Golferens Blog: Gør dine køller personlige – med blytape | Golf.dk
Du kan gøre dine køller mere personlige.

Foto: Tuala Hjarnø

Golferens Blog: Gør dine køller personlige – med blytape

24/09 - 2019 | Søren Meinertsen

Mange anser deres golfkøller for at være lige så uforanderlige som en kop kaffe.

Men også kaffe kan gøres personlig – måske endda som Storm P lod en af sine personer sige:

”Kaffe uden cognac er en kedelig blanding…”

Måske er der nogle golfspillere, der mere mundret og uden sjov synes, at ændringer af en golfkølle er ”en kedelig blanding,” men hvis ændringer kan gøre vort spil bedre, - ikke alene er spillere jo særdeles fysisk forskellige, - deres måde at svinge på er også forskellig – endda ofte fra ”periode til periode.” (En periode kan eksempelvis være mange spillede runder, og det kan være før og efter et træningsforløb; efter en længere pause etc., ja selv fra runde til runde kan svinget føles forskelligt. En periode kan derfor både være ultrakort og mere langvarig.)

Dobbeltklæbende tape – det rette antal lag – kan gøre vores grip personligt.

Der findes også andre former for tape, nemlig blytape, der også kan give os mere personlige køller. 

Besynderligt nok er der ikke mange golfforretninger eller pro-shops, der handler med blytape, men det gør til gengæld forretninger, der handler med tennisketchere, som naturligvis kan tilføres blytape.

Blytape (Lead Tape) kan også købes i mangfoldige udgaver på Nettet, men jeg foretrækker så afgjort Wilson’s tape: Bly har ry for at være et farligt stof, som vi ikke har lyst til at røre ved – eller for den sags skyld indånde ”damp” fra. 

Wilson’s blytape er forsvarligt forseglet med et dæklag, og så har det en uovertruffen klæbeevne. Det har stor betydning af to grunde: Det er let at sætte et stykke ”løst” på til blot afprøvning på en kølle, og når man har besluttet sig for at det skal blive siddende, så er det blot at presse det fast med en golfbold. Nu er det virkelig blivende fast. Tabte blystykker kan erstattes under en runde jf. reglerne, men tabt bly hører under ingen omstændigheder til i naturen.

     

Det kan måske støde vores æstetiske sans, at der pludselig står ”Wilson” på en putter med et andet mærke, men indhold kommer før form – især hvis vi putter bedre! 

Putter jeg bedre med blytape? 

Ja, ud fra en subjektiv vurdering, men objektivt? Jeg ved det faktisk ikke, for jeg er naturligvis opmærksom på, at ”tro kan flytte bjerge,” og at det kan forholde sig med blytape som med ”spining” – måske er det blot en slags placebo-effekt, som giver bedre ”karma” – eller måske mere sandsynligt: Når jeg står over et putt og ser blytapen, bliver jeg formentlig mere opmærksom på svingbue og slagflade-stilling. Samme side af samme sag – hvis det hjælper…

Ikke desto mindre: Jeg har en tendens til nærmest at slice mine putts – slået med et for åbent køllehoved og måske lidt udefra. 

Der er – objektivt – heller ingen tvivl om, at også en putter har et CoG (Center of Gravity), som køllehovedet roterer rundt om i mødet med en bold ramt uden for center, men rotationen mod åben formindskes, når der er mere vægt mod hælen. Nu vil putteren i et sving hellere lukke – og på den måde modvirke min tendens til at have en åben slagflade og en bold uden for center.

Putteren er blevet gjort personlig, for selv om putteren sikkert er enestående perimetervægtet for at undgå rotation ved træf uden for center, så kan Odyssey af gode grunde ikke vide, at også min type køber deres putter! 

Vi kender systemet med tå- og hælvægtning fra vægtskruer og vægtforskydninger på drivere. Eksempelvis på TaylorMade M5.

 

Blytape er simpelt at anvende og anvendes af de fleste på især tre måder:

  1. Fremme en bestemt boldkurve

  2. ”Sparke lidt mere liv” i en kølle (?)

  3. Justere svingvægten

Det mest virkningsfulde er simpelt at prøve sig frem. Bolden kan i kombination med spillerens følelse i høj grad fortælle om mulige fremgange.

Med en fænomenal sidegevinst:

Det her er ren leg for piger og drenge i alle aldre. Og lige som leg for selv de mindste børn har et videre, alvorligt sigte, har legen med blytape også et godt sigte for golfspillere: Vi bliver særdeles opmærksomme på svingbevægelsen og på, hvordan bolden opfører sig, fordi vi naturligvis vil vurdere, om blytapen hjælper.

Det er måske i virkeligheden det allervigtigste, når der anvendes blytape, nemlig at vi bliver mere fokuserede, når vi træner, og jeg tror faktisk, at de fleste umiddelbart vil kunne regne ud, at selv om samtlige køller i bag’en ikke har fået tilført så meget som et halvt gram bly i løbet af et par timer på driving range, så har træningen været særdeles effektiv, fordi hvert enkelt sving og hver enkel bold er blevet vurderet – med og uden blytape – og med lidt eller meget blytape 

Driverens meget lave loft gør det let at se boldens kurve, men man skal være opmærksom på, at blytape ikke kan gøre underværker. En stor slice, der starter helt ude i venstre side af fairway og ender ude i højre side, vil ikke kunne afhjælpes med hverken en ”stilleskrue” eller blytape. Her skal der personlig trænerinstruktion til. Men hvis man har en lige boldflugt 5 – 10 meter til højre eller venstre for midten af fairway, kan man faktisk få et overordentligt godt resultat med blytape på enten hæl (fremkalder draw) eller tå (fremkalder fade). 

Vi flytter eller ændrer naturligvis ikke CoG, men vi hjælper køllehovedet med at blive square i impact. Vi har gjort driveren personlig.

Vi kender også ideen fra de perimetervægtede jern. De er mere tilgivende. Faktisk forsøgte man omkring 2010 at lancere en ”firkantet” driver, der var mere perimetervægtet og dermed mere tilgivende for de slag, der ikke rammer i center, men driveren led under, at de gode træf i center blev kortere.   

Teknisk er det et spørgsmål om MOI (Moment of Inertia), nemlig et objekts modvilje mod at dreje. Rammer vi i center på en driver, vil køllehovedet ikke rotere, men rammer vi udenfor, vil køllehovedet rotere rundt om CoG (tyngdekraftcentret). Det er det, en højere MOI skal modvirke. Der er sat regler for, hvor meget modstanden må være: 5900g/cm2 – typisk er gode driveres køllehoved-MOI dog kun omkring 5000.

Det er indlysende, at når køllehovedet roterer væk fra spilleretningen ved et træf uden for center, vil Ball Speed og dermed distancen falde. Det handler dog primært om tilgivelse, og derfor er der sat en grænse for MOI.

Ingen vover at udtale sig om fremtiden. Måske kommer der en dag, hvor nye materialer støder ind i reglen om max MOI på 5900 g/cm2

Vi så det med COR – ofte omtalt som trampolineffekt. I århundreder var COR omkring 0,70, men pludselig så vi titaniumdrivere og COR over 0,90. Reglen om max COR på 0,83 (= CT 257 mikrosekunder) er særdeles relevant. 

En ændring med blytape – eller blot et forsøg på en ændring kan betyde noget mere: Når først vi har en slagflade, der kan holdes rimeligt square i impact med et helt lige slag eller med tendens til draw, kan det være let for en spiller at se, at der nu skal svinges mere mod højre – og det fremmer det mere indefra kommende sving.

Det kan være en gunstig kædereaktion: Vi får simpelthen foræret et bedre sving og mere køllehovedhastighed. Initieret med et stykke blytape. 

Med blytape kan vi på enhver kølle ændre en uheldig og utilsigtet rotation / manglende rotation. Men ”sparke liv” i en kølle?

Vi løber ind i et problem, som allerede Cochran & Stobbs i 1968 gjorde opmærksom på. Umiddelbart ville vi tro, at en selv en lille forøgning af en drivers køllehovedvægt ville føre til mere længde jf. ligningen:

Ball Speed = Club Speed x (1 + COR) /1 + (m/M)

men grundlæggende er vi underlagt den bagvedliggende fysik, der fortæller, at kraft er det, som får et legeme til at accelerere. Vi kan opnå en fordel med en øgning af Smash Faktor via forøgelse af M, men hvis Club Speed ikke kan fastholdes, mister vi det hele. Den rigtige effekt (mere Ball Speed) får vi derfor langt, langt nemmere ved at forøge Club Speed med en lettere driver.

Det er derfor ren ”forventnings opfyldelse” (Rosenthal-effekt), når vi mener, at et par gram bly bag på en golfkølle giver mere længde. Det hænger snarere sammen med, at mange føler, at totalvægten af køllen kan være for lav – eller at køllehovedet ikke rigtigt kan føles i svinget. Hermed er vi overladt til at se efter forskellige steder i svinget, og det er i sig selv vanskeligt for ikke at sige umuligt.

Sam Snead sagde det på følgende måde: ”Hvis du holder køllen fast på toppen af tilbagesvinget og drejer hovedet for at kigge, vil du se to hænder – den ene har handske på…” Det kan vi ikke bruge til noget. Vi er nødt til at føle.

Men vi kan få lidt hjælp til følelsen. Med svingvægt.

Hvis vi forestillede os, at vi havde tre helt identiske 7-jern, kan vi gøre dem vidt forskellige med blytape.

På det ene 7-jern kan vi sætte et stykke blytape bag på hovedet. På det andet 7-jern kan vi sætte et tilsvarende stykke midt på skaftet og på det sidste under grippet.

Hvis de tre stykker blytape er lige store, kan vi regne ud, at de tre køller fortsat har identisk totalvægt.

Men de vil føles forskellige.

Den kølle med blytape på hovedet vil føles tungere.

Køllen med blytape midt på skaftet vil føles nærmest uændret neutral.

Køllen med blytape ved grippet vil føles lettere i svinget. 

De vil alle tre være gode 7-jern, men en af de tre køller vil i dine hænder og i dit sving givetvis føles bedre end de to andre.

Dette ”bedre” kan give associationer til den fornemmelse, du har, når du står med din yndlingskølle i hænderne. Det er den kølle, der næsten aldrig svigter. Vi kan bruge vores yndlingskølle til at få den samme følelse frem i resten af sættet og på den måde forhåbentlig få 14 yndlingskøller i bag’en.

Det e ikke raketvidenskab, men ”at føle sig frem,” og derfor kan man trygt gå i gang. Lidt mere blytape? Lidt mindre? Det er usigeligt simpelt og let at sætte på, fjerne, formindske, forøge osv. Resultatet af ”anstrengelserne” finder vi i svinget og i omgangen med bolden. Via svingvægt.

Hvis vi kun har et 7-jern, kan vi regne ud, at uanset hvor vi sætter blytapen, vil køllens totalvægt blive forøget med blytapens vægt, men netop fordi vi holder i den ene ende, langt væk fra ligevægtspunktet på skaftet, vil selv en beskeden vægt i hovedet påvirke vores fornemmelse for, hvor tung køllen føles. Et lille barn kan vippe med sin fem gange tungere bedstefar, hvis blot de begge er placeret rigtigt på vippen. Det er nogenlunde ideen og det ganske naturlige og simple i svingvægt på en golfkølle. På en vippe må man ofte skubbe sig lidt frem og tilbage for at finde god ”vippe-vægt,” og det er dette skubberi, der illustrerer mængden af blytape på en golfkølle.

For nogle kan en bestemt golfkølle føles for tung. Gør den lettere ved at tilføre vægt ved gripenden.

For andre føles køllen så let, at hovedet næppe kan mærkes i svinget. Her kan det gøres tungere og mere ”mærkbart” med lidt blytape.

Det synes de fleste sjovt nok særdeles godt om. 

For faktisk burde det være modsat: Jack Nicklaus var kendt for (lige som Greg Norman, Ernie Els og Sergio Garcia) at have blytape under grippet for at få svingvægten ned og dermed opnås mere Ball Speed og dermed mere længde.

I dag ser vi mageløse driverlængder, og vi hører om tres år gamle stjerner som Fred Couples og Bernhard Langer, der driver længere, end da de vandt deres store sejre for tredive år siden.

For tredive år siden vejede et driverskaft mere end 120 g. I dag vejer det typisk omkring 60 grader til mandlige spillere.

Ingeniøren og eksperten Tom Wishon påpeger: ”Jo lettere totalvægt på en kølle, desto højere vil den svinghastighed, som en spiller kan opnå, være.” 

Men ét er totalvægt – noget andet er svingvægt.

Svingvægt er simpelt fordelingen af vægt i køllen.

Den almindelige Scotty Cameron putter fra Titleist har i 35 tommers længde en hovedvægt på 340 g, mens 34 tommer har hoved på 350 g, og 33 tommer har 360 g. Vægtforskel/skaftlængde fortæller indirekte om svingvægt.

Svingvægt er en lidt ubestemt størrelse. Det er ikke en vægt i egentlig forstand, og den kan følgelig ikke måles i gram.

Målet angiver derfor blot en slags ”vægtfølelse” i svinget.

Der findes rent faktisk en svingvægt skala (”lorhytmic”), som så at sige ”balancerer” køllen på en bestemt måde for at finde et ”skala-tal,” der kan kommunikeres. 

Princippet i den viste model er det samme, som Robert Adams udviklede omkring 1930. 14 tommer er egentlig et fantastisk flot anslået tal og et svingvægtet sæt på denne skala er ikke langt fra et MOI-matchet sæt. Robert Adams’ skala blev anvendt på Bobby Jones sæt. Skalaens succes var efterfølgende en selvfølge, og den er stadig mest populær. 

Resultatet af det lidt ”kunstige balancepunkt” opgøres med bogstaver fra A til G, og inden for hvert bogstav fra 0 – 9.  De fleste mænd befinder sig i D-kategorien (D0 – D2), mens pigerne er i C (C5 – C7).

For hver 2 g, der tilføres et hoved, vil svingvægten ændres et point. (1 point kan dog næppe mærkes)

Hvis der tilføres 4 g til gripenden, vil svingvægten falde et point. (Køllen føles lettere). Hvis der fjernes vægt i gripenden (eksempelvis med lettere grip eller bortskæring af et stykke skaft), vil der tilsvarende forøges med 1 point for hver 4 g.

Og lidt malurt i bægeret, som egentlig blot fortæller, hvor forskellige vi alle sammen er, og at vi som mennesker (og golfspiller) aldrig passer ind i nogen regnestykker:

Der er to modsatrettede historier: Den ene handler om Leith Anderson, en berømt clubfitter, der satte 5, 10, 15 og 20 g ”bagvægt” (vægt i gripenden = modvægt) på talrige spilleres udstyr med forbløffende, gode resultater på længde og boldflugt. 

Den anden historie handler om ”The TaylorMade Bubble.” Særdeles populær i 90’erne. Her var grippet gjort 30 – 35 g lettere end et normalt standardgrip.

To modsatte succeshistorier. 

Anderson’s erfaringer hænger måske sammen med, at der var tale om meget trænende golfspillere, som syntes, de fik mere distance med bagvægt. Det samme mente idolet Jack Nicklaus.

I TaylorMade-historien gemmer der sig måske historien om, at en drivers succes hænger sammen med totalvægten.

Hvad synes vi om? Hvad passer os bedst?

Det kan være svært at kommunikere videre til andre. Måske er det bedst at prøve sig frem med måske ugers tålmodighed.

Clubfittere er ofte forrygende gode golfspillere, måske netop fordi det er let for dem selv at finde selv små virkningsfulde ændringer i udstyret – og det er let at kommunikere følelser til sig selv!

Det er også ideen for en spiller i selv at anvende blytape og føle og se, hvad der eventuelt hjælper.

Det gælder også de allerstørste stjerner:

Det handler om følelse, når der anvendes blytape. 

I dag, i morgen – i en periode. Hvem ved, når det gælder følelser?

Hertil kommer det måske allermest afgørende: Ganske meget tyder på, at en optimal svingvægt vil sikre en bedre muskelhukommelse. Det er ikke uinteressant for os klubgolfere som måske mere end de bedre golfspillere kan have endog særdeles svært ved at gentage et golfsving. 

Og ”at gentage” baseres på hukommelse.

En god individuel svingvægt kan hjælpe på dette.

Det er utroligt nemt at sætte blytape på sine køller og simpelt prøve sig frem. Det er endda sjovt, og det er bestemt ikke usædvanligt, at mange vil have det bedre med putting og almindelige golfslag, hvis vægten føles god, for så kan køllerne blot være en forlængelse af vore på mange måder fantastiske hænder.

Frem med blytapen – og brug et par herlige timer sammen med dine køller!  

Det er også golf!

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer