Som spiller registreres medspillernes/modstandernes drives, og de fleste af os er også klar over, at driverlængde kan give et enormt psykologisk overtag. 

Der har været mange forklaringer i tidens løb på betydningen af et langt drive. Jeg tror, at betydningen knytter sig til selve konkurrencesituationen: Enhver – uanset sportsgren – agerer i overensstemmelse med at være foran/bagud. Vi er kort sagt påvirket af det. Det kan give ”blod på tanden” for den, der er bagud – lige som også en førende kan være negativt påvirket og begynde at spille forsigtigt. Der er næppe nogen facitliste, da vi mennesker nu engang reagerer så forskelligt, - men reagerer gør vi på den ene eller anden måde, og det er nok den væsentligste pointe.

Under alle omstændigheder: Et godt drive er et kongeslag. Det er til at forstå, at vi lægger alle vore kræfter i et slag – og tilsvarende svært at forstå, at en pige som Nanna Koerstz Madsen kan svinge så let og tilsyneladende ubesværet. Enhver golfspiller ved, at det er fart i køllehovedet og ikke kraft, der tæller, men det kan nu engang være svært at skabe fart uden kraft.

Så meget desto mere beundring for Nana.

For nogle år siden var en noget ældre Fred Couples helt med fremme i Masters. Og vi så samtlige af hans teeslag. Ufatteligt let – og ufatteligt enkelt – og det var ikke på driverlængde, at Fred Couples som så mange før ham tabte pusten i finalerunden. 

Fred Couples sving er med rette berømmet – og det minder i den grad om Nanna Koerstz Madsens, som også i langt de fleste tilfælde kommer længere end sine medslagspillere – tilsyneladende helt ubesværet.

Et psykologisk overtag er ikke blot et spørgsmål om, at den ene spiller skal bruge et 5-jern til næste slag, mens en anden måske kan nøjes med et 9-jern på et enkelt hul, men også udsigten til, at historien vil gentage sig hul efter hul. Der er også et andet overtag: træfsikkerheden på golfens absolut sværeste slag, hvor der virkelig er højrisiko for en kikser: Måske tabte Lexi Thompson US Open efter to slag i træk, der hookede voldsomt. Det må give en reaktion – som det også gjorde for Nanna, da vinden tonsede rundt på banen i søndags.

Det koster psykisk – måske koster det også koncentration på de næste slag og på de allerkorteste putts. 

Enhver begynder vil betragte et putt som et rimeligt nemt slag og med en øget rutine vil også kortere jern og wedges blive betragtet som lettere slag, men et drive vil aldrig få den status.

Det er et simpelt spørgsmål om fysik: En driver kan typisk være 30 cm længere end et kort jern, hvilket i sig selv vil gøre et sving vanskeligt at styre – og bolden ligeså, da svinghastigheden er betragteligt større. Hertil kommer, at driveren har et lavt loft og det lagt sammen med svinghastigheden vil altid fremme utilsigtede tilt på boldens spinakse – kort sagt: det er særdeles vanskeligt at slå lige slag med en lavtloftet driver.

Men Nanna kan, og hun kan endda følge op med præcise wedgeslag og god, stabil putting, som nu to uger i træk har givet formidabelt flotte resultater, som på ingen måde må nedtones på grund af søndagsskuffelser. Spillet er der, slagene er der – og vi sidder foran fjernsynet og hepper på vores danske darling.

Under US Open gik Nanna en af de bedste runder på en bane, der voldte selv de mest rutinerede spillere gevaldige problemer.

Det er fantastisk, at vi nu i Danmark har en spiller, der kan bide sig fast på den største tour. Sejrene skal nok komme. 

Driverslaget er umiddelbart ikke meget anderledes end et slag med et 7-jern – under den ikke helt uvæsentlige forudsætning, at træffet på bolden er optimalt. Det er her forskellen viser sig i praksis. Ikke så sjældent hører man – og vi oplever det vel alle sammen – at den ene dag er driveren god, men jernene dårlige, og den næste dag er det lige omvendt. Set i det lys må der være en ikke hel lille forskel på de to slagtyper.

Det kan være medfødt at have en god svinghastighed, men træffet på bolden er ikke medfødt. Det fortælles om to af de måske bedste ballstrikere i historien, nemlig Ben Hogan og Moe Norman, at de slog bolde i timevis. Hundrede af bolde, tusindvis af bolde. Det samme om og om igen. Dag ud og dag ind. Ingen bemærkede vel de bittesmå og nærmest ekstremt tålmodige ændringer. 

Vi andre – os, der er klubgolfere – er ikke tålmodige. En spand bolde eller to med jævne mellemrum, men så langt fra det metodiske, man næsten kan komme.

Det bliver nok aldrig anderledes: Ingen når unikke og store mål uden flid, men sætter vi målene lidt lavere, kan vi nå dem med mindre flid, men dog med omtanke og forståelse. 

Nanna Koerstz Madsen er et naturtalent. Allerede som 14 årig blev hun udtaget til landsholdet. Sammenligner vi en almindelig klubgolfer med en spiller som Nanna, tror jeg, de fleste er klar over, at der er noget, vi aldrig kan indhente: en klubgolfer starter ofte som 55 – 60 årig, mens Nanna startede allerede som 10 årig.  

Spørgsmålet om, hvad det er, en spiller som Nanna kan i forhold til det, vi andre kan, vil kunne besvares med: Hvad kan en ung i forhold til en ældre?

Vi kan teste os selv på flere måder.

Eksempelvis: Kan vi svinge en kølle og ramme en bold med en handske under venstre armhule?

Kan vi svinge en kølle og ramme en bold med en handske under højre armhule?

Og kan vi få så meget kropsforbindelse, at vi reelt kan udføre alle slag med en handske under begge armhuler?

Det er er rigtigt gode øvelser, fordi vi får fornemmelsen af, at det ikke blot er store møllesving fra armene, der giver de bedste og længste slag – især ikke, hvis vi slet ikke besidder kræfter nok i armene.

Kroppen kan arbejde med – eller imod: Vi kan få en fornemmelse af dette forhold ved at slå bolde med samlede ben. Der er ingen tvivl om, at mange klubgolfere særdeles let kommer til at svinge mere med sig selv end med køllen under det ikke helt indlysende og vel også vanskelige vægtskifte.

Vi kan få en yderligere demonstration af, hvor vort sving halter, hvis vi en dag vil ofre blot to minutter med en kølle i hånden:

Hvis man lægger sin telefon på græsset med stopursfunktionen sat til, kan man prøve at få et golfsving til at vare to minutter!! 

Det er grænseoverskridende langsomt – det er et sving langsommere end sneglefart, men det åbenbarer for de fleste, hvor i svinget der kan mistes fart – eller tab af den afgørende køllehovedorientering. Normalt kan et golfsving klares på et par sekunder, men prøv selv at få det til at vare to minutter… 

Det kan være en fantastisk oplevelse, fordi vi som spillere i høj grad ligger under for positioner. Vi har alle set tusindvis af billeder og tusindvis af gode golfspillere, men det er svært at fastholde fornemmelsen af bevægelse fra en position til en anden. Og det er bevægelsen og ikke positionerne, der betyder noget i svinget.

Jack Nicklaus sagde det på følgende måde: Husk at svinge igennem positionerne. Det kan man tydeligt fornemme, når et sving pludselig skal vare to minutter. Det er let at finde positionen, men ikke helt let at forbinde de gode positioner. Et tydeligt eksempel er et puttesving. Det er let at stille sig op og finde en god udgangsposition, men selv den allerførste bevægelse af puttehovedet i tilbagesvinget er uhyre vanskelig.

Spillere, der har været vant til at ”slå fra toppen” med saft og kraft ud over linjen mod målet, vil med to minutters svinget lægge mærke til, hvor ufattelig meget energi, der kan tabes i nedsvinget, og de fleste vil begynde at være opmærksomme på det såkaldte ”lag” – nemlig at det er hænderne – grippet – der skal nå impact-zonen først, hvorefter køllehovedet kommer susende med langt, langt større fart end der kan nås med et rent armsving. Når denne del af golfsvinget varer måske 30 sekunder, vil enhver erkende betydningen af at holde udløsningen af hænderne tilbage, for ellers tabes energi og hastighed i køllehovedet fra position til position. 

Vi skal helst ende med at have næsten fem gange større hastighed i køllehovedet end i hænderne. Et ”armsving” slået fra toppen med tidlig udløsning har for lidt køllehovedhastighed i forhold til hænderne, og det koster slaglængde.

En god og simpel svingtanke kan være ”BREMS!”

Når hænderne kommer ind i impact-zonen, kan man tænke på at bremse i hænderne og på den måde få en piskesmældsfornemmelse frem i køllehovedet. Det er ren acceleration, der er baseret på bevægelse fra position til position.

Det er også kropsbevidsthed, der opnås i et almindeligt golfsving, når der slås en spand bolde med samlede ben. Det er svært at få et ordentligt tilbagesving, men det varer ikke længe, før opmærksomheden samler sig om den første del af tilbagesvinget – det såkaldte ”Take-away.” 

Kommer man fladt tilbage, kan man faktisk fuldende et rimeligt godt og langsomt tilbagesving med en fuld skulderdrejning, og det kan have enorm betydning at kunne komme mere udfladende ind i træfzonen, og her kan man i det langsomme sving mærke betydningen af vægtskiftet. Hvis man vil forfølge tankegangen, kan det være en god idé at finde et par små stykker brædder (smallere end fødderne), tage sko og strømper af og stille sig op på brædderne og gradvis gøre stancen bredere. Nu kan vægtforandringer virkelig mærkes og selv trykket på enten hæl eller tæer kan let identificeres – og man kommer frem til det samme, som blev nået i to minutters svinget: opmærksomhed på, at der kan tabes energi ved et forkert vægtskifte, for det er virkelig fra position til position. 

Er det nødvendigt med handsker under armen, to minutters golfsving og barfodede golfslag?

Gjorde Nanna den slags på sin vej fra det første golfslag som 10-årig og til de imponerende resultater?

Nej.

Nanna var barn og ung, da hun startede.

Men det var vi andre ikke. Så langt, langt fra endda.

Det tager måske år for os at lære det, som Nana kunne lære på fem minutter med en god træner – ja, måske ved en 10 årig krop intuitivt og instinktivt, hvad der giver mest fart i et køllehoved.

Det ved vi andre ikke.

Men vi kan lære noget af det grundlæggende – med tilpas stor tålmodighed og uden nogensinde at nå et optimalt mål, for vi kommer jo aldrig til at få et så smukt og effektivt golfsving, som det Nanna kan glæde os med på Viasat Golf – ikke mindst afslutningshullet i søndags, der gav en eagle. Legende let og ubesværet, trods modgangen på en mildest talt hård runde.

Nana kan, og vi andre må forsøge at gøre det bedst muligt.

Vort mål kan blot være, at vi ønsker at få et lille psykologisk overtag, når vi driver ud på første tee med vore normale spilpartnere.

Det er måske i virkeligheden vores største ønske, og så må det være det, der er det optimale for os.

Men ønsker kommer kun sjældent dumpende ned fra himlen. Man må gøre noget selv, og det kan vi da også heldigvis.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer