Golferens Blog: Gør golf simpelt – hvor simpelt? | Golf.dk
Sam Sneads evner var nok til at hente ham 82 sejre på PGA Tour.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Gør golf simpelt – hvor simpelt?

03/12 - 2019 | Søren Meinertsen

Igennem mange år indeholdt de fleste hjemmesider, der reklamerede for golfkurser i bog- eller DVD-form, altid små appetitvækkere, der som fællestræk indeholdt det gode ord ”hemmelighed.”

I de senere år er ”hemmelighed” blevet skiftet ud med ”simpelt.” Det er et godt ord i forbindelse med golf, fordi vi alle i større eller mindre grad ofte støder ind i komplicerede problemer. 

Golf er et kompliceret spil, og vi er nok mange klubgolfspillere, der er klar over, at vi gør det unødigt kompliceret, når vi jagter merlængde og bedre præcision – i stedet for blot at lade det komme til os efterhånden, som vi får større rutine. De store forkromede (simple?) løsninger får vi næppe fra en hjemmeside, men hos en træner, der kender os og vort potentiale.   

Som lille dreng spillede en af golfhistoriens allerbedste golfspillere, Sam Snead (82 PGA-sejre, 7 Majors) med sin far. Den lille Sam var utilfreds med, at hans far puttede bedre, og Sam kunne (som alle andre!) finde en forklaring på, at han ikke selv var lige så god:

”Dine bolde ligger meget tættere ved flaget, far!”

”Ja,” svarede den ældre Snead. ”Det gælder om, at indspil er så tæt ved flaget som muligt, så er det lettere at putte…”

Det er mildest talt banalt og formentlig noget af det mest indlysende logiske, vi overhovedet kan forestille os på en golfbane, men alligevel er der en pointe, som Sam Snead’s far utvivlsomt har villet give sin talentfulde søn, og det er nok ikke overdrevet, når datidens medlemmer af familien Sneads golfklub har kunnet iagttage en lille dreng, der år ud og år ind øvede sig i alle former for indspil. Tusinder af bolde, ja, måske endog millioner, inden talentet blev udfoldet på PGA-touren. 

Sam Snead havde i sin storhedstid ry for, at der altid var 3 mere eller mindre ”givne putts” (”tap-ins”) på en runde. Det er ikke meget på 18 huller, men det er ofte nok. Ja, mon ikke: Det gav Sam Snead 82 turneringssejre. Først i år har Tiger Woods tangeret denne enestående rekord, der viser noget om sjælden stabilitet i den absolutte top af leaderboards.

Det er ”simpelt” at putte et ”givet putt.”

Men det, der går forud er så langt fra simpelt. Det afgørende er formentlig, at noget ”simpelt” kun giver mening, hvis man kan erkende det komplekse.

Man må sige, at Sam Snead erkendte det komplekse i den simple konstatering af, at hans far puttede bedre, for konsekvensen blev taget i form af noget, der godt kan have været det største antal trænings-indspil, der nogensinde er blevet udført. Det simple består vel kun i det lige så simple faktum, at Snead senior kendte sin søn og derfor kunne give et råd, der virkede motiverende.

På den måde er vi tilbage til reklametrommerne på diverse hjemmesider, der lover (gode) simple løsninger i en noget anden betydning, for sandheden er vel, at vi som klubgolfere næppe overkommer løsninger, der kræver timer, dage, uger, måneder eller år. Vi må finde nogle mindre anstrengende og mindre tidskrævende løsninger, der kan gøre vores golf ”til husbehov” mere overkommeligt. Ingen af os har ambitioner om at komme på PGA-Touren – og træningsindsats må sættes i forhold til ambitioner. 

Store armbevægelser og små slag hører ikke sammen…

Men alligevel står vi tilbage med en fornemmelse af, at det simple kan funkle som en lysende stjerne i mørket – med den pointe, at hvis der ikke var noget mørke, ville der heller ikke være noget lys – og omvendt.

En begynder ser næppe andet end et gråt tusmørke i det første møde med golf og har ikke nogen idé om, hvad der kunne være genveje eller hemmeligheder til bedre spil, men omvendt kan afgørende gode råd fra især trænere give striber af aha-oplevelser, og så kan det gå stærkt for en begynder, der på den måde pludselig kan se lyset – og – for sådan er golf: et større og større mørke, som nødvendigvis må lyses op, hvis man vil videre.

Sam Snead og hans far havde sikkert spillet mange runder, før Sam så det afgørende lys, og han fik en – jo faktisk morsom og ironisk for en voksen - forklaring på, hvorfor hans far puttede bedre. Men for en 11-årig dreng var det ikke morsomt eller ironisk, men et logisk faktum, der virkede som motivation.

Jeg tror, at vi som klubgolfspillere ofte befinder os i et kompliceret mørke, når vi spiller golf. Vi har næppe glæde af den type simple råd, som Sam Sneads far gav sin søn, for ingen af os har mulighed for at slå millioner af indspils-bolde, ikke mindst, fordi de fleste af os, når vi har øvet os med en spand bolde kommer i tanke om, at andre slag måske også burde trænes…

Alligevel findes der ret mange simple råd, som kan gøre klubgolferens spil bedre – på en overkommelig måde, for det er overkommeligt at ringe og aftale en tid med en træner.

Der kan imidlertid også være en del glæde og tilfredsstillelse forbundet med selvtræning, og det hænger formentlig sammen med, at spillet på banen også er en kamp på de indre linjer. Alle golfspillere kæmper på den ene eller anden måde en noget ensom kamp på banen og på driving range. Vi kan alle (ensomt) forestille os det optimale slag og ud fra det vurdere den ofte nedslående virkelighed. Der er en tydelig diskrepans, og det er måske den, vi prøver at overvinde med (ensom) selvtræning, som kan være logisk nok, for vi må ikke have træneren med på banen. 

De fleste klubgolfere er som en del af deres selv-træning klar over, at det faktisk ikke er så simpelt at få indspil til at ligge tæt på flaget og på den måde gøre putting mere overkommeligt. Simple råd skal derfor også ses i dette lys: Til hvem bliver rådet givet. Vi er som klubgolfere ikke 11 år, og vi er heller ikke gjort af det stof, som Snead senior så i sin søn, og som derfor gav grundlag for et ”simpelt” råd.

Kort sagt: Der er ikke noget at sige til, at de fleste af os ryster lidt overbærende på hovedet, når vi hører ord som ”simpelt” i forbindelse med golf.

Men faktisk kan vi – hvis vi først har fået øje på det komplicerede, og det får de fleste af os efter et par sæsoner – faktisk kan vi med viden og erfaring for det komplicerede nu begynde at se med friske (= vurderende) øjne, fordi vi nu har noget at vurdere på baggrund af.

På den måde kan vi ved igen og igen at vende tilbage til ”simple” råd måske finde noget, som vi kan have glemt – eller ”slidt væk” igennem mange runder, og så er det værd at læse de simple råd på Nettet.

  1. Et simpelt putt.

Hvis hænderne på grippet – primært bagsiden af venstre hånd holdes vinkelret på sigtelinjen, vil et simpelt rok i skuldrene, der kan bringe håndfladen vinkelret på bolden i impact få bolden til at trille i den rigtige retning. Lige så klart og simpelt er det, at et stort rok i skuldrene vil bevirke et længere putt end et mindre rok i skuldrene. Det er arme og hænder, der gør et putt kompliceret. Vi skal flytte fokus fra hænder og arme til skuldrene. Det er her, det sner. Et rok i skuldrene svarer til, at der bliver trykket ned på venstre skulder i tilbagesvinget og ned på højre skulder i fremsvinget. Arme og hænder anvendes kun til at holde putteren på linjen.

  1. Et simpelt chip (1).

Vi kan anvende den samme teknik fra puttet, når vi chipper. Underkrop og hænder og arme i ro: blot et rok med skuldrene. Det er således kroppens store rygmuskler, der slår slaget. Nu er det ikke med en putter, men med et jern, når der chippes, men bevægelsen er den samme: Et slag med et jern – fra 5-jern til lob wedge – vil lettere kunne overvinde forhindringer fra længere græs o.l. omkring green. Et 5-jern triller i længere tid og afstand end en lob wedge. Således vil vi vælge et længere jern jo kortere vi har til green, for på green kan en bold trille beregneligt. En simpel beregning kan være: Hvor langt er der fra greenkant (eller tænkt landingsområde) til flaget? Hvilket jern kan klare denne trillende distance? Så er det blot at slå bolden hen til dette landingspunkt. Simpelt? Ja, for det lave chip minder om et putt.

  1. Et simpelt chip (2) 

Nogle gange skal vi passere forhindringer (skråninger, bunkers o.l.) med et kortere chip. Nu skal bolden flyve højere og måske står flaget tæt på et nedslagssted. Det betyder, at bolden skal stoppe hurtigt. Det kan vi ikke få den til med en rokkende skulderbevægelse og et fladt chip. Vi må have underkroppen med, og det vil primært sige knæene. Læg bolden midt i en smal stance med fødderne pegende lidt mod målet. Slå med den rokkende skulderbevægelse (nærmest en slags pendul-slag), men sørg for, at knæene søger fremad. Nu kommer der automatisk højde på slaget, når vi vælger en wedge. Det er samtidig en god følelse for automatikken i et lille golfslag. Værd at træne. Og absolut et af de sjoveste og mest tilfredsstillende træningsslag overhovedet. Og egentlig ganske simpelt. 

  1. Et simpelt chip (green bunker).

Det er lidt flot at kalde et bunkerslag for et chip, men hvis det skal gøres simpelt, kan det være en god idé, fordi vi kan anvende det forudgående fra de to andre chip-former. Vi skal have højde på slaget, for ellers kommer vi ikke op af en lavtliggende bunker, og vi skal ikke ramme bolden direkte, men sandet før bold. Vi skal nu rokke ganske gevaldigt meget med skuldrene, så hvorfor ikke lade dem dreje lidt tilbage for større køllehovedhastighed i et indirekte (sandet først) bunkerslag, der så nogenlunde svarer til den dobbelte afstand, hvis bolden havde befundet sig på græs. Pointen i slaget er derfor: høj og accelererende svinghastighed ned i sandet før bolden, MEN UDEN at bruge knæene. På den måde kan slaget minde om et særdeles kraftfuldt putt. Underkroppen SKAL holdes i ro. Rokket i skuldrene kan mageligt forøges til et decideret drej i skuldrene for mere køllehovedhastighed, men det bør ske uden at involvere underkroppen. Tryk fødderne godt ned i sandet og bliv stående på ”flade, passive fødder” og giv køllen fart alene med overkroppen.

Det er fire simple slagtyper, der alle sammen baseres på de samme rokkende skuldre. Det er ikke svært at forestille sig, at et længere chip (eksempelvis bunkerslaget) kan kræve mere rok i retning af en markant skulderdrejning, og så er vi simpelt nået til pitch – og lige så simpelt er vi på vej til fulde slag med jern, køller og driver, hvor nøglen til stabil og god længde gemmer sig i den simple(!) men absolut fulde skulderdrejning.

Det simple består i at kunne se, at knæene ved et højere chip spiller en rolle, og det kan vi udnytte, når vi vil gøre et fuldt slag mere simpelt.

Det svære i et golfslag er for alle os klubgolfere at kunne håndtere overgangen mellem tilbagesving og fremsving, ikke mindst, fordi tilbagesvinget ofte foregår alt, alt for hurtigt. Det er urimeligt kompliceret at få en god overgang med for meget fart tilbage. Det simple er at gøre tilbagesvinget så langsomt som muligt. De fleste af os bruger hænder og arme i et for hurtigt tilbagesving, og derfor falder det naturligt at anvende hænder og arme, når der skal svinges den modsatte vej, men på den måde får vi en større eller mindre snert af det, der kaldes at slå fra toppen, der bevirker, at vi kommer udefra og derfor usigeligt let slicer vore drives og generelt taber længde og præcision. Hænderne har (desværre) den refleks i bevægelsen, at de let kommer til at styre (slå!) køllehovedet væk fra os for tidligt i nedsvinget – og det er præcis det, der menes med at ”slå fra toppen” – og som vi skal undgå, hvis vi vil have god længde.

I stedet for at manøvrere køllen ind i tilbagesvinget med hænder og arme kan det være langt mere simpelt og effektivt at lade det midterste brystben styre bevægelsen med helt passive arme og hænder.

Og så er vi tilbage til det simple i eksempelvis puttet, hvor vi fokuserede på skuldrene (venstre skulder ned, venstre skulder op). Det handler simpelt om fokus i svingtanken – i et almindelig tilbagesving til et fuldt golfsving skal vi blot fokusere på midten af brystet – det såkaldte brystben, og vi kan fremme fokus ved at klemme albuerne ind mod dette centrerede ben:

Stiller man sig op med albuerne trykket godt ind til hinanden (mod brystbenet) à la Ben Hogan, kan man prøve at løfte køllen op til cirka vandret. I denne stilling med stive albuer kan man herfra udføre en tankevækkende lille (simpel) øvelse: Bøj højre albue lidt nedad og læg mærke til, at højre håndled bukkes. Nu kan hele dette fastlåste arm-system føres helt tilbage til toppen af et tilbagesving med en skulderdrejning omkring brystets centrum – og sådan fungerer et ”One-Piece-Take-Away” med den simple og gode position på toppen i nogen grad styret af den strakte venstre arm, der længes efter at bringe køllehovedet tilbage til bolden. Det skal den nok få lov til, når vi sætter fremsvinget i gang ved at skubbe venstre knæ frem mod målet – stadig uden at bevæge hænder og arme – de falder simpelthen ned af sig selv, når venstre knæ skubbes frem mod målet, og først nu kan højre albue få lov til at give los og strække sig ud fra højre hoftebens højde. Der er nu masser af plads, og det er let at komme indefra, ja, vel faktisk næsten umuligt at komme udefra!

Samtidig får vi et simpelt og enkelt release: Det sene tilslag – milevidt fra det at slå fra toppen.

Det simple baseres på, at vi fokuserer på at dreje brystbenet, hvorefter arme, hænder og kølle passivt følger med. 

Overgangen bliver også mere simpel, når vi lader venstre knæ starte overgangen til nedsvinget. 

Når vi har nået toppen af tilbagesvinget med en fuld skulderdrejning uden at svaje væk (venstre skulder er under hagespidsen), kan vi simpelt skubbe venstre knæ mod målet. Bevægelsen vil tvinge vore hænder og arme nedad, samtidig med at skuldrene drejes mere ind på linjen mod målet. Årsagen er, at venstre knæ ikke kan bevæges fremad uden at påvirke hofterne, som må dreje, og så er der pludselig plads, og når vi nu sætter kræfter på armene og ”slår” sker det fra det rigtige sted cirka ud for højre hoftekam. ”Slå” er den bevægelse fra højre hofte til venstre hofte, som hænderne tilbagelægger for at komme før køllehovedet til bolden og forbi.

Ofte hører vi, at hofterne skal starte nedsvinget, men det kan være et svært fokuspunkt. Venstre knæ som fokus er simplere og med den samme effekt i hofterne.

Det hele er naturligvis forenklet og forsimplet, men det er et ”One-Piece-Take-Away” også: det har betydning, at det er kroppen og ikke hænder og arme, der forårsager, at køllehovedet kommer rundt om os.

Som John Jacobs så rammende sagde: Masser af krop og et minimum af hænder og arme. 

Der er striber og atter striber af denne type simple og gode råd på Nettet, som faktisk er ganske gode at prøve, og som kan være en øjenåbner og kaste lidt lys ind i det komplicerede mørke, der kan opstå, når vi føler, at vi er gået i stå – ja, måske ligefrem synes, vi begynder at spille dårligere.

Men hvis mørket for en klubgolfspiller bliver for uigennemtrængeligt, og hvis man føler, at man ikke bliver naturligt bedre, så glem alt om Nettet og glem alt om gode, simple råd og aftal i stedet tid med en træner, der kan se med et halvt øje, hvilke simple (overkommelige) løsninger, der passer bedst til dig og mig.

Enhver golftræner er i virkeligheden det samme for os, som Snead senior var for Sam Snead. 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer