Golferens Blog: Bliv høj! | Golf.dk
Vi slår kortere om vinteren. Det er der muligvis flere årsager til.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Bliv høj!

20/11 - 2018 | Søren Meinertsen

Alle tekniske bestræbelser fra udstyrsfabrikanternes side har i mangfoldige år drejet sig om at få boldene til at launche højere. ”Launch” er selve igangsættelsen af bolden, og faktisk kan man allerede ud fra impact – mødet mellem bold og slagflade – vurdere boldens flugt.

Vi kan let tro, at en lavereflyvende bold kommer længere end en højtflyvende, men det er ikke hele sandheden. Selvfølgelig kan man kikse ”for højt” – og man kan glæde sig over en ”borende” boldflugt, men sandheden er formentlig, at en tilpas høj boldflugt vil give det længste slag. Ser man elitespillere eller tourspillere på Tv, lægger man også ofte mærke til, at boldene bliver slået meget højt op i luften.

Bolden møder ”modstand” fra sin vej fra begyndelsespunkt til det nye hvilested. Luftmodstanden er stor, og selv om vi næppe ænser den i det daglige – især ikke i vindstille perioder – er det en enorm modstand, en bold udsættes for.

De fleste golfspillere ved, at de slår kortere om vinteren end om sommeren, og alle, der har været på golfferier under sydligere – og varmere – himmelstrøg – tænker med begejstring på de betydeligt længere slag, der kunne opnås.

De lavere temperaturer om vinteren får luftens samlede massefylde til at stige. Luftmolekylers massefylde er højere end vandmolekylers, og da den kolde luft ikke kan indeholde lige så mange vandmolekyler som den varmere, er scenariet sat for mere luftmodstand, når det er koldt, fordi der simpelthen er flere luftmolekyler, som bolden skal ”overvinde.”

Vi kan være klædt varmt og fornuftigt på om vinteren og vores ”muskeltemperatur” kan være ideel, men alligevel kan vi også være hæmmet af den større tøjmængde – måske er de lette golfsko endda blevet erstattet af et par tunge, (fornuftige) støvler, der kan gøre fremdriften i svinget langsommere.

Alt i alt slår vi kortere.

Der er mere mellem himmel og jord, der påvirker en golfbold under flugten. Jordens tyngdekraft påvirker også, og på en golfbolds bane fornemmer vi tydeligt den såkaldte ”kasteparabel.”

Når en golfbold sendes afsted med sin starthastighed på en linje mellem 0 og 90 grader i forhold til terrænet, har vi et såkaldt skråt kast, og boldens bane vil under ideelle forhold (uden eksempelvis modvind) være en kasteparabel.

Betydningen kan vi ofte se på driving range med typiske range bolde, der både kan være ”modificeret” med hensyn til vægt, flyvefærdighed (antal dimples) og kompression, og den kan have en mere bastant overflade, som gør, at den ofte har en stor holdbarhed og lang, lang levetid. En range bold har helt tydeligt en anden kasteparabel end en almindelig, godkendt, optimal golfbold. Typisk kommer rangebold kortere, simpelthen fordi de falder hurtigere til jorden fra deres toppunkt end almindelige golfbolde, der er bedre til at holde sig i luften og dermed fladere mere – og i længere tid – ud. Kort sagt: en mere optimal kasteparabel.

Ser man tourspillere træne, er det altid med ”rigtige” bolde, fordi det næppe er sving eller impact, der trænes og vurderes, men snarere de præcise længder.

Det er lidt anderledes for os andre, der ofte bruger opvarmningen med range bolde til lige at finde ud af, om vi overhovedet kan ramme bolden godt ”i dag!”

Men hvad er egentlig godt?

At blive ”høj?”

Der er nok noget om snakken – hvis vi ser det fra golfboldens perspektiv. For at opnå en høj boldflugt i et slag vil typisk gøre spilleren særdeles tilfreds, ja, måske ligefrem ”høj!”

Engang var det utroligt svært overhovedet at få en golfbold i luften. Det var i tiden med bladejern. I dag er det anderledes: De fleste jern er i dag støbte med bred sål og lave tyngdepunkter og meget ofte med et såkaldt offset, det vil sige at slagfladen er ”sendt” lidt bagud i forhold til skaftet. Tyngdepunktet er også flyttet nedad og bagud – og skafter er blevet lettere, hvilket også kan give større svinghastighed - alt i alt skulle de mange ændringer gøre det lettere for almindelige klubgolfere at få bolden i luften.

Og det er jo lettere: Prøv selv en dag at slå et par slag med et bladejern. Det kan være særdeles vanskeligt at få en bold til at flyve i en god højde!

Kan det ikke være lige meget, om vi kan slå gode slag med et bladejern, når vi nu netop har så gode alternativer med perimetervægtede jern?

Jo, naturligvis – men det kan give anledning til nogle overvejelser, som måske kan føre frem til en bedre teknik.

Teknikken fremkommer tydeligst som et problem, når vi oplever, at vi den ene dag slår gode jernslag, men dårligere kølleslag og viceversa den næste dag.

Det er et teknisk problem og en teknisk problemstilling, som dog ikke er helt umulig at overvinde og derfor væd at beskæftige sig lidt med, især da manglende teknik kan efterlade os med en dårlig score på nogle huller, som kan gøre det svært at sammensætte en god runde.

Der er to problemstillinger, som vi kan overveje i stille stunder:

Den ene er en statistik fra National Golf Foundation, som fortæller, at golfspilleres generelle handicap ikke er faldet, selv om vi har fået alle disse mange spilforbedringer på udstyrssiden. Det er med andre ord ikke en revolution, der er sket med udskiftningen af bladejern og med tilførsel af mange tilgivelser. Alle statistikker skal tages med forbehold – her kan et af forbeholdene være, at flere og flere igennem de sidste 50 år er begyndt at spille golf, fordi sidegevinsterne er så indlysende store: frisk luft, god motion og fantastiske dage i godt selskab. Om handicappet er højt eller lavt spiller næppe den store rolle for mange klubgolfere – og heldigvis for det, for der er plads til alle på en golfbane. Måske kan vi endda glæde os over, at mange netop fortsætter med at spille golf, fordi udstyret er blevet lettere at håndtere. Jo flere golfspillere, desto flere baner – og endda flere baner med endnu mere god vedligeholdelse og pleje.

På den måde kan statistikken fra NGF ikke sige så meget nedslående, og det vil næppe heller være muligt at lave en dækkende statistik, der viste om A med bladejern i 1968 havde et lavere handicap end A1 med tidssvarende, letspillende udstyr anno 2018. Hertil kommer, at nutidens spillere kan komme hurtigere i gang end tidligere.

Den anden problemstilling omhandler boldflugten.

Den problemstilling er vi nødt til at nærme os ad en omvej:

Hvis vi tager et bladejern – og det kan vi meget nemt gøre i tankerne og eventuelt få hjælp fra high speed kameraer – kan vi se, at impact – det vil sige det sted på slagfladen, hvor bold træffes – ligger endog usædvanligt højt på et bladejern.

Det er lidt tankevækkende, fordi man faktisk ikke i datidens instruktionsbøger kan finde nogen antydning af, at det skulle være sværere at slå med en kølle end med et jern, bortset fra længden på skafter kan volde begyndere et vist besvær – ofte i datiden blev golfspillet derfor lært med et 7-jern som det længste i begynderbag’en.

Det er ikke sikkert, at du som spiller har problemer i skifte mellem jern og køller, når du spiller, og det kan være et tegn på, at du har en god teknik. Omvendt, hvis der er problemer, er det værd at ofre impact en smule opmærksomhed.

I datidens golfinstruktionsbøger hører vi igen og igen, at der skal slås ned på en bold, der ligger på græsset. Forestillingen – for det var jo kun en forestilling, når der ikke kunne tages billeder på millisekunder – var endog, at mange mente, at bolden kom i klemme mellem græs og slagflade og nærmest blev ”smuttet” afsted som en varm mandel ud af sit gode skind!

Ikke så få mente også i datiden, at bolden komprimerede mod underlaget som en fjeder og gav højde. Den anden kompression mod slagfladen blev forklaret endnu mere overbevisende: Impact er en elastiskk kollision og forestiller man sig bolden som en fjeder, der trykkes lidt sammen kommer den ud fra køllehovedet med ekstra fart.

Det kunne forklares fysisk og på sin vis er det stadig gældende, når vi hører om trampolineffekt i forbindelse med jern, der er forsynet med ”high-COR” belægning som eksempelvis single length jern under 35 grader. Belægningen på slagfladen er også en slags fjeder, der kan trykkes lidt sammen og aflevere kraft fremad akkurat som boldens fjedrende egenskaber. I datiden troede man som nævnt, at bolden også komprimerede lidt mod underlaget, og at det var denne nedadgående kompression, der fik bolden i luften.

Forestillingen kunne underbygges med Newton, som sagde at masser indvirkede på hinanden. Det nedadgående med køllehovedet store masse (291 g) mod boldens mindre masse (max. 45,93 g) får bolden til at flyve af sted, men køllehovedet bevæges også lidt ned – og det lidt ned endte i græsset. ”Tørv efter bold!” Pengene passer – også i dag!

Tutelman kalder det ligefrem en ”Newton-tørv” og finder her forklaringen på, at en højt på slagfladen ramt bold alligevel giver en nydelig tørv efter bolden.

 Alle kender stadig sætningen om, at der skal slås NED på en bold for at få den OP.

Og det er rigtigt, men af andre grunde – og af andre årsager – men virkningen er den samme, og derfor spillede datidens golfspillere lige så godt golf, som vi gør i dag.

Men der er en del af tankesættet, som vi kan bruge for at komme til at spille bedre med færre kiksere på banen.

Spørgsmålet – i denne forbindelse - og det spørgsmål handler i virkeligheden om, at vi som klubgolfere kan opleve, at vi ofte kommer ud for, at der er forskel i kvaliteten af vore jernslag, hybridslag og såkaldte kølleslag (driver og woods).

I dag ved vi meget mere – og kalder vi impact for The Big Bang – er der næppe nogen usikkerhed med det, der er gået forud, og det, der rent faktisk sker – og endda sker på en sådan måde, at boldens hvilested – ofte flere hundrede meter væk – kan beregnes på millisekunder i en launch monitor som eksempelvis TrackMan – lang tid før bolden overhovedet er landet.

Hermed får vi et meget nøjagtigt indblik i årsag og virkning.

Vi kan i dag direkte fotografere impact og på YouTube se vore store idoler ramme en bold i slow motion. Disse idoler spiller stort set uden undtagelse med bladejern, og de har tilsyneladende – som datidens klubgolfere? - ikke noget problem, når de skifter mellem jern og køller.

Når en bold bliver ramt med en angrebsvinkel, der er nedadgående, har de fleste af os en forestilling om, at jernets loft så nogenlunde skal passe til boldens runde facon, således at den forreste del – den laveste del på jernets slagflade – kommer ind i boldens runding. Det er en forestilling, der direkte siger, at vi skal ”under bolden.”

Forestillingen underbygges, når vi støder på ordet ”wedge,” som giver en forestilling om en kile eller et stemmejern.

Forestillingen passer også glimrende med sætningen om at slå ned på bolden, selv om vore bestræbelser egentlig med dette tankesæt om at få bunden af slagfladen ind i boldens åbning, nærmest tilsiger, at vi slår lige midt ind i bolden. I virkeligheden får vi nu mange gode slag, men af en anden og langt mere betydningsfuld grund: Vi rammer bolden højt på slagfladen.

Det er en god dag!

Men der er også dårlige dage.

Det er her, det egentlige problem ligger i, at vi nogle dage slår godt med jern og andre dage slår godt med køller – og er der sammenfald – får vi en god runde, men er der ensartede kiksere, får vi let dårlige runder.

Problemet ligger i, at der ikke er ret meget tolerance, hvis det tilstræbes, at ramme ”under bolden.” Vi får ikke slået bolden nedad med slagfladen, men ”ind i” og for at få denne nye forestilling til at sætte sig rigtigt fast i bevidstheden og dermed i bestræbelserne i svinget, skal man kunne tro på, at det er rigtigt at ramme en bold højt på slagfladen. Det giver en væsentligt bedre tolerance, fordi vi nu kan sigte på ”hele bolden” med hele slagfladen i den skrå nedadgående angrebsvinkel. Når bolden bliver ramt på denne måde vil allerede den første berøring bevirke, at backspinnet sættes i gang – og det er backspin, der får en bold op i luften.

Det er også nemmere at tænke ”fremdrift” med kroppen i tilslaget, og det er nemmere at undgå den for tidlige udløsning af håndleddene.

Der er gevinst på alle hylder!

Det første varsel under en golfrunde er ofte et slag med en wood, der bliver en jordstryger. Her bør alle alarmklokker ringe og som minimum bør bolden til det næste lignende slag på runden flyttes ganske meget tilbage i stancen. Ved at flytte bolden opnår vi et mere optimalt boldtræf højere oppe på slagfladen. Det er en nødløsning på banen – men bedre end jordstrygere.

Impact – mødet eller sammenstødet mellem bold og slagflade er en elastisk kollision eller stød (= sammenstød), og vi skal derfor – så vidt muligt sørge for at få et gunstigt frontalt sammenstød, og det gør vi netop bedst muligt ved at have en forestilling om at få ramt bolden nedad og så blot stole på – og det kan vi roligt gøre! – at jernets loft sørger for det nødvendige backspin. Jo mere loft, desto mere backspin – og dermed højde.

Alle former for slag til en golfbold handler dybest set om energi og hører man ingeniører tale om energi, varer det ikke længe før der tales om enegibetragtninger og energiregnskab etc..

Således også ingeniøren Tom Wishon, der er en af de mest anerkendte golfeksperter:

“Hvis man rammer bolden således at center på bolden er direkte på linje med hovedets Center of Gravity (”Tyngdekraftscenter”), vil der ikke være tab af energi i slaget.” (Tom Wishon)

Det er dette tab af energi, vi kan se på en jordstryger, og vi kan mærke det i hele kroppen, når det er et drive, der bliver ramt mod tåen eller mod hælen – det bliver vi ikke ”høje” af! Vi har simpelthen ikke ramt bolden optimalt – og optimal er netop det frontale sammenstød mellem de to masser, bold og køllehoved. Center på bold. Center på slagflade.

Vi kan i dag få de mest fantastiske og særdeles tilgivende jern. Hvis du ligger ”lige på vippen” til at blive god og stabil – eller hvis du synes, at du jævnligt får nogle dårlige runder på grund af kiksere, så kan løsningen være at få nogle knapt så tilgivende jern.

Måske endda jern, som umiddelbart kan være svære at slå med, og som egentlig anbefales til spillere, som har et lavere handicap, end du har. Men gevinsten ved at lære at slå gode slag med mindre tilgivende jern kan med meget stor sandsynlighed være, at dine slag med hybrider og woods og driver bliver markant bedre samtidig.

Al ære og respekt for alle de udstyrsfabrikanter, der gør det lettere for os at komme i gang med spillet, men det er værd at huske på, at fabrikanterne også laver udstyr til bedre spillere. Og du er helt sikkert blevet bedre – og du kan blive endnu bedre med det rigtige udstyr.

Glæd dine kære med gode julegaver – men glem ikke dig selv!

”Frem til fortiden” med knapt så tilgivende jern, der kan gøre andre slag bedre.

Og så skal der trænes!

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer