Golferens Blog: Klubgolferens formidable potentiale | Golf.dk
Klubgolferen har et kæmpe potentiale. Billedet her er fra Golfens Dag 2018.

Foto: Henrik Schou

Golferens Blog: Klubgolferens formidable potentiale

09/04 - 2019 | Søren Meinertsen

Med fornemme sejre på Europa Touren og fine resultater i USA kombineret med en placering blandt de bedste 50 i verden, deltagelse i Masters og Thorbjørn Olesen endda udtaget til Ryder Cup, er vi ikke i tvivl om, at vi i Danmark har et par solide verdensstjerner – endda kan vi være nogenlunde sikre på, at de endnu ikke har nået deres absolutte top.

De har potentiale til noget mere, og ingen vi blive overrasket, hvis de når samme imponerende resultater som Thomas Bjørn.

Hvor meget potentiale vore to stjerner har, er ikke til at vide, for desværre er verdens top-200 fyldt med spillere, der også har potentiale, og mange af de lidt ældre (ældre end Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard) kan ofte dukke op til turneringer og fremvise spil, der fortæller noget om deres niveau og indfriede potentiale fra den gang, de var i samme situation som vore to danske idoler.

Uanset, hvordan vi end vender og drejer ”potentiale” som et udtryk for det ”gap” mellem nuværende spil og mulighedernes spil i fremtiden er vi klar over, at der skal uendelig lidt til, før vi ikke blot taler om top-25, men om top-10 eller top-3 – eller nummer 1 på verdensranglisten.

Både Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen har ganske enkelt slagene og kan – som de begge har vist – på gode dage matche enhver.

Og så er der – set i det lys – ikke ret meget potentiale at gøre godt med.

Stabilitet? Det er altid en god ting at have med i bag’en – men virkeligheden er en anden.   

Igen og igen ser vi verdens allerbedste have dårlige dage med elendige runder og missede cuts. Sådan er golf jo – vi kan ikke for de bedste spillere måle noget som helst på enkelte runder, enkelte turneringer eller enkelte uger eller måneder.

Men det kan vi som klubgolfere, for vi har langt, langt mere potentiale end verdens bedste golfspillere målt på ”gap’et” mellem nuværende spil og det mulige spil i fremtiden.

Der findes mange gode (og dårlige) måder at måle spillestyrke på. Handicap er en af de bedre måder, men tager vi to spillere, der har et hcp. på henholdsvis 9 og 10, synes vi umiddelbart, at de to spillere stort har samme spillestyrke, men alligevel kan vi se, at hcp-10 spilleren skal have 5 runder på 37 Stableford point, før de to spillere har præcis samme spillestyrke målt på hcp.

Det er ikke nogen nem opgave at score 37 points på fem runder og kommer der blot to runder i ”godkendte” 33 points – skal der scores 37 points i 6 runder.

Set i det lys kan der være stor forskel på hcp. 9 og 10 og gevaldig meget forskel på hcp. 10 og 13.

Men det er her, potentialet kommer ind i billedet, som kun bliver endnu tydeligere jo højere op i handicap, vi kigger.

En hcp. 30- spiller behøver kun at gå to runder i 37 point for at gå ned til hcp. 29

Det kræver ikke ret meget potentiale, og jo mindre der kræves, desto større potentiale er der!

Naturligt nok stræber vi alle efter et så lavt handicap som muligt – måske netop, fordi det illustrerer indfrielse af potentiale.

Og vi kigger opad på de dygtigste og nedad på deres handicap!

Vi beundrer elitespillerne i klubben og noterer os, hvad de kan.

Det, der ofte kendetegner elitespillere, er deres ”omvendte spilleplan.”

Et hul er vel et hul.

Og det er det netop ikke, hvis man ser på en elitespiller og en klubgolfer.

En klubgolfer vil ofte betragte drivet – det første slag fra tee-stedet – som det afgørende. Hvorefter det næste slag er afgørende og så fremdeles.

Det er en naturlig og logisk synsvinkel.

Men ikke den bedste.

Med en lettere (og logisk for golfspillere!) omskrivning af Søren Kierkegaards berømte sætning:

Golf spilles forlæns, men vi oplever et hul baglæns, når vi skriver scoren.

Forudsætningen for at spille et givet hul synes umiddelbart at være tee-slaget, men da det er scoren på det givne hul, der alene fremtræder som resultat, må der spilles ”baglæns.”

Nu bliver forudsætningen ikke tee-slaget, men puttningen.

Et hul defineres ud fra sit par. Et par-3 hul skal for at kunne give en par spilles med et tee-slag og to putts. Har en spiller et, to eller tre slag på et par-3 hul er forudsætningen stadig væk, at der skal puttes to gange. De tildelte slag kan naturligvis anvendes overalt på det givne hul – også som putts, men det naturlige ”gap” mellem det nuværende spil og det mulige, er netop, at efterhånden som handicappet falder, og de tildelte antal slag reduceres, bliver det mere og synligt, at den afgørende forudsætning for at score par er baseret på to putts på green.

Det gælder også par-4 og par 5-huller.

En klubgolfers mulighed for at indfri sit potentiale vil efter denne forudsætning alene ligge i puttningen.

Det morsomme er, at jo bedre en spiller er til konsekvent at to-putte, desto flere gange vil spilleren opleve, at der et-puttes.

Det er et kæmpepotentiale for alle klubgolfere at kaste sig over puttningen - og styre forbi driving range og hen på en putte-green for at træne!

Men en realistisk virkelighed er det ikke.

Puttning er endda en træning som ikke er baseret på fysiske kræfter. Alle kan være med – fra de yngste til de allerældste.

Hvor meget skal der trænes?

Tja: Uanset hvor meget vi træner, er det for lidt! Men også lidt hjælper.

Det er god træning for scoren - og sjov træning, og kommer man ind i en god rytme med mange forskellige øvelser og konkurrencer med sig selv, kan man sagtens gå og tænke lidt over tilværelsen(-s golf!) imens:

Hvorfor træner vi puttning?

Fordi vi ønsker at spille hullet baglæns.

Hvorfra?

I den ideelle verden bør ethvert hul spilles som et par 3-hul – det vil sige et indspil til green og herefter de to putts.

Der er korte og lange par 3-huller. De korte er indlysende dem, hvor de fleste af os oftest rammer green.

De fleste af os får lige frem en favoritafstand, som kan være 75, 85, 100 eller måske endda 125 meter.

Vi vil derfor logisk stræbe efter vores yndlingsafstand også på par 4- og par 5-huller.

Spiller vi hullet baglæns kan vi få øje på den mulighed, der ligger i at ramme vores favoritafstand på måske 100 meter fra green med et kort, sikkert slag – fremfor at ”satse hel butikken” med en kølle fra 160 meter.

Måske kan vi lige frem særdeles fornuftigt nå 100 meter mærket med to gode og sikre 7-jern, hvoraf det ene måske usædvanligt – men klogt spillet baglæns – er fra tee.

At spille baglæns betyder nu, at putte-øvelser skal kombineres med 100 meter slag (eller en anden personlig favoritafstand).

På banen kan man tydeligt se eventuelle mangler i spillet. Det kan være transportslag mod yndlingsafstanden – eller det kan være småslag omkring green – de såkaldte redningsslag – chips og bunkerslag, der meget gerne må resultere i efterfølgende 1-putts for at kunne holde scoren.

Der er mange gode slag at træne, men fælles for dem alle er, at de er baseret på potentiale. Modsætningen er at træne eksempelvis driveren. Selv det korteste drive på måske kun 100 meter kan være bedre end et skævt i skoven, i rough eller o/b på 150 eller 200 meter. Har man en type drives, der jævnligt kikses for skævt, har man ikke mulighed for at spille hullet baglæns ud fra en overordnet gameplan eller course management tankegangen.

Sæt bolden i spil sikkert og med omtanke. Er det ”for sikkert” og måske helt uden rimelig længde, må de tildelte antal slag tages i brug for at komme til 100 meter-mærket, men med den pointe, at vort potentiale skal udløses primært og 100% (helst!) fra 100 meter, til bolden er i hul.

Når det lykkes, kan vi fortsætte baglæns til transportslag og til sidst til drives.

Golf er et herligt spil, fordi vi så tydeligt kan få øje på vort eget potentiale, hvis spillet brydes ned i enkeltdele.

Det er aldrig spildt at træne 5, 10 eller 100 spande bolde med et 7-jern, selv om vi kun anvender slaget en enkelt gang på en runde. Der ligger meget svíngtræning gemt i 7-jernet og meget boldforståelse kombineret med det at få sat et godt træf på en bold.

Men på et tidspunkt, når svinget synes at være rimeligt på plads, gælder det om at få udløst sit potentiale på banen, og så må 7-jernet til træning vige pladsen for putteren og det jern, der kan give afstanden fra favoritstedet til green.

For det er her, klubgolferens allerstørste potentiale gemmer sig.

Putter og det sikre indspils-jern er første trin på vejen, når vi for alvor ønsker at sætte turboen til for at få udløst vort potentiale.

Det mest enkle kan være at spille hullerne baglæns, for så giver prioriteringen i træningen ofte sig selv.

Vi kan jævnligt høre om golfspillere, der buldrer ned i handicap på ekstrem kort tid.

Et formidabelt potentiale, der må have været ved hcp. 54.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer