Golferens Blog: Flying wedge og lag | Golf.dk
Alexander George Frances kan se frem til en vigtig finale søndag

Foto: Brian Rasmussen

Golferens Blog: Flying wedge og lag

06/02 - 2018 | Søren Meinertsen

Ser man en almindelig klubgolfer (for eksempel mig) spille bolden rundt på en golfbane, vil man se en lang række tekniske fejl, som utvivlsomt vil give spilleren striber af problemer, og som vil føre til streger på scorekortet i Stableford eller multi-bogey’er i slagspil, hvor der tælles slag til den bitre ende.

Hvad man ikke kan se, er spillerens tanker om sit eget spil og sine egne problemer.

Det ligger vel i den menneskelige natur at tænke, at der ”et eller andet sted” må være en mirakelløsning – måske i form af tre opfyldte ønsker fra en god fe. Det er nogenlunde denne tanke, der ligger til grund for manges spil på Lotto – drømmen om mirakelkuren i form af en milliongevinst, der straks ville gøre livet bedre (lettere!)

Igen og igen gennem adskillige år, ja, måske fra dag ét i min ”golfkarriere” er jeg kørt til driving range med en god idé, som jeg har fået fra de tusinder af golfinstruktioner i artikler, bøger og som videolektioner.

Jeg har været optimistisk hver eneste gang, men jeg er som oftest blevet skuffet, når det viste sig, at mirakelløsningen ikke umiddelbart kunne indføjes i mit sving eller i min måde at putte på – de fleste gode ideer kræver hårdt arbejde – ja, måske de 12 – 13 daglige timers træning, som det kræves af collegespillere eller landsholdsspillere til træningssamlinger. Det kan vi læse om, og som klubgolfere må vi resignere – og vi kan igen se os gå rundt på golfbanen med vore fejl og mangler – og engang imellem tage på driving range med en god idé, der ikke var så god, fordi den krævede de måske 100.000 timers hårdt arbejde, som mange anser for nødvendige, hvis talentet skal få lov til at blomstre.

100.000 timer?

Allerede efter en halv time begynder jeg at tvivle på mit ”talent” – og hvis talentet kan betvivles, nytter hverken 100.000 timer eller 200.000 timer…

Jovist rykker vi alle. Allerede slag 2 er bedre end slag 1, og der har endnu ikke været nogen golfspillere, der er blevet dårligere af at træne eller af at blive mere rutineret på golfbanen.

Som oftest sker det glidende og umærkeligt; andre gange sker det i et uforståeligt flow, hvor der ikke er nogen bunkere eller søer eller o/b – eller tre-putts, og vi kommer ind med et scorekort over de magiske 36 Stablefordpoint.

Andre gange igen lykkes det en træner at få banket noget basalt ind i hovedet på os, og selv om vi måske ikke kan gå ud og score 36 point fem minutter efter, så kan vi mærke en efterfølgende og blivende forbedring, der fører til lidt mere stabilitet og høje scores og handicapreducering.

Klubgolfere bliver bedre – nogle gange frustrerende langsomt, men vi bliver alle bedre. Det er ofte forbavsende at se, hvor gode provisoriske bolde kan være. Og en provisorisk bold er jo ganske enkelt slag to.

Spørger man generelt klubgolfere om, hvad de ønsker i deres spil, er det især længde og stabilitet, der står øverst på ønskesedlen.

Nu kan vi vende tilbage til billedet af den tilfældige klubgolfer, der går banen rundt med fejl og mangler – uanset om spilleren har hcp 54 eller 10. Hvert eneste ”handicap-point” dækker i virkeligheden over en eller anden form for fejl – og det er i det lys ”længde” og ”stabilitet” skal ses.

Manglende stabilitet opfattes indlysende af mange som en fejl, men det gælder egentlig også længde i både konkret og mere abstrakt form.

Den konkrete længde knytter sig ofte til teeslaget med driveren.

Den abstrakte længde knytter sig til indspillene, typisk med jern. Det er en abstrakt længde, for hvis 100 meter ikke kan nås med en PW, kan det vel nås med et 9- eller 8-jern. Pointen med det abstrakte skal søges i det, vi forstår ved længde – og den forståelse kan være særdeles mangelfuld hos mange, som ikke har gennemført nedenstående test (anvendes ofte på kurser af lidt længere varighed):

Du skal bruge 80 ens bolde. På 10 af dem skriver du ”5” - på 10 andre skriver du ”6” osv. – 10 bolde fra 5-jern til SW. 80 bolde i alt.

Find en god bred fairway – eller en rimelig ”boldfri” driving range. Testen er vel bedst en meget tidlig morgen – eller en meget sen aften. Der er ingen grund til overhovedet at genere andre spillere på en fairway. 80 bolde – slået omhyggeligt - tager lidt tid.

Læg boldene i 8 små bunker og skift hele tiden mellem jernene, men sørg for, at en bold med et 7-tal på bliver ramt af et 7-jern!

Opsamlingen foregår på den måde, at boldene med et SW påtegnet (de korteste slag) identificeres. Den korteste og den længste bold tages væk, og der findes et gennemsnit på de 8 øvrige bolde. I gennemsnitspunktet placeres en ”SW-bold.”

Det samme gøres med de øvrige bolde, og nu ligger der 8 bolde på fairway – eller på driving range, hvorefter man går tilbage og mærker 8 bolde (sætter en ring omkring 5- eller 6-tallet osv.) De 8 bolde slås derefter ud til de 8, der allerede ligger på fairway. Det er en god test på reel længde - og reel stabilitet på både retning og længde. Kan vi nå det gode gennemsnit?

En del klubgolfere vil opleve, at et 8-jern kommer længere end et 7-jern – andre vil opleve, at længden mellem de enkelte jern ikke er omkring 10 meter, men måske kun 5 meter – eller til den anden side måske 25 meter.

Det er der ikke noget underligt i: Jern kan være særdeles forskellige selv inden for det samme sæt. Normalt er der 3 grader loftforskel mellem et 7- og et 8-jern. Men ”det normale” er ingen garanti. Et 7-jern med blot en enkelt grads for lidt loft i forhold til et til et 8-jern med 1 grad for meget loft giver selv sagt ikke 10 meters afstand mellem de to jern.

Det er den ene fejlkilde. Der er flere:

Nogle jern passer bedre til en spiller end andre. Meget ofte har vi et ”favoritjern” – blandt klubgolfere er det sjældent, at det er et 5-jern, der er ”favoritten…”

Længden på et jern i forhold til en ikke optimal opstilling kan betyde utroligt meget for svinget – og selv de enkelte jern kan have forskelle i skafterne – ikke blot længden, men også vægt, svingvægt, kick-point osv.

Der er mange variabler i spil.

Mange problemer af denne type kan elimineres med større omhyggelighed ved valg af udstyr. En clubfitter kan gøre en samling jern mere ensartede end en tilfældig webshop eller ved et impulskøb i en forretning.

Et billede på et clubfittet sæt kommer ikke så sjældent fra sko: Sko kan være for små, for store, for smalle og for brede. Det dur ikke: Sko skal simpelthen passe og for en golfspiller, der skal gå måske ti kilometer på en runde, er passende fodtøj ikke ligegyldigt.

Det, man imidlertid skal huske, er, at også fødder kan indeholde ”fejl.” Mange udvikler med årene en udtalt platfodethed eller et vist nedfald i forfoden. Hvad nu? Skal skoene passe til disse skavanker – eller skal skoene modvirke skavanken og måske ligefrem rette den op? Platfodethed – og også forfodsnedfald fremmer slidgigt i hofte og knæ og sikkert også rygproblemer – og dårlig opstilling og svingmuligheder i golf.

Vi kan hurtigt se i dette billede af sko, at også upassende golfudstyr vil kunne give uforudsete skavanker i et sving – eller i modsat retning: optimalt kunne rette skavanker op.

Det er nogle tanker, vi alle altid må gøre os. Det gør alle golfspillere konstant. Vi ser stjernespillere, der skifter puttegreb og puttere. Det gælder simpelthen om at optimere. På alt.

Jeg tror ikke, der er noget, der overhovedet kan minde om en bombastisk facitliste, hvor alting ”er.” Det ”kan være,” og det er noget helt andet.  Når jeg nedenfor kommer med et bud på nogle løsninger, så KAN DET VÆRE en løsning for nogle, men det kan sagtens være ubrugeligt for andre. Det er golf i en nøddeskal.   Du er derfor meget, meget velkommen til at være uenig med mig, men jeg håber, at alle kan se, at især spillere, der kæmper med spillet og er kede af, at de mangler længde og stabilitet i forhold til deres umiddelbare medspillere, vil kunne få glæde af nogle forholdsvis objektive pejlemærker til forbedring af stabilitet:

  1. At lade svinget eller køllehovedets ”kanoneffekt.”

Vi skal have en vis fart i køllehovedet, og den skal vi selv skabe (”loade”) med vore bevægelser. Et nogenlunde sikkert tegn på, at en spiller er blevet ”loadet” kan ses på højre fod i tilbagesvinget. Prøv selv, om du – alle steder i tilbagesvinget, men selvfølgelig mest på toppen – uhæmmet kan vippe tæerne på højre fod op i luften, således at hovedparten af vægten er placeret på højre hæl. Der er en tendens hos begyndere og mere urutinerede, at vægten ligger på forfoden, og så kommer man let ud over ”linjen” i nedsvinget. Prøv selv med driveren. Den kan loades på en helt ny måde med balance i svinget via ”fri forfod.” Også et godt råd til den spiller, der slicer.

  1. Forsinkelse (”lag”) kan i nogen grad erkendes på en såkaldt ”flying wedge.”

Mange begyndere og urutinerede har kun en delvis forståelse af golfsvinget. Det er den rene vare for disse spillere: Venstre arm er strakt fra start til efter boldtræf, hvorefter den ”krøller sammen i afslutningen med navlen mod målet. Højre arm er bukket i tiilbagesvinget og frem til boldtræf og gerne strakt ud mod målet derefter.

Den ”delvise forståelse” betyder, at også håndleddet strækkes ud i boldtræffet, ja, hos nogle endda lang tid før (”flip”), således at køllehovedet overhaler hænder for tidligt. Det er her begreber som ”det sene tilslag” og ”sent release” optræder. Det kan være russisk for nogle. Det helt enkle og også fundamentale er at betragte højre hånd som en ”flyvende kile eller vinkel” (”flying wedge” som Homer Kelley kaldte det i ”The Golfing Machine.”)

I virkeligheden såre banalt for de fleste gode spillere, men langtfra banalt for klubgolfere, der synes, de mangler stabilitet. Flying wedge kan være vejen til den virkelig markante fremgang.

Nedenstående billede viser en lidt ældre spiller, der givetvis ikke mangler længde og stabilitet på sine jernslag.

Billedet fortæller om ”forudsigelig fremdrift” og et bundpunkt for køllehovedet langt efter bolden, men det viser også spillerens højre håndled, der bestemt ikke er ”flippet” men indeholder den ”flyvende vinkel,” der overfører golfsvingets opbyggede fart og kraft til køllehovedet – det svære og også noget ”usynlige” er, at vinklen fastholdes, indtil køllehovedet er på vej op til afslutningen på svinget.

Højre hæl ”lader” kanonen – højre håndled overfører det, vi er ”ladet med.”

Stabilt og med nogenlunde forudsigelig længde.

Der findes ufatteligt mange golfsving – også blandt stjernerne. Men der er dog nogle fixpunkter, som er nogenlunde ens.

De er sikkert værd at lære nærmere at kende.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer