Golferens Blog: Driverens elementer – med slice-killing | Golf.dk
Harry Vardon blev altid spurgt af amatørgolfere, hvordan de kunne slippe af med deres slice. Måske var det derfor, han opfandt Vardon-grippet?

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Driverens elementer – med slice-killing

27/08 - 2019 | Søren Meinertsen

En af de allerbedste klassiske golføvelser på en driving range er det konsekvente skift mellem en pitching wedge og en driver.

De to sving med de to redskaber har mange lighedspunkter – især, når det gælder tilbagesving og køllehovedets stilling på toppen. Andet kan dog med stor fordel øves ensartet, eksempelvis et ”svævende driverhoved” kan være hensigtsmæssigt foran en højt opteet bold, men det samme ”svæv” kan med fordel også anvendes, når bolden ligger på græsset. ”Svævet” sikrer en meget let og glidende start på tilbagesvinget. Det mente Jack Nicklaus, og det er et formidabelt råd, måske især til de spillere, der nærmest trykker køllehovedet ned i græsset, inden starten på tilbagesvinget, hvorved det afgørende ensartede greb umuliggøres. Mere end noget andet er grippet forudsætningen for et godt sving. Det kræver et fastere greb at ”rykke” køllen op fra græsset, og det fastere greb skal nu løsnes i løbet af tilbagesvinget. Det kan let glemmes. Det er påfaldende og værd at tænke over, at longdrivere skønnes at have det letteste greb om køllen. Et for fast greb koster længde.

Allerede i det første møde med en driver kan det anbefales begynderen, at skiftet mellem jern og driver er obligatorisk, når der trænes og øves.

Lige så obligatorisk kan det være at gøre sig stor umage med opstilling og udpegning af en retning eller et mål ved hvert eneste slag.

Ikke så sjældent høres lidt ærgerlige bemærkninger på golfbanen efter kiksere: ”Øv, jeg ramte ellers boldene så godt på driving range…” 

En driving range er meget bred, hvis der ikke udpeges en rimelig smal fairway som mål, og hvis driving range også er forsynet med plane måtter, kan virkeligheden på en golfbane være meget fjern fra de øveslag, der er slået forud til opvarmningen.

Eller til generel træning.

Det kan føles nemmere blot at smide en spand bolde på bakken ved siden af en måtte og at anvende en ”gummitee” til drivet. Så kan det gå stærkt med at få slået alle boldene ud på range, men resultatet af anstrengelserne kan være mere end mangelfuldt.

Et golfslag indeholder potentiale til både et forrygende godt slag – men også potentiale for en kikser, der direkte kan give en streg i Stableford eller en tocifret score i almindeligt slagspil.

Det er værd at gøre sig umage, når der trænes. Udpegningen af et mål og/eller fastlæggelse af en bestemt boldflugt med et vurderende prøvesving er fast forankret i opstillingen, og først når alt det er helt på plads, giver det mening at vurdere det egentlige sving og køllehovedets indvirkning på bolden.

For mange kan selve svinget være problematisk, og det ses og mærkes allertydeligst, når tilbagesvinget simpelthen går for stærkt.

Det er første element i et driverslag, fordi det direkte fører til det, det hele drejer sig om: fart i køllen i nedsvinget.

Man kan – som Jack Nicklaus – forestille sig under træningen af tilbagesvinget, at overkroppen er separeret fra underkroppen (især benene) – og at overkroppen spændes op med underkroppen som en slags modhold. Nogenlunde som et klassisk ægge-ur:

 

Og gør det langsomt. Tæl gerne langsomt til 10, inden køllehovedet når toppen!

Det er forbløffende så meget mere skulder- og hoftedrejning, der kan opnås med et langsomt tilbagesving. Og hver eneste grads-forøgning giver merlængde.

Et langsomt tilbagesving er også en af de sikreste og mest pålidelige slice-dræbere. Den legendariske Bobby Jones sagde direkte, at det aldrig kunne blive for langsomt. Det er en selvopfunden myte hos mange at tro, at et hurtigt tilbagesving giver større sikkerhed for at ramme bolden. Det er lige omvendt – og endda endnu mere omvendt, for et langsomt tilbagesving sikrer også et langt bedre boldtræf med større hastighed. Større hastighed og bedre træf giver længde - og det skabes allerede i tilbagesvinget, ja måske allerede inden for den første halve meter i tilbagesvinget!

Det siger næsten sig selv, at hvis opspændingen, som jo er det afgørende formål med tilbagesvinget, bliver ensartet stabil og med et rimeligt ensartet udgangspunkt for nedsvinget, vil det være ulige meget, meget nemmere at ramme bolden konsekvent og med den optimale fart, der individuelt er hver spiller til del.

Samtidig ligger der i det langsomme tilbagesving en god mulighed for at vurdere køllehovedets stilling på toppen, og hvordan vi skal behandle nedsvinget.

Det er her skiftet mellem Pitching wedge og driver – ved træning af drivet – har sin helt store berettigelse, for der kommer ro på slagene og mere tålmodighed ind i billedet, når man ikke blot kan fyre det ene slag af efter det andet.

Og undervejs kan man glæde sig over, at også wedge slag nyder godt af et langsomt tilbagesving. Også her spiller køllehovedets stilling på toppen en stor rolle for resultatet.

Det kan også være en god idé efter et drive – ikke blot økonomisk! – at lede efter teen… Kort sagt: alt, hvad der kan sætte ro på, kan have indflydelse på, at tilbagesvinget foretages så langsomt som overhovedet muligt.

Vi klubgolfere er ofte lidt ældre, og tiden kan gå stærkt – ja, det kan føles, som om det er juleaften hver måned… På driving range kan vi sætte tiden lidt i stå ved at gøre alt så langsomt som overhovedet muligt. Det er værd at nyde – og golfslagene kan blive markant bedre. Win-win!

Andet element er følelsen for tilsvinget mod bolden.

Fremdriften i tilsvinget til bolden kan for mange føles ubekvem, og det kan være svært at forstå, hvad der menes med ”acceleration” gennem bolden. Fysisk er det naturligvis ligegyldigt, da selve impact kun varer 1/2000 sekund. Om farten i dette splitsekund skulle være stigende eller faldende giver næppe nogen mening at beregne, men det er afgørende, at spillerens intention er en stigende hastighed frem mod bolden – og gerne inde i hovedet: som en stigende fremdrift lang tid efter boldtræffet, underforstået, at man ikke slår ”herfra” (toppen af tilbagesvinget) og ”hertil” (boldmødet).

Det paradoksale er, at mange slår fra toppen for at få fart på køllehovedet. Lige så paradoksalt kan det synes, at køllehovedet faktisk skal holdes tilbage med magt i starten af nedsvinget. Køllehovedet vil naturligt søge væk fra os på grund af rotationen, og hvis vi ikke holder tilbage, vil køllehovedet hurtigt ende uden for linjen mod målet. ”At holde køllehovedet tilbage” i nedsvinget kan gøres på den måde, at hænderne simpelthen trækkes lige ned mod græsset. Nu bliver køllen og dermed køllehovedet ikke ”kastet” væk fra spilleren på et alt for tidligt tidspunkt.

Essensen i dette kan vel også forstås på den måde, at der ikke slås fra toppen med høj hastighed, for så er det svært yderligere at accelerere frem mod boldtræffet. Det vil være sund fornuft og i overensstemmelse med al klassisk golflærdom så at sige at trække køllehovedet nedad til en god position med hænderne, inden der svinges rundt – og naturligt med stigende hastighed. Accelerationen er nu logisk.

Sam Snead’s klassiske svingøvelse kan give enhver fornemmelsen for, hvad der dybest set sker i et golfsving fra en god position, som kun kan nås, hvis der ikke slås fra toppen: Stil dig op i din stance med driveren (eller et jern osv) og løft den op og læg den på højre skulder med grippet og hænder helt ind til brystet og stræk nu stille og roligt venstre arm væk fra målet. Herfra er det blot at svinge ned med stigende fart. Sådan føles og fornemmes ethvert godt golfsving. Øvelsen er fabelagtig god, fordi man kun kan komme til Sam Snead’s position ved at starte med at trække hænderne nedad. Hermed er kroppen langt, langt væk fra at ønske at slå fra toppen.

Øvelsen er også fremragende på banen, hvor vi alle nogle gange helt kan miste fornemmelsen for svinget. Sam Snead kan hjælpe os tilbage på sporet.

Mange små detaljer kan give en spiller endnu mere svinghastighed – eksempelvis en skulderdrejning langt over 90 grader eller hoftedrejning op til 60 grader eller en højt opteet bold placeret ud for venstre storetå (eller endnu bedre: ud for venstre skulderspids og… og… og… afsluttende med en god balanceret finish, der vidner om, at alt det forudgående i svinget har været i orden.

Og den samlede koordination? Her kan du få hjælp af enhver træner, der alle har blik for de små detaljer. Liden tue kan vælte et stort læs, og en detalje kan ødelægge et drive. Snyd ikke dig selv ved at undlade at ”Gå til golf” under kyndig vejledning af en pro, der netop kan fokusere på nogle svagheder i svinget. 

Det tredje element i drivet er præcision på slagfladen.

Masser påvirker hinanden. Således påvirker bolden køllehovedet ligesom køllehovedet påvirker bolden. Køllehovedets masse er størst i center, og derfor kan det være afgørende, at træffet er så tæt som overhovedet muligt på sweet spot.

Som Tom Wishon siger det: ”Hvis slagfladens center rammer boldens center, vil der ikke være tab af energi i slaget.” Blot en halv tomme uden for center mod hæl og tå bevirker en markant nedgang i Ball Speed og dermed tab af distance.

Man kan træne det afgørende centertræf: spray noget fodspray på slagfladen til vurdering af boldtræffet (eller brug en smule solcreme eller sæt et mærke på bolden med en spritpen).  

Hvis boldtræffet er mod hælen, sættes en tee en anelse uden for slagfladen i opstillingen til et drive. Denne tee må ikke rammes.

Hvis boldtræffet er mod tåen, sættes en tee (lidt på skrå ind mod dig selv) mellem dig og bold. Teen må ikke rammes.

Øvelsen er god, fordi denne form for ”halv præcision” – uanset om det er hæl- eller tå-træf, der skal trænes væk – fremmer det indefra kommende sving. Præcision på slagfladen hænger uløseligt sammen med det, man kan kalde det fjerde element i det gode drive: køllehovedets vej eller sti ind til boldtræffet. Det er allermest effektivt at komme indefra – og hvis det er et problem, må man i en periode simpelthen slå boldene markant til højre på driving range.

Snyd aldrig dig selv for disse ”trænende” højre-slag, hvis du har tendens til slice.

Det femte element er køllehovedets stilling i impact. I princippet kan det være lukket, square eller åbent. Det er det åbne køllehoved, der giver en typisk slice.

Da Harry Vardon var på sin berømte turné rundt i USA i sin storhedstid som verdens bedste golfspiller (6-dobbelt vinder af The Open!), forklarede han alt om golfsvingets mange finesser, men et evigt tilbagevendende spørgsmål fra de forsamlede klubgolfere var: 

”Hvordan undgår man at slice?”

”Luk køllehovedet!”

Vardon er ophavsmand til Vardon-grippet, og måske (det tror jeg!) kan han have fået ideen på baggrund af de mange særdeles relevante spørgsmål om slice og de lige så mange – lidt intetsigende – svar om det lukkede køllehoved.

Sagen er, at et overlappende grip (også med lillefinger flettet) giver venstre hånds tommelfinger en unik, bevægelig position i et stærkt grip. Det stærke grip bør være standard for potentielle slicere. Venstre hånds tommelfinger skal ikke være ovenpå grippet, men væk fra målet mod højre hånd. 

Se på tredje billede af Sean Foley:

Her drejes håndleddene rundt. Logisk vil køllehovedet følge med venstre hånds bagside, og vi ser på forløbet fra venstre mod højre, at køllehovedet er åbent på det første billede, square på det midterste og lukket i tredje position.

Det er en bevægelse, som mange, der lærer spillet som børn eller unge så at sige får ind med modermælken, hvilket er indlysende, når golfsvinget læres helt fra bunden: På toppen skal køllehovedet ikke have tåen pegende lige op i luften, men heller ikke vende lige bagud. Lige op i luften vil tendere mod en slice, mens det bagudvendte vil tendere mod en hook. Det er mellemvejen, der giver det gode træf med et square køllehoved. Men det skal lukkes på vej ned, og det er der ikke meget tid til. Et slice med åbent køllehoved kan meget vel være forårsaget af et tidspres.

Det er her venstre hånds tommelfinger kan være til stor hjælp. Det kan føles særdeles unaturligt at dreje hænderne en halv omgang i og omkring boldtræffet, især hvis svinget kommer udefra, for så vil bolden logisk gå direkte til venstre.

Det kan diskuteres, om man skal anvende en ”lang” venstre tommelfinger eller en ”kort.” De fleste er vist enige om, at den ”lange” venstre tommelfinger giver mest længde, mens den ”korte” giver mest præcision. Jeg skifter selv, når jeg skifter fra pitching wedge til driver. Skiftet skulle også betyde, at der ikke så let opstår en ubehagelig skade i tommelfingeren.  

Hvis du tager et almindeligt sving med en driver og stopper op umiddelbart før boldtræf kan du vurdere slagfladens stilling i forhold til den linje, der er målet.

Hvis køllehovedet er åbent og vender til højre, kan du prøve at sætte tryk på venstre hånds tommelfinger på toppen af tilbagesvinget. For nogle kan det være en god begyndelse til at få rotation i hænderne.

Det er let at vurdere effekten af anstrengelserne ved blot at se på boldflugten.

Sidste element i drivet er det, der kaldes ”Angle of Attack” (AoA) – eller måske bedre på dansk: Angrebsvinklen. Den kan være opad (AoA er positiv), neutral (A0A = 0) eller nedadgående (AoA er negativ.)

AoA er en del af spinloft-beregningen, og dermed har også AoA indflydelse på Smash Factor. Kort sagt: Det gælder om at slå op på bolden for at få mere længde.

Bevægelsen opad i drivet er så markant afgørende, at vi faktisk ser flere og flere long-drivere, der ikke strækker venstre arm hel ud, men holder den lidt vinklet. Det skulle give mere kraft og større svinghastighed og endnu større mulighed for at slå op på bolden.

At slå op på et drive er en afgørende faktor for længde, jf. Trackman’s Optimizer.

Den klassiske og lette øvelse er at lægge en boldæske omkring en griplængde efter bolden mod målet. Æsken må ikke rammes. Nu har man et opadgående drive, og hvis center bliver ramt med et square køllehoved efter et indefrakommende, godt og solidt accelererende sving, er scenen sat for et godt drive, der ender midt på fairway. 

En af de helt store udfordringer i alt dette er faktisk grippet. En slicer bør typisk starte med at gøre sit grip stærkere. Et stærkt grip er dog ikke blot baseret på, at mange knoer på venstre hånd kan ses, men også på, at grippet ligger ”godt oppe” mod fingrene. Det er mest enkelt med den ”lange” venstre tommelfinger lidt på siden af grippet. Hændernes stilling og grip er noget, der skal undersøges før hvert eneste slag – også på driving range i skiftet mellem pitching wedge og driver.

Og måske netop af hensyn til en mere aktiv venstre hånds tommelfinger i og omkring boldtræffet, kan det at have grippet længere ud mod fingrene sikre den ”lange” tommelfinger bedre bevægelighed. Den ”korte” tommelfinger kan til gengæld sørge for bedre stabilitet, og det kan have betydning for mere præcise slag med en wedge, som på grund af det store loft ikke slicer på samme måde som en driver.

En ”kort” tommelfinger tenderer mod at grippet ligger mere skråt i venstrehånden, mens den ”lange” tommelfinger bevirker, at grippet ligger mere lige op mod håndens fire øverste fingre. Således kan der blive mere fleks i håndleddet.

Prøv dig frem. 

Giv dig selv nogle dejlige timer på driving range i selskab med køller og bolde.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer