Golferens Blog: Kan vi spille bedre med ”spining?” | Golf.dk
Hvad ligger der i valg af skaft i driveren?

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Kan vi spille bedre med ”spining?”

03/09 - 2019 | Søren Meinertsen

Der er meget inden for golf, der hviler på fysiske lovmæssigheder, der kan efterprøves og stå sin prøve til hver en tid.

Når Tom Wishon siger, at den spiller med størst Club Speed vil slå bolden længst, er det underforstået, at de øvrige forhold i en sammenligning med en spiller med mindre Club Speed er fuldstændig ensartede. ”Alt andet lige.”

Det afgørende er her selve centertræffet, som er en fysisk lovmæssighed: Et centertræf vil give størst Smash Faktor, og hvis begge spillere har samme Smash Faktor, følger det logisk, at Club Speed bliver udslagsgivende for Ball Speed og dermed distancen:

Ball Speed = Club Speed x Smash Faktor.

Der er ingen tvivl om, at under helt lige forhold med nøjagtig samme udstyr, vil det være spillerens evne, der er afgørende. Men løfter vi os lidt fri af den traditionelle konkurrence mellem spillere om mest længde og nu måler på en anden lige så simpel måde, kan vi få ”alt andet lige” til at være den samme spiller.

Nu kan vi i stedet anvende udstyret som en variabel.

Fra Smash Faktor ligningen ved vi, at der er flere forhold, der spiller ind. Det gælder køllehovedets vægt samt driverens statiske og dynamiske loft, og det gælder slagfladens COR. Ligeledes skal angrebsvinklen på et drive være positiv for at mindske spin loft og dermed forøge Smash Faktor. 

Man kan også spekulere direkte på svinghastigheden, det vil sige den hastighed, som køllehovedet har i impact (når bolden er på højeste kompression). 

Logisk ville de fleste af os vælge en driver med så langt skaft som muligt, men problemet er, at jo længere skaftet er, desto mindre er chancen for centertræf. Her må enhver af os træffe et valg. Teorien – eksempelvis Tom Wishon - har gjort meget ud at fortælle, at de fleste spiller med et for langt driverskaft, der gør det vanskeligt at få det afgørende centertræf. Det er lidt ærgerligt, hvis en ny dejlig (og dyr!) driver ikke yder optimalt for en spiller blot på grund af, at den er et par centimeter for lang.

Tom Wishon’s råd om at afkorte drivere for bedre præcision på slagfladen er naturligvis ikke baseret på fysiske lovmæssigheder, der gælder for alle spillere til alle tider. Det er individuelt, men det er et generelt godt råd, og alle bør som udgangspunkt prøve at se, om det hjælper at ”grippe lidt ned.” Mere end noget andet handler golf om slagfladekontrol – det gælder drivet, og det gælder det korteste putt.

De fleste råd omkring skafter hviler på hjælpsomhed fra sædvaner og ikke direkte på fysiske love. En undtagelse er dog den såkaldte MOI-matching.

MOI er et akronym for ”Moment of Inertia.” Det er en slags mål af modstanden i et objekt, når objektet sættes i bevægelse omkring en roterende akse. Det er let at forstå, at det har betydning for spilleren, hvordan denne modstand føles i et roterende golfsving, og de fleste vil umiddelbart finde det behageligt, hvis modstanden sættet igennem føles ensartet, når køllerne svinges rundt om spilleren. En MOI-matching er videnskabeligt påvist, jf. Tom Wishon, i modsætning til traditionel svingvægt, som ikke har den samme ensartethed i kravet til kraft fra spilleren.

MOI er ikke en entydig fast størrelse: En spiller har måske værdien ”a” som MOI i det jern, der føles bedst, hvorefter alle jern sættes til denne værdi, mens en anden spiller kan have ”b” og derfor får denne MOI-værdi i sit sæt.

Det er en meget lækker fornemmelse, der møder en, første gang man har et MOI-matchet sæt i hænderne. Der findes clubfittere, eksempelvis Golfsmeden, der har TWGT MOI Matching System. Det kan varmt anbefales – især til de spillere, som har en ”yndlingskølle,” der sjældent fejler. De øvrige jern i sættet kan med MOI også blive ”yndlingskøller.”

Skafters stivhed er et mere kryptisk begreb. Man kan så langt fra være sikker på, at klassifikationsrækkefølgen for stivhed (lady, senior, regular, stiff og x-stiff) er ensartet fra fabrik til fabrik.

Skaftet er dybest set blot en fjeder – blot ved at trykke lidt på midten af et skaft, fornemmer man, at energien kan opbevares i skaftet ved denne påvirkning, og energien udløses, når fingeren løftes. Helt tilbage til de første fortællinger om Robin Hood og hans mageløse kunst med en flitsbue, hører vi om betydningen af bøjning af et materiale – i Robins tilfælde en bue, lavet af asketræ. Buens træfsikkerhed blev ikke blot baseret på skyttens øje og hænder, men også på buens optimale bøjning. En gren er ikke blot en gren. Det er et golfskaft heller ikke.

I golf har skafters fjederevne – oftest udtrykt i frekvens (CPM  = Cycles Per Minute) – betydning for vort golfsving. 

Ikke så underligt ser vi, at jo kortere skaftet bliver, desto stivere vil det være, og vi har alle en fornemmelse af, at jo stærkere, man fysisk er, desto stivere kan et skaft være.

Et stålskaft fabrikeres simpelt ved at en plade rulles og svejses sammen. Svejsesømmen vil naturligt være den stiveste del af skaftet, det, man kalder skaftets rygrad eller spine. 

En mere avanceret metode kaldes ”sømløs” og anvendes i dyrere stålskafter. Ideen er naturligt, at skaftet er helt ensartet og symmetrisk.

Stålskafter er efter sigende ikke længere så unikke og forskellige som tidligere, hvor der kunne være stor forskel fra skaft til skaft. Forskellen betragtes som graden af asymmetri. I den perfekte verden er et skaft helt symmetrisk.

Det fortælles om Nick Faldo, at han igennem sin karriere havde syv forskellige jernsæt, men skafterne var de samme fra sæt til sæt, kun hoveder blev skiftet! Det havde han et vist held med, og man må formode, at den meget pertentlige Nick Faldo har oplevet sine skafter som absolut symmetriske.

Klassiske grafitskafter bliver lavet ud fra grafitark, der rulles sammen over en mandrel med et bindemiddel (epoxy-lignende) imellem. Jo flere lag (mindre mandrel), desto stivere bliver det endelige skaft. Der vil være overlap, og her vi rygraden (spine) naturligt være, som den stiveste del.

Grafitskafter kan også have både længdegående og tværgående lag.

Der findes andre metoder end at anvende et ark grafit, nærmest som om tråde eller små lag bliver sat sammen. Det skulle give mere ensartet og symmetriske skafter uden det oplagte spine, der fremkommer med ark og som giver asymmetri.

Det er såvel det ensartede som det uensartede i et skaft, der giver anledning til mange myter og drabelige diskussioner, der netop er baseret på, at der ikke findes fysiske love, der kan anvendes som argumenter. Ordet er frit – og således også teorierne.

Der er ingen tvivl om, at det ideelle golfskaft, der er 100 procent ensartet og symmetrisk vil bøje fuldstændigt ensartet hele periferien – 360 grader – rundt.

Virkeligheden er imidlertid ofte en anden, nemlig at der er lidt eller måske endda meget forskel i stivheden, når et skaft drejes.

Ser man på et helt ”normalt” skaft med et helt normalt spine (rygrad), vil skaftet have følgende karakteristik:

180 grader over for et spine vil der være et punkt p, som sammen med punktet for spine giver et spine plan, som naturligt vil være stivere end det plan, der formes af de to punkter for NBP (Natural Bending Position), hvor skaftet lettere kan bøjes (= har sit naturlige bøjningsplan.) 

Det kan iagttages og beregnes indvendigt, men kaldes her ”Neutral Plane,” som ikke må forveksles med ”Natural Bending Position.”

Umiddelbart ville de fleste af os tro, at hvis vi bøjede et skaft, ville der være forskel på bøjningen mod ”Spine” end mod ”p,” fordi vi kan regne ud, at den ene side af skaftet trækkes sammen, mens den anden udvides. Men forskellen er 0, og derfor kaldes det ”Neutral Plane.” Planet flytter sig ganske simpelt op eller ned ved en bøjning, og derfor er der ingen forskel på ”Spine” og ”P.”

En såkaldt ”Spinefinder” er derfor ikke den store hjælp, men det er til gengæld FLO (Flat Line Oscillation).

Spine-planet (Spine til p) er den stivere del, mens NBP-planet er den svagere del. Det er ikke til at vide, hvilket plan, en Robin Hood ville anvende til sin flitsbue, eller hvad en lystfisker, der kaster et blink ud med sin fiskestang, vil anvende, men et morsomt forsøg kan i skolens fysiktime illustrere, hvorfor ikke andre planer uden for de to anvendes i golf (eller i flitsbuer og fiskestænger.)

Forsøget kan gøres med en oscillator, som kan vise, at et skaft har særdeles stor modvillighed ved at blive bøjet uden for de to planer, - her springer skaftet rundt (Wobbler). 

Det simple og morsomme fysikforsøg er det, der forstås ved FLO. (Flat Line Oscillation), eller simpelt: Der kan være skjulte kræfter i et skaft, som vi ikke aner tilstedeværelsen af, når vi blot ser på det.

I simpel form sættes et laser lys for enden af skaftet. De to planer, NBP- og Spine-planet giver en lige linje på væggen – og på oscillatoren. Det er det, der kaldes FLO (Flat Line Oscillation).

At FLO’e et skaft betyder derfor blot at finde de to planer, hvor der er en lige linje på en oscillator. 

Hvis man yderligere vil kende forskel på de to planer, må der anvendes en Spinefinder eller aflæses CPM.

Kan det bruges til noget?

Umiddelbart ikke, da et golfskaft bøjer i mange forskellige retninger gennem et sving. Berømt er en af de første observationer, der blev foretaget af et golfskafts bøjning gennem et sving. (Illustration fra Tutelman):

https://www.tutelman.com/golf/shafts/spines/bend-Norman.gif

Vi ser her skaftet bøje i stort set alle retninger gennem det sidste halve sekund før impact, og det har bestemt ikke gjort synspunkterne om spine færre! 

Skaftets plan er mest beskrivende med en urskive set fra spilleren:

Den største og mest vedholdende diskussion drejer sig om, hvorvidt spine skal være mod målet (= planet klokken 9 - 3), eller om spine skal vende mod klokken 12, hvorefter det så er NBP-planet, der vender mod målet. Der kan være mange gode grunde til både det ene og det andet, mest nærliggende er måske sædvanen, som det anføres hos Ralph Maltby: De fleste tourspillere og de dygtigste clubfittere i Tour-Vans, der betjener verdens bedste spillere, foretrækker at have spine mod målet. (Klokken 9).

Der er noget logisk i at vende skafter på en konsekvent, ensartet måde. 

Synspunktet underbygges af et særligt avanceret computerprogram, kaldet SST PURE. At ”pure” et skaft betyder, at den mest markante stive del findes (som jo kan være ”pletvis” forskellige steder på skaftet), og den fundne side vendes mod klokken 9. 

SST PURE findes ikke i Danmark. En del tour-spillere får deres skafter puret – påfaldende er det dog, at der mindst er lige så mange topspillere, der ikke får puret deres skafter. Skulle man ønske at få sine skafter puret, må man tage til England eller Tyskland, som det nærmeste. Om det betyder noget for spillet, er der delte meninger om. Det er ikke objektiv videnskab, men formentlig mere et spørgsmål om følelse. Man kan sammenligne purede skafter med FLO’ede, men da der ikke er nogen objektiv facitliste, kan resultaterne stadig diskuteres. 

Purede skafter kan let genkendes: logoet vender alle mulige steder hen, mens det i et typisk sæt vender ind mod spilleren.

Det er ikke helt klart, om skaftfabrikanter rent faktisk finder NBP-planet og derefter sætter logo på, men noget tyder på det, ifølge Tom Wishon: 

”... der er sjældent fejl, fordi skaftfabrikanter mærker op på skaftet efter check af ”bending planes.” (Tom Wishon)

Verdens bedste clubfittere er medlem af AGCP (Association of Golf Clubfitting Professionals). Tilsyneladende kan man ikke finde nogen af disse medlemmer, der går ind for spining. Tom Wishon, som vel er den mest vidende clubfitter overhovedet, har i lange artikler om skafter og clubfitting og i bogen ”In The New Search Of The Perfect Golfclub” ikke nævnt spining og har i andre sammenhænge afvist, at mulig asymmetri skulle være et problem: 

”Meget af dette stof om skaft-asymmetri er overdrevet og er ubetydelig i forhold til ydeevne.” (Tom Wishon)

Langt de fleste skafter er så symmetriske fra fabrikkerne, at forskellen på spine- og NBP plan er under 3 CPM, som næppe kan mærkes af nogen, og tilsyneladende kan man dreje skaftet på indstillelige drivere uden problemer. En indstillelig driver ville aldrig have set dagens lys, hvis der var markant forskel, når skaftet blev drejet.

Den overvejende del af teorien går på, at NBP-planet skal være mod målet (mod klokken 9), mens tilsvarende spine-planet skal være mod klokken 12, det vil sige i det plan, som har hæl og tå på linje foran spilleren. Ideen skulle her være, at man undgår for meget ”toe-drop” samtidig med, at release af køllehovedet skulle drage nytte af NBP-planet igennem impact, hvor køllehovedet skal have størst hastighed.

Imod denne teori står SST PURE og mange andre.

Der er dog noget, der ikke skal overses i al snak om tekniske detaljer:

Spillerens følelse.

Golf er i høj grad et mentalt spil, og hvis nogen føler ”bedre karma” ved at have skafter drejet på bestemte måder, kan det kun være godt, uanset om der kan påvises nogen fysisk effekt.

Det rigtige skaft kan være nøglen til succes for enhver, men troen på, at man har det rigtige skaft kan være lige så virkningsfuld.

Tom Wishon har udviklet et fremragende system, som anvendes af de førende clubfittere: ”TWGT’s proprietary Shaft Bend Profile Software.” Hermed kan skafter af forskellige fabrikater direkte sammenlignes profilmæssigt, og spilleren kan få det bedst passende skaft til sit spil uden gætteværk – og uden at spille med en lille usikkerhed om, hvorvidt et andet skaft kunne være bedre.

 

User Comments:

  • Golf indsigt

    03/09 - 2019 | Karsten Eriksen

    Tak for endnu et blik ind i golfens finere finesser, fortalt på sædvanlig forståelig og lun vis - af en glad golfspiller.

  • Tak

    03/09 - 2019 | Claus Kongsted

    Kære Søren, Tak for endnu en fantastisk artikel. Jeg bliver gang på gang imponeret af din fantastiske viden og evne til at sætte fokus på de små og store forhold der kan gøre vores spil bedre.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer