Golferens Blog: Frygten er mit våben | Golf.dk
Hvad var det for et pres, Jean Van de Vilde oplevede under sin nedsmeltning ved The Open i 1999.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Frygten er mit våben

17/07 - 2018 | Søren Meinertsen

Golf er en konkurrencesport. At konkurrere betyder egentlig, at modstanderne ikke er i direkte kontakt med hinanden. Man lægger mærke til konkurrenten og indretter sit spil derefter (det ses meget tydeligt i hulspil, hvor man jo kan vinde et par 3-hul med en 8’er, hvis konkurrenten laver en 9’er.)

I alle former for konkurrence er der et vist spændingsniveau. I virkeligheden er konkurrencens kvalitet proportional med spændingsniveauet.

Det er let at se, at jo mere spændende en konkurrence bliver, desto mere anspændende kan det også blive. Men det er – desværre – ikke hele sandheden.

Anspændelse, lampefeber, præstationsangst, nervøsitet og frygt kan komme fra mange forskellige kilder – ja, ikke så sjældent hører man, at de værste angstanfald kan opstå, fordi en person kan blive bange for at blive bange – og nogle kan opleve sære fornemmelser af pludselig at ”være til stede” på en ny måde.

Vi så det meget tydeligt under British Open i 1999 på den meget vanskelige Carnoustie links bane i Scotland, hvor der i øvrigt også spilles The Open fra i overmorgen.

Jean Van de Velde var gået ind til finalerunden med en føring på fem slag efter solidt og omhyggeligt spil med lidt held på enkelte huller og tilsvarende uheld med hulkanter på andre huller. Alt i alt en spiller i fuld kontrol.

På 18. hul – et par 4 – førte Van de Velde med ter slag, men på grund af en misforståelse med caddien, troede han, at han kun førte med to slag, og det fik ham åbenbart til at vælge driveren. De fleste andre spillere havde i alle runderne valgt et jern. Van de Velde endte langt i højre side, og som tv-udsendelsen var klippet sammen, virkede det som om, at han på vej over til sin bold gik en lang strækning foran den ti-tusindtallige skare, der ventede på at hylde ham som vinder.

De øvrige spillere var allerede i klubhuset og med en treslags føring, regnede de fleste med, at gravøren allerede var i gang med at dekorere The Claret Jug med franskmandens navn. Men det var han ”heldigvis” ikke, for han venter altid til sidste putt – og siden 1999 med rimelig god grund.

På tv virker det, som om Van de Velde er helt i trance, og som om det lige pludselig går op for ham, da han får øje på alle tilskuerne omkring 18. green, at han er på vinderkurs, og at det er på grund af ham, de om lidt vil klappe.

Andetslaget med et 2-jern mod green var en katastrofe: For langt og helt unødigt mod pinden i højre side. Hele højre side var dækket af knæhøj rough og en bredere å samt en bunker tæt ved green. Van de Veldes andetslag ramte noget hårdt tæt ved den opstillede tribune og sprang tilbage i roughen. Hvis bolden blot havde ramt teltdugen, havde Van de Velde fået et frit drop fra en behagelig dropzone. Men ak: tredjeslaget skulle slås fra det knæhøje græs – og endte i vandløbet, ja, endda lå den så synlig, at Van de Velde tog strømper og sko af og rullede benklæderne op og vadede ud i vandet med en wedge. Her besindede han sig dog og tog bolden og droppede sit fjerdeslag, hvorefter femteslaget landede i bunkeren – og op og i – endda med et flot langt putt til en 7’er – og et omspil med Paul Lawrie og Jusin Leonard.

Paul Lawrie vandt efter det største og flotteste comeback i majorhistorien: 10 slag efter den førende på finalerunden!

Man kan levende forestille sig den skotske jubel over denne fantastiske bedrift – indhente ti slag – komme i omspil, der blev vundet med tre slag – og for at sætte præstationen og jubelen i relief: En birdie på 18!!

Mærkede Paul Lawrie ikke det samme pres, som Van de Velde?

Sikkert nok, men der er forskel på hormoner, der udskilles i kroppen. Hos nogle efterspørger kroppen adrenalin, når der kommer anspændelse; hos andre efterspørger kroppen endorfiner. Og desværre ofte i en noget uklar orden, som vi ikke selv kan styre, for vi ved dårligt nok, om vi er anspændte.

Måske havde Paul Lawries krop spurgt efter adrenalin, hvis han havde ført med fem slag inden finalerunden og med tre slag inden 18. hul.

Hvem ved?

Det er faktisk kun os selv, der ved, hvordan vi reagerer på noget, der kan give nervøsitet.

Jeg ved ikke, om du kan genkende noget af dig selv i denne historie.

Måske er det lettere at genkende sig selv i Van de Veldes attitude, da han ”opdagede,” at han var tæt ved at blive hyldet og få sit navn på pokalen.

Det er lidt af det samme, der kan få os andre til at blive anspændte over et kortere putt, som vil give os points eller sejren, eller hvad det nu måtte være.

Jeg forstår så inderligt godt det pres og den anspændelse, som Christian Eriksen, Lasse Schøne og Nikolaj Jørgensen må have følt, da en fodboldkamps afgørelse hvilede på deres skuldre. Især Nikolaj Jørgensen, der var blevet sat til at sparke det sidste straffespark, var helt ved siden af sig selv og nærmest forkrampet i sparket.

Som at se et putt på en halv meter gå forbi hullet – det er umuligt – og alligevel muligt med lidt anspændelse…

Vi er nødt til at tage hensyn til den anspændelse, som er en del af konkurrencen, og den er svær at træne eller øve sig på.

Vi har i udgangspositionen tre muligheder med hvilke, vi kan betragte verden:

Viden, tro og (den metafysiske) overtro.

Alt det, vi ikke VED noget om, forholder vi os til med tro. Ikke nødvendigvis religiøs tro, men blot noget i retning af, at vi ”lægger to og to sammen,” fordi vi skønner et resultat på omkring fire…

Vi ved ikke, om vi kan ramme green med et 7-jern fra en bestemt afstand, men vi TROR det, for vi har gjort det før. Altså slår vi med stor tiltro til slaget.

Overtro har nogenlunde samme funktion, bortset fra, at vi nu tror, der en sammenhæng mellem noget, hvor der absolut ikke er nogen sammenhæng.

En sort kat på vejen? Skulle det give en dårlig golfrunde?

Nej, naturligvis ikke: En sort kat på vejen giver en god runde!

Det er let at forklare.

Hvad kan gøre en golfrunde dårlig? Jovist, dårligt spil, men så sandelig også uheld i form af mange hulkanter, mange antrufne bunkers osv. osv.

Hvis den sorte kat får os til at tænke lidt mere i ”uheldsbaner,” så kan vi måske dæmme lidt op for dem og være knapt så ”slag-optimistiske!”

Overtroen kan også have et praktisk formål, som bestemt ikke må underkendes:

Det kan være de på mange måder lidt ligegyldige handlinger: Venstre sko skal på før højre – ellers bliver det en dårlig runde! Handsken skal af, inden bolden på green bliver betragtet! Osv.

Er det ikke meningsløst?

Måske, men de rutineprægede, gentagne handlingsmønstre får givetvis personen til at falde til ro – i rutinen! Og så er det pludselig særdeles godt – og hvis man kan få de rutineprægede og gode mønstre frem via lidt overtro, så kan overtroen kun være god.

Skal en bunker rives efter et besøg? Skal tørv lægges på plads? Skal et nedslagsmærke findes og rettes op? Skal cigaretskod, slikpapir, brækkede tees osv lægges i affaldsbeholdere?

Ja, helt klart, hvis man blot er en smule overtroisk, for så tror man selvfølgelig, at hvis man selv behandler banen godt, kærligt og hensynsfuldt, så vil banen gøre gengældt og se med venlige og kærlige øjne på ens bold!

Og når den så ikke gør det?

Så kan man sikkert komme i tanke om et nedslagsmærke, der er blevet overset!!

Der kan være regler – etiske regler – for at rive efter et bunkerslag – men her kommer troen ind i billedet, for regler som lovpåbud er kun skabt til dem, der ser en fordel i ikke at ville overholde disse simple bestemmelser.

Det er jo meget nemmere at lade være med at rive…

Men at se sin bold i en bunker er én ting – at se bolden dybt i et fodspor eller et slagmærke er en helt anden ting.

Her er det ikke overtroens dybe respekt for banen som en slags selvstændigt væsen, men derimod manglende respekt for de spillere, der senere på dagen skal besøge denne bunker.

Dyb respekt er altid bedre end manglende respekt.

Kan tro, viden og overtro gå hånd i hånd?

Så afgjort: En overtroisk spiller vil måske varme op med nogle ganske bestemte øvelser i en ganske bestemt rækkefølge og slå lige nøjagtigt 39 slag på driving range (tre med hvert værktøj) og 13 slag med putteren på puttegreen.

Hvorfor 13?

For ikke at ligge under for sin egen overtro – og det kan vel være lige meget, om det er 12, 13 eller 14 putteslag!

Hvad har al denne overtro som opvarmning med viden at gøre?

En person, der VED blot den mindste smule om fysisk aktivitet, VED, at muskler skal varmes op for at kunne yde optimalt.

Her kommer troen lidt mere på prøve, for hvis man tror, at opvarmning ikke hjælper på spillet på banen, så nytter hverken viden eller overtro.

Tro kan flytte bjerge, men tro kan også flytte en golfbag direkte fra bilen hen til første tee!

Men tro kan også være positivt på den måde, at det kan være lettere at forestille sig noget, der endnu ikke er sket – eksempelvis et slag over en sø.

Hvis man VED, den går i vandet – så gør den det nok…

Hvis man TROR, den kan komme over, så må man faktisk forestille sig slaget og allerede i denne forestilling har man hjulpet sin hjerne til at koordinere de rigtige muskler på de rigtige tidspunkter i svinget – og måske få os til at gribe ud efter det mest fornuftige værktøj.

Man skal ikke frygte en sø – eller andre forhindringer på en golfbane – men man skal behandle søen med respekt, fordi den er en del af golfbanen, som er en forudsætning for, at vi kan spille verdens bedste spil.

Respekt er dyb anerkendelse, og den dybe anerkendelse må vi hente i hele vort potentiale.

Og det potentiale er netop al vor viden viden og al vor tro – og måske endda overtro, hvis vi er så heldige at besidde den. Det kan være særdeles svært at se en sammenhæng i meget af alt det, der foregår med os og vort sving og spil på golfbanen.

Hvis nogen kan se en sammenhæng via tro og viden og måske i kombination med overtro er de heldigt stillede, og formentlig er det dem, der er mindst anspændte.

”Overtroen er de energisk stort virkende naturers arvelod.” J.W. Goethe.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer