Golferens Blog: Elvis the Pelvis | Golf.dk
Var Elvis Presley et potentielt naturtalent som golfspiller?

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Elvis the Pelvis

26/02 - 2019 | Søren Meinertsen

I en rørende scene i ”Forrest Gump” ser vi en handicappet drengs møde med en særdeles rørig Elvis Presley.

Måske har Elvis aldrig spillet golf, men hvis han havde, tror jeg, at han havde været god.

Som få kunne han bevæge sine hofter, og det var også disse nærmest stående dansetrin, der allerede efter det første landsdækkende Tv-show gav ham navnet Elvis-The-Pelvis.

Pelvis er hofterne.

Det er indlysende, at hofterne har ”styr” på såvel ben som overkrop, og det er indlysende, at når skuldrene drejes tilbage, at hofterne spændes op.

Skuldrene er lette: Måske kan vi ikke få en Rory McIlroys 120 graders skulderdrejning, men op imod 90 grader vil enhver klubgolfer kunne være stolt over.

Og hofterne følger selvfølgelig med til noget, der minder om 45 grader.

Så er det på plads…

I nedsvinget er det blot at sørge for ikke at svinge fra toppen, men i stedet trække hænderne lodret ned, indtil svinget mere eller mindre af sig selv svinger køllehovedet ind i bolden, og hvis vi sørger for at holde vinklerne i håndleddene, indtil bolden er solidt ramt, så er vi parate til at ”fyre den af” på banen.

Hvor svært kan det være?

Ak!

Det er svært. Forbistret svært og næsten umuligt nogle dage, mens andre dage kan være bedre og ligefrem overordentligt gode. Det kan skabe lidt frustration i spillet, at man aldrig er helt sikker på, hvordan en runde bliver – det i sig selv kan nu også være spændende.

Golf er jo spændende – pr. definition!

Og dog:

For nogle måneder siden besluttede jeg, at jeg en gang for alle ville overvinde min usikkerhed omkring boldtræffet. Jeg startede i fin stil med bedre og bedre skulderdrejning. Mindre og mindre ”slog jeg fra toppen” og bedre og bedre så mine håndled ud i selve træfzonen.

Og så gav jeg op.

Selvfølgelig: For min usikkerhed i boldtræffet blev ikke mindre.

Op på hesten igen: Jeg begyndte i stedet at træne det egentlig meget simple: Slå ned på en bold, der befinder sig i græsset og slå op på et drive, hvor bolden er tee’et højt op.

Blev jeg bedre?

Ganske afgjort. De bedste slag blev bedre kvalitetsmæssigt på både længde og præcision, men de dårligste slag var lige så dårlige, som de altid havde været.

Jeg gav op igen.

Der er ikke skygge af tvivl om, at en fuld skulderdrejning er et fremskridt. Der er heller ingen tvivl om, at målbevidst sekvens-træning bringer fremskridt.

Men når der en styrende bekymring om et fornuftigt boldtræf, når man står på banen, så er det mere eller mindre tilfældigt, om det er kvalitetsslag, der giver en god runde eller striber af kiksere, der giver en dårlig runde.

For god ordens skyld: Jeg er ret vild med at træne. Jeg prøver et hav af øvelser om og om igen for at kunne udvælge dem, som jeg vil skrive om, men grundlæggende befinder jeg mig godt mentalt med en stor spand bolde på en driving range. Sluk telefonen og nyd livet – nyd livet i det vigtige samspil mellem hoved og krop, som et golfslag jo er. En salig boble – og afstressende.

Det var derfor ikke vanskeligt at overtale mig selv til at tage endnu en tur mod det forjættede mål: det selvfølgelige og lette boldtræf – uden bekymring, men med en frihed i kroppen til at koncentrere mig om sving og mål.

Det er sikkert voldsomt ambitiøst, men alligevel kan man se elitespillere i klubben, der tilsyneladende aldrig tager et prøvesving i nærheden af hverken græs eller bold, men svinger lidt frem og tilbage og går hen og stiller sig op – svinger tilbage og BANG!

Om aftenen kan man se det samme på Viasat og Golfchannel. De dygtige spillere, der går hen til bolden og BANG.

Jeg har spillet golf i mange år. Så jeg kan også gå hen til bolden og BANG – engang imellem…

En dag var der sat et spejl op ved nogle måtter på driving range. Jeg vil ikke påstå, at jeg nød synet af mig selv, så langt fra, men jeg kunne da kontrollere de bevægelser, som jeg trods alt havde øvet så ihærdigt.

Det var lyset!

Ikke det svindende dagslys, men i overført betydning: Der var noget, jeg ikke kunne se i spejlet.

Jeg bestilte straks en tid hos den nye træner i klubben, den ikke mindst på grund af Thorbjørn Olesen’s fantastiske succes så kendte Lars Nysø.

Nu skal man ikke skyde gråspurve med kanoner – men det kan være effektivt!

Det var det også i mit tilfælde.

Allerede efter et par slag sagde Lars Nysø til mig: ”Det ser fint ud, men dine hofter forhindrer dig i at få fuld valuta for pengene i svinget, og du gør det unødigt besværligt for dig selv at ramme boldene optimalt.”

Mine hofter?

Jeg er netop meget, meget omhyggelig med at sætte hofterne først i gang i nedsvinget.

”Det er også fint,” sagde Lars Nysø, ”men de skal rundt. Det kan du ikke selv se, men prøv at se på billedet af dit sving.”

Det var lige præcis det, jeg havde søgt, men som jeg aldrig ville have haft en chance for selv at kunne finde: Når bolden træffes skal man på en linje bagud kunne se min venstre balle.

Det kan jeg af gode grunde ikke. Jeg anede vel dårligt nok, at jeg havde en venstre balle… normalt betragter jeg den blot som en del af en lidt større bagdel.

Det drejer sig om rotation og ikke en sidelæns bevægelse i hofterne.

Jeg fik en god øvelse. Den skal du også have, og måske får du også lyst til at gøre noget ved dit golfspil inden sæsonstarten. Man kan gøre en masse selv: Slå bolde langt og kort, træne fysisk osv. Men der er noget, man ikke selv kan, og det er at finde fejl, som måske er helt usynlige for spilleren selv, som det var i mit tilfælde.

En træner vil lære dig at kende – og endda: Jo mere du går til træning, desto bedre vil træneren lære dig at kende.

”Venstre balle-øvelsen:”

Stil dig op med et 9-jern uden bold og sving tilbage og stop, når venstre arm er parallel med græsset – eller måtten.

Hold stillingen i to – tre sekunder (for eksempel tæl e-en – to-o) og sving ned og helt igennem til en afslutning med navlen mod et tænkt mål.

I dette halve sving skal du kunne mærke, at svinget er baseret på en rotation i hofterne. Jo hurtigere denne rotation er, desto mere fart kommer der i køllehovedet.

Når du efterhånden naturligt kan dreje hofterne rundt, kan du prøve at ramme en bold. Det kan være lidt besværligt at komme fra en ”pause-stilling,” men pludselig er den der, og boldene flyver – imponerende langt i betragtning af, at det kun er et halvt sving.

Jeg brugte træningsøvelsen som prøvesving på banen langt væk fra bolden, og der var mange, mange succesoplevelser, så mange, at jeg faktisk nu tror på, at jeg kan få noget let og selvfølgeligt ind i mit spil.

Der er sikkert mange andre ting, jeg ikke selv kan se.

Træneren er svaret på enhver golfspillers bønner om fremgang.

Ikke mindst, fordi han kan se det, man ikke selv kan se.

 

User Comments:

  • ja det er salsa ikke samba )

    27/02 - 2019 | Poul Schleppegrell Vengberg

    så inviter konen med til danse undervisning til vinter og slå to fluer med et smæk

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer