Golferens Blog: Kan det venstre knæ fjerne en slice? | Golf.dk
Francesco Molinari har med hjælp fra sin træner Denis Pugh fået mere længde på sine drives.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Kan det venstre knæ fjerne en slice?

10/09 - 2019 | Søren Meinertsen

En slice behøver ikke være et dårligt slag. 

Mange husker Tiger Woods' fantastiske slice fra en fairwaybunker og ind til en green, der ikke kunne nås ved et mere direkte slag. 

Ligeledes er en slice - eller det, der ligner, nemlig en fade (ofte kaldet en power-fade), et ganske yndet drive for de allerbedste. Det er der især to grunde til: Den ene er, at topspillere, der ellers behersker en draw, også kan lave fejl, og den fejl er ofte et hook. Tilsyneladende er det mindre risikofyldt at spille med en fade. Hertil kommer, at en draw kan have ganske meget rul på fairway, og det er ikke altid godt for de langtslående, for bolden kan rulle ud i højere klipninger. En fade har mere backspin, og derfor vil bolden ikke rulle langt væk fra landingsstedet. Slaget bliver lettere at beregne.

Hertil kommer naturligvis også, at den gode spiller ikke behøver at tænke på længde på samme måde som vi andre. Jeg tror, de fleste klubgolfere har det på samme måde som mig: Så langt som overhovedet muligt på fairway - helst hver gang!

Og det er i dette billede, at vi græmmer os over en slice, for den kommer ikke synderligt langt, når bolden skal have en kurve som en banan - fra venstre side af fairway og nærmest på tværs til højre side.










 

Traditionelt forbindes en slice med et åbent køllehoved og et udefra kommende sving mod bolden. Det åbne køllehoved kan skyldes, at spilleren intuitivt ved, at et lukket køllehoved efter et udefra kommende sving uvægerligt vil få bolden til at gå stik venstre. Det kan være en bold, der er mellem træer eller ligefrem o/b, og så er en slice med et fairway træf trods alt bedre.

Det udefra kommende sving er ikke umiddelbart let at rette. Vi ønsker alle sammen at slå langt med en driver, og naturligt forbinder vi det at slå langt med en eller anden form for kraftanstrengelse, og den kan meget, meget vel starte allerede på toppen af tilbagesvinget, således at køllehovedet vil passere højre skulderspids, og herfra vil det være næsten umuligt at svinge indefra. 

Det kan lyde så enkelt blot "at lade hænderne falde lige ned" hvorefter køllehovedet vil passere langt under skulderspidsen, hvorefter det nu er nærmest umuligt at undgå at komme indefra.

Jeg tror, de bedre og mere erfarne klubgolfere med årene har fundet en slags brugbar mellemvej. Svinget kommer måske enkelte gange lidt udefra med en behersket slice og kortere totallængde, men hyppigt er boldene meget lige, og måske lige så hyppigt er der ligefrem en lille draw, som kan give en spiller den dybeste tilfredshed. ”Jeg kan godt...”

Over for denne glæde og tilfredshed med et supergodt drive står ærgrelsen over et kikset slice, som har det med at dukke op, når man har allermest brug for længde.

Ser man på de gamle spillere, eksempelvis de allerdygtigste i sidste århundrede, nemlig Bobby Jones, Sam Snead, Ben Hogan, Arnold Palmer og Jack Nicklaus forundres de fleste af os over den løftede venstre hæl i tilbagesvinget. Der er ingen tvivl om, at en hoftedrejning med denne lille bevægelse kan blive større, og tilsvarende kan skulderdrejningen faktisk også forøges.

 

I dag er det sikkert ikke så nødvendigt som tidligere. Vore dages største stjerner, der kan flytte bolden ud på de mest fantastiske længder, er allesammen uden undtagelse særdeles atletiske og har utvivlsomt en daglig aftale med et fitness-center, men det kunne man næppe vide i halvfjerdserne, da en større systemændring fandt vej på golftræneruddannelsen, når datidens trænere ubønhørligt prædikede, at nye golfspillere absolut ikke skulle løfte venstre hæl i tilbagesvinget.

Årsagen til dette paradigmeskifte var simpelt: Et løft af venstre hæl med efterfølgende større hofte- og skulderrotation gjorde det for vanskeligt for nybegyndere at ramme bolden. At ramme bolden er naturligvis det helt afgørende, og hvis datidens træneres dagligdag har været træning af golfspillere i at undgå luftslag, er der ikke noget at sige til, at løft af venstre hæl blev "forbudt."

Det er nu heller ikke blot at løfte venstre hæl, for den skal ned igen.  Bobby Jones satte sin hæl ned igen på en anden måde end Jack Nicklaus, der nærmest blev berømt (også) på det tekniske plan: På billedet kan man tydeligt se, at hælen er drejet mere ud mod målet i gennemsvinget. Det kan hænge sammen med flere andre ting, men vi kan i hvert fald se på billedet, at bolden må være ganske langt væk, før Nicklaus får drejet sin krop helt igennem. Det tyder på, at der formentlig gemmer sig langt mere i Jack Nicklaus sving – naturligt nok, når man tænker på alt det, verdens måske bedste spiller nogensinde opnåede i sin meget, meget lange karriere. 

 Alene beherskelsen af den venstre hæl er mildest talt svær - for ikke ligefrem at sige umulig, når man selv kæmper med andre – umiddelbart større - ting i et sving, og da der ikke gives stilkarakter for et golfsving, vænner man sig hurtigt til at se på boldens hvilested, når et sving bedømmes. Det paradoksale er naturligvis, at det gjorde Jack Nicklaus og hans ungdomstræner formentlig også... (Det lille ord ”ungdomstræner” kan fortælle, hvorfor man med sindsro kan trække resigneret på skuldrene over noget, man ikke selv kan og aldrig vil kunne få lært.)

Men ved at øve sig på det umulige kan man faktisk nå frem til en anden erkendelse, som formentlig Francesco Molinaris træner også har gjort: Den større og mere naturlige skulderdrejning kommer af sig selv, når hælen løftes, og hvis man ellers kan ramme bolden rimeligt solidt, kommer den faktisk længere.

Engang imellem...

Det er ikke godt nok. 

Selvfølgelig vil en topprofessionel spiller som Molinari ikke øve et hælløft med en spand bolde i ny og næ, men for os andre kan det være rimeligt anstrengende blot at drive to spande bolde, ja, så anstrengende, at en efterfølgende runde kommer til at lide under den energiudfoldelse.

Ved et tilfælde under læsning af det meget spændende emne om den venstre hæl i golfsvinget stødte jeg på et indlæg i et forum, som jeg desværre ikke senere har kunnet finde tilbage til, og som jeg ikke på tidspunktet for læsningen var fuldt opmærksom på. Det drejer sig om venstre knæ, og når man søger efter venstre hæl, bliver tekst om venstre knæ kun skimmet.

Men der er en sammenhæng, som kan være særdeles interessant, hvis man ønsker et bedre og mere sikkert træf på bolden.

Hvis venstre knæ ikke er tilstrækkeligt flekset i tilbagesvinget, men endda kan være særdeles strakt, kommer man usigeligt let til at svaje væk i tilbagesvinget. 

Det svaj er paradoksalt nok måske en af de største årsager til, at mange, mange klubgolfere slår alt, alt for lave slag. Det er simpelthen for svært at komme "ned igennem bolden" og således få ramt bolden under det afgørende ækvator, for det er her det løftende backspin befinder sig, og som slagfladen så at sige kan sætte "gang i."

Det er muligt – som det blev hævdet lige før 1980 i trænerkredse, -  at begyndertræningen vil lide under, at man skal lære at løfte venstre hæl, som Jack Nicklaus gjorde det, men hvis det har ført frem til, at de fleste af os klubgolfere, der har lært at holde venstre fod på græsset, nu lider under at slå alt, alt for lave bolde, som ikke så sjældent på det nærmeste minder om jordstrygere, så kan der stilles spørgsmål til dette skifte i undervisningen.

Vi er som klubgolfere måske alle blevet en generation af svajere, som har endog særdeles svært ved at komme tilstrækkeligt ned i bolden med slagfladen og skabe det nødvendige pres på bolden, og hvis svajet yderligere forstærker et stejlt nedsving med et ofte følgelig slag fra toppen, der kan resultere i en slice, så er det værd at træne det fleksede venstre knæ. 

Der er naturligvis ingen gode spillere, der svajer væk fra bolden i tilbagesvinget, men alligevel kan vi se, at også topspillere kan have problemer med for lidt længde.

Det gjaldt for nogle år siden Francesco Molinari. Efter hælløftet har han vundet mere end de fleste overhovedet har kunnet drømme om, og han var så absolut en af de mest funklende stjerner ved Ryder Cup.

Måske har han kastet et blik på longdriverne:

 (Getty images)

Der er et hælløft, og der er en enorm skulderdrejning og absolut intet svaj.

Tilsyneladende er det et valg mellem to onder: Enten at svaje lidt væk i vægtskiftet i tilbagesvinget og have svært ved at få god boldkontakt.

Eller også have et hælløft, der kan gøre det lige så vanskeligt at ramme bolden solidt. 

Det fleksede venstre knæ kan måske være den gode mellemvej, og vi kan ihvert fald se, at Nicklaus’ knæ er særdeles flekset.i tilbagesvinget og er langt fra at være strakt helt ud, selv om bolden må være over alle bjerge.

Det fleksede venstre knæ, der flekser lidt nedad i tilbagesvinget, således at knæskallen peger direkte på bolden, skal bevares igennem hele svinget, men kan måske med stor fordel rettes ud i den sidste del af svinget lige før impact.

Det er så nogenlunde sådan jeg ser Bubba Watson, når han på det nærmeste er på vej ud af skoene efter et drive – og efter at have løftet venstre hæl i tilbagesvinget…

 Samtidig er det for mig helt klart, at et flekset knæ modvirker en slice. Måske bliver svinget automatisk mindre stejlt, hvorved køllehovedet ikke så let kommer til at passere venstre skulderspids ved en smule uopmærksomhed, men det er værd at prøve, hvis du selv har fornemmelsen af, at dit venstre ben er for strakt i tilbagesvinget, og hvis du har en tendens til at slice dine drives.

Hvis knæet kan bevares flekset i såvel tilbagesving som fremsving, kan det næsten være umuligt at slice – ja, nu lurer endda risikoen for et hook…

Der er ingen træer, der vokser ind i himlen i golf!

Den allerstørste fordel er imidlertid, at det fleksede venstre knæ giver nærmest eksemplariske boldtræf. Det kan være risikofyldt med et strakt venstre ben, der næsten pr. automatik får en spiller til at svaje lidt væk i tilbagesvinget, og som givetvis gør det vanskeligt at komme tilbage til udgangspositionen, nemlig vores opstilling, hvor vi jo er særdeles fokuserede på at sætte køllehovedet ned bag bolden. 

Det er her, vi gerne vil have et træf, og det er det et flekset venstre knæ kan sikre os.

Man skal ikke være så bekymret over, at venstre hæl løfter sig lidt, hvis bevægelsen fremmer hofte- og skulderdrejningen, men det kan faktisk godt lade sig gøre at flekse venstre knæ i tilbagesvinget uden at løfte venstre hæl.

Der er en lille sidegevinst: På mig virker det, som om slaget bliver mere frit. Umiddelbart kan jeg ikke se mere længde, men det føles, som om der er en lille kraftreserve.

Og så giver det egentlig god mening, når trænere fortæller os, at vi ikke skal svinge (slå!) med 100 procent.

Jeg synes, mine slag bliver mere sikre med fokus på at holde venstre knæ flekset. 

Forhåbentlig oplever du det samme.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer