Golferens Blog: Det målbevidste putt | Golf.dk
Det gode pust handler om vilje og evne.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Det målbevidste putt

14/05 - 2019 | Søren Meinertsen

Der er ingen tvivl om, at målbevidsthed i sig selv er bærer af meget succes.

Det kan lyde enkelt at være målbevidst. Et hvilket som helst golfslag indeholder en eller anden form for målbevidsthed – det kan være et drive, hvis mål er en fairway – eller det kan være et bunkerslag, der skal op på green – eller det kan være et ”lag-putt,” der skal ende tæt ved hullet.

Det kræver ikke den store analyse for en golfspiller at definere et mål et hvilket som helst sted på en golfbane, men betragter vi målet som det yderste mål, kan vi også se vanskelighederne, fordi vi nu også er nødt til at se på for-mål.

Imellem formål og yderste mål har vi som klubgolfere det store morads af mere eller mindre forudsigelige kiksere.

Simpelt kan en analyse føre frem til, at jo større forskel, der er på mål – som i yderste mål – og på formål, desto mere kommer kikserne i spil.

Hvis en spiller mener at kunne drive sikkert med et slag på 50 meter ud midt på fairway, vil målet fortone sig i rough og andre uheldige beliggenheder for næste slag, hvis der ”skrues op” for formål med et drive på 100 meter, simpelthen fordi vi naturligt forbinder formål og intention med hinanden. Formålet er enkelt i et drive at komme langt, og jo mere vi skruer op for denne del, desto større er vi i risiko for at miste det yderste mål, som logisk nok er at ramme fairway.  

Mål/formål er ofte en enkel mekanisme, som kan overføres til et hvilket som helst slag på en golfbane, og måske er det for de fleste af os noget af det mest fascinerende overhovedet ved golf, dette med at vi spiller et vilje/evne-spil, hvor evnerne er udtryk for det, vi med stor sandsynlighed kan magte, mens viljen er udtryk for det, vi jævnligt/ofte slipper godt af sted med – men også indeholder den risiko, der ligger i, at vi lige så jævnligt/ofte kikser.

En af de største fælder i golf er efter min mening, at vi lader os forlede af målet – det yderste mål – som tilbyder sig for spilleren - og indretter vores succesrate efter dette yderste mål, som vi måske slet ikke er tilstrækkeligt forberedt til at kunne nå, og dermed kan vi også se, at formål hænger mere sammen med forberedelse i et bredere perspektiv.

Tager vi udgangspunkt i et putt på omkring 4 meter, er målet naturligvis at få bolden i hul – eller så tæt på, at næste putt kun er en formsag.

Går man hen til bolden med putteren i hånden, kan det være svært at adskille formål fra yderste mål:

Formål er at få bolden i hul – eller tæt på.

Mål er at få bolden i hul - eller tæt på.

Der er identitet, - og det er den fælde, som vi alle falder i – igen og igen.

Vi kan mærke det på vores egen ærgrelse, når vi misser et putt, der var ”lige ved” at gå i. Og vi kan se og høre det på vore medspilleres ærgrelse – ja, endda kan vi se særdeles højlydte ærgrelser, der kan udarte med bandeord eller vold mod en (næsten!) sagesløs putter.

Her er det så tydeligt, at formål og mål falder sammen.

Men formålet er langt mere kompliceret.

Hvornår starter et putt – set ud fra en målbetragtning? Selvfølgelig når vi betragter det definerede putt: Her er hullet, og her er bolden – her er afstanden – her er greens kontur og profil – OG: her er spilleren.

Allerede i denne korte opsummering begynder målet at fortone sig.

Det kan være fristende for os klubgolfere at se på elitespilleren for at finde formålet.

I indspillet til green vil elitespilleren gøre sig nogle overvejelser om, hvor på green en bold helst skal befinde sig efter et indspil. Der er gode steder, og der er dårlige steder på en green – og naturligvis også de kalkulerede overvejelser om mulighed for birdie-putts. Det er en afvejning af chance og risiko.

Den afvejning er et tydeligt for-mål.

Uanset, om indspillet lykkes 100 procent og ender der, hvor målet for indspillet befinder sig, vil elitespilleren på vej ind til green forsøge at danne sig et overblik over greens generelle hældninger – eksempelvis vil der næsten altid være et generelt fald mod vand i nærheden – og der kan være hældninger, som kan være svære at se, når man først er på green. Mange benytter muligheden for at gå hen til deres bold ad en omvej for at se faldet fra andre vinkler – ikke mindst fra siden.

Når bolden samles op for at blive renset lægges en markør. Et formål kunne her være, at markøren – en mønt - anvendes som første rettesnor til den foreløbige (intuitive) linje fra bold til hul.

Det behøver ikke være særligt nøjagtigt, ja, endda kan en ”skæv” linje være en bedre rettesnor end en ”næsten” lige linje. Det er let at forlænge en linje og forestille sig en bold trille mod hullet ad denne synlige og forlængelsesbare linje, fremfor blot at forbinde to punkter – punktet med mønten og punktet med hullet – med hinanden.

Golfspillere er opøvet i visualisering, men meget ofte ligger vi under for optimistisk visualisering. En streg på markøren kan gøre visualiseringen mere realistisk.

Det er nu let, mens andre putter at vurdere linjen kritisk – som det videre formål med mønten - og sætte linjen på bolden i forhold til linjen på mønten: Det kan være en direkte forlængelse – eller en justering af den først antagne linje.

 

Og når putteren sættes ned bag bolden, kan linjen på putteren nu enkelt rettes ind efter boldlinjen. DEN retning.

 

En del af selve eksekveringen er at holde øjnene i ro. Vores hjerne modtager en ufattelig mængde information via øjnene, så det gælder virkelig om at kunne fokusere og ikke lade sig forstyrre af puttehovedets bevægelse i selve slaget. Der er en tydelig tendens til, at øjnene styrer vore bevægelser, og hvis vi kan styre puttehovedets center til at ramme boldens center blot ved at fokusere på sigtemålet, kan meget være nået.

Det ”halve” kryds for enden af linjen er et godt fokuseringspunkt og et naturligt sigtepunkt.

Det halve kryds kan give associationer til hastighed (en pil) og dermed give en sidste påmindelse om, at et putts kvalitet i høj grad afhænger af den fart, vi sætter på bolden.

Langt de fleste putts kommer for langt: Et putt, der er mere end 30 cm for langt er altid ”for langt.” Og for kort? Jeg tror, man med stor fordel kan sidestille et for kort putt på 60 cm med et for langt på 30 cm ud fra den betragtning, at et for kort putt kan være en let identificerbar kikser, mens det for lange putt indeholder noget ”ude af kontrol.”

Årsagen er, at de fleste putts, der indeholder mere længde end 30 cm vil have så meget fart på, at bolden vil kunne trille hen over hullet uden at falde i.

Det er rigtigt, at en bold, der ikke når hullet, aldrig vil kunne gå i, men det er også rigtigt, at en bold med for meget fart på ikke vil kunne falde i på andre måder end ved at ramme midt i bagkanten af hullet. Målet med et præcisions-putt er at få bolden til at gå i hul, men formålet vil være at ramme den helt rigtige hastighed, der lige akkurat indeholder tilstrækkelig fart. Alt andet vil være et ”lag-putt” – og så kan selv en afstand inden for 1 meter være fuldt acceptabelt og udmærket for et overkommeligt og enkelt retur-putt. I et lag-putt er målet blot at komme tæt på, og om det er 1 meter kort eller 1 meter for langt spiller ikke den store rolle, men det viser et formål, der spænder over en diameter omkring hullet på 2 meter.

Er det nødvendigt med alle disse formål i form af streger og fokuseringspunkter?

Formentlig ikke for den rutinerede og dygtige putter, men alle former for hjælp og støtte kan i begyndelsen være en stor hjælp til at finde fornemmelse for et putts retning og hastighed. Mange finder ro i rutiner og gode pejlemærker.

Og formålet med alle disse små rutiner rækker jo videre – måske i mange flere retninger, end vi egentlig er os helt bevidst.

Et indlysende formål – som i for-mål – er naturligvis træning og øvelser, som gør målet på green til noget spændende – i en mere sikker forstand!

Men hvis vi ikke kan få sat det rigtige slag på et putt, kan alle forberedelser stort set være omsonste og alle nok så gode formål være til grin.

Hvis vi rammer bolden akkurat på dens centerlinje for tyngdekraft med putterens linje for tyngdekraft – og det er sweet spot – vil vi ikke miste energi i slagfladens møde med bolden.

I et putt har det særlig stor betydning.

Underforstået: Hvis vi misser sweet spot vil vores intention – følelse og fornemmelse for slagkraft – ikke blive overført korrekt til bolden. Ikke alene vil vi tabe hastighed, vi vil også tabe retning, da den tabte energi som oftest resulterer i et tiltet og dermed skævt rul væk fra den sigtelinje, der fører til hullet.

En af de bedste øvelser – som formål for eksekvering – er at sætte en elastik omkring slagfladen:   

 

Ethvert træf uden for center vil i den grad være synligt og mærkbart, og for mig er der ingen tvivl om, at netop det præcise træf på slagfladen er en af elitespillerenes allerstørste kompetencer i forhold til os klubgolfere.

Det er et væsentligt formål med alle øvelser på puttegreen, at eksekveringen af slaget er så god som overhovedet muligt. Der kan hurtigt være 1 – 2 meters forskel på et 10-meter putt ved træf forskellige steder på slagfladen, og efterhånden som man bliver dygtigere kan elastikafstanden kortes ned.

Der er brugt en lidt tykkere elastik: En af de hyppigste kiksere i selve eksekveringen fremkommer, hvis putteren i tilbage- eller fremsvinget får fat i græsset. Rickie Fowler tilskriver en stor del af sin succes som en formidabel putter, at han altid lader puttehovedet svæve ved opstillingen. En solid elastikknude under putteren kan give en fornemmelse i at håndtere et ”svæv.” Ofte kan svævet lettere opnås med en mere atletisk opstilling, hvor man stiller sig op med ”fastlåst armstilling” og bøjer hele kroppen – i stedet for blot at finde en passende armlængde sammen med opstillingen.

Det er vigtigt, at man træner sweet spot øvelser med både korte og lange putts. Det er svært, rigtigt svært, men selv den mindste fremgang vil kunne ses i spillet på banen. Evnen for at finde den rigtige hastighed hænger i høj grad sammen med at kunne ramme sweet spot – eller endda blot i rimelig nærhed af center.

Også bolden kan have en selvstændig betydning. Ikke så få mener, at brug af den samme type bold fremmer puttingens kvalitet.

En god vurdering kan være at prøve tre forskellige bolde på puttegreen. Forsøg at slå alle tre bolde hen til det samme sted. Resultatet kan ofte sammen med fornemmelsen for slaget afsløre, hvilken bold, der synes mest troværdig. Det er særdeles individuelt.

Og det gælder formentlig generelt om alt, der vedrører formål.

I sidste ende handler det kort og godt om vilje og evne.

Der er nogle, der er beåndet med skønne evner for putting, mens andre har færre evner – og her kommer viljen til at ville nå resultater via træning og øvelser ind i billedet. Mange evner kan opøves, og det er måske det allervigtigste overhovedet, at vi kan se, at øvelserne har betydning – og det kan vi. Alle, der træner og øver putting, bliver simpelthen bedre.

Det er måske det vigtigste formål.

For målbevidsthed.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer