Golferens Blog: En sang til begejstringens pris | Golf.dk
Begejstring på golfbanen kan smitte af på dit øvrige liv. Her et billede fra spil med-dag i 2016.

Foto: Henrik Schou

Golferens Blog: En sang til begejstringens pris

06/11 - 2018 | Søren Meinertsen

Kim Larsens betydning for den danske selvforståelse kan næppe overvurderes. Utallige pragtfulde sange – ofte med et spændende, tankevækkende indhold – har for længst fundet en fortjent kæmpestor og blivende plads i den danske kulturskat.

Kim Larsen havde noget på hjerte – det er der mange, der har, men netop Kim Larsen kunne give sine ord ekstra vægt, fordi de blev båret frem af musik på denne særegne, begejstrede facon, som er gode melodiers og dejlige omkvæds smittende bærekraft.

Kim Larsens musik og tekster vil leve videre i den danske folkesjæl, men vi vil alle savne den helt unikke begejstring, der var Kim Larsen særkende – på scenen og udenfor.

Begejstring kan næppe overvurderes. Det har noget at gøre med positiv indstilling til selv de største udfordringer og problemer, og det har noget at gøre med at have en positiv klangbund i sit sind. Og den smitter. Ikke blot som overførsel fra person til person, men også fra det ene hjørne af et menneskes sind til det andet.

Vi kan blive begejstret for god musik – og derefter se lyst og positivt på selv det mest negative – og vi kan blive begejstret for golf og se mere positivt på andre af sider af vort liv.

Begejstring kan være svær at definere, fordi der er tale om en slags abstrakt og uhåndterlig ”ånd,” der ikke kan måles på. Omvendt er vi ikke i tvivl om, hvad begejstring er, når vi støder på den – som vi gør hos Kim Larsen – eller på golfbanen.

Jeg tror, at golfens store betydning for mange, mange mennesker, skyldes, at man allerede i nogle af de første møder med spillet fornemmer tilstedeværelsen af begejstring.

Vi støder alle på mangfoldige forskellige mennesketyper. Jeg tror, de fleste af os uden videre vil anbefale golf til ethvert menneske, som udstråler glæde, netop fordi vi ofte forbinder glæde med begejstring.

Det hænger formentlig sammen med den helt fundamentale glæde, som det udfordrende spil har, og grundlæggende tiltrækkes vi af udfordringer, og da golf pr. definition også giver frisk luft, god motion og socialt samvær, er det let at forstå – også objektivt , hvorfor så mange er så begejstrede for spillet.

Frisk luft, motion og socialt og meningsfyldt samvær med andre mennesker er kerneværdier - og måske endda nødvendige i en tid, hvor vi let og motoriseret kan lade os transportere rundt i verden og i lokalsamfundet, og når vi ikke lader os bevæge, sidder vi i timer og atter timer i en stol og ser mere eller mindre inaktive på den ene eller anden skærm.

I det lys er golf ikke blot et spørgsmål om at have en god interesse, men jo faktisk også en måde at få livet – overordnet set – til at hænge sammen. Et liv – for de få – kan sagtens være enten fysisk eller mere intellektuelt – men for de fleste af os skal der helst være en god balance.

Begejstringen bliver nu mere konkret – næsten som en livsnødvendighed.

Begejstringen for golf kan ses mange steder: Til selskaber, hvor forskellige mennesker bringes sammen, tales der om mangt og meget, men man kan være sikker på, at hvis golfspillere finder sammen i samtale, så skiftes der sjældent emne – og ’de underlige aftenlufte’ er fyldt med begejstring!

Begejstringen kan også følges i golfforretninger, hvor vi går rundt – forklædt som voksne – med julelys i øjnene og glæder os over igen at vandre på barndommens for længst gengroede stier – for en golfforretning er så sandelig et slaraffenland for enhver golfspiller.

Spiller man bedre med nyt udstyr, en ny bag, de sidste nye par sko eller det behagelige all weather tøj?

Ja, selvfølgelig gør man det – for nyt udstyr og ny beklædning – ja, selv en ny handske og nye tees kan være udtryk for begejstring og forventningens glæde over kommende runder. Forventningens glæde og begejstring skal der værnes om – også med brug af Dankortet!

Golf er et udfordrende spil: Vi udfordres ganske enkelt på vores begejstring, for en kikser – helt uforståelig – kan gøre os sure og indebrændte, medmindre vi tager udfordringen op og med begejstring tænker på, at en kikser blot er et udtryk for en udfordring: Nu skal vi træne det bestemte slag ihærdigt!

Dybest set er vi privilegerede, når vi støder på udfordringer, som ikke er helt umulige at overvinde. Det kan være svært, jovist – men umuligt? Naturligvis ikke – med mindre man betragter et 10 meter putt, der ikke gik i hul som en kikser…

Begejstring hviler på, at vi lykkes med det mulige. Og hvad der var umuligt i den ene sæson kan meget vel være muligt i den næste, og dermed kan vi konsekvent og uophørligt bevare begejstringen.

Slår man ikke kortere, når man bliver ældre? Jo, der kan ske mange kedelige ting på det fysiske plan, når man bliver ældre, men så må vi med begejstring kompensere: man kan blive bedre til præcision i det kortere spil.

Vi kan ikke møde de fysiske indskrænkninger med resignation og mismod, men vi kan dæmme op for dem med begejstring.

Golf udfordrer os på nogle helt grundlæggende værdier – simpelthen, fordi bolden er rund, og fordi spillet er teknisk svært. Selv de bedste golfspillere kan lave de mest utænkelige kiksere. Klubgolfere kan endda også lave næsten umulige kiksere – flere gange på en runde. Se tilbage på din sidste runde – eller på min…

Alligevel glæder vi os efter en elendig runde til at komme ud igen.

Det er glæden ved spillet – og det er begejstringen.

Livet er svært – og golflivet er svært, men lige her og nu - med den dårlige runde på scorekortet og med udsyn til en ny runde i morgen eller i den nærmeste fremtid – kan vi mærke, at fremtidens forventning og glæde overstråler den nys overståede runde.

Det er en begejstring, der er værd at værne om, for man er privilegeret, hvis man er begejstret. Langt, langt de fleste golfspillere er derfor privilegerede.

Det forpligter at være privilegeret:

Begejstring skal og må formidles videre. Danmark havde set anderledes ud, hvis ikke Kim Larsen havde ønsket at formidle sin begejstring videre til os alle sammen.

Som golfspillere skal vi formidle begejstringen videre – ikke blot fra slag til slag eller fra runde til runde eller fra sæson til sæson, men også videre til andre mennesker.

Golf er et fantastisk spil, men det er ikke alle, der har haft muligheden for at opleve det fantastiske, og her kan vi alle gøre en forskel ved at være gode ”sælgere,” når vi støder på andre mennesker, der ikke har prøvet at spille golf.

En dygtig sælger er en person, der omhyggeligt lærer sig selv, hvad det er en potentiel køber har brug for.

På samme måde med en instruktør og en lærer: Det er læreren, der må starte med at lære noget: lære det helt nøjagtige niveau, en elev er på, og hvilke kompetencer og potentialer, vedkommende har.

Alle mennesker er forskellige og lærer på forskellig vis, og hvis en lærer ikke kan starte med at lære sig selv, hvad der er en elevs grundlæggende forudsætninger, så kan det gå galt – gruelig galt.

Måske er der en golfspiller, der taber lysten – måske er der en lærer i en skoleklasse, der tabte en elev i opvæksten.

Det, der blev tabt, var helt sikkert ”begejstringen for foretagendet.” Golfspilleren smed sine køller i garagen – en elev blev år for år mindre begejstret og droppede til sidst måske alt for tidligt ud af uddannelsessystemet.

Mange af os har haft dårlige lærere i skolen, som sikkert kunne deres fag til fingerspidserne, men som ikke gad eller formåede at lære sig selv det helt konkrete niveau, eleverne befandt sig på.

Tag en bekendt, et familiemedlem, en kollega eller en nabo med på golfbanen. Sælg ideen om golf til vedkommende og lær dig selv i de første spæde forsøg på golfslag fra den nye golfspiller og hvilke potentialer og ressourcer vedkommende har. Nogle skal starte med putt – ja, endda kun med så korte putts at succesraten er skyhøj, fordi vedkommende måske er lidt genert og tilbageholdende og usikker på egne evner – andre er fanden-i-voldske og skal måske allerede have en driver i hånden i det andet slag…

Det er her, begejstringen kan fastholdes, forøges – eller tabes på gulvet.

Utallige er de begejstrede børn, der mødte i skolen på første skoledag – og endte med at glæde sig til, at skoletiden fik en ende, fordi alt for få havde øje for deres oprindelige begejstring.

Det må ikke ske på golfbanen.

Golf er en idé – en idé om, at begejstringen for spillet – motionen, den friske luft og det gode sociale fællesskab - kan smitte af på det øvrige liv.

Det kan være tungt og noget besværligt at komme af sted på golfbanen i det tiltagende dårlige vejr på denne årstid. Men dyrk begejstringen ved at tænke på den kommende sæson og hold spillet ved lige – eller køb en golfrejse i januar eller februar, som kan være et mål for den begejstrede træning i de næste måneder, der kan understøtte forventningens glæde – og på den måde er en golfrejse ikke blot nogle runder og en uges ferie – men noget, der har indhold i måneder forud.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer