Golferens Blog: Fem svingtanker er fire for meget | Golf.dk
En mesterlig putter som Nick Faldo gennemførte hårde øvelser for at træne sit fokus.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Fem svingtanker er fire for meget

28/05 - 2019 | Søren Meinertsen

Instruktion og træning er en selvfølge i alle sammensatte bevægelser. Golfsvinget er et typisk eksempel på det sammensatte – ofte endda på flere niveauer.

Blot et simpelt et-meter putt kan illustrere det sammensatte, da slaget kun kan lykkes, hvis ikke blot puttehovedets retning, men også slagkraft bagved er inden for ganske små tolerancer.

Hertil kommer noget forudgående: sigtet og en beregning af, hvordan bolden vil opføre sig fra puttehoved til målet, og denne beregning må indeholde fornemmelse for greens ”hastighed” på op- og nedadgående stræk – og der skal måske tages hensyn til med- og modgræs, og det kan være greens fugtighedsgrad og beskaffenhed – og såmænd kan vinden også spille en stor rolle.

Kort sagt: der kan være mange tanker, der kaotisk kan flyve rundt i hovedet på en golfspiller, der står over et putt.

Nyere forskning tyder – vel ikke overraskende – på, at de ypperligste præstationer nås via fokusering, og så er vi næsten så langt væk fra multitasking, som vi overhovedet kan komme, og et begreb som monotasking bliver således et styrende mål, hvis vi vil præstere så godt som overhovedet muligt, og at vi i virkeligheden kommer til kort, hvis vi forsøger at håndtere det sammensatte uden en helt klar tilgang.

Den tilgang kan med fokusering for øje betyde, at vi kun må tænke på én eneste ting under udførelse af et sving.

Det kan lyde nemt kun at ville have én og kun én svingtanke, men virkeligheden er en anden. Det kender vi alle sammen, når vi træner med en spand bolde på driving range. Måske har vi fokus på det at komme indefra, men i samme øjeblik bolden ikke rammes solidt, må vi nødvendigvis skifte fokus, da selv det allermest perfekte indefra-kommende sving ikke giver nogen mening, hvis bolden ikke rammes solidt.

Det at ramme en bold solidt vil uanset sving og udstyr altid være det allermest afgørende og vel også forudsætningen for, at vi kan skabe en boldforbindelse mellem udgangsposition og mål.

Fra golfhistorien kan vi hente meget inspiration, når det gælder grundlaget for fokusering.

Vi kan læse om Thomas Bjørn, der slog bolde i et omfang, der gav blødende vabler i hænderne – og her taler vi ikke om en Thomas Bjørn, der ”en dag” fandt ud af, at han ville begynde at spille golf, men om en særdeles veltrænet professionel golfspiller, der ville et niveau højere op, og som derfor i udgangspositionen havde golfvante hænder. Alligevel fik han vabler. Blødende vabler.

Jeg tror, at træner Leif Nyholm og Thomas Bjørn ønskede, at svinget blev noget selvfølgeligt mekanisk, og at hvert eneste slag til golfbolden styrkede det sammensatte i svinget, og når det var på plads, kunne der fokuseres på noget, der kunne skabe topresultater blandt golfspillere, der havde et golfsving, der næppe var meget anderledes eller dårligere end Thomas Bjørns.

Nick Faldo gjorde noget af det samme: hver morgen på college havde han givet sig selv den opgave at skulle putte hundrede bolde i hul fra en meters afstand. En enkelt kikser: Forfra igen! Man kan forestille sig spændingen, når putt nummer 90, 91 – og 100 skulle i hul – og når spændingen steg – for det gjorde den med udsigt til, at det var forfra igen, hvis der blev kikset – kunne Nick Faldo øge spændingen ved at tænke: ”Med det her putt kan jeg vinde The Open.”

Det er en god historie, for den viser, at en formidabel putter som Nick Faldo var klar over, at selv den største fokusering på et putt kan være under angreb fra omstændighederne. Der må have været tonsvis af kaotiske tanker, når et afgørende putt skulle sænkes i store majors, men måske havde netop års træning af hundrede et-meter putts i streg givet Nick Faldo den ene afgørende svingtanke, der kunne holde alt andet ude.

Måske har Thomas Bjørn og Nick Faldo ”blot” trænet fokusering.

Det er ikke til at vide, hvilken svingtanke, Nick Faldo fremelskede, og det er heller ikke til at vide, hvad Thomas Bjørn tænkte, når han stod med blødende hænder, men vi kan så nogenlunde gætte os frem til, at det primært er øjnene, der kan give eller fratage fokus.

Men øjne er ikke blot det at kunne se. Øjne er også et spørgsmål om at kunne orientere sig, og det har i høj grad betydning i et golfslag, og selv om det synes indlysende, ja, så indlysende, at de fleste af os næppe er opmærksomme på det, selv om vi får det fortalt, så ved vi også, at hvis noget bliver fortalt under de rette omstændigheder, kan vi ofte være mere lydhøre.

Sådan opfatter jeg den banale historie om en klubgolfspillers møde med en stjerne, der vidste alt om et golfslag.

Allerede på et meget tidligt tidspunkt i golfhistorien blev det en del af optakten til en golfturnering, at lokale golfspillere – som måske havde været med til at finansiere turneringen – gik pro-am runder med stjernerne dagen før en turnering.

Således fortælles det om en almindelig klubgolfspiller, der havde været så heldig at komme i bold med Bobby Jones, men med røde ører (som vi andre!) ustandseligt ramte boldene for tyndt eller for tykt og fik et råd af måske historiens bedste golfspiller, som efter sigende stadig er et råd, der gives af professionelle golfspillere til almindelige klubgolfere under en runde:

”Forestil dig, at der er en tee under bolden – under enhver bold også uden for teestederne. Ram den tee!”

Ram den usynlige tee under bolden.

Det kan man da kalde et fokuspunkt – endda et fokuspunkt, som vores øjne ikke engang kan opfatte, men som vi alligevel kan orientere os efter.

Det er et fabelagtigt godt råd, for dels kan vi på en fairway absolut ikke se nogen tee, og så kræver det mildest talt 110 procents fokusering at kunne forestille sig denne tee – dels vil slagretningen ned i bunden af bolden besynderligt nok medføre noget udfladende i svinget, selv om man umiddelbart skulle tro, at det ville blive mere stejlt.

Således er rådet i overensstemmelse med andre klassiske (ulogiske) golfråd, eksempelvis: Undgå hælslag med driveren ved at adressere driveren med hælen – og viceversa ved tåtræf - og slå NED på bolden for at få den OP.

Har man prøvet det – og tror på det! – er det banalt, men vi har alle prøvet at være begyndere og troet, at det ville være lettere at chippe en bold op fra sand, og at det ville være lettere at chippe, hvis man ”hjalp” lidt til med hænderne…

På fairway giver sammenhængen mellem det nedagående i svinget og det mere udfladende en kolossal fordel, hvis boldtræffet sker på den måde, at en usynlig tee under bolden bliver ramt, for netop det udfladende i svinget vil nu gøre, at køllehovedet vil fortsætte mere fladt igennem bolden og netop nå et bundpunkt længere ud mod målet – det vil sige ”efter bold.” Det er en form for trylleri med den enorme fordel, at svinget faktisk bliver bedre, hurtigere og med mere kraft.

Lige som i bunkeren: Det skal opleves – og pludselig er det banalt, - akkurat så banalt, som når vi ser dygtige golfspillere ramme bolden solidt. Hver gang.

Det er der under alle omstændigheder noget sundt i, og hvis svinget med denne form for fokusering af sig selv bliver bedre, er det lettere at fokusere på den usynlige tee.

Det er ikke længere bolden, men noget under bolden, og det hænger måske sammen med, at vore øjne orienterer sig i retning af det allerforreste på køllehovedet, som skal ramme ned i den usynlige tee. Umiddelbart giver det mening, at boldens centrale masse nu kommer i forbindelse med slagfladens centrale masse, og at vi reelt kan undgå ”flip” – den for tidlige udløsning af håndleddene, for vi kan ikke ramme en usynlig tee med håndledsaktioner.   

Svinget ændres ganske enkelt for mange med et dårligere boldtræf til noget bedre. Det er virkelig tankevækkende, at fokusering på den måde kan være ”The Missing Link” frem mod et mere stabilt sving.

De gode slag bliver næppe bedre, men der er ingen tvivl om, at der sker et betydeligt løft i de dårligere slag, og det skal jo heller ikke glemmes: selv det smukkeste golfslag kan ende i en bunker eller i en sø – men golf er ikke det enkelte slag, men flerheden og det generelle.

Havde Nick Faldo og Thomas Bjørn nået deres imponerende resultater uden års puttning om morgenen eller blødende vabler? Vi ved det ikke, men vi ved så nogenlunde, at fokusering måske er det allersværeste i golf overhovedet, og det er vel rimeligt nok, hvis netop de ypperligste resultater nås via fokusering.

I den sidste uge har jeg dyrket fokusering på tre måder, og jeg synes, at de mange instruktioner, jeg har fået i tidens løb, nu – og først nu – for alvor begynder at give mening – besynderligt nok, for da fokuseringen handler om noget helt andet, er jeg nu overladt til at gøre en hel del på rygmarven – dvs. noget, jeg overhovedet ikke fokuserer på, men som jeg har lært på et eller andet tidspunkt.

Det er så nogenlunde essensen af fokusering: slip dig selv løs!

Fokuseringstræning:

  1. Alle bolde – også på teestederne – har en synlig eller usynlig tee under sig. Den tee skal rammes. Det gælder således også i et drive, selv om teen her er ekstra synlig. Her forsøges at ramme hovedet på teen.

  2. Chips – selv de korteste fra forklædet - og pitch har også en usynlig tee under bolden, som skal rammes.

  3. Putts har således også en tee under sig, og vi kan fornemme at den må være akkurat i midten under bolden, men da putterhovedet ikke kan komme derned, må vi finde et punkt nederst bag på bolden, som vi kan fokusere på. Det punkt skal rammes – det er vort fokus – endda med den forsinkelse i blikket, der gør, at bolden godt kan trille væk, inden vi flytter fokus. Hermed holdes hovedet i ro under slaget. En god sætning at sige inde i sig selv under et putt er ”Hold fokus!” ”HOLD” i tilbagesvinget ”FOKUS” i tilsvinget. På den måde glemmer man ikke at bevare blikket på sigtepunktet på bolden, og man glemmer ikke, at fokus skal bevares – selv om bolden er væk – gerne så langt væk, at det først er den fantastiske lyd af en bold i hul, der får os til at løfte hovedet og se… at vi også kan orientere os på en golfbane med ørerne!

Og resten? Selve svingtræningen og præcision med putteren etc.?

Det må trænes på andre måder, og hvis det ikke kan være under overvågning af en træner, så i det mindste med en ”afspilning” af en trænerinstruktion under en målrettet og specifik træning, der kan få slaget ind på rygmarven, for vi kan ikke håndtere en fokusering på enkeltdele af sammensatte bevægelser. Adressér bolden med køllehovedet med én svingtanke: ram teen under bolden i tilsvinget!

Selve fokuseringen hviler på, at vi kun har en chance på banen til hvert slag. Vi er tvunget til at anvende de færdigheder, vi har til rådighed netop på denne runde.

Adskil træningen: Elementtræning med gentagelser. Men spiltræning bør altid kun være med ét slag, for det er virkeligheden på banen. Skift mellem slag og afstande og retning – også på puttegreen. Fokusér: Et slag. Et eneste unikt.

Nick Faldo har fortalt om sine tanker undervejs i den daglige puttetræning af en-meter putts. Vi kan gætte på, at Thomas Bjørn har haft lignende tanker, når vablerne dukkede op.

Det kan tage år at lære et godt golfslag – uanset, om det er et drive eller et kortere putt – og vi har derfor det, vi har – i hvert fald i den runde, vi lige nu spiller.

Vi kan få meget ud af at kunne fokusere – og hvis fokus er på en tee, der ikke engang eksisterer, er den også gratis…

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer