Golferens Blog: Kiksere kan være værdifulde | Golf.dk
Kiksere gør ondt. Men de kan bruges konstruktivt.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Kiksere kan være værdifulde

04/06 - 2019 | Søren Meinertsen

At finde uden at søge kendes i videnskaben som begrebet serendipitet.

Det var en søgning efter noget andet, der frembragte røntgen og penicillin – og uden for det videnskabelige kendes begrebet også – lidt ironisk, eksempelvis i H.C. Andersens eventyr om ”Klods Hans,” der gjorde stor lykke hos prinsessen med tilfældige og uplanlagte fund på vejen til slottet.

I golf hævdes det af nogle, at det er serendipitet, der har skabt det såkaldte ”One-Piece-Takeaway” (I første del af tilbagesvinget drejer skuldrene køllen rundt med helt passive hænder og arme, således at den trekant som de to arme sammen med skulderplanet danner, bevares, indtil køllen løftes op til sidste del af tilbagesvinget.)

Dette tilbagesving giver lidt mystisk et tydeligt mere lige slag med den afgørende lige slagflade i træffet og blev egentligt oprindeligt tænkt som en løsning mod et hook.

Interessant er det, at det modvirker et slice endnu mere.

Det kan være tankevækkende for nogle klubgolfere, at den ”naturlige” og vel også logiske håndledsaktion i starten af tilbagesvinget kan fremme et slice, og hvis man ikke ønsker at slice, kan ”One-Piece-Takeaway” være en rigtig god, men også en noget overraskende løsning, da starten af tilbagesvinget ikke lige vil være det første, man er opmærksom på, når det gælder om at fjerne et slice.

Den ”klassiske” klubgolfer-slice med især driveren kan undgås med ”One-Piece-Takeaway,” der skaber den fornødne plads til et indefra kommende slag. Det er ofte ”pladsmangel,” der får spilleren til at slå fra toppen og ud over linjen mod målet.

Når spilleren både kommer indefra og har en lige slagflade i træffet, er slicen som oftest væk.

Begrebet serendipitet kan også have betydning for klubgolfere, der typisk træner mest på egen hånd.

I træning forsøger vi at nå/forbedre/fastholde noget ganske bestemt.

Ingen tvivl om, at vi alle ville kunne blive klart bedre – og mere stabile, hvis vi – lige som de store stjerner – kun trænede under ”overvågning,” af en træner, men som oftest må vi som klubgolfere nøjes med enkelte lektioner, der kan rette de værste fejl og mangler – og angive en retning for selvtræning.

Golf er et udfordrende og teknisk svært spil. Ingen har endnu gået en runde med birdies på alle huller, selvom det vel i teorien ikke burde være helt umuligt for de dygtigste stjerner, der slår ”rigtigt.”

Der er jo tydeligvis noget rigtigt og noget forkert i alle de mange forskellige typer slag med forskellige redskaber. Selv den grønneste begynder er klar over, at et slag er forkert, hvis det rammer langt fra et planlagt mål.

Bestræbelserne på at blive bedre hænger på selvfølgelig vis sammen med denne naturlige målbevidsthed.

Det kan være en rædselsfuld kikser for de fleste af os at ville chippe følsomt ind til et flag fra en kortere afstand uden for green, hvorefter bolden bliver flækket tværs over green og ned i en dyb bunker.

Det har de fleste af os klubgolfere prøvet – endda flere gange.

Alligevel bør man ikke ærgre sig over de spildte slag, som en uplanlagt aktion måske medførte, og som kan ses på scorekortet, for vi kan ikke bruge ærgrelser over det forgangne til andet end motivation – og den kan nås på bedre måde end ved negativ ærgerlighed.

Ideen om det gode golfslag – visualiseringen inden slaget udføres med et mål for øje – har grundlæggende en slags spejlbillede, ja, måske endda flere – i nogle absolut ikke planlagte kiksere.

Jovist kan vi ærgre os, men ret skal være ret: Vi kan med nogen ret ærgre os over, at vi ikke er kommet længere i træning og øvelser, og at vi derfor ikke kan omsætte en chance for et godt slag fra visualisering til virkelighed.

Det er det, træning især handler om: Bevidst afsøger vi vore grænser og prøver at optimere. Undervejs i disse bestræbelser er kikserne naturlige: Vi prøver måske at komme lidt længere med et 7-jern – i stedet for kort af et flag på range, ønsker vi at komme helt op til flaget eller måske endda forbi. Det er en naturlig optimering for de fleste.

Vi kan ændre lidt på grippet – mere ud i fingrene, hænderne tættere sammen, måske et stærkere eller svagere grip – og vi kan tilføre mere skulderrotation – måske komme mere indefra – måske få et træf mere ”ned igennem bolden” – måske lidt mindre loft med et fastholdt skaftlæn mod målet i træføjeblikket – måske kan et draw med et fladere gennemsving give mere længde osv. osv.

I bestræbelserne på en optimering vil der naturligt være et hav af bolde, der ender til højre og venstre – med og uden kurver – og der vil være en del, der kommer for kort af vort mål – men måske lykkes det ligefrem for os til sidst at få lidt mere længde og virkelig komme forbi det flag, der har været mål for vores træningsindsats.

Det er fristende at glemme alle de kiksede slag, for dem skal vi jo ikke bruge i de situationer på banen, hvor vi netop ønsker det optimale slag, men det kan være et frygteligt spild blot at forkaste alle de slag, der ikke svarede til vort træningsmål.

Det kan eksempelvis være det rene guld på en golfbane at kunne slå uden om et træ, der har placeret sig akkurat på linjen mod målet. Her kan vi ikke bruge det optimale slag, som vi nu efterhånden måske kan næsten i søvne, men måske kan vi netop bruge en af kikserne fra driving range. Det kan være den ellers rædselsfuldt slicede bold eller den hookede.

Det var ikke det, vi søgte på driving range, da vi prøvede med optimering at nå vort mål, men vi fandt måske alligevel ved et tilfælde et slag, der fik bolden til at opføre sig på en ganske bestemt måde, som kan være særdeles anvendelig i det praktiske spil på banen.

Efter min mening bør enhver kikser på driving range altid gentages – og hvis der er en kikser på banen (og der kan være mange for os alle sammen), så hold ærgrelserne indenbords og tænk måske på, om slaget på et givet tidspunkt kunne være anvendeligt.

Får vi derfor med et 7-jern en kikser i form af en slice og forsøger at gentage den, får vi måske ideen til også at forsøge med et kortere slice med en pitching wedge.

Men her kommer ingen slice. Der er for meget loft på en wedge. Til gengæld får vi tankevækkende et de mest lige slag, der findes med meget backspin: Bolden ligger stort set død, når den rammer green. Slaget er lidt kortere – men det er også godt, for så har vi to længder med vores pitching wedge, ja, tre, for vi kan godt få en lille draw frem med en lavere boldflugt – og her er der mere effektiv længde end ved et ”normalt” slag.

Det var en god kikser med 7-jernet, da vi fik en utilsigtet slice – og efterfølgende dyrkede slaget med tilhørende variationer til senere brug.  

Det gælder også ”det flækkede sandjern.”

Jo, det er i situationen en ærgerlig kikser, men igen: Ingen klubgolfer er jo faktisk så god, at ærgrelser er berettigede. Ærgrelser er forbeholdt scratch-spillere. Vi kan som klubgolfere glæde os over gode slag, men kiksere må ikke føre til ærgrelser, men til motivation.

Det er i den grad spild af energi at ærgre sig over noget uforanderligt, og hvis ærgrelsen forplanter sig til de efterfølgende slag på runden, har man virkelig skudt sig selv i foden og gjort det hele vanskeligere og endnu værre: angrebet den grundlæggende glæde, som golf er udtryk for – og ærgrelse over en kikser kan lukke helt af for den nødvendige visualisering, der er grundlaget for målbevidsthed, og som kræver et åbent sind uden negative tanker.

Betragt i stedet kikseren som et muligt potentiale.

Det er ikke spild af energi at tænke på, om en flækket bold kan anvendes en anden gang i en anden situation, for så ærgrer vi os ikke, men er faktisk blevet potentielt bedre i fremtiden på grund af kikseren.

For kikset kan jo praktisk anvendes: I lidt højere tykt græs tæt på green, hvor en putter ikke er det naturlige værktøj, og hvor et normalt chipslag kan være usikkert, kan et flækket sandjern faktisk være særdeles brugbart: Hvis man rammer boldens ækvator med sandjernets forkant vil bolden trille forudsigeligt sikkert ind på green. Det er ikke noget vanskeligt slag, - faktisk har vi lige set, at slaget også kunne slås fra et godt leje! – ikke særligt heldigt i situationen, men en anden gang er omstændighederne anderledes.

Kikseren i situationen skal glemmes, men slaget skal huskes, for enhver aktion med en kølle og en bold frembringer et på mange måder helt unikt resultat og kan føre frem til væsentlige og anvendelige spørgsmål.

Eksempelvis: Hvad kan en wedge?

Det er et spørgsmål, som vi simpelt kan besvare ved at smide en spand bolde rundt om en green fra alle mulige og umulige lejer. Kikserne kommer som perler på en snor, hvis ”kikser” måles på overkommelig putteafstand til et flag, men måles der på anvendelighed, er billedet et helt andet. ”AHA: Det kan en wedge – i VORE hænder,” kan vi passende sige til os selv – og prøve at gentage slaget og måske finde et sted rundt om green, hvor netop dette slag ville bringe bolden helt ind til et overkommeligt et-putt.

Den typiske situation ved chippe-træning er et for kort slag. Det er en kikser. De fleste slår nu en ny bold med lidt mere fart i køllehovedet. Jeg tror, det er bedre at finde en nærmere afstand og her gentage slaget, hvorefter man kan arbejde sig udad. Brug kikseren som grundlag, for den kan vi jo…

Mange stjerner anvender deres wedges på en måde, som vi ikke kan læse os til i en instruktionsbog – måske var et anvendt slag oprindeligt en kikser, men absolut anvendelig fremadrettet i en ganske bestemt situation.

Således kunne Sergio Garcia engang vise Thorbjørn Olesen et chip opad en skråning slået med stor brug af håndled. Andre kan chippe med et kort smæld – typisk kiksere ved normale slag – men der findes situationer…

Vi kan lære meget af andres gode slag, men vi kan formentlig lære endnu mere af vore egne kiksere. Også på den måde er kiksere værdifulde.

Det er en ren gave i golf, at spillet kan spilles alene – og at træning ofte er særdeles virkelighedsnært på en i grunden spændende måde:

Hvad kan jeg få en bold til med min kølle?

Det er fantastisk at løse et problem med træning – eksempelvis med et 7-jern til et optimalt mål – det er jo det, vi SØGER, men FINDER vi uplanlagt en kikser, så dyrk den: Gentag slaget og prøv at visualisere en eventuel anvendelse.

Kan vi komme i en situation, hvor denne kikser måske er det optimale slag? Kunne boldkurven være optimal under de og de forhold? Måske skulle slaget være lidt kortere? (Skift 7-jernet ud med en pitching wedge og gentag ”kikseren” ) Eller skulle slaget være lidt længere? (Skift 7-jernet ud med en hybrid – eller måske en 5-kølle – og gentag ”kikseren.”)

Dyrk kikseren!

Gentag den.

Glæd dig over enhver bold, og den erfaring, den kan give.

Det gælder i høj grad kikseren.

På banen: Med et beklagende smil. Kort sagt: videre i godt humør! Og på driving range med positiv opfindsomhed og nærvær.

En golfspiller, en kølle og en bold.

Det kan kun være win-win – på alle hylder.

Også på den sjove hylde.

 

User Comments:

  • Når jeg, efter at være kommet

    19/10 - 2019 | Jan Pedersen

    Når jeg, efter at være kommet hjem, evaluerer en rædselsfuld runde fokuserer jeg oftest på de dårlige slag, og tænker: Jeg bliver sgu alligevel aldrig bedre (hc 16,6) Mange par 4 og 5 kan jeg ikke "nå" i hhv 2 og 3 slag. Og da slet ikke et par-3 hul der er over 150 m i første hug. Rimelig irriterende, da de fleste huller så bliver en bogey eller værre.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer