Golferens Blog: Fede slag | Golf.dk
Begynderne er ofte de bedste at lære af.

Foto: Ulrik Jantzen

Golferens Blog: Fede slag

10/07 - 2018 | Søren Meinertsen

I golfens rige – er vi alle lige…

Enkelte særligt pessimistiske typer kan føle sig overbevist om, at deres kiksere er værre end andres, men det er de naturligvis ikke.

Vi kikser alle i golf. Om du er stjernespiller som Thorbjørn Olesen eller Dustin Johnson; om du er elitespiller med et handicap under 5 – eller klubgolfer med et handicap fra 5 til 36 – eller kanin eller begynder eller endog ”nybegynder” eller blot tilfældigt har fået stukket en golfkølle i hånden – alle kender fornemmelsen at svinge en golfkølles hoved ned i græsset før bolden.

Slaget kan være ynkeligt – eller det kan være næsten acceptabelt – det hele afhænger af ”hvor tykt” slaget bliver taget.

Mange føler, at risikoen er størst, når man skal længst muligt med et langt jern eller en kølle, men i virkeligheden er det tit omvendt, fordi kortere slag som chip og pitch direkte har et meget lille hul som mål. Selv den mindste unøjagtighed kan føles nedslående stor – og en rigtig stor unøjagtighed på et chip eller pitch, hvor køllehovedet bunder ud før bolden føles som en katastrofe, fordi slaget simpelthen skal gentages, når bolden kun er duffet et par meter frem.

Vi kan lære rigtigt meget af stjernespillerne, men vi kan faktisk lære endnu mere af begynderspillerne – især, fordi vi på en runde har mulighed for at bedømme hvert eneste slag fra virkelig tæt hold – det er ikke HD, men tusind gange bedre, fordi det er virkelighed – og det er ikke med 25 billeder i sekundet, men 3000…

Kort sagt: Spil nogle runder med begyndere og forestil dig, at du skulle lave en manual til dig selv om, hvordan et boldtræf skulle se ud for at undgå et for tykt slag.

Du skal naturligvis ikke rette nogen på banen eller komme med gode råd, for de fleste rettelser tager tid og er komplicerede.

Det bedste råd er altid: ”Hvis du føler, du har problemer, skal du gå til en træner.”

Vi er naturligvis sat i verden for at hjælpe hinanden, og når vi bliver spurgt om hjælp, kan det føles næsten uvenligt, hvis vi afslår. Men det skal vi gøre. Et golfsving er særdeles kompliceret, og et godt og velmenende råd kan føre til andre langt mere alvorlige fejl. Ikke så sjældent udvikler alle spillere en slags kompensation for fejl og mangler, og denne kompensation kan blive sat helt ud af spil med et råd – om det så er nok så godt.

Det kan lyde underligt i et spil, der på mange måder er så teknisk vanskeligt, at det ofte skønnes, at det kun er omkring 10 procent af alle klubgolfere, der jævnligt og vedholdende går til træning hos en pro.

En absolut uvederhæftig og på alle måder særdeles tvivlsom undersøgelse på et spinkelt grundlag blev udført med tyve klubgolfere på en trænerskole: 10 af spillerne fik en time til at vælge en ny driver, mens ti andre spillere fik en times træning hos en ikke færdiguddannet pro.

Efter sammenligning af ”før og efter” var der fire gange så meget effekt af træningen – og da en ny driver kostede fire gange så meget som træningen, var der virkelig tale om en win-win.

Jeg tror, de fleste er klar over, at undervisning er vejen frem – ikke mindst med den pointe, at golf kan blive sjovere – og hvis golf for alvor bliver sjovt, så er der ikke meget tv i lænestolen, der kan slå en runde!

Det kan også være win-win!

Måske burde trænerne gøre noget mere ud af at markedsføre sig selv. Nogle klubber har rigtigt godt fat i dette med holdundervisning og efterfølgende 9- eller 18 hullers turnering. Så er det næsten som at ”gå til fodbold…”

Men din egen manual kan du sagtens begynde at ”tage noter til” – blot ved at iagttage.

Den første note i en manual, der omhandler, hvordan man undgår fede eller tykke slag er stort set umulig at få øje på hos den gode spiller – til gengæld er den helt usædvanlig tydelig hos begynderen:

Det drejer sig ganske enkelt om centreringen i svinget.

Golfsvinget ”indbyder” til at flytte vægten mod tilbagesvinget, hvorefter kroppens center også flyttes væk fra bolden. Det kunne alt sammen være meget godt – og er det også i boldspil, hvor bolden bevæger sig samtidig med spilleren – men i golf bevæger bolden sig ikke, og vi indbyder derfor til en kikser, hvis vi ikke holder os centreret, medmindre vi får opøvet en teknik, hvor vi kan svinge os tilbage til center igen.

Det lyder besværligt og næsten umuligt, men faktum er, at der netop blandt klubgolfere findes en hel del spillere, som rent faktisk slår tusinder og atter af bolde på driving range. Igennem disse tusinder og atter tusinder af slag kan der opøves en teknik, hvor der trods et for stort ucentreret vægtskifte, alligevel er et godt boldtræf.

Det er her begynderen kommer ind i billedet, for en begynder har ikke slået disse mange golfslag, og vi kan derfor lettere få øje på fejlen i boldtræffet (”det tykke slag”) hos denne type spiller.

Vor intuitive forståelse af golf hviler naturligt på, at vi skal have vægt bag køllehovedet for at få overført energi til bolden, og derfor kommer vi også let til at svinge os selv væk fra centrum.

Den helt afgørende faktor er at have tilpas meget vægt på venstre fod – endog så meget, at vi simpelthen ikke kan svinge vægt væk fra kroppens centrum, når bolden ligger foran os i græsset. Hvis vi med denne begrænsning vil have vægt bag bolden må vi gå andre veje, nemlig ved at dreje mere i skuldrene og lade hofterne dreje med.

Den bedste øvelse er at slå bolde med samlede ben. Her er det ekstra svært at komme væk fra bolden og ekstra let at få opøvet fornemmelsen af at have vægten på venstre fod. Vi ser ofte hos begynderen, at han eller hun svinger mere med sig selv end med køllen, og det er den slags, der undgås, når der føles vægt på venstre fod.

Tilsvarende kan man øve chip og kortere pitch ved simpelthen at lægge en golfbold under højre hæl. Vægten på venstre fod er tydelig, og det kan være noget af en aha-oplevelse for mange at opleve, at det nu er særdeles svært at ramme græsset før bolden.

Hvis fornemmelsen af vægt på venstre fod bliver ”banal” med chip og pitch kan man gradvist begynde at overføre fornemmelsen til de længere værktøjer – evt. i kombination med at slå bolde med samlede fødder.

Med samlede fødder er der stort set ingen krops-fremdrift. Det er et rent sving med skuldre og arme, men der sker nu noget betydningsfuldt, som faktisk kan være lige så intuitivt som tilbagesvinget, hvor kroppens vægt følger med.

Netop under indøvelsen i at holde kroppen centreret i golfsvinget vil de fleste meget ofte fornemme, at kroppen fra denne position også kan bringes fremad, og når det sker fra en centreret position vil vi komme forbi bolden i nedsvinget, hvilket naturligvis giver vægt bag boldtræffet, men mere vigtigt: På den måde fremmes den senere udløsning af håndleddene, og her ser vi pludselig, at den manglende centrering ikke blot øger risikoen for tykke slag, men også kan virke hæmmende på svinghastigheden.

Det er to fluer med et smæk – og der er næppe tvivl om, at en spiller, som oplever dette fænomen vil føle, at golf pludselig er blevet mere ”medgørligt.”

Vi kan se disse elementer hos alle stjerne- og elitespillere og hos mange klubgolfere, men det kan være svært at se, hvad de egentlig gør.

Det er derfor meget bedre at se den naturlige mangel hos en begynder, og hvis du selv døjer med for mange tykke slag, kan det være en god idé at opfatte centreringen i svinget som en mangel.

Tillægsgevinsterne er - ud over at undgå de tykke slag – faktisk også, at selve boldtræffet – besynderligt nok – har enorm stor glæde af et bedre tilbagesving, hvor det er rotationen, der bliver det primære.

Hvis tilbagesvinget ”hviler på” en fast, vægtorienteret venstrefod, kan man kun nå langt væk i tilbagesvinget ved at gøre det til et samlet hele: Det er det såkaldte ”One-piece-take-away” – hvor golfkøllen ”bæres væk” og ud til siden med skuldrene og uden at vægten følger med.

L-a-a-a-a-ngt ud, inden golfkøllen løftes opad - og uden at flytte vægt fra venstre fod!

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer