Golferens Blog: Der var en zone på landet… | Golf.dk
Tiger Woods i "zonen" i 1998.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Der var en zone på landet…

12/12 - 2017 | Søren Meinertsen

Det er sjældent et godt argument i diskussioner at henvise til en ”amerikansk undersøgelse.” Sagen er formentlig, at amerikanere har et nærmest umætteligt behov for statistikker og de strømpile og forklaringer, der (måske) kan udledes. Vi ser det tydeligt i golf, hvor der findes de mest bizarre undersøgelser og statistikker for stort set alle typer golfslag og afstande.

Ikke så underligt, at mere jordbundne danskere ryster på hovedet. Et godt eksempel er markedsføringsbestræbelser for launch monitorer, der kan måle Smash Factor. Den ene gode statistik efter den anden viser, hvor vigtig denne faktor er. Og så kan vi hylde en Sergio Garcia med grøn jakke efter sejren i Masters og se, at han ikke engang er blandt de 200 første, når det gælder Smash Factor…

Igen en amerikansk undersøgelse tænker vi hovedrystende.

I sidste uge læste jeg om to undersøgelser: Den ene hævdede, at op i mod 99 procent af alle, der af egen drift søgte psykolog boede i byer med mindst 5.000 indbyggere. Den anden undersøgelse hævdede, at omkring 95 procent af alle golfspillere boede i bysamfund på under 50.000 indbyggere. Det er nærmest som at bo på landet i USA…

Det er ikke overraskende tal. Golf er ikke noget storbyspil. Procentuelt vil København med hensyn til antal golfspillere ligge langt, langt under byer som Hillerød, Svendborg og Viborg og givetvis endnu længere under mindre byer, der har god og kort adgang til en golfbane.

Men vi kan begynde at overveje, om de to undersøgelsers strømpile i retning af, at ”landlige golfspillere” ikke har den store tiltro til psykologi, og om det kan føre os videre til nogle andre overvejelser – for det skulle jo betyde, at mentaltræning og psykologiske tiltag ikke er almindeligt brugt blandt golfspillere; men selv om golfspillere som jeg kommer fra landet og er født skeptiske over for det, vi ikke kan se og høre, så er de fleste af os dog altid parat til at prøve noget nyt – når det ikke er så nyt mere…

Det er overvejelser i retning af golfspillets psykologi og mentale udfordringer. Der er ingen tvivl om, at hvis vi deler styrke-, sving- og mentaltræning op, vil vi kunne se, at kun de færreste klubgolfere går til jævnlig og vedholdende mentaltræning, hvorimod det nok er en væsentlig del af en stjernespillers træningsindsats.

Indtil 1998 kunne man kun sporadisk læse om golfstjerners brug af mentale trænere. Tiger Woods ændrede dette forhold i perioden fra 1998 til 2001. En nærmest uhørt magtdemonstration – talrige sejre og utallige top-10 placeringer – ingen missede cuts – suveræn nummer 1 på verdensranglisten – 4 majorsejre på stribe 2000-2001.

Tiger Woods var toptrimmet såvel fysisk som mentalt. Ofte så vi denne unikke golfspiller udstråle en intensitet og et fokus, der fik os til at tænke på, om han var fra en anden planet.

Tiger Woods havde haft en mentaltræner siden sin drengetid, og han dannede hurtigt skole for de fleste andre golfspillere – især måske de yngre, talentfulde, der stod på spring. Alle trænede nu mere – på såvel det fysiske som det mentale plan.

Ingen golfspillere er formentlig i tvivl om, at bedre spil skyldes træning.

Svinget bliver bedre efter træning, og præcision og længde bliver bedre med træning.

Spørgsmålet er alene, om det er nok. Måske bør vi klubgolfere gøre noget mere ud af den mentale træning. Og så er vi tilbage igen: Tror vi på det?

Noget forholdsvist nyt inden for den mentale træning er begrebet ”Zonen.”

At ofre tid på ”Zonen” – og hvad er det nu for noget voodoo?

I ”The Mental Game of Poker” skriver Jared Tendler om Tiger Woods, og hvad det betyder at være i zonen. At være i zonen eller komme i zonen er ikke blot noget, der sker – ikke engang via ønsketænkning à la konen med æggene, - det er svært at beskrive, og alene af den grund kan man levende forestille sig, at de fleste ryster på hovedet.

Men lad os alligevel forsøge at være positive og at forsøge at sætte noget konkret på begrebet ”Zonen.”

I princippet er det forudsigeligt – akkurat, som når visse ting gør os vrede, sure – eller når vi mister selvtilliden. Det kender vi alle fra golfbanen. Men vi kender os noget andet: Nogle gange kan vi gå den kendte tur på et af hjemmebanens golfhuller og stå på green, og vi kan knapt nok huske, hvordan vi er kommet derhen eller hvor mange slag, vi egentlig brugte – og bagefter tænke: ”Hold da op. Jeg kan slet ikke huske, at jeg har gået turen. Pludselig var jeg bare på green.”

Vi var i zonen.

Er det ikke farligt? Jo, det kan sikkert være farligt i trafikken, når vi går eller cykler eller kører bil – og bagefter dårligt kan huske, hvordan vi kom fra A til B.

Det er næppe noget, vi praler af som bilister, for vi skal være opmærksomme i trafikken, men alligevel er der nogen, der hævder, at den form for kørsel er den sikreste, fordi den er baseret på en rutineret chaufførs ”vidensbank.” Vi gør alting uden at tænke – eksempelvis skal vi ikke tænke på at, at vi nu skal flytte foden hen på bremsen – foden skal flytte sig af sig selv, når der opstår en forhindring eller en situation.

Det er forskellen på en urutineret chauffør og en rutineret. Den rutinerede har simpelthen en vidensbank, der reagerer rigtigt og lynsnart – af sig selv. Men vi skal også ud af zonen, når det er glat – for her skal der absolut ikke bremses, men styres!

En vidensbank hører til pokerspillerens arsenal – og det hører til golfspillerens. En pokerspiller skal kunne beregne sandsynligheder, og det skal en golfspiller også. Den enes vidensbank er baseret på regulær, intellektuel hukommelse, mens den andens er baseret på muskelhukommelse.

Vi ser denne muskelhukommelse i aktion på green. Kan vore muskler huske, at et givet slag skal få en bold til at flytte sig 3½ meter eller 2 meter?

Ingen er formentlig i tvivl om, at det ville være særdeles praktisk, hvis vi kunne lære vore muskler at huske de forskellige slagstyrker, der svarede til boldens rul den rigtige afstand.

Reelt betød det jo, at vi nu kunne nøjes med at koncentrere os om at slå på den linje, som vores læsning af green har udpeget.

Hvis du – lige som jeg – er fra landet, kræver det en form for bevis, for ellers ved vi, at det blot siger klask, når æggene rammer jorden og får drømmene til at forsvinde.

Beviset på, om du kan komme i zonen – og om det overhovedet eksisterer som noget virkeligt for dig som golfspiller – kan enkelt komme fra en tur rundt på en puttegreen.

Læg en bold et par meter fra det første hul. Og putt mod hullet. Fortsæt til hul nummer to osv. – alle atten huller – eller hvis der er 9 huller, så banen rundt to gange.

Bagefter sætter du dig og tænker på forløbet. Ikke, om boldene gik i hul eller var slået for langt, for kort eller for skævt eller både-og! – Nej, tænk kun på de enkelte afstande fra putt til putt. Hvor langt var der fra hul 7 til hul 8?

Hvis du kan mærke noget i din krop og i dine muskler i ryg og skuldre, blot ved at tænke på afstanden, så har du rent faktisk været i zonen. Det er den samme lynsnare fornemmelse, som når vi tænker på et vanskeligt højresving eller på en parallelparkering. Der er forbindelser mellem hjerne og muskler – en slags forudsigelighed eller parathed.

Det er den samme fornemmelse, vi har, når vi i tankerne reagerer vredt, hvis vi tænker på, at ”en eller anden skulle sige eller gøre noget ganske bestemt.”

Vi har – ifølge Jared Tendler – alle en vidensbank, men om ”banken” og beholdningen er stor eller lille afhænger af os selv. Det er det, der skal få os til at træne noget ganske bestemt.

Den lille lette øvelse på puttegreen fortæller os derfor både om vi rent faktisk kan komme i zonen samtidig med, at den fortæller om størrelsen af vidensbanken.

Vi må rundt og rundt og rundt på puttegreen, indtil vi er helt sikre på, at vi kan ramme afstanden uden at tænke på den, for vort fokus skal alene være på, om vi kan ramme den bestemte puttelinje.

Indrømmet: Jeg er fra landet, og jeg er nok noget skeptisk over for psykologi og mentale virkemidler. Men jeg har givet det psykologiske og det mentale en chance og har forsøgt, om det var muligt at komme i zonen, når det gjaldt puttning.

Jeg er blevet en bedre putter – markant bedre. Jeg tænker aldrig mere på afstande, men slår kun på den linje, jeg mener er den rigtige.

Jeg kan sidde i lænestolen og mærke, hvor meget kraft et putt skal have fra hul 3 til hul 4 på min hjemmeklubs puttegreen.

Men jeg bliver aldrig Tiger Woods 1998 – 2001: Når det er vigtige putts, så overtager vigtighedszonen komfortzonen, og jeg brænder lige så ofte som før.

Måske har Tiger trænet noget mere på puttegreen end mine ti – tyve runder! Hans vigtige putts var sikkert også noget vigtigere end mine…

Jeg tror ikke på, at vi mennesker generelt kan multitaske. Det er livsfarligt for alle, når bilister bruger telefonen under kørslen – og i det mindre farlige: Jeg tror ikke, at man både kan sigte på en linje og slå med en akkurat kraft på samme tid. Vi må skille tingene ad.

Hvis du har problemer med at putte, så kan det være en god idé at forsøge at komme i zonen, når det gælder afstande. Man får skilt tingene ad, og der kan være noget rigtigt i, at vi gennem øvelse kan gå og gå uden at tænke videre over det. Vi gør det blot. Endda kan det føles enormt anstrengt, hvis vi tænker over hvert skridt. Det er det, der kan være den gode forståelse for, at vi skal ”glemme” afstanden og blot slå pr. intuition. Ingen prøvesving. Find et sigtepunkt og slå pr. fornemmelse.

Der er en zone på green…

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer