Golfen er det eneste vilde ved "The Wild Thing" | Golf.dk
Efter en hård start på anden runde kom John Daly hjem i 33 slag på de sidste ni huller.

Foto: Getty Images

Golfen er det eneste vilde ved "The Wild Thing"

25/08 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

John Daly har været kendt for mange ting, siden han i 1991 vandt sin første af to majors på Crooked Stick. Med et gigantisk oversving og sloganet ”grip it and rip it” slog han de længste drives i professionel golf. Med en næsten total mangel på træningsdisciplin og en voksen appetit på fest, farver og store mængder alkohol, har kontroversielle episoder trukket langt flere overskrifter end spillet på banen.

En kærlighed til den enarmede tyveknægt i Las Vegas har ikke hjulpet på finanserne, og det har fire skilsmisser heller ikke. Opmærksomhed har det aldrig skortet på, så det virkede en smule unødvendigt, da amerikaneren for at par år siden begyndte at spille i bukser med gøglede mønstre, hæslige motiver og farvekombinationer.

På fredagens runde var den 51-årige trukket i en påfuglebuks, der pudsigt nok rangerer blandt garderobens mere moderate benklæder.  

I det hele taget er Daly blevet en mere afdæmpet type. Der er flere år siden, han har forladt banen i utide, og driveren får ikke længere konkurrenterne til at føle ærefrygt. Det er ikke gået ud over populariteten. 

En skare af tilskuere var med hele vejen fredag, fra første til sidste smøg, og de fik glimrende spil at se på Backtee Course. Efter en flot første runde i 67 slag var Big John med fremme i den sjove ende af stillingen, og dermed havde han tee'et sig op til et nyt legendarisk sammenbrud til samlingen.

Han fulgte da også det velkendte manuskript fra start på runden. På dagens fjerde hul drivede han bolden ind i et buskads og indkasserede en bogey. To huller senere tre-puttede han, og umiddelbart efter slog han en wedge for langt på Himmerland Hill og endte med det tredje tabte slag inden for fire huller.

Daly spillede hurtigt, når han kunne komme til det. Sjældent gik der 10 sekunder fra en tee var i jorden, til bolden fløj. Til gengæld var spilletempoet dræbende. Hvert hul, hvert slag, gav ventetid. Enkelte gange op mod et kvarter. Det tog amerikaneren ganske roligt. Han satte ild til en cigaret og så en ny, småsnakkede med medspillerne og caddies. ”John vil åbne et gym-lazy-um”, jokede hans egen under at langt ophold i spillet.

Med hast nærmede Daly sig cutgrænsen i par, men på hul 18 blev tidevandsbølgen vendt med en birdie.

På hul to, et par tre hul med et gennemsnit langt over par, slog han en kontrolleret draw ind til halvanden meter og konverterede chancen. På fjerde satte han et stort, dovent sving på sit indspil og rullede et par meter i hul. To smøger måtte lade livet på par fem hullet.

På sjette hul fandt et langt putt bunden af koppen, og pludselig var Daly under par for dagen og på en samlet 13. plads i -5. Sådan kom han også i klubhuset, og afstanden til førstepladsen på tre slag kunne have været endnu kortere, havde han udnyttet flere af de mange birdiechancer.

Fra denne uge er det blevet tilladt for tilskuerne at tage billeder på banen. Det førte til, at Daly under sin arbejdsdag flere gange blev bedt om at vende hovedet og posere for kameraet. Han bed ikke på og ignorerede forespørgslen fra de enkelte med tvivlsom situationsfornemmelse. 

Pludselig er det golfen, der fylder, i stedet for alt det rundt om. Trods det store sving og den store mave ligner han en, der hører til på golfbanen. Der er dog stadig mere end en rest af x-faktoren tilbage. Det var tydeligt på tilskuerene, fulde af brede smil ved synet af levemanden, og det var tydeligt ud fra medspilleren Eddie Pepperells kommentarer efter runden.

- Det er tredje gang, jeg har spillet med ham. Han spiller rigtig godt, han er godt selskab. Han slår den stadig langt nok derudaf- for en mand i hans alder. Det var flot at se på, sagde englænderen, der selv klarede cuttet.

Daly vandt på den amerikanske seniortour i maj, men  hans seneste sejr blandt de unge er 13 år gammel. Han går ind til weekenden med glimrende chance, men uanset hvad der sker, så vil populariteten være intakt.

- Det er John Daly. Det er hele pakken, og selvfølgelig spillet. Det er fedt, han er her. Han trækker folk til turneringen, så det er ideelt, sagde Pepperell.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,566,891
  • Unique Visitor:122,808
  • Registered Users:160,665
  • Unregistered Users:31,226
  • Blocked Users:12,393
  • Published Nodes:15,499
  • Unpublished Nodes:288
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.238.184.78
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:1,593
    • This week:90,368
    • This month:374,359
    • This year:1,567,200

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk