Golferens blog: Den forbistrede kikser | Golf.dk
Det er surt af dufte et chip. Men du kan lære meget af det.

Foto: Getty Images

Golferens blog: Den forbistrede kikser

21/05 - 2019 | Søren Meinertsen

Selvfølgelig skal man ikke bande – og slet ikke ad en for så vidt sagesløs bold. En af de mest afgørende pointer i golf er jo faktisk, at en bold opfører sig forudsigeligt i overensstemmelse med de fysiske love, - og alle udstyrsfabrikanters stræben drejer sig dybest set om at få forudsigelighed ind i spillet.

Inde i denne for så vidt simple konstatering ligger imidlertid, at hvis vi vil undgå bandeord, må vi lære vort værktøj at kende.

Det gælder i høj grad en wedge.

Ordet ”wedge” stammer formentlig fra en forestilling om, at netop nogle af jernenes udformning har en slags ”kile-element” i opbygningen.

Wedge - forstået som en kile – giver os en mulighed for at adskille de fire kortestslående køller – nemlig lobwedge, sandwedge, gapwedge og pitching wedge fra de øvrige jern, men slår vi to fulde slag med henholdsvis 9-jern og pitching wedge er der næppe nogen forskel overhovedet – bortset fra, at vi forventer, at 9-jernet kommer omkring 8- 10 meter længere.

Den markante navneforskel – 9-jern/pitching wedge – må derfor ligge i noget andet, og det er formentlig, at pitching wedge har en mere tydelig dobbeltrolle i et sæt end et 9-jern, der ved fulde slag blot længdemæssigt befinder sig mellem en pitching wedge og et 8-jern – på samme måde som en sand wedge befinder sig mellem en gapwedge og en lobwedge.

Ved fulde slag.

En wedge kan noget mere end at slå fulde slag.

En wedge er simpelthen beregnet til – og bygget til – OGSÅ at kunne slå kortere slag på banen – typisk pitchs og chips.

Et chip karakteriseres ofte som et kortere slag, hvor køllehovedet ikke kommer over hoftehøjde, mens et pitch vel betragtes som ”alt” imellem et chip og et fuldt slag.

Naturligvis kan disse kortere slag også slås med 9-, 8- og 7-jern, ja, nogle kan endda være ekvilibrister og chippe med hybrid- og fairwaykøller.

Men det er undtagelser. De fleste kortere slag omkring green - pitch og chip - foretages af de fleste med wedges.

Mange opøver disse småslag med rutinen: Højt over en bunker. Lavt fra forklæde o.l. rundt om green. De højere chips kan minde om et pitch, mens de lavere flyvende chips ofte kaldes ”chip-and-run.” Mellemveje findes også: Eksempelvis et længere, lavtflyvende pitch med masser af backspin, der kan stoppe efter et eller to små hop.

Alle disse slag kræver principielt en højereloftet wedge – og en ”kile-indstilling” hos spilleren.

Den ”kile-indstilling” kan være svær at få fat i, men da forståelsen for de kortere slag rækker ud til det længste drive og det allerkorteste putt, er det værd som spiller at dyrke kilen som begreb – og ikke mindst i forbindelse med denne dyrkning undgå de kiksere ved især kortere chip, der enten bliver for tykke (køllehovedet rammer ned i græsset før bolden) – eller for tynde (opleves ofte som flækkere.) Det kan hos selv de pæneste mennesker med det normalt pæneste sprog give anledning til bandeord, når bolden enten kun har flyttet sig en meter – eller kan hentes i en bunker på den anden side af green.

Det har vi alle prøvet – og bandet eller ærgret os.

En kile er underlagt to fysiske fænomener, som vi kan beskrive med ”golford:” Der er noget ”udfladende” – kilens spids skal ind og have fat i mellemrummet mellem underlag og bold – og noget mere ”nedadgående kraft” – slagfladen skal have fat i boldens centrum.

Det er med andre ord en kombination, vi skal søge i de kortere slag – og det vil sige alle slag, der ikke er fulde slag, for hvis vi kun spillede med fulde slag kunne vi kalde de fire wedges for 10-, 11-, 12- og 13-jern. Men de fire wedges kan både slå fulde slag og kortere slag.

Det kan være enkelt på banen – efter lidt overvejelser om afstand - at vælge et 7-jern fremfor et 8-jern. Det fulde sving vil være det samme.

Men står vi med et 30 meter pitch over en bunker eller et kortere chip uden for green, må vi finde en kombination mellem det udfladende og det nedadgående – og hvis vi finder det, kan vi først for alvor begynde at få en fornemmelse for slagkraften ind i kroppen.

Opgaven bliver derfor:

Vi skal ”ind” i bolden samtidig med, at vi naturligt vil slå ned på bolden – uanset hvor højt eller lavt vort tilsving er.

I korte træk handler det alene om tid – eller tidsforbrug. Det kan være hensigtsmæssigt at sammenligne et putt med et drive.

I et putt vil vi stille os op med en helt klar forudsætning, nemlig at vores opstilling - inden tilbagesvinget - identisk afspejler den position, som vi ønsker, når bolden rammes.

Det er markant anderledes i et drive. Vi stiller os op, men er udmærket klar over, at vore ben, hofter - og krop i det hele taget - ser anderledes ud, når vi efter et tilbage- og tilsving rammer bolden. Vi har drejet hofterne væk for at få plads til at komme indefra, og vi vil overføre vægt fra side til side i tilbage- og tilsving.

Det har vi tid til under et fuldt slag.

Men pitch og chip er ikke fulde slag.

Pitch og chip er korte slag, og det betyder, at vi ikke har den samme tid til at få flyttet ben og hofter som ved et fuldt slag, og på den måde minder et chip og et pitch langt mere om et putt.

Vi må simpelthen med pitch og chip have en opstilling, som gør, at der er identitet mellem opstilling og øjeblikket for boldtræf.

Det er den allervigtigste forudsætning for et vellykket chip og et vellykket pitch.

Vi er nødt til at stille os lidt åbent op med underkroppen, for vi har ikke tid til at dreje hofterne væk under et meget kort slag.

Slagstillingen må være parat allerede i opstillingen:

Venstre fod lidt trukket tilbage, hofterne tydeligt åbne – SAMTIDIG med, at skulderplanet ikke ændres. Skuldrene skal være nøjagtig på den parallelle linje i forhold til bold og mål (hullet).

Det allermest enkle er formentlig, at man med udgangspunkt i sin sædvanlige opstilling gør stance smallere og trækker venstre fod lidt tilbage og presser knæene i retning mod målet.

Det er ikke svært med en forholdsvis smal stance, og de fleste vil kunne mærke det lille, men absolut afgørende vægttryk på venstre fod, når overkroppen holdes tilbage, mens knæene presses lidt nedad og til venstre for målet.

Opstillingen sikrer helt automatisk det nedadgående i slaget, og det eneste spilleren nu skal koncentrere sig om, er træffet ind i bolden, som skal være ”udfladende” – da netop knæene har sørget for at det ”udfladende” bliver tilstrækkelig nedadgående.

Det er altid en god idé at have acceleration med i slagfornemmelsen. Det er meningsløst at tale om acceleration som noget fysisk målbart, da træffet højst varer en brøkdel af et sekund, og bolden er i løbet denne tusindedel af et sekund bedøvende ligeglad med en nok så stor acceleration. Det afgørende er imidlertid, at acceleration som begreb får spilleren til at svinge igennem og ikke stoppe op umiddelbart i boldtræffet, når modstanden fra bolden erkendes. Acceleration er derfor altid en god svingtanke – selv i det korteste putt eller chip. Den stigende hastighed i køllehovedet fra start til planlagt slut – uanset ”boldforhindring.”

Med opstillingen til et chip eller pitch har vi den kombination, som vil sikre, at bolde ikke rammes for ”tykt” eller ”flækkende” – for den type kiksere fremkommer oftest, fordi vi selv (hoften) er i vejen – ikke mindst, da vi ofte gripper ned og faktisk ønsker at stå så tæt ved bolden som overhovedet muligt for mest mulig kontrol.

Alt det kan opnås med en god opstilling, der er identisk med den opstilling, vi har, når bolden træffes.

Nu kan vi koncentrere os om det virkelig afgørende for scoren, nemlig at få bolden til at komme tæt på målet. Det er rigeligt svært og en pragtfuld udfordring i golf, men en bold, der ender tre eller fem meter fra flaget giver ikke anledning til bandeord, men kan derimod give anledning til at træne præcision – virkelig præcision med alle træningsbolde, fordi ”tykke” kiksere og ”flækkere” nu ikke længere hører med til repertoiret.

Man kan efterhånden forfine teknikken – eksempelvis ved at mærke ”groundingen” bag bolden som noget helt unikt – så nogenlunde som at mærke den helt rigtige fornemmelse for længde i et putt. Nogle synes om en fastforankret pendulfornemmelse, andre kan bedst håndtere en slags bestemt ”svæv” som bliver udjævnet i tilsvinget.

Der er dog altid noget sundt og noget rigtigt i at grounde en kølle og så tilpasse sig køllen i opstillingen – i hvert fald i begyndelsen – inden næste trin, hvor alle chips og pitchs kan slås med alle fire wedges – det giver et fabelagtigt stort ”vingefang” at kunne anvende alle fire wedges i det korte spil. En er god til det ene, en anden er god til det andet osv.

Og det kan varieres i det uendelige, men også holdes helt ned på et simpelt plan, hvor der måske kun anvendes en sand wedge til tykt græs og en pitching wedge til kortere græs.

Det kan give tryghed, hvis man ikke spiller så ofte.

Meget af den unikke fornemmelse for et slags udfald (længde og højde) hænger sammen med ”skaftlænet” – læner vi skaftet mod målet og delofter køllehovedet og forsøger at bevare denne stilling igennem slaget (uret mod målet) får vi typisk et lavere slag, men også et mere forudsigeligt slag, der kan minde om et putt..

Det føles naturligvis helt anderledes, hvis skaftet læner lidt modsat med et større sving og en større afslutning (uret mod himlen) – eksempelvis et ”flop-slag” –  hvor vi har tilført betydeligt mere loft og derfor må slå mere kraftfuldt til selv korte afstande.

Mange golfspillere er ”født” boldglade, og netop med chipping og pitching kan boldglæden opleves i fuldt flor. Det er måske noget af det sjoveste golftræning – som endda kan betyde virkelig meget for scoren. Nogle chipper simpelthen så godt, at man har indtryk af, at de hellere vil ramme uden for green end på, fordi de hellere vil have et længere chip end et langt putt!

Alt i alt kan vi med den rigtige opstilling og den rigtige dosering af det udfladende med det nedadgående overveje højere, flyvende slag blot ved at vælge en wedge med et højere loft.

Også wedgens bounce bør tages med i overvejelserne. Der er fordele – indlysende fordele, men der kan også være ulemper.

Hvis skaftlænet er mod målet, tages bounce helt ud af spil, mens skaftlænet væk fra målet tilfører bounce i større eller mindre grad. Derfor kan det være betydeligt lettere at slå et flop-slag, når bolden sidder højt og lækkert i græsset, mens vi næsten beder om en kikser, hvis lejet er hårdt – eller bolden sidder nede i et tørvehul. På hårde underlag kan bounce lave ulykker. Mange vover sjældent at anvende en sandwedge til halve og trekvarte slag (pitch) på hårde underlag.

Men alt bør prøves omkring en øvegreen under overskriften: Hvad kan jeg med en wedge?

Der er mange enkle og forholdsvis simple golfslag, der gemmer sig rundt om green. Og bandeordene kan undgås, hvis man er opmærksom på samspillet mellem det udfladende og det stejle.

Her kan opstillingen med knæpresset mod målet være den helt afgørende forudsætning.  

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer