Golferens Blog: Hvor rundt er rundt? | Golf.dk
Også i et putt er der en "runding" i køllehovedets bevægelse.

Foto: Claus Mølholm

Golferens Blog: Hvor rundt er rundt?

21/01 - 2020 | Søren Meinertsen

Vi er alle sammen klar over, at en golfbold er rund, såvel i bogstavelig forstand som i overført betydning, når heldet ikke går i vores retning.

Alt kan ske, og det er tankevækkende at læse mindeordene om den dygtige banearkitekt, Peter Dye, der døde i starten af dette år, og som udtalte de tankevækkende ord: ”Golf er ikke et fair spil, så hvorfor skulle jeg bygge fair golfbaner.” (Se Henrik Søes artikel https://www.golf.dk/nyhed/manden-bag-sawgrass-er-d%C3%B8d)

Det er utvivlsomt fair – i klassisk forstand – at en bold, der bliver slået præcist og lækkert ind på midten af en green så nogenlunde stopper pænt og forudsigeligt til et måske lige så forudsigeligt to-putt.

Det er lige så utvivlsomt ”unfair,” hvis bolden pludselig triller væk fra greens midte og videre ud i høj rough, ned i vand eller ned i en bunker.

Vi klubgolfere spiller ofte ethvert hul på denne lidt unfair måde med vore kære spilmakkere: Vore allerbedste slag kan lide en krank skæbne, mens vore spilmakkeres elendige kiksere kan ende tæt på flaget.

Dybt uretfærdigt – men fascinerende.

Måske gælder den slags betragtninger ikke blot klubgolfere, men også elite- og stjernespillere, og så gælder Peter Dye’s sætning endnu mere: ”Golf er ikke et fair spil.” 

Det er sjovt og tankevækkende sagt, og det er samtidig en præcis beskrivelse af vilkårene, når en bold er rund og slippes løs i en ofte helt uforudsigelig natur.

Kan vi få styr på det?

Ja, bestemt – i nogen grad…: Der er jo faktisk herlige runder, hvor vore gode slag giver god score, og hvor andres kiksere giver dem (fortjente!) streger.

Men der er også runder, elendige runder, hvor vi selv kikser en masse og ender med en sølle score. At bolden er rund og naturen uforudsigelig, kan give enkelte kiksere, men ”en masse?” Nej, for så ville golf være et hasardspil, og det er det trods alt ikke. Der er umådeligt langt fra ”ikke fair” til hasard.

Og det er i denne afstand, vi som spillere kan gøre en forskel.

Nøgleordet stabilitet trænger sig på, for vi har vel alle en fornemmelse af, at livet på golfbanen ville være usigeligt meget lettere – og meget sjovere – hvis vi havde en tilstrækkelig stabilitet. Vi kan sagtens være uheldige alligevel - men som det engang så rammende blev sagt af Gary Player (9 majors og en ”karriere Grand Slam”): Jo mere jeg træner, desto heldigere er jeg…

Ingen tvivl om, at vejen til stabilitet på en golfbane går via træning, men for at træning og øvelser skal give mening og virkelig flytte en spiller ind i stabilitetens trygge favn, er der noget, man skal gøre sig helt klart:

Golf er et rundt spil, og ”det runde” for en spiller handler om det, der bringer vort køllehoveds slagflade i kontakt med bolden. 

Der er mange ”rundinger” i spil, men primært handler det om, hvorvidt vi kan skabe forståelse og forudsætninger for, HVOR rundt et golfsving skal være, og hvor vi får problemer med enten at ændre en runding eller at fastholde den.

Selv om vi tilstræber et absolut lige tilslag, når vi står over for et putt, så er der alligevel en afgørende ”runding:”

   

 

Det er tydeligt at se, at spilleren på billedet ikke følger ”rundingen” i tilstrækkelig grad,; lige så tydeligt er det, at der på blot det 2-dimensionelle billede er to rundinger i spil, illustreret ved de farvede lodrette streger og den vandrette sorte streg.

Der skal dog ikke meget fantasi til at kunne se, at der er en cirkelperiferi ad hvilken en putter vil kunne klare begge disse to udfordringer.

Faktisk er det jo nærmest logisk, at en bold på billedet vil gå højre om den linje, vi har læst os frem til, og at vores bold ikke går i hul, medmindre hullet er rimeligt tæt på bolden. For der er trods alt en vis sikkerhedsmargen i kraft af, at hullet er så stort, at der næsten er plads til tre bolde ved siden af hinanden. Det er muligt, at golf er unfair, når vi rammer hulkanten uden at bolden går i, men i det store og hele må vi betragte et hul som særdeles fair, når der nu er plads til lidt ”slør.”

Og ”slør” kommer let: Vi ved - selv om det ikke fremgår af billedet - at det praktiske slag også indeholder noget tredje cirkulært, nemlig at vi også har en afstand mellem græs og undersiden af putteren, som er en del af en cirkel. Nogle mener, at det kan være godt at slå lidt op i bolden på et putt, mens andre hævder, at angrebsvinklen skal være så lige som muligt.

Endelig er der en vinkling - eller KAN være en vinkling mellem tå og hæl på putteren, den såkaldte lie angle. Det er ikke ligegyldigt, om den flade, der rammer bolden er tåvægtet eller hælvægtet.

Det kan være svært at fornemme alle disse rundinger i et kort putt - og hvis puttet er virkelig kort, spiller det heller ingen rolle - men for et længere putt spiller det hele en rolle - en rolle, som bliver endnu tydeligere, når putteren udskiftes med et jern eller en kølle. I virkeligheden kan man ofte blive ganske imponeret, når det overhovedet lykkes at slå et såkaldt lige slag med alle disse variabler i spil.

Princippet i slaget i forbindelse med et putt forfølger os, uanset hvilket redskab vi trækker op af bag’en, og der kommer faktisk flere rundinger i spil, når vi skal slå langt.

Alligevel har vi vel alle en slags ”logisk” fornemmelse af, at hvis vi rammer en bold lige bagi, vil den gå ligeud. Men det med at ramme en bold lige bagi gælder jo faktisk ikke engang for et putt på blot et par meter. Der er noget rundt, som vi kunne se på billedet ovenfor.

Men det forstyrrer ikke vores ”logik.”

Som vi kan se på putts, er det klart, at vi skal komme indefra med en runding i svinget, men det passer fint med vores logik – også på de længere slag, hvor vi skal have fuld fart i køllehovedet. Selvfølgelig kommer køllehovedet indefra: Hvor i alverden skulle det ellers komme fra?!

Alene i den lille ”logiske” sætning ligger en af de største udfordringer overhovedet for de fleste klubgolfere.

For logikken bliver skudt i sænk, fordi vi faktisk så let som ingenting kan komme udefra, selv om vi svinger indefra.

Umiddelbart et paradoks, men paradokset forsvinder, når man bliver bevidst om en af de mest afgørende rundinger i et golfsving. 

Det drejer sig om selve boldtræffet, som af mange klubgolfere - med god grund - anses for at være golfspillets største udfordring, og som derfor også er det afgørende grundlag for stabilt spil på banen, ikke mindst da et slag udefra for de fleste klubgolfere resulterer i et slicet drive. Det er en dårlig start på et længere hul, og det hele skyldes et forkert sving med et forkert boldtræf.

Hvis vi opfatter vores rygsøjle som et centrum og stiller os op i en stance og grounder driveren tæt ved en opteet bold, så vil køllehoved, skaft, hænder, arme og skuldre være radius i en cirkel, hvor et punkt på rygraden er center.

Hvis den radius ikke er intakt efter et tilbagesving og et fremsving, vil boldtræffet være ustabilt – og næsten lige så galt: Hvis det rent faktisk skulle lykkes os at få manipuleret den afgørende radius frem til et solidt centertræf, så bevirker manipulationerne, at slaget alligevel ikke bliver optimalt.

Og dog – for golf er ikke blot et unfair spil (!) – men også et spil fyldt med modsætninger.

Det er - besynderligt nok i hvert fald i denne sammenhæng – et fremragende slag med en wedge, hvis en spiller ”kommer indefra” og alligevel rammer bolden lidt udefra.

Årsagen er, at en wedge har et loft på fra omkring 45 til 70 grader, og et tilslag lidt udefra vil kun klæde et wedgeslag.

Anderledes med en driver, hvor loftet kun er på omkring 10 grader. Her får man de slicede katastrofer, og katastrofer på en golfbane skal man undgå. Vi kan ikke både kæmpe mod det ”unfair” og mod selvskabte katastrofer.

I et driverslag har vi to rundinger i spil: Den første runding er tilbagesvinget. Som vi så det på illustrationen af puttet, skal også driverhovedet i tilbagesvinget gennemføre en del af en cirkel. Det skal være en stor cirkel – med vidde – for netop at skabe plads til, at det kraftfulde tilsving kan gennemføre en cirkel indefra.

Hvis radius er intakt vil vi direkte kunne tænke os frem til, at køllehovedets indgang til mållinjen (klokken 12) i opstillingen er absolut square, mens køllehovedets indgang til mållinjen og bold i selve impact er mere mod klokken 1 – med andre ord indefra.

Det er derfor værd at se på den radius, der er imellem køllehoved og rygsøjle: Skaftet ændrer sig måske en lille smule på grund af farten. Hændernes stilling kan også ændre sig en smule, da vi gerne vil have et boldtræf med et højre håndled, der er bukket lidt bagud. Armene er lige lange, især hvis venstre arm holdes strakt igennem hele svinget. 

Er der mere, der kan ændre radius?

Ja, mon ikke!!

Vores højre skulder er den helt store synder, når vi skal vurdere, hvorfor vi kan ramme en bold ”udefra,” når vi kommer ”indefra.”

Slicen opstår “indefra” på den måde, at skulderen ikke er en statisk størrelse på samme måde som køllehoved, skaft og arme. Skulderen kan bevæges selvstændigt og dermed ændre cirklens radius. Hvis man stiller sig op med højre skulderblad på linje med brystben og venstre skulder, skal skulderbladet bevares i denne position, når bolden rammes. Hvis skulderbladet søger fremad, ændres radius og på en driver vil køllehovedet blive bragt ud over linjen mod målet: et udefrakommende slag, der næsten altid fører til en slice.

Øvelsen er at “holde skulderen tilbage,” og det gøres allerbedst ved at lade hofterne styre fremsvinget. Besynderligt nok kan en god hofterotation holde skulderbladet tilbage.

Det er værd at give en chance, hvis man har tendens til at slice med driveren. 

Det kræver lidt øvelse, men en af de bedste ting ved den nedenfor nævnte øvelse er, at enhver spiller allerede fra det allerførste slag siger “AHA!” Ikke så få har lært samme fornemmelse i et sving, når der chippes, og netop ved et chip skal bolden rammes solidt, ellers tabes der ærgerlige slag tæt ved flaget.

Det kan også være ærgerligt ikke at have gode træf på bolden længere ude på banen.

Øvelsen er eminent hvis der søges et sikkert boldtræf.

Prøv øvelsen, og jeg vil næsten garantere, at den fremover vil være en god bestanddel af din opvarmning - til en god runde!

Det mest tankevækkende er faktisk, at man som spiller får en erkendelse af, hvor vigtige hofterne er i et golfsving. Umiddelbart tror vi sikkert alle, at hænderne er det vigtigste, men med øvelsen kan hofterne trænge sig på som absolut lige så vigtige som hænderne.

Øvelsen er enkel: Stil dig op med et 7-jern og en bold, men træk højre fod ind bag venstre fod, således at fødderne danner en ret linje mod bolden. Sving fra denne noget usikre position og fornem, hvordan radius i svingbuens cirkel bevares. Nu er rundt - virkelig “Rundt!”

Hofterne drejer sig villigt, og højre skulder holdes tilbage.

Rundt er rundt med denne øvelse, som Sean Foley igen har gjort populær.

Man kan opnå noget af det samme ved at slå bolde med samlede ben, men det er sværere at vurdere hofters og skuldres indbyrdes forhold. Jeg synes, Sean Foleys opstilling er eventyrlig god, når det gælder boldtræf og hofterotation. Jeg har set min gode, noget urutinerede ven, der næsten konstant ramte græsset før bolden prøve øvelsen og straks begyndte at ramme græsset efter bolden. En markant forbedring af spillet, der som nævnt også kan fjerne en årsag til slicede drives. 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer