Golferens Blog: Golfens rygrad – hvad med at fjerne flaget? | Golf.dk
Flaget kan lige så nemt forvirre os, som det kan hjælpe os.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Golfens rygrad – hvad med at fjerne flaget?

19/06 - 2018 | Søren Meinertsen

Golf er et svært spil på mange måder – ikke mindst, fordi det, der gør det let, ofte kan være det sværeste.

Det kan lyde som et paradoks, men er det ikke.

Det er let at få øje på en sø eller en bunker eller et træ eller rough, som vi gerne vil undgå. Vi må derfor slå kort af forhindringen – eller slå uden om forhindringen – ja, ofte endda vælger vi at slå over en forhindring.

Det er jo da golf: at tænke sig om. Og når vi ikke lykkes efter hensigten, er det ikke hensigten, vi kritiserer (jo, måske, hvis vi er for optimistiske i vort spil!), men som oftest vore egne slag, som ikke kunne stå mål med hensigten.

Vi ser hensigten endnu tydeligere, når vi nærmer os et flag på et par 4- eller par 5-hul – eller står på teestedet ved et par 3-hul.

Hvor er flaget? For der, hvor flaget er, er hullet – målet for vor naturlige stræben.

Det er en fælde! Faktisk er det måske en af de mest fascinerende egenskaber ved golf, at vi ikke kan se forskel på fælder og mål.

Et meget yndet design for banearkitekter er at lave dobbeltfælder: En stor bunker, der tager opmærksomheden væk fra en måske vanskeligere rough i den anden side. Eller en bunker foran et hul, der tager opmærksomheden væk fra endnu mere ”kedelige” områder andre steder omkring green.

Således også flagplaceringen.

Det hævdes, at 99 procent af alle golfspillere sigter på ethvert flag inden for synsvidde! Den tilbageblevne ene procent kan findes blandt elitespillere og professionelle.

Det er efter min mening meget overdrevne tal:

Lige nu spilles der US Open på en af verdens allersværeste og mest ubarmhjertige baner, hvor verdens allerbedst spillere igen og igen og igen forsøger at få sving og vind og hurtige greens til at virke sammen – med flaget som det helt naturlige sigtemærke for anstrengelserne.

Det er den ene procent, der er overdrevet, for vi kan se på de indleverede scores, at det gik galt igen og igen.

Jeg er ”vokset op” sammen med Tiger Woods. Da jeg startede med at spille golf, var Tiger Woods intet mindre end begrebet af den uovertrufne golfspiller med striber af sejre – striber af Majors, der inden længe ville gøre ham til den mest vindende nogensinde – og naturligvis i årevis nummer 1 på verdensranglisten uden missede cuts.

Som så mange andre troede jeg oprigtigt talt på, at Tiger Woods ville kunne vinde US Open 2018 efter et imponerende comeback i forårets turneringer.

Det kunne han muligvis også have gjort, hvis det ikke havde været for et drilsk 1. hul, som kostede Tiger Woods lige netop de to slag, der gjorde, at han ikke klarede cuttet i +8.

Tiger Woods i +8 ville om lørdagen have været tidligt startende under behagelige vindforhold, og med en runde i par eller et par stykker under ville han have været tæt på top 10. Ja, to spillere, der gik tidlige runder kom ind i -4 og spiller i førerbolden i finalen!

Tankespind – og hvis og hvis og hvis? Ja, måske, men det er trods alt Tiger, vi taler om, og det vil altid gøre disse ”hvis’er” lidt mindre ”hvis-agtige!”

Men 1. hul på turneringens første hul havde et flag…

Tiger Woods startede med et super jernslag til midten af fairway. Herfra slog han et superslag direkte på pinden i bagkanten, men desværre var green absolut ikke modtagelig og stoppende, men sendte bolden videre ned mod tilskuertribunen.

Ned mod – ja, for green var bygget som en omvendt dyb tallerken med såkaldte falske fronter – stejle stigninger.

Tiger Woods blev sendt hen i en dropzone, hvorfra der skulle slås et højt flopslag til en pind, der kun var få meter fra den forræderiske falske front, der vendte ned mod Tiger.

Et flopslag er et eventyrligt flot slag. Bolden slås højt op i luften på den måde, at boldbane og green danner en vinkelret trekant, hvor selve den første del af boldflugten danner hypotenusen. Når bolden når sit højeste punkt, er der ikke mere fremdrift, hvorefter bolden falder lige ned og bliver liggende (næsten stille.)

Alle store stjerner kan disse slag. Phil Mickelson har ofte – også lidt unødvendigt! – udført slaget med stor akkuratesse. Vi danskere husker PGA Championship 2005, hvor Thomas Bjørn blev nummer to – og ikke kom i omspil, fordi Phil Mickelson fra et ”umuligt sted” slog et imponerende flopslag tæt til hullet. (Øv!)

Det er med andre ord ikke et umuligt slag, men det, der gør slaget vanskeligt er ikke selve udførelsen, men beregningen, fordi man skal beregne et sted oppe i luften, hvor bolden ikke længere har fremdrift, men falder lige ned.

Tiger Woods på første hul i US Open minder sikkert en del om os klubgolfere på den gode måde, at vi tror på os selv – indtil vi ikke længere kan tro på os selv…

Tiger Woods beregning af slaget var utvivlsomt god – hvis det ikke havde været for den vind, der havde sendt hans bold for langt over green.

Tiger stod i læ bag den højt anlagte green og har formentlig ikke været helt opmærksom på, at vinden måske var kraftigere højt oppe i luften.

Slaget var flot – men for kort. Bolden ramte lige akkurat forklædet og trillede baglæns til midt på bakken. Tiger valgte nu putteren og forsøgte et lidt kraftigere slag ind i bakken, der kunne dæmpe puttet og få bolden til at trille roligt mod hullet.

Igen var slaget en anelse for kort, og én gang til måtte Tiger Woods putte fra den falske front – denne gang nærmest halvt opgivende i sit 5. slag på par 4-hullet, og det blev et sikkert slag ind til midten af green, hvorefter han naturligt måtte toputte for en triple-bogey og en 7’er. 3 over efter første hul…

Der har vel aldrig været nogen spillere i verden, der har været dygtigere end Tiger Woods til at lave par, men jeg tror, der er mange – rigtigt mange endda – der er og har været dygtigere til at lave de nødvendige bogeys.

Og det kan vi lære af som klubgolfere, hvor mange af os jo rent faktisk får 2 og 3 point for at lave en bogey.

Jeg tror, det handler om flaget.

Hvis Tiger Woods caddie havde fjernet flaget på hul 1 før andetslaget, havde Tiger Woods været tvunget til at gætte sig fordelagtigt frem til midtgreen. Det havde formentlig været et slag til forkanten af green, hvorefter vind og en usandsynlig hurtig og tør green havde fået bolden ind i nærheden af midten til en måske sikker par – og hvem ved? Chance for birdie – eller måske et 3-putt for en bogey. Under alle omstændigheder bedre end tripple-bogeyen, der endda betød, at Tiger Woods missede cuttet med lige nøjagtig to slag.

Caddien fjernede ikke flaget til andetslaget.

Han skulle i hvert fald have fjernet flaget til tredjeslaget og sagt til Tiger, at hullet var midt på green…, for nu ville Tiger Woods fra dropzonen have slået sit flopslag sikkert ind mod midtgreen, hvor selv et par meters fejlberegning af vind etc intet havde betydet for en rimelig sikker bogey.

Flaget burde også have været fjernet på Tiger Woods’ første putt, for så måtte Tiger igen have gættet sig til midtgreen – og i det mindste have sparet et slag.

Det er let nok at kritisere andres beslutninger, men andres beslutninger kan også være grundlaget for vores erfaringer, som vi må drage nytte af, når vi selv spiller.

Fjern flaget!

I det mindste i tankerne…

Find et godt landingssted med rigelig tolerance, der er afstemt efter dine egne erfaringer med dine egne slag.

I de samme beregninger – om især klubgolferes spil – optræder også en påstand om, at klubgolfere generelt slår for kort i indspil til greens. ”99 procent af alle indspil skulle være for korte.”

Vi kan hurtigt regne ud, at hvis et sigte mod midtgreen kunne gøre vore slag lidt længere, ville vi måske på mange huller kunne undgå at komme for kort.

Men indrømmet: Det er utroligt svært at lade være med at sigte efter et flag, men det kan sikkert betale sig.

Jeg tror naturligvis ikke, at jeg med bagklogskabens lette medvirken kunne have fået Tiger Woods til at vinde noget som helst – formentlig ikke engang et enkelt slag – men der er noget om flag-snakken alligevel.

Det er i hvert fald et budskab, som Jack Nicklaus ofte er fremkommet med – endda kan man høre ham sige det med militære udtryk – ”flaget skal ofte ”omgås” og kun, når det er nødvendigt eller chancen for et overraskelsesangreb er store, skal man angribe flaget direkte som en konfrontation.”

Det kan vi træne på driving range. De bedste driving ranges har meget tydelige mål inden for 50, 75 og 100 meter. Hvis man ikke kan ramme disse mål til træning er sandsynligheden for, at man kan ramme dem på banen ikke stor – og så må man ”omgå” flaget og sigte på en behagelig stor midtgreen.

Der er ikke noget, der er ”sort eller hvidt” i et fantastisk spil som golf. Noget, der er rigtigt på det ene hul, kan sagtens være tvivlsomt på det andet.

Men det er forkert, når en Zach Johnson udtaler efter sin tredje runde til US Open, at mesterskabet på den svære bane er blevet et spørgsmål om held.

Det er en taberbemærkning.

Vi skal hylde vinderen – uanset, hvem af de formentlig femten mulige kandidater, der klarer sig bedst – for det er helt givet den spiller, der har tænkt sig allermest om over fire runder – og valgt at spille på en bogey, hvis risikoen for en dobbelt eller tripple var for store. Det er denne vellykkede kalkulation, der gemmer sig i vinderens fire runders udmarvende golf på en svær bane – og ikke held.

På den måde ser vi også, at golf ”ikke blot” er et spørgsmål om at slå gode slag, men også et spørgsmål om at tænke sig om.

Og måske ”borttænke flaget.”

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer