Golferens Blog: Djævelen er gemt i detaljen | Golf.dk
Der findes en simpel, men effektiv øvelse, du kan lave med driveren på driving range.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Djævelen er gemt i detaljen

30/04 - 2019 | Søren Meinertsen

Golf kan være ”et djævelsk spil” forstået på den måde, at det egentlig er forbløffende lidt, der afgør scoren – både totalt og på det enkelte hul.

Typisk kan det være en ”kold” putter, der kan være årsag til, at scoren konsekvent ligger et slag over – eller det kan være en noget uforudsigelig driver, der gør mange huller til at være en slags ”op ad bakke.”

Den ene dag kan driveren være god og give medløb på hullerne, den næste dag kan det være dårlige drives, der giver en ærgerlig score.

Andre dage kan det være putteren, der er varm eller kold.

Med driveren ønsker de fleste naturligt nok at komme så langt som overhovedet muligt. Det er jo netop formålet med driveren.

Det er oplagt, at de fleste svinger godt igennem, velvidende, at længde gør det næste slag mere overkommeligt.

Detaljen i at svinge igennem med al den kraft, man kan mobilisere for at få størst mulig fart i køllehovedet, hænger uløseligt sammen med at ”komme indefra.”

Alle mennesker har nogle særlige hjerneceller, der kan orientere os retningsmæssigt – måske styret af noget ”målbevidst” i forbindelse med tyngdekraft og andre mere eller mindre usynlige fænomener. Ingen ved med sikkerhed, hvordan vi er indrettet, men måske har også vi mennesker noget, der minder om de evner, fugle eksempelvis har som instinkter: At en lille fugl kan finde fra Ægypten til et bestemt buskads på Christiansø er noget af en bedrift – noget større end den bedrift, det er for en golfspiller at kunne dreje et køllehoved under et nedsving: Hvis der svinges med en kølle, og køllehovedet kommer uden for linjen mod målet, vil de fleste ubevidst (instinktivt?) korrigere – og nærmest automatisk sørge for at åbne køllehovedet.

Mekanikken er så nogenlunde, at et sving ud over linjen vil sende en bold mere eller mindre direkte mod venstre. Et åbent køllehoved vil ”dæmpe” retningen mod venstre – og slicens fundamenter er sat i scene.

Mange små detaljer kan dæmpe slicens mere ødelæggende virkning – eksempelvis, hvis en spillers slice konsekvent ender langt i højre, kan det være fristende at sigte endnu mere til venstre, men det er så nogenlunde resultatløst, da hjernecellerne formentlig let kan korrigere med et endnu mere åbent køllehoved.

Det er en grundlæggende detalje, der ikke er på plads hos de fleste slicere, og det er formentlig det helt simple, at et særdeles kraftfuldt slag, som et driverslag jo helst skal være, må hente kraften det rigtige sted.

Umiddelbart vil de fleste begyndere have en tydelig ”møllesvingsfornemmelse” for et kraftfuldt slag. Det er hænder og arme, der skal trække det tunge læs, og kan det ske med en fuld skulderdrejning, er der ikke meget mere kraft at hente i en menneskekrop.

Medmindre.

Medmindre man bliver klar over, at hænder og arme og skuldre og de store rygmuskler sammen med hofter og ben kan arbejde langt mere kraftfuldt ”indefra” end ”udefra” – måske af den simple grund, at vores vægt og base netop befinder sig inden for linjen mod målet.

Det bliver således mere et spørgsmål om angrebsvinkel – end det egentlige kraftfulde angreb.

Det indefra kommende slag indeholder den detalje, at hænderne – grippet – kommer først på linje til bolden, hvorefter køllehovedet mere eller mindre af sig selv kommer susende i angrebet på bolden.

Tendensen i et dårligere drive ligger med andre ord i den kedelige detalje, at køllehovedet kommer før hænderne, hvad der misvisende ofte føles som noget særdeles kraftfuldt, - men bolden fortæller en anden historie.

Det tager lidt tid at ændre angrebsvinkel, og man skal også være tålmodig undervejs, men tillægsgevinsten er ud over bedre og længere drives også betydeligt bedre transportslag med fairwaykøller og generelt alle slag med længere jern og hybrider.

Den bedste og mest effektive øvelse efter min mening er at tage en lille papkasse med på driving range og stille den op ud for den opteede bold. Nu gælder det simpelthen om at ramme bolden uden at røre kassen med køllehovedet.

Ethvert slag, der ikke rammer kassen, vil være indefra.

Det kan være særdeles enkelt med kortere, forsigtige drives – og naturligvis en god begyndelse – men et drive er nu engang kraftbetonet, så man kan lige så godt vænne sig til at slå godt igennem med en fuld skulderdrejning og blot undgå at ramme kassen.

Det er ikke så let, som det lyder, men det kan blive meget let, fordi de fleste faktisk utroligt hurtigt opdager, at jo hurtigere driverhovedet trækkes inden for linjen inden opspænding og skulderdrejning, desto lettere er det at ramme kassen.

Intuitivt vil de fleste derfor pr. omgående forsinke indtrækningen og dermed gøre tilbagesvinget længere – væk mod målet og dermed mere ”bredt” (stor vidde), og nu kan der svinges ned mod bolden uden at ramme kassen.

Det lyder umiddelbart ulogisk, men jo længere ”udefra” tilbagesvinget er, desto lettere er det at komme indefra i nedsvinget.  

Pointen bliver nu, at den kraftudfoldelse – som enhver ønsker i et drive – bliver forsinket, fordi man faktisk er nødt til at trække hænderne lodret ned, før kraften i slaget rigtigt kan fornemmes – og undervejs i øvelsen kan man opleve en slags ”One-Plane-Swing,” hvor nedsvinget er en tro kopi af tilbagesvinget. Det er en god mellemstation – og endda mener ikke så få, at det kan være det helt rigtige for nogle. Og efter sigende burde en slice slet ikke kunne lade sig gøre, hvis der svinges på kun ét plan.   

Det er en god fornemmelse at have, når man anvender øvelsen, at boldene ikke længere slicer.

Det enkle driversving kan nås på mangfoldige måder med mange forskelligartede tilbagesving, men har man en fornemmelse i kroppen, der siger ”saft og kraft,” når en driver holdes i hænderne, men hvor slagene ofte resulterer i slice, kan papkassen være en gevaldig hjælp – og lad den blot komme rigtigt tæt på den opteede bold. Den forreste del af kassen skal sammen med bolden og den venstre skulder danne en lige linje.

Med kassen rigtigt tæt på bolden kan også hæl-træffet undgås. Netop den nærmeste del af slagfladen (”hælen”) giver også let en slice på grund af slagfladens horisontale geareffekt.

Detaljen med øvelsen ligger i, at der kan slås med fuld kraft indefra – og det særlige kraftpunkt kan hos nogen tydeligt fornemmes og endog forstærkes med endnu mere kraft, når hænderne går lodret ned for at tvinge køllehovedet ud i den størst mulige fart på den svingbane, der fører ind til bolden.

Puttets ”detalje” har nogle fællestræk med driverens ”detalje:”

I drivet gælder det om at finde et ”flow” i den saft og kraft, man naturligvis ønsker at give et drive.

I et putt er ”flow’et” anderledes: Her ønskes en bestemt overført hastighed fra spiller gennem putteren til bolden.

Det er ikke blot et spørgsmål om at have en passende putter, men mere et spørgsmål om at kunne håndtere redskabet på en sådan måde, at bolden reagerer ”uhæmmet.”

Det er svært at forklare, men har du en fornemmelse af, at du på dårligere dage kan slå putts, der tøvende kun kommer halvvejen – eller putts, der stryger af sted og går for langt, så kan det være fornemmelsen for ”flow’et” i slaget, der er forkert.

Langt, langt de fleste mennesker har fornemmelsen for et flow – eksempelvis ved kast med en bold – uanset, om det er to meter eller ti meter. Det er det flow, man skal søge med putteren, for hvis det kan findes, er måske op mod 99% af alle putts er vellykkede – dog forstået på den måde, at vi er så realistiske, at vi ikke regner med, at alle bolde går i hul! – men et putt, der ikke går i hul, skal i det mindste være så tæt på, at næste putte kun er en formsag.

Det er altid et vellykket putt.

Og det er det, der er den egentlige succesrate.

En dag, du har lidt ekstra tid skulle du prøve at skifte greb på putteren. Der er masser af muligheder: Byt om på hænderne – brug pegefinger – eller hold pegefingrene passive - tage et ”klogreb” - have adskilte hænder – eller mere samlede - hold længere ned på putteren osv. Prøv blot det hele – undervejs kan der være en lille detalje, der kan ændres i det nuværende greb.

Det vigtige er, at putteslaget skal føles som en kombination mellem højre hånd og venstre skulder. Trykket fra højre hånd gennem putteren og ind i bolden skal kunne føles som en reaktion på venstre skulder. Det er det, der er den egentlige funktion med et puttegreb, og at det er særdeles individuelt, kan vi se på stjernernes ofte meget forskellige puttestil.

Jeg tror, man skal kunne mærke slaget fysisk: Som højre håndflade, der nærmest puffer venstre skulder op. På den måde får man også en slags opadgående slag, og efterhånden som bevægelsen føles ubesværet og nærmest instinktiv, er det lettere at holde hovedet stille.

Det besynderlige er, at for de fleste virker samspillet mellem højre hånd og venstre skulder allerbedst, når øjnene er lige over bolden og nøjagtig ud for navlen. Der kan komme små variationer undervejs, for vi mennesker er meget forskellige, men udgangspositionen – især når et nyt greb prøves - skal være denne grundlæggende opstilling.

For at finde det bedste flow i et puttegreb og finde fornemmelsen mellem højre hånd og venstre skulder, skal der trænes med gevaldigt lange putts – gerne fra den ene ende af en puttegreen til den anden. Slaglængde kan enkelt reduceres helt ned til få centimeter, men flowet – fornemmelsen af noget enkelt i putteslaget – kan ikke findes på en, to eller fem meter. Man skal først finde en fri og uhæmmet bevægelse, før man kan finde forbindelsen mellem højre håndflade og venstre skulder, som også kan virke på de allerkorteste putts.

Giv et nyt greb en chance – eller korriger lidt eller meget i dit nuværende greb og slå frit og frejdigt pr. fornemmelse for afstanden. Den mindste smule ”modvirken” bør give overvejelser om et nyt greb. Når først den frie fornemmelse er fundet, er det langt mere enkelt at korrigere for de uendeligt mange forskellige afstande og faktisk meget lettere også at få et halv meter putt i hul.

Det kan være svært at skifte greb, for det føles ofte helt vanvittigt forkert og håbløst aparte, men det kan også føles forkert og aparte på en green, hvis man er usikker på, om længden kan findes. Det er den usikkerhed, der skal fjernes med øvelse på green, og hvis der ikke er et godt flow i slaget, kan man risikere at stå og træne sig selv dårligere, selv om man bliver bedre til en bestemt afstand.

En smule skævhed i slaget – eller en lidt forkert læsning af puttet koster sjældent det store, men et for langt eller for kort putt kan hurtigt koste et slag.

At være en god putter betyder selvfølgelig indlysende, at mange bolde går i hul, og at der ligefrem kan vindes slag på en green.

De fleste af os klubgolfere kan næppe vinde slag på green, men vi kan gøre meget for at undgå at TABE slag, og det kan vi sikre os imod ved at finde et godt flow i putteslaget.

Det er en detalje, der er værd at ofre lidt opmærksomhed på.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer