Golfdanmark i fælles indsats for at rekruttere flere spillere | Golf.dk
En større rekrutteringsindsats bliver afgørende for at stabilisere eller øge antallet af golfspillere i Danmark.

Foto: Ulrik Jantzen

Golfdanmark i fælles indsats for at rekruttere flere spillere

22/03 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Efter nogle år med stabile medlemstal mistede Danmark i 2018 omkring 2.200 golfspillere.

Den kendsgerning samt den stigende gennemsnitsalder hos danske golfspillere betyder, at klubberne og DGU skal bruge flere kræfter på rekruttering i fremtiden. For at nå dertil skal der ske en udvikling i den måde, som den almindelig danske klub agerer og tænker.

Det er udgangspunktet for Dansk Golf Unions temamøde på Comwell Kolding, hvor repræsentanter for en stor del af Danmarks golfklubber lige nu er samlet.

- Hvis vi skal være flere, så skal det her (rekruttering, red.) fylde mere. Både med tid, penge og fokus. Hvem har ansvaret? Det har vi, der sidder her, sagde udviklingschef i Dansk Golf Union Jonas Meyer.

- Det er skide svært. For det ligger ikke i vores DNA som en forening. Vi træder jo ikke ind i frivilligt arbejde for at sidde og markedsføre, tilføjede han.

Forinden havde der været oplæg ved eksperter i trends og adfærdsdesign.

Fremtidsforsker Louise Byg Kongsholm tegnede et billede af de udfordringer, som står foran golfklubberne. Mangel på tid, fordomme om golf og en forbrugeradfærd, der har ændret sig radikalt over de senere år er lig med et relativt nyt farvand at navigere i, hvis man er golfklub.

Maja Holm, konsulent i Bevæg dig for Livet, stod i spidsen for en workshop, hvor klubrepræsentanter skulle arbejde med idéer til en forbedret rekruttering, blandt andet med udgangspunkt i, at det skal være let for den potentielle golfspiller at blive en faktisk golfspiller.

Jonas Meyer slog på tromme for markant flere muskler til markedsføring og rekruttering.

Den almindelige danske golfklub bruger ofte mindre en 1 procent af sit driftsbudget på rekruttering og markedsføring.

- Der er rygende travlt både for ansatte og frivillige i danske golfklubber. Men spørgsmålet er, om vi har rygende travlt med det, der tæller i det her, vi skal snakke om, sagde han.

Golfklubberne i Danmark har stor tilfredshed hos dem, der allerede spiller. Og klubberne er blevet dygtige til også at fastholde nye medlemmer.

- Vi har tårnhøj loyalitet hos vores medlemmer. Vi kan banke de fleste andre lande, når vi kigge rundt. Vi skal have selvtillid i forhold til, at det vi leverer er knaldgodt, sagde Jonas Meyer.

Udfordringen nu er at få flere nye ansigter ind. Det vil være nødvendigt for at stabilisere eller øge antallet af golfspillere i Danmark.

Også Dansk Golf Union vil i 2019 gøre en ekstraordinær indsats på rekrutteringsfronten.

20 danske golfklubber kommer til at indgå i et udviklingsforløb med konsulenter fra Dansk Golf Union. Målet er, at de 20 klubber i 2019 skal rekruttere dobbelt så mange nye spillere, som de gjorde i 2018.

- Vi skal også tage den her medicin. Vores rådgivning skal i større grad gå mod det. Vi prøver det her i 20 klubber, og så vil vi give den gavn og læring videre til alle de andre klubber, sagde Jonas Meyer.

Vi har selvfølgelig også spurgt de danske klubber på temamødet, hvad deres tanker om rekruttering er. Følg med her på siden, hvor vi i begyndelsen af næste uge bringer videoindslag med kommentarer, tanker og forslag fra repræsentanter for danske golfklubber.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer