Golferens Blog: Et spørgsmål om feel… | Golf.dk
De rigtige putteøvelser kan fremkalde en bedre puttefornemmelse. Her er det Nanna Koerstz Madsen, der er i gang med sin træning.

Foto: Brian Rasmussen

Golferens Blog: Et spørgsmål om feel…

04/09 - 2018 | Søren Meinertsen

I filmen ”Ballade på Bullerborg” fra 1959 har Svend Asmussen og Ulrik Neuman et sjovt nummer med omkvædet ”En pølse skal serveres med føl’se.”

Vi har nok alle en klar fornemmelse af, at det ikke blot er pølsen, det drejer sig om, men omstændighederne omkring retten.

I filmen ”Flamberede hjerter” får den charmerende hovedperson, Kirsten Lehfeldt, lejlighed til at vise, hvordan røde pølser netop kan serveres med følelse – det vækker vrede hos ægtemanden, men begejstring hos gæsten – og mange grin hos tilskuerne. Samme scene og tre forskellige følelser.

Vi kan formentlig alle sammen let identificere følelser, men som det ofte er sagt: Det er først i fraværet af følelser, at de spiller en rolle, og at vi bliver klar over, at det kan få vidtrækkende konsekvenser.

Sådan er det ofte i golf.

Der er ingen tvivl om, at følelse for et slag, - følelse for golf og slagflade spiller en stor rolle set over alle 18 huller på en runde.

Jeg tror også, at de fleste er klar over, at nogle spiller bedre og mere effektivt golf, simpelthen, fordi de har følelse for et slag – hvad der så menes med det!

For nylig fik jeg lejlighed til at få vendt begreberne på hovedet i forbindelse med en clinic om puttning med Jesper Kjærbye, afholdt for elitespillerne i min hjemmeklub. (Jeg er yderste reserve!)

Der er mange gode putte-øvelser, og der er mange små ændringer, som kan være betydningsfulde, og som en træner forholdsvis let kan rette hos en spiller. En time på en puttegreen er lang tid, og jeg tror, at alle spillere gik hjem med en fornyet optimisme, når det gjaldt kommende runders puttning.

Der er næppe ret mange klubgolfere, der henvender sig til en træner for at få puttetræning – og det er egentlig ærgerligt, netop fordi puttning spiller en kæmperolle for en god score, og fordi det ofte er ganske små og letudførlige ændringer, der kan føre frem til god og solid puttning.

Jesper Kjærbye fik givet mig to små rettelser, som straks gav resultater, men det var alligevel noget helt andet i løbet af undervisningen, der gjorde det største indtryk, fordi det gav mig et helt nyt syn på følelse i et golfslag.

En tilsyneladende helt formålsløs øvelse gik ud på, at man skulle putte stort set fra den ene ende af puttegreen til den anden. Det var omkring 40 – 50 meter endda op ad bakke over et plateau, og de første slag var mildest talt ynkelige. Der var ingen følelse, men blot at svinge så hårdt og kraftfuldt som overhovedet muligt – og boldene endte langt fra målet. Nogle af de dygtigere spillere var gode til disse helt ubegribeligt lange putts, mens andre – blandt andet jeg – var håbløse.

Og så: pludselig!

Nej, slagene blev ikke meget bedre selv efter flere og bedre forsøg, men følelsen i skuldrene blev nærværende på en ny måde. Fornemmelsen af at kunne skabe fart i puttehovedet – følelsen – kom på en sær måde i forbindelse med det, øjnene så som afstand og retning, og i stedet for en hakkende, anstrengt fornemmelse for det umanerligt lange putt blev det til en fornemmelse for fart skabt som et samspil mellem øjne og krop.

Ingen af mine slag blev tilfredsstillende, - så langt fra endda, men følelsen i kroppen blev siddende på en ny og overraskende måde og senere samme aften, da alle var kørt hjem kunne jeg i tusmørket – og i et så langt putt føles selv det klareste solskin som tusmørke! – ikke alene komme rimeligt tæt på målet, men nok så vigtigt: Med tre bolde fra 3, 5 og 10 meter kunne jeg genskabe følelsen, der kunne forbinde krop og øjne.

Nej, ingen af boldene gik i hul – golf er ikke et mirakelspil! – men alligevel var de tre putts gode afstandsmæssigt, og det var de næste tre også. Der er mere i et putt, bla. læsning af puttelinjen, men det vigtigste vil altid i udgangspositionen være puttets hastighed. Og vigtigst: Jeg kunne mærke en mere afslappet følelse i opstillingen og i slaget.

Måske går øvelsen med de ekstremt lange putts ud på at få gjort opmærksom på, at vi oftest putter for anspændt og dermed forhindrer følelsen for længden i at opstå mellem øjne og krop. Måske er det blot ønsketænkning og en slags behov for en årsagsforklaring, men ikke desto mindre: Det virkede på mig.

Jeg ved ikke, om du kan komme til at opleve det samme ved at slå nogle lange putts fra den ene ende af en puttegreen til den anden, men det er måske værd at prøve. Det koster ikke noget!

Mange chips kan med stor fordel slås ”med kroppen” (skulderdrejning) på samme måde som et putt. Det er som oftest et langt mere kraftfuldt slag end, der normalt kræves i et putt, og efter Jesper Kjærbyes øjenåbner for en sammenhæng mellem øjne og følelser for et slag, trænede jeg dagen efter korte og lange chips, og selv om jeg altid kun har brugt SW, PW og 8-jern til chipning, forsøgte jeg mig også med de øvrige køller i bag’en.

Hver gang jeg kiksede, tog jeg putteren frem og forsøgte at slå et så langt putt som overhovedet muligt.

Af en eller anden grund virker det. Man kan sikkert godt slå et ”almindeligt” golfslag med en putter, men vi ved alle sammen, at et putteslag er specielt og ved at fastholde det specielle med så meget fart som overhovedet muligt i køllehovedet, kunne jeg efter hvert putt genskabe denne forunderlige følelse i kroppen.

Måske er det det, Ben Crenshaw – måske verdens bedste putter nogensinde – mente, da han sagde, at man skulle starte opvarmningen med at slå nogle putts ud til en tilfældig kant. Det afslappede sikrer samtidig en god boldkontakt. Måske er det i virkeligheden det, følelse drejer sig om i udgangspunktet: dette med at få en afslappet – eller i hvert fald uanspændt følelse ind i kroppen. Måske ”lukker” anspændthed for modtagelse af følelsesindtryk.  

Jeg tror, at mange er født med en evne til at kunne skabe en følelse af samhørighed mellem øjne og krop, og selvfølgelig kan vi altid være lidt misundelige på andre, som er født med gode evner, men selv om det er givet, at nogen er født med særligt gode evner, så ved vi også, at flid trods alt i nogen grad kan kompensere – problemet er imidlertid, at vi skal have en øjenåbner for at se, hvad fliden skal rettes mod. Den fik jeg måske den dag hos Jesper Kjærbye.

Ved et tilfælde kom jeg næste aften til at snakke med en inkarneret tennisspiller, som ved flere lejligheder har afslået invitationer til at begynde at spille golf. Han hævder, at han først vil begynde at spille golf den dag, han ikke længere kan løbe…

Jeg fortalte ham om min nye følelse i krop og skulder, og han mente, at det var den samme følelse, en god tennisspiller havde, for med kun én ketcher, der skulle kunne klare alle afstande og alle typer slag, måtte der nødvendigvis være en følelse i kroppen for et slag. Han har sikkert ret.

Jeg tror, at Jesper Kjærbyes øvelse primært fjerner en anspændelse i forbindelse med et putt – og sikkert også i forbindelse med et chip. Uanset, om vi går alene eller spiller en spændende match, er der altid en anspændelse i forbindelse med korte slag i nærheden af hullet, for det er selvfølgelig spændende at se, om det lykkes for os at få bolden i hul.

Jeg tror, det er denne anspændelse, der er noget af årsagen til fraværet af optimal følelse, og det er formentlig denne følelse, vi kan få på plads – igen(?) – hvis vi fjerner anspændelsen, og så giver de kæmpelange putts ud i intetheden uden et hul at sigte efter pludselig særdeles god mening.

Som sagt: Jeg ved ikke, om det virker på alle – jeg ved ikke engang, om du overhovedet er anspændt, når du putter eller chipper, men hvis du føler blot den mindste anspændthed, er det værd at give øvelsen en chance. Stil din bag i den ene ende af en puttegreen og slå så langt som mulig fra den anden ende mod dette mål. Og mærk, om du kan fornemme, at anspændelsen forsvinder, for hvis den kan forvinde, ved du også, hvordan selv det korteste putt skal føles i kroppen.

Jeg har ledt med lys og lygte på nettet og snakket med mange om følelsen af kontakt mellem krop og øjne.

For nogle er følelsen en slags mekanik, mens det hos andre tydeligvis baseres på en høj rumlig intelligens. Det er den specielle intelligens, som vi glæder os over, når vi ser en Messi – eller tidligere en Michael Laudrup og Anja Andersen.

I golf ser vi igen og igen behovet for følelse – eksempelvis i et chip: En bold ligger 5 meter uden for green, og fra kanten er der yderligere 5 meter til hullet.

Et slag med en pitching wedge vil flyve 5 meter og derefter rulle 5 meter, og vi skal derfor blot slå til bolden på en sådan måde, at den flyver 5 meter i retning mod hullet.

Hvor svært kan det være?!

Jo tak, det kan være særdeles svært! Det ved alle golfspillere – også selv om det visuelle indtryk af hele slaget er tydeligt og at vi lige præcis har det rette værktøj – en PW – der er bygget til dette 50/50 formål!

Vi skal naturligvis have god kontakt med bolden, og vi skal have den rigtige fart i køllehovedet. Vi kan sikkert løse opgaven mekanisk med en korrekt tilbagesvingslængde, men næste gang er chippet måske 5,5 meter – 10 meter eller 15 meter – op ad bakke, ned ad bakke osv.

Jeg tror, at følelsen for slaget mere end noget andet kan give flere succesoplevelser, og jeg tror, at hvis vi kan få fjernet anspændelsen vil der måske være en adgang til et ”ormehul” mellem øjne og krop, som kan formidles ned i slagfladen.

Måske er de største golfspillere født med denne evne – måske kan nogle af os lære lidt af denne evne

Jeg tror, at de ekstremt lange putts kan være indgangen.

Men måske er der en ”før-indgang:” nemlig, at man så nogenlunde skal være sikker på, at det øvrige fungerer godt i et putt. Den sikkerhed kan man få, hvis man ofrer et par lektioner hos en træner som en god start.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer