Golferens Blog: Det eventyrlige golfsving | Golf.dk
Jim Furyk har et af tourens mest aparte sving.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Det eventyrlige golfsving

02/07 - 2019 | Søren Meinertsen

De fleste golfspillere kan huske de første – ofte elendige forsøg – på at ramme en lille golfbold med en noget lang og uhåndterlig golfkølle. De fleste kan også huske, at det egentlig krævede ret mange træningstimer og ofte en hel del instruktion, før boldene begyndte at flyve.

Men fra det øjeblik, den første bold kom ud på en flyvetur efter mødet med vores køllehoved, har vi alle oplevet en nærmest svimlende fremgang, som må fylde enhver med glæde og stolthed, og som vi kun kan være kritiske overfor, hvis vi sammenligner vort spil med dygtigere spilleres.

Efter min mening sætter den slags sammenligninger os under et helt utåleligt pres, som ikke blot gør os urimeligt selvkritiske på banen og kan ødelægge en ellers dejlig tur rundt i naturen, men som også kan være ødelæggende for vores selvtillid, som klart må baseres på vores generelle fremgang – og så har vi skabt en unødig ”ond cirkel,” – i stedet for den ellers logiske gode cirkel, hvor enhver fremgang jo reelt skulle betyde, at vore runder blev sjovere og sjovere – runde efter runde – dag efter dag – uge efter uge – sæson efter sæson.

Har en spiller 18 i handicap vil der næsten naturligt være 18 kiksere på en normal runde – heri medregnet greens, der kun kan nås med et ekstra slag.

Der er således normalt ingen grund til at fyldes med surhed og ærgrelse over en kikser hist og her.

En begynder vil naturligt vide, at begyndelsesfasen kan være slem at komme igennem. Det gælder golf, men jo så sandelig også alt muligt andet, som vi igennem livet har skullet lære. Al begyndelse er svær.

En begynder vil ofte slice sine første drives og vil naturligt tålmodigt lytte til gode råd og gode instruktioner og vil væbne sig med en spand bolde eller ti og forsøge at få instruktioner og gode råd ind i muskelhukommelsen, med forfinelse af teknik til følge – og en dag kommer det første nydelige drive.

Det samme gælder så mange andre slagtyper: en dag lykkes et slag godt, og det er en særlig dag med særlig stor glæde, for det er et skridt ud af begyndernes rækker.

Det kan yderligere forstærkes, når flere og flere af slagene lykkes rimeligt godt, for nu er det endegyldigt et farvel til kanintiden.

Men hvad nu?

Her har vi en spiller, der af og til kan slå gode drives, rimelige jernslag, fornuftige transportslag, jævnligt ikke-kiksede bunkerslag, nydelige chips og lige så nydelige putts – og har et handicap med omkring to tildelte slag på hvert hul – og som på rimeligt lige vilkår kan spille en absolut chancerig Stableford-konkurrence med enhver anden golfspiller i hele verden.

Denne spiller vil jævnligt tabe og vinde, og hvis handicappet ellers er troværdigt og reelt, vil tab og gevinst fordele sig jævnt omkring 50/50.

Problemet er, at tabene ofte føles mere negativt end tilsvarende gevinsterne føles positivt.

Årsagen er simpel i golf, og det er måske en af grundene til, at vi er så fascineret af dette eventyrligt gode spil: Kikserne har en helt tydelig årsag (os selv!), og de gode slag kan tilskrives (bagatelliseres!) som udefra kommende held.

I en simpel analyse – slag for slag banen rundt – vil de fleste kunne se årsagerne til, at de på denne runde tabte: Der var elendige kiksere. Og omvendt vil man kunne se gevinsterne som held: Et langt heldigt et-putt, en flækker, der ramte flaget og blev liggende! -  og måske en bold, der lige akkurat ikke kom i bunkeren, i en sø eller o/b. Vi har alle set det hele.

De fleste er intuitivt klar over, at held kan optræde på mange måder, men at erfaringssætninger kan konkretisere heldet: ”Flid er heldets moder” – og som Gary Player engang sagde: ”Jo mere jeg træner, desto heldigere bliver jeg…”

Kiksere med en tydelig årsag, der ofte direkte kan henføres til spilleren selv, kan indlysende modarbejdes med træning, og hvis heldet også skyldes træning, kan det samlede billede af enhver runde føre en spiller direkte på træningsbanen.

For en begynder er træningsbanen imidlertid noget andet, end den er for en mere rutineret spiller – eksempelvis en spiller som netop har forladt kaninerne.

En begynder må nødvendigvis slå det samme slag om og om igen – eksempelvis et drive – eller et to-meter-putt – for der er noget teknik, der skal afprøves og indarbejdes undervejs.

Men en mere rutineret spiller – eksempelvis en hcp. 36 spiller eller en hcp 0 spiller bør holde sig langt væk, meget, meget langt væk fra overhovedet at slå to ens slag i træk på træningsbanen. Det gælder putts, ja, det gælder ethvert slag.

Der er ingen overhovedet, der på noget tidspunkt på en golfbane kommer til at slå 30 nogenlunde ensartede slag med et 7-jern.

Og det er hele humlen i den videregående træning, som starter i samme øjeblik et slag for en spiller lykkes.

Der er ingen tvivl om, at en spiller, der tager en spand bolde og slår det samme slag til samtlige 30 bolde med et 7-jern vil opnå en betragtelig fremgang, således at sandsynligheden taler for, at slag nummer 30 er bedre end slag nummer 1. Der er imidlertid heller ingen tvivl om, at den form for indlæring har en glemselskurve, der næsten er identisk med fremgangen. Det betyder reelt, at man ofte må starte om igen næste dag – eller næste uge. Den generelle fremgang er beskeden.

Det, der ofte er problemet ved den form for træning, er, at spilleren er nødt til at spille sig varm, således at det næsten er naturligt, at de første slag ikke lykkes så godt som de sidste. Men på banen er der kun ét første slag – og det er det, ser skal anvendes.

Træningen må derfor naturligt rette sig mod dette førsteslag.

Ofte kaldes træning med ensartede slag på stribe for ”Block-træning” – og det kan være den eneste rigtige træningsform for en begynder – eller for den særligt energiske – eller: og det er måske det - lidt ulogisk -  vigtigste i denne sammenhæng: Der findes en type spiller, som tilsyneladende slår det samme slag om og om igen med forbløffende gode, ja, endda historisk gode resultater til følge.

Det gælder en Ben Hogan, som slog bolde med det samme jern i timevis, og endnu mere gælder det Moe Norman, der af en træner på en driving range engang blev observeret i et 7-timers træningsforløb (SYV TIMER!). Der blev slået 1540 bolde af Moe Norman med det samme jern (Tre - fire i minuttet!!!).

Tiger Woods har sagt om Moe Norman og Ben Hogan, at disse to spillere var de eneste, der ejede deres golfsving.

Block-træning?

Både-og. 

Moe Norman og Ben Hogan har begge igennem golfhistorien haft ry for at have fundet en hemmelighed i svinget. Det må nødvendigvis være noget særdeles skjult, for ellers ville talrige optagelser afsløre – og talrige begavede golfspillere have kunnet se - det umiddelbart. 

Sandsynligheden taler for, at det har været en lille bitte justering omkring hænder og håndled. En justering, som har krævet disse tusinder og atter tusinde tilsyneladende ensartede golfsving. Måske har både Ben Hogan og Moe Norman følt sig som begyndere, når det gjaldt deres hemmelighed. Slagene har tilsyneladende været ens, men der har været ændringer.

Det kan være lærerigt for os andre:

Jeg tror, vi som klubgolfere kan udnytte essensen af disse justerings-anstrengelser på en sjov måde. Men først et par ord om modsætningen til ”Block-træning.”

Tilfældighedstræning (Random) er baseret på, at træningsslag skal afspejle virkeligheden på golfbanen. Hvert træningsslag skal slås fra græs – i starten måske fra ”lækre” lejer, hvor bolden sidder pænt højt – men naturligvis bør slag også med tiden øves, når bolden sidder fælt og dybt.

Ethvert slag med denne træningsform kræver nogle prøvesving og akkuratesse i opstilling og overvejelse af svingtanke etc - og ustandseligt afvekslende køller. Der er ingen ”ommer” – ærgerligt med en kikser, men sådan er virkeligheden på banen: Et slag. Færdig med fyrre (tredive!). 

Det er træning, der er kolossalt anstrengende og besværlig i forhold til blot at tæppebombe driving range med et 7-jern – men effekten er skyhøj i forhold til Block-træning.

Glemselskurven er ikke længere stejl, men udfladende, ikke mindst fordi enhver kikser vil give spilleren mulighed for overvejelser, der naturligt bliver lagret og bearbejdet – og som kan og vil! poppe op, når slaget på et tidspunkt igen dukker op som en udfordring.

For det er det, golfslaget er: en udfordring, og det er noget af det, der gør golf til et fantastisk spil: vi er konsekvent udfordret af en bold overalt på banen.

Indrømmet: Det lyder kedeligt at træne på denne måde, men der findes en sjov afveksling, som passer fint til denne type træning – især for os klubgolfere, som ikke har et fikst og færdigt og uforanderligt golfsving.

På mange driving ranges er der store måtter, som sikrer et godt leje for bolden.

Nu kan du lege Ben Hogan og Moe Norman: Nej, det er ikke disse eksperters små bitte justeringer, men tværtimod enorme justeringer, som vil demonstrere for enhver spiller, hvor eventyrligt golfsvinget i virkeligheden er, og hvor mange muligheder enhver spiller faktisk råder over:

Tag en spand bolde og et 7-jern (eller en hybrid) og prøv nu fra en måtte at anvende alle mulige gode (afslappende) og helt ligegyldige golfsving. Læg bolden frem og tilbage i stancen. Stå med åben eller lukket benstilling, ja, næsten med ryggen til bolden. Grip ned – ændre grip – stå langt fra bolden, stå tæt på, få boldene til at hooke eller slice, få dem til at gå højt eller lavt osv. osv. - gør alt, hvad du kan for at ændre alt muligt i svinget fuldstændigt tilfældigt efter, hvad du nu har lyst til, men for at der også skal være lidt fornuft i foretagendet, kan man tænke på, at de forskellige sving blot er en slags fitness, hvor man træner en fuld skulderrotation (eller noget andet). 

Der er kun et krav: Bolden skal flyve og den skal gå i den retning, som du har sat som et mål.

Pointen med de besynderlige slag er, at man i alle disse forskelligartede positioner automatisk vil finde nogle særdeles nyttige fællesnævnere:

Det er nemmest at svinge med lethed og samtidig effekt, hvis der er tid og plads til boldtræffet. Det nås allerbedst, hvis køllehovedet får lov til at bevæge sig ”bredt” sidelæns i den første del af tilbagesvinget (”lige tilbage” i forhold til målet) – i stedet for at blive trukket hurtigt ind bag højre knæ med et fleks i håndleddet.

Alle golfslag, der føles lette og uanstrengt vellykkede – uanset boldplacering eller opstilling - vil indeholde en bestemt rytme og rækkefølge i nedsvingsfasen: 

Hofter først, dernæst krop, arme, hænder og køllehoved. 

En måde at nå dette på opleves nogenlunde ensartet – uanset opstilling og boldplacering: højre skulderspids er ud for bolden akkurat umiddelbart før boldtræf, og det kan være endog særdeles indlysende, at det nu har særlig stor betydning at få ført svinget helt igennem, således at navlen ender mod målet. Det er trods alt til at forstå, at spillere, der rammer bolden for tidligt – måske er køllehovedet før hænderne – ikke vil kunne forstå, hvorfor det skulle være særligt vigtigt med gennemsvinget og efterfølgende front mod målet.

Det kan være svært at koordinere lidt stivnede bevægelser, men hvis opstilling, grip og boldplacering er helt håbløs, slapper man langt bedre af i forhold til et mere underordnet resultat, og man kan nu bedre føle, hvordan man selv fra håbløse positioner kan nå de vigtige positioner.

Ser man på en Jim Furyks sving, falder det i øjnene, at køllehovedet nærmest bliver ”loopet” udefra og ind i tilbagesvinget. Furyk forklarer det selv med, at han på den måde bedre kan føle, at han kommer indefra i nedsvinget.

Sådan er vi så forskellige. Måske kan du også bedre føle vigtige positioner med i og for sig lidt ligegyldige ”tilløb.” Det kan i høj grad nås, når du opdager, at man kan få gode golfslag ud af selv de mest tåbelige opstillinger, og at man kan få trænet den vigtige hånd-øje-kooridination som en refleks af nedsvinget, og det kan være næsten umuligt overhovedet at få træf på bolden, hvis man har låst sig inde med en for hurtig indtrækning af køllen i første del af tilbagesvinget. Det mærker man i høj grad, når opstillingen pludselig er blevet gjort blot en smule mere akavet med ”de mystiske bolde.”

Nogle af de ”mystiske” slag kan være overraskende gode – og kan være genvejen til mere solide sweet spot-træf – og endda en begyndelse på at kunne ”forme” slag i retning af fade og draw.

På den måde er golfsvinget i alle positioner eventyrligt, og de fleste vil som spillere opleve, at de selv er en del af eventyret, fordi svinget kan blive mere flydende og naturligt individuelt.

Man skal heller ikke glemme, at slag på en virkelig golfbane kan omfatte særdeles komplicerede stillinger – bag et træ, mellem buske – eller med det ene ben i en bunker – eller tænk blot på, hvor mange forskellige opstillinger, man kan få i en lille greenbunker – og her skal der endda slås til bolden uden prøveslag og uden at grounde. 

På den måde kan de ”mystiske” slag på måtten også være en slags praktisk træning.

Et lille frikvarter på driving range – med fri leg…

Vi drømmer vel alle om, at et golfsving føles legende let. Det kan være hårdt arbejde, men det kan også opfattes med vægt på leg.

Og så kan det kun være sjovt!

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer