Golferens Blog: Efterår med streg på bolden | Golf.dk
Golfjern har generelt fået mindre loft og et længere skaft.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Efterår med streg på bolden

15/10 - 2019 | Søren Meinertsen

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men for mit vedkommende kræver det altid brug af noget absolut tillært at spille en bold fra skrånende lejer. Jeg synes ikke, der er meget logik i det gamle billede med en flitsbue, der holdes parallelt med underlaget, hvorefter det hævdes (jeg har aldrig prøvet), at pilen vil søge nedad. 

I golf betyder det, at et skrånende leje ”væk fra os” (”bold under fødderne”) vil søge til højre, mens en bold ”imod os” (”bold over fødderne”) vil søge til venstre. 

Udenadslæren – erfaringssætningen - kan vi lige som de gamle golfspillere i ældre tider - anvende til noget fornuftigt på driving range, og det er måske i virkeligheden det, der har den allerstørste betydning for os almindelige klubgolfere. 

Sagen er den for så vidt ganske enkle, at hvis vi står og slår bolde på driving range med et forkert lie angle, det vil sige enten for opret eller for fladt, vil vi opleve, at boldene ikke går ”lige mod vort udpegede mål,” men simpelthen rammer ved siden af. Reelt betyder det, at hvis vi har et forkert lie angle på vort udstyr, vil vi i realiteten slå slag fra selv det mest lige leje, som om det var fra et skrånende leje. Det behøver man ikke en Trackman for at kunne konstatere, og det giver samtidig en forklaring på, hvorfor Tom Wishon, eksperten over alle eksperter inden for clubfitting, slet ikke anvender launch monitor i sin fitting. 

Det er blevet en del af boldlovene, at køllehovedets horisontale stilling influerer på boldflugten. I ældre tider sagde man blot, at skrånende lejer favoriserede en bestemt (ønsket tillært boldflugt), men med især Trackmans radar-teknologis fremkomst er det blevet åbenbart, at der ikke blot er tale om en favorisering, men en absolut lovmæssighed.

Vi kan se problemstillingen på Ed Mitchell’s berømte tegning, der vistnok er den første af sin art, og som fint illustrerer koblingen til de skrå lejer:

 

Selve vinklen – lie angle – måles enkelt, når køllehovedet er parallelt med underlaget (grooves er parallelle), hvorefter skaft og underlag er vinklens ben. Det er enkelt at fastslå vinklen med en digital vinkelmåler eller The Green Machine, hvorimod en lie-loft-bukkemaskine er alt for unøjagtig, men lige så simpelt er det at beregne vinklen med sinus-relationen. Vigtigere er det at være klar over, at vi som golfspillere i princippet ønsker, at afstanden fra toppen af grippet til græsset er konstant, og dermed får vi lie angle som det eneste varierende element: Jo længere skaft, desto fladere lie angle. Og viceversa. Har man dette billede af en golfspiller, er det let at se, hvorfor et system som ”Single Length” på ingen måde har været i nærheden af at udkonkurrere det klassiske jernsæt.

Med et regneark er det simpelt at opstille en tabel – eksempelvis ud fra et målt (eller angivet) 6-jern med en længde på 37 tommer og et målt eller angivet lie angle på 60 grader. Vi kan nu beregne, at vi – hvis ellers dette 6-jern passer os godt, at en PW med en længde på 35 tommer skal have et lie angle på 66,3 grader og et 5-jern have en lie angle på 58,6 grader. Det er anderledes end det, de fleste fabrikker foreslår og kan give anledning til overvejelser om alt det, der øver indflydelse på lie angle. Det gælder primært opstilling – hvor er bolden i stancen – men det gælder også såvel den statiske håndposition i opstillingen som den dynamiske i træføjeblikket, der kan være meget forskelligartet og afhængig af svinget, men også af selve udformningen: Fejl på lie angle betyder mest på wedges, hvor loftet er størst, og tilsvarende mindre på lavereloftede køller. Hvis vi får ændret lie angle betyder det også noget for svingvægten, da eksempelvis en bukning til en fladere indstilling vil forøge tåvægten og hermed svingvægten. Det antages, at 3 graders ændring af lie angel vil påvirke svingvægten med 1 point.

Flere teoretikere har set med bekymring på den udvikling i jernene, som er foregået de sidste tyve år. Jernene er generelt blevet længere med mindre loft. Det betyder reelt, at et 7-jern anno 2000 ikke kan sammenlignes med et 7-jern anno 2019. Mindre loft og længere skaft kan give merlængde, men fremmer alt andet lige – i hvert fald for en klubgolfer – en slice, og en af måderne at modvirke en slice-tendens er ved at gøre de længere jern mere oprette. Kun ganske få klubgolfere køber i dag 3-, 4- og 5-jern, men anvender hybrider.

Tom Wishon fortæller, at 90 procent af alle golfspillere ikke er i stand til at bryde ”24/38 reglen” (24 grader loft, 38 tommer længde.) Callaway’s særdeles populære Apex jern har netop et 5-jern til 24/38. Men allerede 4-jernet er 21,5 / 38,5, og da jeg kan regne ud med mit spil og min svinghastighed, at jeg nok ikke hører til de 10 procent, men til de 90, vil jeg aldrig købe et sådant 4-jern – og formentlig også være skeptisk over for 5-jernet. 

Selvfølgelig vil fabrikkerne gerne kunne præstere mere distance, for det er næppe nogen hemmelighed blandt golfspillere, at vi simpelthen tænder på distance –  når vi læser reklamer. Det er ikke et latent behov, der vækkes, men et absolut potentielt behov. Det er en sandhed med visse modifikationer, men slaglængde kan gøre det mere enkelt at score godt.

Vi kan af og til få den tanke, at vi måske ikke har det bedst tilpassede udstyr, som kort og godt kunne gøre vort spil bedre – og måske endda individuelt optimalt, og vel nok så meget: At vi kan træne i bevidstheden om, at det ikke er vort udstyr, der forårsager en kurve på bolden.

Jeg synes, det er en glædelig udvikling, at flere og flere klubgolfere søger personlige jern i proshops med trænere og i forretninger og hos clubfittere. Mange ærgrelser kan på den måde undgås, og personlige jern er så absolut ikke noget, der kun vedrører bedre spillere. Næsten tværtimod.

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men de allerfleste vil i en situation, hvor bolde rammer til højre eller til venstre for et mål, uvægerligt begynde at ændre på sving og opstilling.

Mine køller ligner jo grangiveligt dem, jeg spillede med i går – og for et år siden.

Det må være min fejl. Og derfor mit sving eller sigte, der er forkert.

Men det kan jo også være udstyret, der er forkert og trænger til en justering.

Eksempelvis lie angle.

Hvis alle køllerne havde samme relative lie angle-fejl, var det formentlig til at leve med, for sandheden er jo, at vi som klubgolfere lever med ganske mange såre almindelige fejl i vort golfspil, når vi sammenligner det med elite- og stjernespilleres. Vi er særdeles vant til, at bolde ikke kommer derhen, hvor vi egentlig sigtede… At vi generelt må sigte en smule til venstre eller højre med vort udstyr er ikke den helt store ulykke.

Men det kan det være, hvis vi taler mulighed for fremgang, eller hvis vi taler om ”pletvise” fejl i vort udstyr. Hvis et 6- og et 8-jern skal sigtes lidt til venstre, mens 7- og 9-jernet skal sigte til højre, kan det næppe være optimalt, ikke mindst da en generel svinggentagelse som det eftertragtelsesværdige, mildest talt kan begynde at blive noget lemfældig og tilfældig.

Stiller vi os op i en stance med en golfkølle, vil det være naturligt at holde hele køllen på en sådan måde, at sålen er i plan med græsset.

Men det er ikke sålens stilling i udgangspositionen, men derimod i boldtræffet, der giver de forudsigelige bolde efter boldlovene. Lie angle er kort og godt et mål for sålens dynamiske stilling, og det er jo just i træføjeblikket.

Hvis vort udstyr ikke har en akkurat plan sål i impact, vil en bold ikke flyve lige – i betydningen fra udgangsposition mod et sigtepunkt.

Klassisk er ved et jernslag at vurdere tørv-mærket, som gerne skulle være umiddelbart efter boldplaceringen mod målet. Her kan man se, om tå eller hæl har fået først fat – eller helt gunstigt: der er efterladt et tørvemærke i hele sålens længde.

Lige så klassisk er et lieboard. Man sætter en såletiket på et jern og rammer en bold på et lie board – først en tredjedel fremme på lie board, dernæst en tredjedel tilbage. 

Mærket kan give den kyndige pro, club fitter eller ekspedient i en golfforretning et nogenlunde klart billede af, om lie angle skal rettes eller bevares.

Nedenfor ses Henry-Griffitts berømte oversigt over lie angle, som også den berømte Ed Mitchell henviser til:

Mange går fejl af oversigten og glemmer, at det er en ”Quick Reference” og ikke evige sandheder, der gælder i alle tænkte situationer.

Vi kan også finde lie angle på en anden måde, som kan være særdeles hensigtsmæssig i vinterhalvåret, hvor bolde på fairway må lægges op.  

Hvis vi sætter en streg på bolden med en ”permanent” tuschpen, der ofte anvendes til whiteboards, kan vi få et glimrende billede på vores slagflade af, hvor bolden er blevet ramt.

Der tegnes en cirkel på bolden. Det kan også klares med en halvcirkel tegnet med fri hånd eller mere omhyggeligt med en ball-marker:

Billedresultat for ball marker line

(LINE-M-UP kan også være en fordel at bruge generelt, når der skal lines op til putting – endda med et godt markeringsmærke med streger til den første vurdering. (Jeg tegner dog en streg på min 1-Euro mønt – som også er god at have i lommen, når der skal bruges en mønt til en vogn i supermarkedet!))

På en vinterfairway, hvor boldene må lægges op, placeres bolden nu så akkurat som muligt, således at den tegnede cirkel er orienteret vinkelret på græsset.

Mærket, der nu bliver afsat på slagfladen har betydning på to måder:

  1. Vi kan vurdere, om vi er i stand til at ramme med center på slagfladen (gælder også med driveren fra tee  – ved et absolut centertræf kan der være mere længde procentuelt at hente med en ældre driver end selv den nyeste driver ”XYZ” kan præstere med et træf mod hæl eller tå!)

  2. Vi kan vurdere lie angle dynamisk

Metoden med en vurdering af lie angle på basis af en streg på bolden har især den fordel, at bolden kan lægges direkte i græsset. Som Tom Wishon forklarer streg-metoden kan lie angle aflæses 1 : 1 på slagfladen, men det kræver efter min mening et noget trænet ”aflæsningsøje,” fordi bolden jo er rund, og loftet er skråt, men man kan få mere fast grund under fødderne ved at have Callaway’s etiket på den indre nethinde:

 

Man skal dog være opmærksom på, at metoden i høj grad lider under, at det kan være svært at få en cirkel på en rund bold til at være vinkelret på græsset. Selv ”Det skæve Tårn i Pisa med en hældning på 3,97 grader ser særdeles lodret ud, når kun indgangen betragtes – og i en golfbolds ringe højde er alting lodret – selv med hældninger på mere end 5 grader. Samtidig skal man huske på at denne linje på en bold efter et golfslag kan sendes tredive meter op i luften - et halvt skævt tårn!

Alligevel kan metoden give et fænomenalt godt indtryk, som kan samles sammen efter et par runder. Hertil kommer, at vi bliver mere opmærksomme på boldens leje. Den gamle historie om Ben Hogan, der kunne se lejeforskelle på under 1 grad, fortæller noget om, hvilket stof de store stjerner er gjort af. Vi andre må nøjes med at få en – forhåbentlig – brugbar idé om, hvor vi befinder os – og måske kan vi se på det afsatte mærke på slagfladen, om vi har en god fornemmelse for leje og lie angle – og to fluer med ét smæk: Om vi rammer i center. 

Streg-metoden har en sjov historie:

Den blev opfundet omkring 1985 af Bud Blankenship, der ejede firmaet GolfTek i Idaho. Formentlig har han regnet med, at det var logik for enhver, men det var det så absolut ikke. 

I clubfitterkredse var Bud Blankenship velanskrevet og respekteret som særdeles dygtig og kompetent, og selv efter sin død blev han i clubfitter-kredse husket og æret.

Ved en sammenkomst mellem ”de store drenge” inden for clubmaking og clubfitting i 2014 mindedes nogle den på det tidspunkt nyligt afdøde Bud Blankenship og pludselig var der en, der fortalte, at den nyligt afdøde brugte en stregmetode i stedet for lie board. Tom Wishon afprøvede ideen og sagde god for den på et forum.

Ideen fængede hurtigt og blev spredt på de sociale medier og i mange golf-fora. Callaway udviklede efter sammenkomsten i 2014 den simple og banale etiket, som en hjælp til clubfittere, der sammen med boldlovene kunne fastslå lie angle på en mere enkel måde end den ofte alt, alt for besværlige sål-etiket metode, som kræver et dybt kendskab til alt det, der sker i et golfsving, for der kan ske rigtigt meget, som vi kan se på en såletiket, og som kræver et mildest talt godt kendskab til Henry-Griffitts imponerende analyse.

En øvet clubfitter behøver slet ikke etiketten, men kan vurdere lie angleud fra mærket på slagfladen efter slag fra en plan måtte.  

Stregmetoden er simpel og skulle kunne give et helt nøjagtigt billede af et lie angle på et 6-jern. Det er mere tvivlsomt, om metoden direkte kan overføres til mere loftede køller, men ofte bliver jern med ½ tommes forskel blot afpasset efter 6-jernet, og det er egentlig denne afpasning, som vi gerne vil vurdere, når vi selv sætter streg på en bold i vinterhalvåret med oplægning.

Et minus kan være, at det er særdeles svært at få en boldstreg til at være absolut lodret, hvilket i nogen grad ødelægger Tom Wishon’s udsagn om, at der er tale om et 1 : 1 forhold. På Callaway’s etiket kan vi se, at 1 grads ændring svarer til omkring 15 grader på en vinkelmåler, og så spiller det næppe den store rolle, om boldstregen er i absolut lod.

Jeg synes, metoden er fremragende og oplagt til vinterbrug, hvor boldene må lægges op og placeres inden for et scorekorts længde. Det kan være fristende at finde en ”naturlig tee” i form af et ormeskud, men for at få et billede af træffet på slagfladen bør alle leje-muligheder anvendes. Spiller man alene – eller træner – kan man også lægge bolden til rette i rough og andre klipninger. Højt og dybt.

For det er sådan virkeligheden er for os på alle golfbaner.

En af de allerbedste træningsøvelser i green-bunkerslaget kan knyttes til boldstregen. Det helt afgørende ved et kortere ofte følt eller afkortet golfsving i en greenbunker, er det absolut ”pande-flade” køllehoved. Det glemmer man hurtigt, når man står i en bunker, hvor køllehovedet ikke må berøre sandet. Ikke så sjældent er køllehovedet langt fra fladt nok. Bounce bliver mindsket, jernet borer sig ned i sandet. Et helt fladt køllehoved betyder, at der faktisk skal slås noget, der minder om et fuldt sving for at få en bold til at ramme en almindelig størrelse green. Det er langt bedre end et mere ”følt” sving, der kan snyde enhver. På Tv kan vi også, at stjernerne slår rigtigt meget igennem selv på de korteste bunkerslag.

Øvelsen er enkel: Læg en bold med en påtegnet streg parat i en bunker. Gå op af bunkeren og tag sandjernet. Nu drejes sandjernet helt fladt, og der grippes med venstre hånd alene– i et greb, som ”aldrig mere” må løsnes! Nu kan man gå ned i bunkeren og vurdere opstilling og stance osv. med et fast og uforanderligt greb om køllen. Slagfladen bevares simpelthen flad og skal ikke justeres sammen med opstilling og sigte og evt. fornemmelse for slagkraft/hastighed, og det faste greb på sandjernet, der sikrer den pande-flade stilling er måske den allermest afgørende nøgle for et solidt greenbunkerslag. 

Prøv det selv og glæd dig over, at der nu kan svinges mere frit ned i sandet. Der skal en del kraft til, når sandjernets slagflade er ”pande-flad!”

Metoden kan lyde simpel og bagatelagtig – men sådan var stregmetoden sikkert også for Bud Blankenship. Han var nok blevet overrasket over, hvor meget opmærksomhed hans metode opnåede efter hans død.

Du kan også blive særdeles glædeligt overrasket over, hvor meget et ”tilrettelagt” sandjern forud kan betyde i en bunker.

Stregen på bolden i bunkeren har ikke noget med det praktiske spil på banen at gøre og viser kun svingretningen til træningsbrug: lidt udefra med åben stance og et accelererende stejlt sving kun fra overkroppen. 

Stregen på bolden til træning kan justeres helt efter eget sving. En bold ad gangen: Ned i bunkeren med bolden og placer stregen efter dit ønske. Op at hente sandjernet – grip med venstre hånd om den ”pandeflade” wedge og gå ned til bolden. Glem alt om mange bolde – ”når man nu alligevel er nede i sandet” – og faktisk kan øvelsen udvides på en god måde: Tag putteren og spil hullet helt færdig.

Hver gang.

Man får ikke præmie for flest antal slåede træningsbolde i en bunker, men for kvaliteten. Og den nås med omhyggelighed.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer