Golferens Blog: Længere drives – bedre puttning: Spot on! | Golf.dk
Skal man give korte putts? Nej, mener vores blogger.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Længere drives – bedre puttning: Spot on!

11/09 - 2018 | Søren Meinertsen

Ben Hogan indledte en længere serie af bøger med en noget nedslående påstand: I et golfsving er der tolv unaturlige bevægelser.

Jeg tror, han har ret – især de dage, hvor der er nogle besynderlige og ofte helt uforståelige udfald. Det kan være, at boldene rammes rigtigt godt med jernene, men så svigter køllerne – og omvendt. Eller man kan drive godt og bliver hængende i en bunker eller misser selv de korteste putts.

Ben Hogan har ret i, at den slags ikke føles naturligt – hvis det er det, han mener, og det er det formentlig, for hvis vi på den ene eller anden måde skal foretage os en masse unaturligt, så kan der let gå noget galt i de forskelligartede situationer.

Ofte kommer man ud for, at putts bliver ”givet” i venskabelige runder – det er åbenbart noget, der skal overstås – ja, man kan høre udtryk som ”Væk med den!”

Engang imellem – når stemningen er til det, for det skal den være – golf skal også være hyggeligt, og man skal have det sjovt og rart på en runde – engang imellem har jeg foreslået (i sjov!), at man også skulle give drives: Alle skulle derfor lægge deres bold ca. 200 meter ude på fairway…

Alle er selvfølgelig klar over, at det kun er en bemærkning for sjovs skyld, for der er naturligvis ikke én eneste som ville synes, det var sjovt, hvis et drive på den måde var ”givet.”

Driving is funny – og putting is money. (Så den er givet – væk med den!) Men at tage sjovet (drivet) ud af spillet? Ikke på vilkår!

Jeg er imod ”givne putts” af flere grunde, men den vigtigste er, at selv de korteste putts kan indeholde noget, der skal overvejes.

Nu er det snart vinter igen, og det betyder på mange baner, at vintergreens tages i anvendelse. Ofte er ”givne putts” på disse greens med ekstra store huller sat i system på den måde, at der spilles efter regler om, at putts inden for en putters længde er givet. Det er endnu mere ærgerligt, for netop på en vintergreen, der minder om en opkørt fairway, kan der være særdeles mange overvejelser, der skal gøres på selv de korteste putts.

Først og fremmest præcision.

Mange slapper af, når de ligger rigtigt tæt ved et hul – eller – hvis de får lov til det – rigtigt tæt på et ”vinter-hul.”

Afslapningen tyder på, at hullet – naturligt nok – synes væsentligt større jo tættere på, man kommer. I et almindeligt hul er der næsten plads til tre bolde ved siden af hinanden – hvor svært kan det være?! – (”Den er givet! - Væk med den!”)

Netop ved at betragte hullets størrelse og forestille sig de næsten tre bolde ved siden af hinanden, ser vi imidlertid en stor udfordring: Hastigheden. Selv med lidt for meget fart vil bolden i midten i de fleste tilfælde gå i hul, men de yderste bolde vil kun kunne gå i hul, hvis hastigheden er rigtig.

I gamle dage – med gamle, runde skraldespande, der havde et låg på omkring 40 cm, sagde man ofte, at et putt skulle ende inden for et skraldespandslåg – med andre ord ikke længere væk end 40 centimeter. Det var et godt råd, for hvis et putts hastighed giver en længere retur vil det kun have én mulighed for at kunne gå i hul: hvis det akkurat er midt i hullet. Blot den mindste skævhed uden for hullets center vil få bolden til at løbe lige henover – eller ”tage hulkanten.”

Der er ingen tvivl om, at hvis vi sammenligner stjernespillere med klubgolfere som du og jeg, så vil vi se en nærmest uhyggelig stor forskel på evnerne til at finde den rigtige hastighed. På et tidspunkt blev det fremhævet i en elevrapport fra en trænerskole om PGA spillere, at alle skulle bruge mindst 25 timer om ugen(!!!) på puttning, hvis de overhovedet ville gøre sig forhåbninger om at kunne klare sig på PGA touren. Rapporten var baseret på interviews med uddannede trænere med stor erfaring.

Hvis det er rigtigt med de 25 ugentlige timer – og det er det vel – er det til at forstå, at vi andre ikke putter lige så godt.

Men vi kan gøre noget på en faktisk ganske sjov måde:

Det drejer sig om det, man kan kalde medfødt præcision, og som de færreste af os næppe tænker på, at vi besidder. Og da vi ved, at der også blandt stjernerne er nogle, der er bedre end andre til at putte, skal det med det medfødte måske tages med et gran salt.

Men du kan selv prøve, om en lille øvelse virker på dig:

Læg en bold lidt forskudt for et hul – måske 5 - 10 cm – og prøv nu fra eksempelvis en eller to meters afstand, om du kan ramme bolden med din puttebold på en sådan måde, at bolden går i hul.

Det er klart, at bolden skal rammes lidt på samme måde, som hvis vi spillede billard, men ideen er, at vi har noget synligt højere oppe end hullet at sigte efter.

Pointen er nu, at vi ved hvert eneste putt skal udvælge et fix-punkt, som vi kan sigte efter. Det kan være et græstrå eller et lille spikemærke osv. Men noget, der klart er over ”hulhøjde” og er langt, langt mindre og ikke så diffust, som et ”mørkt hul.” Det er pudsigt, at vi ved at vælge noget mindre som mål, kan gøre det lettere at putte mere præcist, og det tyder på, at der ligger noget medfødt præcision mellem øjne og det sigte, vi udfører med putteren. Man skulle tro, at det var omvendt, og at vi skulle gøre hullet større, men det er – unaturligt (à la Ben Hogan) måske lige omvendt.

Øvelsen er god, fordi den er differentieret på den måde, at en uøvet spiller kan starte fra en halv meters afstand (eller kortere) – mens en mere rutineret kan starte fra måske to meter.

Sidegevinsten ved øvelsen er, at der ikke blot skal sigtes efter et ”lille spot” – men også slås med den rigtige hastighed, og de fleste ser nu sandheden i det gamle ord om, at en bold kan gå i hul på 1000 måder, hvis hastigheden er rigtig, hvorimod den kun kan gå i hul på én måde, hvis hastigheden er forkert.

Man kan udvikle øvelsen til også at omfatte lange putts: Her skal man bruge tre bolde:

En bold ligges som mål og en anden bold ligges midtvejs mellem den puttende bold og målet. ”Midtvejs” skal eventuelt vurderes efter, om det går ned ad bakke eller opad. Midtvejs er således det punkt, hvor bolden ikke længere har fremdrift, men begynder at trille ”af sig selv.” Den midterste bold får dermed to betydninger:

  1. Der skal bruges svingkraft til at bringe bolden ”derhen.”

  2. Da bolden fra dette punkt aftager i hastighed, begynder konturerne på green at påvirke bolden, og det er derfor kun det sidste stykke, der skal læses.

Optimalt skal bolden ende cirka 30 – 40 cm fra den bold, der er vort yderste mål.

Det virker – som et søm! – efter lidt øvelse. (Måske 25 timer om ugen! – Nej, det skulle gerne være en noget mere kortvarig fornøjelse!)

Som et søm?

Forleden fik jeg en venlig mail om en øvelse, jeg engang havde skrevet om, der handlede om et søm.

Det er en fantastisk øvelse, som jeg helt havde glemt. Og sådan er vi ofte som ”Konen i muddergrøften” – vi får noget godt, og så vil vi have mere og glemmer at være taknemmelige for det, vi allerede har fået.

Du skal have den fantastiske øvelse, som i hvert fald for de helt urutinerede og begyndere er en fantastisk øjenåbner for, hvad et golfsving egentlig er for en størrelse. Og hvis Ben Hogan kunne læse med, ville han se, at øvelsen fjerner noget af det unaturlige.

Du skal kun bruge et 7-jern, men du skal holde det, så tåen peger mod målet.

Prøv nu at forestille dig, at du skulle bruge dette 7-jern til at sømme et stakit fast på nogle lægter. Sømmene skulle bankes ind cirka i hoftehøjde. Det kræver en slags golfsving cirka i hoftehøjde. Hvis der ikke er fart i køllehovedet (hammerhovedet!) skal du bruge mange flere hammerslag end hvis der er god fart!

Du kan let visualisere sømmet, og da det ikke er der i virkeligheden, vil du ramme plet hver gang! MEN: Du skal lægge mærke til din skulderdrejning, og du skal lægge mærke til din strakte venstre arm i tilbage- og fremsving og endelig skal du lægge mærke til dit højre håndled, som ikke må rettes ud, før sømmet er ramt.

Øvelsen baseres på det, man ofte kalder det dobbelte pendul, hvor især højre arm og skaft skal kunne samarbejde uanstrengt.

Selv blandt stjernespillere vil man kunne se den type prøvesving i hoftehøjde, og hvis øvelsen kombineres med kortere chips for god boldkontakt, er man faktisk ganske godt på vej hen imod at forstå, hvad det egentlig er, der er det ”unaturlige” i et golfsving, for det er det, der skal læres.

Blandt andet med gode øvelser.

Jeg synes sømøvelsen er god – og endda var jeg så entusiastisk engang, at jeg borede et hul i en golfbold og stak et søm i. Hermed kunne jeg også tage en slags rigtige – men afbrudte prøvesving med denne bold og et tydeligt sømhoved  – hvor det var endnu lettere at kontrollere især højre håndleds stilling inden det afgørende impact.

Måske har du en gammel golfbold – og et søm – og en boremaskine!  

Det er en god øvelse, der også giver en idé om, hvorfor nogle spillere kan slå meget, meget længere end andre.

Måske bliver du en af dem.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer