Golferens Blog: Er kiksere ikke et fysisk problem? | Golf.dk
Alle klubgolfere topper eller tager den for tykt i nu og næ, mens folk som Stuart Appleby her næppe behøver at bekymre sig om det. Hvorfor?

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Er kiksere ikke et fysisk problem?

16/10 - 2018 | Søren Meinertsen

Som det ofte sker: Man hører noget nyt den ene dag – og så går der kun kort tid, hvorefter man hører det igen.

Under ”tørken” spillede jeg en fourball-match med to, jeg ikke tidligere havde spillet med. Efter en gedigen jordstryger fra den ene af de to, lød kommentaren: ”Det er svært at komme under bolden, når banen er så tør.”

Forleden deltog jeg i et webinar om svingfejl.

Pludselig lød en påstand, som kom til at fylde hovedparten af tiden: ”Tykke og tynde fejlslag skyldes noget mentalt.”

Alle golfspillere – dygtige, mindre dygtige, øvede, begyndere, elitespillere og højhandicappere – har et naturligt golfsving. Det kan ændres – og det skal ofte ændres – og det bliver som oftest ændret over tid. Således har vi hørt om Tiger Woods, der brugte et helt år på en svingændring, som vel kun de færreste egentlig kunne se.

Jeg har et sving – og sandsynligheden taler for, at jeg også havde det i går og sikkert også har det i morgen. Det kan utvivlsomt ændres til noget bedre af en træner, men når ændringerne har sat sig, har jeg stadig et sving – som jeg også havde dagen før og sikkert dagen efter.

Pointen i dette skulle så nogenlunde være, at uanset hvor mange svingændringer, jeg får – uden at blive elitespiller, for det kræver et særligt talent – uanset svingændringer vil jeg stadig være en klubgolfer, der som alle andre kikser med jævne mellemrum.

Det er en psykologisk udfordring at kunne indse dette, og da webinaret var på engelsk, tog det lidt ekstra tid, før jeg forstod, at jeg ikke var ”et mentalt tilfælde” – men blot en almindelig golfspiller, der troede, at kiksere var et fysisk problem. Det mentale var på den måde lidt svært at forstå i sammenhængen.

Det er jo rigtigt, at når jeg rammer græsset før bolden – eller topper en bold – at jeg så straks kritiserer mit sving – og da der er ganske mange bevægelige dele og mange fejlmuligheder, er der nok at kritisere og nok at spekulere på.

Men hvis det nu ikke er svinget, der får mig til at ramme græsset før bolden eller at toppe bolden, er det så virkelig noget, som vi kan kalde mentalt?

Der er en udmærket test, der passer til alle golfsving i hele verden:

Stil dig op på græsset og læg tre tees foran dig med spidsen pegende væk. Den ene tee skal være ud for hælen på venstre ben. Den anden skal være ud for hælen på højre ben, mens den sidste skal være i midtzonen, hvor du normalt har din bold til et 7-jern.

Indtag din stance med 7-jernet ud fra teen i midtzonen, men ram først teen til venstre og derefter teen til højre, hvorefter det tredje slag skal ramme teen i midten.

Om du er begynder eller lidt eller meget øvet, vil du formentlig uden de helt store problemer kunne ramme alle tre tees med et endda ret fornemt resultat.

Hvis der er problemer, kan du prøve et par gange til, men jeg er sikker på, at selv den grønneste nybegynder vil kunne klare denne ”hånd-øje-koordination” uden de store anstrengelser – og uanset sving.

Hvorfor giver det så et problem, hvis vi lægger en bold midt i stancen?

Det er det, der menes med, at det er et mentalt problem – i betydningen: ikke et fysisk problem, der skyldes svinget.

Hvis du tee’er bolden lidt op på et par 3-hul, hvor du har et slag med et jern, kan noget af forklaringen være, at du gerne vil ”under bolden.” Hvis det er tilfældet, er det klart, at der vil være et problem på en knastør fairway – og i virkeligheden er det ikke til at vide, om det bliver et tykt eller et toppet slag:

Et tykt slag rammer græsset (underlaget) før bolden og køllehovedet taber energi og fart. Tilsvarende kan et toppet slag skyldes det samme: Køllehovedet kan ikke bore sig ned i græsset, men bouncer op i bolden.

Et andet – psykologisk problem – opstår indlysende, når vi et par gange i træk har haft for tyk kontakt, for nu vil vi simpelthen forsøge at ramme bolden lidt højere – og så har vi måske igen et toppet slag, som egentlig blot skyldes de forudgående tykke slag.

Mentalt og psykologisk skal naturligvis kun forstås som modsætningen til selve svinget, men tankegangen indeholder noget rigtigt, hvis vi uden de store problemer kan gennemføre en test, hvor vi skal ramme en tee og ikke en bold.

Vi kan næppe komme under en bold i ordenes egentlige betydning – og det giver heller ikke den store mening. Et 7-jern har typisk et loft på 32 grader, og det betyder, at hvis vi rammer bolden med dette loft vil bolden forlade køllehovedet i en vinkel på 32 grader. Der er med andre ord ingen grund til at hjælpe den i luften ved at forsøge at komme ”under” bolden. Tværtimod vil vi formentlig fra en tee blot slå bolden højere op i luften og måske miste længde.

Ideen med alt dette skulle så nogenlunde være, at vi skal forsøge at ramme en bold på samme måde, som vi vil ramme en lille tee: Ram den!

Køllehovedet har et lavt tyngdepunkt, der sammen med loft og riller giver bolden det nødvendige backspin, så den kan flyve. Det må man stole på, og en begynder kan altid glæde sig til at se den første bold flyve flot af sted. Det giver ikke den store mening at ”slå ned på en bold,” for dels kan vi dårligt undgå det, når vi altid kommer oppefra – dels er det nok slet ikke ”oppefra,” hvis vi forsøget at komme under den i en forestilling om at ville hjælpe bolden op, for så er det nærmest ”nedefra.”

Hvordan skal vi så ramme bolden, så vi undgår toppede slag og for fed kontakt med græsset før bold?

Det er måske i virkeligheden den enkle sandhed om golf:

Ram bolden med det sving, du har og med dit køllehoved – lige præcis på det stykke græs, som bolden hviler på.

Vi skal ganske enkelt øve os på at ramme en bold på samme måde, som vi rammer en lille tee, der ligger på græsset: Midt på køllehovedet – effektivt og virkningsfuldt. Der vil helt klart komme et lille mærke under bolden, og efterhånden som vi bliver dygtigere, kan vi se, at mærket rykker længere ud mod målet – og måske tager vi en dag den samme gode tørv, som de professionelle og elitespillerne.

Det er hånd-øje-koordination, og det er timing.

Og det er faktisk noget, de allerfleste er gode til – og måske årsagen til, at de synes, golf er sjovt.

Man kan blive bedre til det hele, hvis man har en god atletisk krop, men det vigtigste er formentlig stadig, at man stoler på hånd-øje-koordinationen og træner den målbevidst for at undgå kiksere.

Timingen kan vi hente i svingets afslutning:

Uanset om det er lille chip eller et langt slag, skal du have nøjagtig front mod målet ved færdiggørelsen af svinget. Det betyder, at hele vægten reelt er på venstre side med kun en anelse støtte af højre fod. Glem (foreløbig!) alt om tilbagesving og overgange osv. osv. – og koncentrer dig alene om at ramme bolden solidt med en god finish, hvor navlen vender mod målet.

Hvis du skulle være i tvivl om finish’s betydning, kan du blot slå bolde uden at komme ”helt igennem,” og du vil straks selv på de korte chips eller halve pitch eller fulde slag se en markant forskel. Det er simpelthen svært at holde retningen på bolden og ”mystisk” nok: Det er faktisk svært at ramme bolden – eller rettere: Det er svært at ramme det stykke græs, hvor bolden er placeret.

Du skal stadig tee’e bolden op på alle teesteder – ikke for at komme under den, men fordi du ønsker den indlysende fordel, der ligger i, at bolden sidder ”lækkert.”

Det er rigtigt, at bolden næppe bemærker, hvordan du står, når bolden allerede er 50 meter væk, men dit tilbagesving og dit tilsving – kort sagt: ”golfspilleren DIG” vil vide, at du ønsker en bestemt afslutning – og bolden kan nu mærke det på dit tilbagesving og tilsving, for det bliver ganske markant præget af, at afslutningen bliver på en bestemt måde.

Timing handler ofte om intention – og det er igen noget psykologisk eller mentalt, som vi alle sammen må forholde os til, for golf er ikke blot et fysisk spil.

En position opnås ikke ud af den blå luft, men kræver et ”herfra og hertil.”

På webinaret blev nævnt et eksempel med en baseball-spiller, der havde en noget langsommere ”bat-hastighed” end andre, men alligevel slog han længere end de fleste. Det viste sig, at denne spiller havde en højere bat-hastighed, EFTER at bolden havde forladt battet, end alle andre.

Der er ingen tvivl om, at en bold indvirker på en slagflade og får køllehovedet til at tabe fart, men det skal ikke få os til at tro, at det så kan være lige meget med gennemsvinget. Det er en intention om at holde tempoet oppe og ikke få os til at stoppe, fordi vi nu har ramt bolden. Og det er igen en positionering, som igen kan ses på ”herfra og hertil.”

Jeg har ændret mit sigte lidt og forsøger med jern, hybrider og fairway-køller at ramme græsset, hvor bolden har sit hvilested. Selvom det måske kun er to cm, jeg reelt har flyttet sigtet – fra bagsiden af bolden til nederste del af periferien – kan jeg mærke, at jeg slår mere tillidsfuldt.

Måske kan du få samme tillid til dine boldtræf på såvel hårde som bløde fairways.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer