Golferens Blog: Fit for drive | Golf.dk
Phil Mickelson har formået at forøge sin køllehastighed, selvom han fysisk har passeret sine bedste år.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Fit for drive

18/06 - 2019 | Søren Meinertsen

Golfspillet er konkurrence i sin reneste form: I en kappestrid med modstandere (bane, medslagspillere, direkte modspiller i hulspil) lægger man ikke hindringer i vejen for andres spil, men noterer sig blot nogle øjebliksbilleder af stilling eller positioner.

En af de vigtigste positioner – også psykologisk - fremkommer efter slag med driveren. Et langt drive kan være en særdeles god position!

Det kommer man ikke sovende til.

At være ’fit for fight’ med en driver i hånden kan indeholde en masse, der går forud: Eksempelvis fysisk træning som grundlag. Der skal fart i et køllehoved og den opnåede fart nås med en eller anden form for kraft, der kommer fra vores krop. Det er en kraft, der potentielt altid er til stede – selv en hundredårig, der brækker et ben kan styrkes med genoptræning, og i golfsammenhæng er det tankevækkende, at en ikke helt ung spiller som Phil Mickelson, der i mere end femogtyve år har hørt til blandt verdens allerbedste spillere, har kunnet forøge sin svinghastighed med – formentlig passende – styrketræning i et fitness-center.

Phil Mickelson er nu 49 år, og vi må gå ud fra, at han i den alder – lige som alle andre – for længst har passeret sit fysiske topniveau, som typisk kulminerer i starten af trediverne.

Det er imponerende – og vel også motiverende for os andre, at Phil Mickelson med fitness har kunnet forøge sin svinghastighed, hvilket umiddelbart giver en spiller to kæmpestore fordele: Dels kommer boldene længere ved de optimale slag, dels kan der holdes fornuftigt igen med større præcision til følge ved slag, hvor slaglængde er sekundært i forhold til bestemte fordelagtige positioner på banen.

Positioner, der kan nås med 80 procent slagstyrke, nås oftere, end hvis der skal buldres med 100 procent.

Måske kan vi i den kommende tid se flere klubgolfere gå til fitness. I golfsammenhæng må Phil Mickelson være en omvandrende reklamesøjle.

Men ak: Styrke og svinghastighed er imidlertid ikke nok.

Man skal kende sin driver, og man skal vide, hvordan man slår med den. I princippet er et golfsving et golfsving, men da golfsving kun giver mening, hvis det indbefatter en bold – og hvad vi vil have bolden til at gøre, - er et golfsving med driveren til en højt opteet bold markant anderledes end et slag med et jern til en bold, der ligger i græsset.

Den største udfordring ligger i at kunne håndtere de to svingtyper – og at kunne gøre det på kommando. Det lyder måske enkelt at veksle mellem slagtyper, men er det langtfra. En af de helt store distancedræbere i et drive er det nedadgående slag (negativ angrebsvinkel), mens den store distancedræber ved et jernslag er det opadgående (positiv angrebsvinkel).

Det er en markant stor forskel – så markant, at alle bør øve de to slag samtidig og på den måde virkelig få forskellene ind i kroppen.

Det kan være enkelt med en launch monitor som eksempelvis Trackman, men det er kun de færreste, der har adgang til den slags teknik, og derfor kan man bruge en slags ”Trackman Light” når man træner alene, eller når man varmer op før en runde. Såvel træning, øvelser og opvarmning hører som noget helt naturligt med til begrebet ”fit for fight” – og ligger der god træning bag et drive, kan spilleren kun være veloplagt og forventningsfuld på teestedet.

Du skal bruge en driver og et 8-jern samt en ”stick” og en tom boldæske.


 

Bolden tees højt (underkant af bold flugter med overkant af driveren.) I en afstand af et grip lægges en tom boldæske i spilleretningen ud mod målet. Det gælder nu om at ramme bolden med et opadgående slag, således at boldæsken ikke bliver ramt. Det giver en positiv angrebsvinkel på bolden, som uden videre vil flyve længere med den samme svinghastighed.

Trackman’s Optimizer viser betydningen af en positiv ”Attack Angle:”

For mange er det en særdeles naturlig bevægelse at slå op med driveren, ja, bevægelsen kan være så naturlig og så enkel, at bevægelsen fejlagtigt overføres til andre køller.

Når en bold ligger i græsset, kan der imidlertid ikke blot mistes længde og præcision med et opadgående sving, men risikoen for en kikser i form af for tykke slag (græs før bold) eller tynde slag – grænsende til luftslag - stiger enormt.

At slå ned ”igennem” en bold er et slag med langt mere tolerance for et godt træf – og sjovt nok indeholder et opadgående drive også en langt større tolerance. Tolerancer er bestemt ikke uvæsentlige for os klubgolfere, der indimellem har længere pauser mellem runderne.

For nylig spillede jeg sammen med en yngre mand, der havde spillet golf som dreng, men havde holdt tyve års pause. Det kunne man se på putting og chipping, men boldtræffet på driver og jern var eminent. Selv efter tyve års pause var han, hvad det angik så sandelig stadig fit for fight.

Der er derfor god grund til at træne de to forskelligartede sving samtidig som en investering i fremtidige runder. Er det først lært, forsvinder det åbenbart ikke igen.

Der er en fabelagtig god øvelse:

Øvelsen er baseret på et simpelt skift: Driver med en boldæske, mens det almindelige jernsving klares uden bold – og gerne på en måtte, da det ikke gælder om at komme stejlt ned efter bolden, men mere udfladende. Det mærkes tydeligt på en måtte, hvor der blot er en lille forhindring, der skal overvindes:

 

Læg en ”stick” midt i stancen og forsøg få et udfladende slag, der kommer hen over pinden og bunder ud mod målet og nærmest skøjter let hen over måtten.

I starten kan man trække pinden hen mod højre fod i stancen.

Skift mellem en driver (med bold) og et 8-jern uden bold.

Man kan sagtens ”bevæge sig rundt i stancen:” Som udgangspunkt skal den opteede bold til driveren være ud for det yderste af venstre skulder, mens ”stick’en” skal være midt i stancen.

Når først, man kommer ind i en god rytme med de skiftevis sving mellem driver og jern, kan man begynde at finpudse driversvinget: En smule solcreme på driverens slagflade vil afsløre, om man rammer rimeligt i center, hvor smash factor altid vil være størst og derfor give den største boldhastighed.

Som Tom Wishon siger det i ”12 Myths: ”Man vil i bedste fald miste 3 – 4 yards og i værste fald 10 yards distance for hver halve tomme, man rammer uden for center.”

Det er værd at træne præcision på slagfladen. Ikke så sjældent kan det opnås ved at grippe ned på driveren. Umiddelbart tabes lidt svinghastighed, men det opvejes til fulde med bedre præcision i form af et centertræf.

Brooke Henderson spiller med en ekstrem lang driver, men gripper særdeles flittigt ned på den. De fleste af os klubgolfere har efter sigende for lange drivere. Det er et godt udgangspunkt i driverøvelser at grippe et par tommer ned, indtil man finder et ”sikkert” sted. Her kan man eventuelt overveje simpelthen at save et stykke af skaftet.

Undervejs med både driver og 8-jern kan man prøve at få mere skulder- og hofterotation, og man kan prøve sig frem med noget af det mest magiske i et golfsving: svinghastigheden i impactzonen.

Det er let at kontrollere, om den højeste hastighed er før, efter eller lige omkring boldtræffet. Vend driveren om, således at hovedet vender ind mod dig selv og sving nu simpelt foran dig. Der kan høres et tydelig ”woosh” – og lyden skal helst være akkurat omkring boldtræffet.

Man kan også med driveren forsøge sig med åben og lukket benstilling, og man kan vende tæerne lidt udad for en bedre rotation.

Ligeledes kan man eksperimentere med venstre hæl: Besynderligt nok kan der komme mere skulderrotation ved at løfte venstre hæl i tilbagesvinget. Det bruges ikke blot af klubgolfere, men så sandelig også på højt plan. Francesco Molinari fik betydeligt mere længde for et par år siden ved at løfte venstre hæl i tilbage svinget. Molinari er ingen kraftkarl og har ikke den store svinghastighed, men den er blevet markant forøget med hælløftet – det samme hælløft, som også Jack Nicklaus var kendt for.

Der er mange sjove ting i øvelser på driving range, når man virkelig vil lære sin driver at kende.

Og går det helt galt – eller hvis man kører fast og ikke kan komme videre, er der hjælp ved hånden: En pro kan give det afgørende gode skub i den rigtige retning og utvivlsomt give spillet sammenhængskraft og formentlig har træneren endnu bedre og mere personlige øvelser, som kan give sammenhæng.

Det er vel netop sammenhænge, der gør en spiller ”fit for fight.”

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer