Golferens Blog: Den søde musik – og det flotte syn | Golf.dk
Det er okay at falde i vandet på vejen mod det gode og solide boldtræf, lyder det denne gang i Golferens Blog.

Golferens Blog: Den søde musik – og det flotte syn

19/02 - 2019 | Søren Meinertsen

Kan vi få bragt køllehovedet tilfredsstillende ind i impactzonen, er meget – utroligt meget – nået i et golfsving.

Jeg tror, at en af forskellene på os klubgolfere og elitespillere og professionelle på alle planer, er dyrkelsen af svinget fra starten af tilbagesvinget til køllehovedet kommer ind i impactzonen, hvor der nu skal ske noget ganske bestemt, for at vi lykkes så meget, at vi kan høre fuglene synge.

Hvorfor øver vi klubgolfere så ikke det noget mere? Hvorfor kører jeg i eftermiddag op til golfklubben og slår et par spande bolde og går 9 huller, som jeg ofte gør?

Hvorfor ikke træne det, som jeg oven i købet ved, mangler i mit spil? Årsagen er, at der er noget, der sidder så fundamentalt, manifest forankret i min golfbevidsthed, at jeg simpelthen ikke formår at se bort fra det: En usikkerhed i at kunne ramme bolden.

Det er der sikkert ikke noget underligt i, hvis man ikke er vokset op med golf og måske har gået til alle mulige former for ungdomstræning. Det har jeg ikke. Jeg lærte spillet i en noget højere alder, og jeg har dyb, dyb respekt for det at kunne ramme en golfbold med et køllehoved.

Jeg nyder at se unge mennesker træne, og jeg nyder at se golf på TV: Denne nærmest legende selvfølgelighed, hvorpå enhver bold bliver ramt, er et fantastisk dejligt syn, som jeg af al magt forsøger at få ind på min nethinde og videre ind til nogle styrende centre, der kan overføre det legende lette til mit sving.

Men når jeg står over bolden, har jeg kun én tanke: Ram den! Man behøver ikke være psykolog for at kunne se, at lige præcis den overordnede og vel også styrende tanke meget vel kan koste alle mulige andre steder i svinget: En smule tilbageholdenhed – lidt forsigtighed – lidt manglende koordinering af bevægelserne - tanker, der forhindrer mig i at udføre et mere rigtigt golfsving.

Jo, jeg ved det godt. Jeg ødelægger det for mig selv. Alligevel håber jeg – og håber – for måske en dag vil det lykkes at kunne gå en runde med legende lette, golfsving. Sandsynligheden taler for, at jeg først når det, når jeg bliver 100…Den tid den glæde!

Nej!

Vi lever i nuet, og det er lige præcis nu – i dag, at der kan slås en streg i sandet, når vi nu har brugt de sidste uger på at fokusere på skulderdrejningen og håndleddenes stilling igennem impactzonen.

Forleden dag vidste jeg, at jeg, når jeg skrev denne blog, ville jeg trække en streg i sandet, og jeg vidste, at det formentlig heller ikke denne gang ville lykkes mig at få det legende lette og selvfølgelige frem i mit træf på bolden.

Jeg faldt imidlertid tilfældigt over en hjemmeside med gode kostråd efter et system, der kaldes ”Sense.” Her stod der direkte, at det var ”tilladt” at falde i vandet, og at man roligt kunne fortsætte med metoden efter en fiasko eller et tilbagefald i et svagt øjeblik. Det ramte mig i det rigtige, stærke øjeblik. For det er jo pointen: Utallige gange har jeg forsøgt og hver gang givet op, når jeg mærkede lidt modstand og tilbagefald, fordi man måske har en ”vigtig” runde om kort tid. Der skal ikke meget slinger i valsen, før man har gode undskyldninger parat… og så er man holdt op med at gå på den ellers rigtige og gode vej.

Det sker ikke denne gang! Jeg har bestilt en times træning i morgen, så jeg er nogenlunde sikker på ”at blive samlet op,” hvis det nye initiativ kikser i en sådan grad, at jeg ikke ramte boldene så godt som før, jeg gik i gang med det nye træningsmål. Inden træneren og jeg går i gang med træningen, vil jeg dog yderligere bestille en tid, så jeg er sikker på, at jeg bliver i sporet.

I virkeligheden er det lette og legende særdeles banalt og enkelt: Kommen man med en god skulderdrejning frem til impactzonen med gode håndled i de rigtige vinkler, er det ”blot” om at give los efter følgende mønster:

Driver: Der skal slås op og igennem bolden med en afgørende lethed, der er den egentlige baggrund for swinghastighed. Nogle af mine drives er sådan – men andre – og det er gerne dem, der tæller… er anstrengte og for hårdtslående – sikkert, fordi jeg i allersidste øjeblik finder ud af, at jeg godt kan ramme bolden, og så bliver der givet los.

Træningen bør alene foregå afslappet overalt i kroppen – undtagen i håndleddene. Besynderligt nok er det faktisk lettere at holde håndleddene lidt fastlåste i længere tid end i kortere. Derfor gælder det om at få flyttet den særdeles højt opteede bold uden for venstre fod. Glem alt om retningen – glem alt om boldtræffet, men få fornemmelsen af afslappet fart ind i det fra midt i stancen opadgående sving mod den højt opteede bold. Husk den fulde skulderdrejning – husk at holde vinklerne på håndleddene, men glem alt andet: Sving roligt og med følelsen af lethed. Glem, hvor langt boldene kommer, men husk på din egen fornemmelse i kroppen og få kroppen til at medvirke til det lette og ubesværede.

Bliv ved, så længe du orker at bukke dig ned og sætte en tee i græsset og en bold ovenpå, men undgå at tage en konkurrence mellem det nye sving og det gamle, for så falder man hurtigt i vandet!

Nu gælder det jernene. Det er lettest og mest virkelighedstro på græs. Samtidig giver køllehovedets mærke i græsset efter bolden ud mod målet en tydelig fornemmelse af det rigtige træf ”ned igennem bolden.” Nogle steder er der kun måtter. Her må man placere en stump tee cirka 10 – 15 cm efter bolden ud mod målet. Træningen går simpelthen ud på at lave et mærke i græsset 10 – 15 cm efter bolden – eller få slået stumpen væk på måtten.

Det er igen den fulde skulderdrejning og de fastlåste håndled. Start med at svinge afslappet med fart lige som med driveren. Placer i starten bolden omkring højre hæl for at fremme fornemmelsen af det mere stejle nedsving med en wedge, hvor man ikke kommer op for tidligt, for det er det, der forhindrer os i det ”legende lette golfsving med det selvfølgelige” og stensikre boldtræf.

User Comments:

  • Gode råd

    19/02 - 2019 | Jørgen Peter Wassmann

    Endnu en perle i rækken ! Tak.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer