Golferens Blog: Det gode centertræf | Golf.dk
Billy Casper var en enestående god putter - god nok til at vinde tre majors.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Det gode centertræf

23/07 - 2019 | Søren Meinertsen

Golfkøllers udformning – bortset fra putteren – er vel noget aparte og har næppe sin lige blandt andre redskaber, som vi mennesker anvender til alverdens forskelligartede formål, og man kan fornemme, at der sikkert er gået adskillige århundreder med talrige forsøg, inden det unikke design blev nået og forfinet, men selv de allerældste golfkøller som vi kan se på udstillinger har noget grundlæggende ensartet over sig og kan snildt stå for en rimelig grundsammenligning med de køller, vi alle spiller med i dag.

Sandsynligheden taler for, at de første golfkøller har mindet om en hockeystav – som jo også har grundlæggende fællesskab med en putter, men som Ben Hogan engang sagde: ”Golf er to forskellige spil: Et i luften og et på græsset.” 

Det korte udsagn danner principielt grundlag for i hvert fald en af Ben Hogan’s mange instruktive golfbøger, men alligevel ser vi, at hovedvægten i høj grad er lagt på ”luftspillet.” Ben Hogan måtte som alle andre respektere puttet som en væsentlig del af en tællende score, men det afholdt ikke en af golfhistoriens absolut bedste spillere i at komme med en nedsættende bemærkning om Billy Casper (51 PGA-sejre, 3 Majors), som af mange regnes for verdenshistoriens bedste putter:

”Hvis Billy Casper ikke kunne putte, ville han stå uden for golfbanen og sælge hotdogs!”

   Det var sikkert en sur bemærkning om en modstander i en nederlagsstund, men upassende og helt urimelig. Golfspillet er jo – også efter Hogan’s egen definition – såvel et spil hen over græsset som i luften.

Tidens iagttagere var målløse over Hogan’s fantastiske præcision. Fairway efter fairway blev ramt; green efter green i regulation – og adskillige bolde lå inden for to meter fra flaget, - men mange, mange kortere putts blev brændt.

Da Billy Casper som 48 årig var kaptajn på USA’s Ryder Cup hold, fortælles det, at han i overlegen stil vandt en puttekonkurrence mod sit eget holds verdensstjerner. 

Det er en gave at kunne putte, og man kan træne sig bedre, men der er en formentlig en grænse, som Ben Hogan (64 PGA-sejre, 9 Majors) faktisk selv åbenbarer: Hogan var en slider og blev vel nærmest betragtet som træningsnarkoman. Selvfølgelig har han brugt timer og atter timer på puttegreen, men uden at nå Billy Casper’s niveau.

Det samme har formentlig også gjaldt Europas kaptajn i 1979, John Jacobs, der absolut ikke kunne putte overhovedet. Af mange bliver Jacobs regnet for en de bedste ballstrikere, men uden god putting bliver der ikke mange sejre. Om en af John Jacobs få sejre fortælles, at han havde et putt på ca. 1,20 meter tilbage, og her lykkedes det. 

I dag ved vi – takket være den nye fototeknik – at der i hvert fald er tre store kerneområder for missede putts:

  1. Spillerens sving (herunder også yips o.l.)

  2. Køllehovedets stilling i impact

  3. Spilleren selv.

1. Hertil hører den rigtige dosering af tilbage- og fremsving, der passer til en aktuel længde, hvor den absolut rigtige dosering så nogenlunde er ca. 30 cm efter et hul, som således også bliver distancens doceringspunkt.

Ligeledes må spilleren vælge enten en kurve for svinget (med et langt lige stykke omkring træfzonen) eller et helt lige frem og tilbagesving. Jeg kan personligst bedst lide kurven, men er også klar over, at mange kortere putts bliver brændt, fordi jeg ubevidst forsøger en mere lige linje. Det brændte putt virker nærmest, som om det bliver skubbet højre om hullet. Surt show, men dårlig teknik.

Punkt 2. er blevet genstand for meget opmærksomhed i de senere år, ikke mindst, fordi launch monitorer nu også kan fortælle detaljerigt om et putt – og her især om slagfladens stilling i træføjeblikket. 

Slagfladen bestemmer mellem 80 og 90 procent af retningen, (det gælder for alle golfslag) men det skal ses i forhold til slagretningen.

Adskillige teoretikere har forsøgt at opstille formler for ”krydset” med slagfladeretning og svingretning. Det er det samme ”kryds” som de fleste begyndere slås med, når boldene slicer: Der svinges udefra og ind, mens køllehovedet er åbent. Mange løser problemet ved at sigte godt til venstre, men det er kun en delvis løsning – ikke mindst, fordi det koster længde.

Problemet kan være det samme ved putting, og det kan være en god idé at ofre højre skulder særlig opmærksomhed.

Jeg tror, at en af grundene til, at vi i disse år ser utroligt mange topspillere, der har stor succes med forskellige former for ”klo-greb,” er, at højre skulder neutraliseres med dette greb. Tilsyneladende ligger al slagkraften med et klo-greb alene i højre hånd (arm og skulder), og det kan medvirke til at højre skulder får en afgørende nøgleposition, der kræver en fastlåsning af det led, der ellers gør skulderen så unik.

Højre skulder kan ofte være årsagen til, at mange slicer. Vi ofrer den sjældent særligt meget opmærksomhed, men højre skulder kan give kraft, men også bringe køllehovedet helt uden for linjen – og helt uden, vi opdager det.

Prøv selv med en lille tryllekunst, der kan more barnlige sjæle, men som også fortæller om et nærmest mageløst skulderled:

Stil dig op foran en væg og stræk højre arm ud mod væggen, således at fingerspidserne akkurat rører. Bøj armen (og hvis det er en tryllekunst med tilskuere! - så skru lidt på albuen!) – ræk nu hånden frem igen, og nu mangler der måske ti cm. Armen er blevet kortere!  Nej, naturligvis ikke, men skulderen kan give forskellig armlængde – og dermed er der også en fejlkilde i et golfsving. 

Tryllekunsten fortæller, hvorfor en højre skulder – ”af sig selv” kan føre et køllehoved gevaldigt langt uden for en linje i et golfsving, og hvorfor det kan være nødvendigt at finde et grib til putting, der neutraliserer den ekstreme bevægelighed i skulderen.

Vi må nødvendigvis finde en ensartet ”svingvej” ind til bolden, hvis vi skal gøre os håb om at bolden kan blive bragt hen til den sigtelinje, som vi har læst og beregnet os frem til. Hvis svingvejen ikke er korrekt, er vi tvunget til at kompensere. Det kender vi også fra det slicede drives: Hvis svinget kommer udefra, vil bolden gå direkte til venstre, medmindre vi kompenserer ved at åbne køllehovedet. 

Venstre skulder kan naturligvis lave det samme nummer på små korte slag, som et putt jo typisk er, og vi ser derfor adskillige topspillere, der før et putt sætter lidt af ærmet fast under venstre skulder. Der skal ærmet blive, for så er skulderen låst og laver ikke ”tryllekunster!”

En god øvelse, der giver godt fokus på skulderens uønskede bevægelighed, er at tage et håndklæde (tilpas langt) og læg det bag om nakken og ind under armhulerne.

Prøv at slå almindelige golfslag og fasthold håndklædet under armhulerne. Slagene bliver måske ikke særligt gode, men det kan være tankevækkende, at slagene kan blive på det nærmeste ekstremt lige.

Det kan vi bruge, når vi putter, og det er vel noget af det, der får mange til at vælge at have venstre hånd nederst i et putt. Også et putt kan jo slice…

Det interessante er, at hvis vi kan finde en vej til et centertræf, vil vi få et bedre og mere ensartet sving – både i et putt, et chip og et drive.

Den umiddelbare logik vil være modsat, nemlig at det er svinget, der finder vej til center, men det er værd at lægge mærke til et af de allerældste svingråd, der overhovedet er nedskrevet: 

”Sving med det, du har.” 

Tankegangen bagved er netop, at hvis vi flytter fokus væk fra svinget og frem til et centertræf, vil vi opleve tre gode og fordelagtige ting: 

1) Øjnene (og dermed hovedet) holdes i ro over bolden, for vi er nødt til at kontrollere, om vi rammer center på putteren. 2) Vi slapper af i tilbagesvinget. Det kan ofte være ødelæggende for et putt, at vi koncentrerer os om svinget, for så bliver det let for anspændt. Slap af – lad sving være sving. 3) Når vi med lidt øvelse har lært at ramme center på putterens slagflade, vil vi i langt, langt højere grad kunne koncentrere os om det måske allervigtigste, nemlig distancen. Selv det bedste og mest præcise putt på en rigtig linje kræver den rigtige hastighed: For lidt, og bolden når ikke hullet. For meget, og bolden kan trille hen over et hul.  

Noget af det mest overbevisende ved The Open, som netop er overstået.

Vinderen Shane Lowry slår i modsætning til de fleste andre tilsyneladende kun meget lige slag. Selvfølgelig kan Lowry også kurve boldene, men hans opskrift på den svære links-bane er tilsyneladende lige slag: Lige slag mod midten af fairways; lige slag mod pinden eller midtgreen. Man kan godt i hans sving – med lidt god vilje! - se et fast forankret håndklæde under armhulerne – og endnu tydeligere ses det næsten i puttet. Og man må jo sige, det virker: 

Det tredje punkt handler om spilleren selv. Det kan virke noget selvmodsigende, da alt jo til syvende og sidst handler om spilleren, men specifikt handler det om spillerens tilgang til spillet hen over græsset.

Det drejer sig ikke blot om træningsindsats, men også om at have de rigtige øvelser, der passer individuelt til spilleren.

Det hævdes, at 99 procent af alle individuelle og personlige træningstimer for klubgolfere, drejer sig om spillet i luften. Kun et fåtal går hen til en træner og beder om en lektion i putting. Set i lyset af, at op mod halvdelen af alle slag på en golfbane kan være putts, fortæller det noget om, hvorfor der er et punkt, der hedder ”Spilleren selv.”

Ingen kan som en pro hjælpe en spiller frem til god putting og SAMTIDIG give øvelser, der på længere sigt kan forbedre puttingen. 

Giv dig selv en fantastisk golfoplevelse: Få en træner til at hjælpe med putteren.

Det er en god investering i mange, mange gode runder.

Med til punktet hører også en spillers lyst til at eksperimentere med forskellige greb, og forberedelserne på green hører også naturligt med til punktet.

Kun de færreste klubgolfere ulejliger sig med at betragte et putt både forfra og bagfra og måske fra siden. Et minimum kan være – især ved fald på tværs af spilleretningen – at gå nogle skridt på den lave side og herfra fornemme, hvor en bold, der bliver slået lige mod hullet vil ende. Nu er man da i hvert fald nødt til at finde en kompensation i form af en anden sigtelinje højere oppe.

Det er også spilleren selv, der er ansvarlig for at finde et godt sigtemærke på linjen – eller at mærke boldene op med en linje, der kan hjælpe under udførelsen af slaget.

Der er meget, vi selv kan gøre ved at træne og øve på puttegreen, men træning og øvelser skal også være individuelle og personlige, og det er lige præcis det, en træner kan hjælpe med.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer