Golferens Blog: Fysik kan give ekstra længde | Golf.dk
Golfkøllens udformning er ikke umiddelbart logisk.

Foto: Tuala Hjarnø

Golferens Blog: Fysik kan give ekstra længde

06/08 - 2019 | Søren Meinertsen

Golfkøllers udformning – bortset fra putteren – er ikke indlysende logisk ved første øjekast, og vi kan vel gætte på, at golfkøllen er blevet udviklet igennem århundreder. Sandsynligheden taler for, at de første golfkøller har lignet putteren, men er blevet udviklet til dels at kunne slå langt – driver og fairway-woods – og jernene er blevet udviklet med hensyntagen til at kunne slå beregnelige afstande. Sandjernet med det afrundede bounds er kommet til som en specialitet, og det gælder egentlig også de såkaldte hybrider som er en slags mellemting mellem en fairway-wood og et jern, men i det store og hele kan vi genkende ideen i en golfkølle, - også når vi ser hundredår gamle golfkøller med træskafter.

Pointen i golfkøllerne handler om fysik.

Der er fysik i et loft på en kølle, og i samme øjeblik en spiller bliver opmærksom på denne fysik, vil ethvert ønske om at ”hjælpe” en bold i luften forsvinde. En bold kommer af sig selv i luften i kraft af loftet – ikke blot på et fuldt sving, men også på selv det korteste lille chip. Et godt råd til mange spillere har i århundreder været: Stol på loftet!

Et højt loft på eksempelvis et sandjern (typisk 56 grader) får ikke nødvendigvis en bold til at blive højere end ved et slag med en driver (typisk 10 grader), men det højere loft får bolden til at komme op i luften på en kortere afstand. Hermed kan boldens ”nedfald” og hvilested efter slaget lettere beregnes. 

Slagfladen er forsynet med riller, som medvirker til, at bolden får backspin. Når en bold bliver ramt med et jern vil bolden søge opad. Backspinnet er etableret. Hvis der slås med større køllehovedhastighed vil backspinnet blive forøget: bolden går højere. Det modsatte ses, når vi får græs mellem bold og slagflade. Nu vil en bold flyve ”fladere” og længere. Det er en såkaldt ”flyer.” Ofte hel uberegnelig.

Køllehovedhastigheden forøges med skaftlængden, og derfor vil længere skafter typisk forøge slaglængden. Driveren er væsentlig længere end sandjernet.

I de senere år er der kommet single length-jern på banen. De fleste golfspillere har i årtier været bekendt med princippet fra wedges. En pitching wedge på omkring 46 grader har samme længde som en lobwedge på 64 grader. Det er således alene loftet, der giver afstandene mellem rækken af wedges fra typisk 46 til 64 grader.

Når skafterne er lige lange – i single length fra 4-jern til lobwedge – er det ikke blot loftet, som definerer køllens slaglængde. Typisk fra 7-jern og nedad er slagfladen forsynet med ”High COR” -  i stedet for COR (restitutions-koefficient) på ca. 0,70 er der op til 0,83, som er det højest tilladte COR på golfkøller. (Putteren må dog have mere.)

Skafterne kan variere vægtmæssigt og stivelsesmæssigt, som kan give spilleren individuelle fordele i svinget. Ofte tales der om, at et lettere skaft vil give mulighed for større svinghastighed, og at et stivere skaft passer bedst til fysisk stærke spillere. Hertil kommer, at et skaft også er bærer af konsekvenserne ved selve træffet. Et urent slag – bolden ramt uden for center – kan sende ubehagelige vibrationer op gennem armen på spilleren. Det er særdeles udtalt ved stålskafter, hvorimod grafit dæmper de ubehagelige vibrationer.  

Når en spiller stiller sig atletisk op til et golfslag med lidt flex i knæene og et foroverbøjet lille buk i hofterne, således at armene kan hænge frit nedad, - og herfra kan hænderne gribe fat i skaftet på køllen.

Vi får nu etableret to vægtstænger – arme og skaft – og de kan endda samarbejde som en slags dobbelt pendul. Mange taler også om, at der på tværs af skuldrene er en slags vægtstang, og det giver god mening, når eksempelvis datidens golftrænere gav den første instruktion i et golfsving: ”Venstre skulder ned – venstre skulder op!” Så simpelt og enkelt kan et golfsving overordnet beskrives meningsfuldt.

Endda kan denne form for beskrivelse virke hensigtsmæssig, når der faktisk er en fysik, der kendes som ”parametrisk acceleration:” 

Når et pendul svinges rundt (som eksempelvis køllehovedet for enden af arme og skaft) vil der kunne skabes ekstra fart, hvis der er en bevægelse opad. Det er ikke nogen enkel bevægelse, for den skal være koordineret. 

I golfsvinget med en bold på græsset kræves en absolut udfladende bevægelse af køllehovedet ned mod bolden, og når hænderne er foran køllehovedet og trækkes lidt op, vil køllehovedets naturlige bevægelsesretning væk fra os – skabt af centrifugalkraften – blive modvirket af den opadgående bevægelse. Hermed er der skabt et langt område for træffet. Oftest ser vi det på den måde hos gode spillere, at køllehovedet bliver nede i græsset lang tid efter boldtræffet. Ikke så sjældent med en tydelig tørv – selvfølgelig efter bolden – og ikke som på mine værste kiksere før bolden…

Køllehovedhastigheden er tydeligt højere, når køllen løftes lidt op, men det ses også, at hvis koordinationen er mangelfuld eller svinget ikke er tilstrækkeligt udfladende, vil bolden blive toppet, men hvis det times rigtigt, kender vi resultatet fra de dygtigste spillere: De slår længere og har et træf på bolden, der kun yderst sjældent kikses på den måde, som de fleste af os klubgolfere kender det, når vi rammer bolden for alt for tykt eller alt for tyndt.

For de dygtigste spillere er der et særdeles langt stykke i træfzonen, hvor køllehovedet stort set er på linje med græsset. Boldens masse, der møder køllehovedet, indvirker på dette og køllehovedet vil blive trykket nedad, og vi ser derfor en naturlig ”turf” efter bolden (Tutelman kalder det ”Newton’s tørv!)  – også selv om det ikke er direkte tilsigtet af spilleren i form af en kraftfuld nedagående slagretning. (Negativ angrebsvinkel.)

Alle golfspillere er bekendt med betydningen af arme og skaft, når det gælder et golfsving og om at kunne sætte fart i et køllehoved. De fleste er også klar over, at fart ikke entydigt afhænger af rå muskelstyrke og kraft. Selvfølgelig er vi klar over, at en typisk herrespiller slår længere end en typisk damespiller (ca. 14 procent) alene på grund af fysikken, og vi ved også, at longdrivere kan være fysisk meget, meget stærke, men det er ikke noget ukendt fænomen, at piger kan slå længere end mænd, og vi ser også, at fysiske pragteksemplarer ikke kan flytte boldene så langt som mere spinkle typer. Årsagen til, at rå muskelstyrke ikke i sig selv er nok, er den simple grundsætning: ”Der skal svinges og ikke slås.”

Grundlaget for sætningen er vel simpelt den fysik, der gemmer sig i vægtstænger. Arme og skaft er indlysende vægtstænger. Skulderplanet kan være mindre indlysende, og i endnu højere grad kan selve slagfladen være en helt ukendt vægtstang for mange golfspillere. 

Typisk for en vægtstang er et balanceret center. De fleste golfspillere kender betydningen af at ramme i center – slagfladens ”sweet point.” Uden for center vil vi få skæve slag – og med bladejern grumme vibrationer!

Vægtstangen erkendes ved, at den drejer om sit eget center, såvel horisontalt som vertikalt. En drivers slagflade er eksempelvis markant anderledes end et jern. En driver har buede flader. Hermed kan der skabes den ”geareffekt” som ses på tegningen. Geareffekten får en bold ramt mod tåen til at søge ind i banen. Tilsvarende virker geareffekten på et slag ramt mod hælen: også her søger bolden ind i banen.

 Det er en stor hjælp for alle os, der ikke som elite- og stjernespillere kan ramme bolden meget, meget tæt ved det optimale center, hvor ball speed bliver størst, som vi kan se på Smash Factor ligningen. Køllehovedets masse er størst i center, og boldens masse på ca. 46 gram giver derfor en driver ”mindre modstand” netop i center. Uden for center falder køllehovedets masse, og boldens masse kan som det ses på tegningen tvinge køllehovedet bagud. Der tabes køllehovedhastighed og dermed ball speed. Som Tom Wishon fortæller, tabes der betydelig ball speed blot ved et træf en halv tomme fra center. 

Nogle kan fejlagtigt tro, at der er mere køllehovedhastighed ud mod tåen, for her er den samlede køllelængde 12 – 14 procent større end ved hælen, men køllehovedhastigheden er kun størst ved tåen, hvis driveren svinges i luften. Det kan vi ikke bruge til noget. Der må en bold til, og en bold har en masse, som vi skal have styr på bedst muligt med slagfladen, og det er netop i center.

Slagfladen er imidlertid ikke blot et spørgsmål om center.

En slagflade kan komme ind til bolden nedadgående (negativ angrebsvinkel) eller opadgående (positiv angrebsvinkel). Hertil kommer, at loftet på en kølle – uanset hvor statisk det måtte forekomme fra fabrikken – kan ændres i svinget. Derfor tales der om dynamisk loft, som er det loft, der kan måles, når boldens kompression er på sit højeste.

Dynamisk loft og angrebsvinkel har naturligvis indflydelse på Smash Factor og dermed på Ball Speed:

Spin loft = dynamisk loft – angrebsvinkel (Angle of Attack)

Ball Speed = Club Speed x (1 + COR) x cos(spinloft) / (1 + (m/ M))

I endnu højere grad øver slagfladens vægtstang indflydelse på boldretningen via slagfladens horisontale stilling, som jo både kan være ”åben” og ”lukket.”

Normalt siges det om en slice, at svinget kommer udefra med et åbent køllehoved.

Der er grund til at give de to betingelser en særlig opmærksomhed.

En af grundene til, at svinget kommer udefra, er spillerens ønske om at give køllehovedet fart, og intuitivt fornemmer mange, at det kan ske ved at slå fra toppen med en kraftbetonet skulder. Når slaget nu kommer udefra, vil bolden gå direkte til venstre, hvis der ikke korrigeres med et åbent køllehoved, og så er slicen etableret. Det koster usigeligt meget længde, og det er i sig selv et paradoks, da spilleren jo startede med at ville give meget kraft til slaget netop for at få længde.

Der er en langt, langt bedre måde at skaffe merlængde, og der er god grund til at tro, at vi kan bruge fysikken som grundlag for en forståelse.

Kort sagt handler det om at få slagfladen til at ”opføre” sig optimalt. Slagfladen hænger i høj grad sammen med hænderne, ja, er ligefrem styret af hænderne.

Grippet kan derfor være afgørende, og det er ikke ligegyldigt, om man gripper svagt eller stærkt. Alle må prøve sig frem – der er ikke en endegyldig facitliste, og det kan være en god idé at få en træner til at hjælpe sig. At vænne sig til et nyt grip kan være hæsligt, men man kan slå to fluer med et smæk: tilvænningen kan ske ved at slå meget korte chips fra en greenkant ind til et flag, og det er enkelt at flytte grippet en centimeter rundt og straks se resultatet på retningen af chippet, men naturligvis skal man ikke lade sig nøje med at have et neutralt eller svagt grip, hvis man har en fornemmelse af, at et stærkere grip villle kunne mindske eller fjerne en slice på de lange slag.

Hænderne har som en forlængelse af armene en yderligere selvstændig betydning på især to måder, som det kan ses af Sean Foley’s instruktive billedserie fra Gold Digest.

   

På ”Sean 1 og 2” ser vi de såkaldte ”Flying Wedges.” Højre håndled holdes bagudrettet så længe som muligt inden udløsningen, mens venstre håndled er lidt opadrettet, men bagsiden af hånden vender direkte mod målet i træføjeblikket.

Hertil kommer selve slagfladens vægtstangsprincip igennem boldtræffet: Køllehovedet går fra at være åben til at være lukket igennem træfzonen, og på ”Sean 3) kan vi på pilen se hvorfor. Hænderne drejer køllehovedet igennem træfzonen. Det føles naturligt, at slagfladen er ”square” i træføjeblikket, og enhver skævhed vil kunne ses på boldflugten: Mellem 80 og 90 procent af en bolds retning skyldes slagfladen.

For de bedste spillere er det en nærmest instinktiv bevægelse, som kommer af sig selv, fordi den er lært for mange år siden. Det er den ikke for os andre, der starter måske i en ret så sen alder. Vi må lære denne roterende bevægelse, og det er måske den allerbedste indlæring af en golfbevægelse, som vi overhovedet kan forestille os:

Enhver vil kunne regne ud, at en drejning af hænderne ind mod os selv, vil få en bold med vort normale sving til at gå til venstre. Vi må derfor øve os i at svinge til højre, og det er jo pragtfuldt og en kæmpesidegevinst: At svinge til højre betyder netop, at vi nu skal komme indefra i svinget, for ellers kan vi ikke svinge ud mod højre!

Nogle golftrænere siger ligefrem, at det er fint at boldene går til højre, mens slag mod venstre er kiksere. Det er naturligvis sagt ud fra ideen om, at et sving skal komme indefra.

Enhver golfspiller – også de allerbedste – har individuelle tendenser i spillet. Nogle spillere må sigte lidt til højre eller venstre for at få boldene til at gå snorlige. Det må vi andre også. Vi har hver især vores helt egen fysik – ja, måske er det endda grunden til, at vi kalder det fysik…

 

User Comments:

  • Søren Meinertsen.

    06/08 - 2019 | Hasse Gårde-Askmose

    :-) :-) :-) :-)

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer