Golf-O-Tron - den første "TrackMan"? | Golf.dk
Illustrationen af Golf-O-Tron i Dansk Golf nr. 1/1965 må have virket science fiction-agtig på de fleste af bladets læsere.

Foto: Dansk Golf

Golf-O-Tron - den første "TrackMan"?

21/11 - 2020 | Jesper Frigast Larsen

Magasinet Dansk Golf bragte for nylig i nr. 4/2020 en stor artikel om det danske firma TrackMan, der har taget den internationale golfverden med storm, og som nu også vinder indpas i andre idrætsgrene med sin evne til at måle og give feedback på boldens flugt og en lang række andre parametre (læs eller genlæs artiklen her).

Som Dansk Golf skrev: "Kort forklaret kan en TrackMan ved hjælp af avanceret radarteknologi på et splitsekund måle data for hastighed, boldtræf, rotation og en masse andre detaljer på både golfkøllen og bolden ved et golfslag."

Men dette er langt fra første gang, at Dansk Golf har omtalt "elektronisk golf". Faktisk omtalte bladet allerede for 55 år siden i 1965 det nye fænomen Golf-O-Tron, ledsaget af følgende nedladende kommentar: "Her ser vi igen, hvordan ting gøres mere idiotiske for os. Det næste skridt må være at have golfboldene i et lille maskingevær og trykke på aftrækkeren i stedet for at svinge køllen."

Mere nøgternt skriver Dansk Golf, at Golf-O-Tron er en amerikansk opfindelse, som kan installeres i alle hjem, med tilføjelsen: "Nå ja, alle hjem som har råd til at investere omkring 50.000 kr. i elektronisk udstyr."

Herefter følger en beskrivelse af systemets fortræffeligheder. De minder voldsomt om nutidens simulatorgolf, som Dansk Golf Union jo for nylig har udskrevet et dansk mesterskab i - i samarbejde med TrackMan. Se blot her:

"Det, som sker, er, at fremviserapparatet, der er bygget ind under den platform, spilleren står på, kaster et billede af en golfbane op på nylonlærredet. Billedet er taget fra teestedet, og spilleren har den samme udsigt, som han ville have haft i virkeligheden. Idet han rammer bolden, sætter mikrofonen en elektronhjerne i funktion. Fotoelektriske celler bag lærredet noterer boldens retning og fart og sender disse oplysninger til computeren, som kalkulerer resten af boldens flugt og sender instruks til "the scanner". Den viser så boldens bevægelse i form af en lysende plet på lærredet, medens distancemåleren nede i hjørnet fortæller spilleren hvor langt, bolden er kommet. Efter et kort ophold komme næste billede på skærmen og viser udsigten frem mod selve hullet."

Ifølge artiklen fra 1965 blev Golf-O-Tron straks en stor succes, og ordrerne strømmede ind fra golfklubber, oceandampere, skoler og hoteller. Grunden til simulatorgolfens popularitet var lagt.

Siden er flere andre lignende produkter som bekendt kommet til, og teknologien har naturligvis udviklet sig voldsomt over GPS til nutidens lasersystemer. Varemærket Golf-O-Tron blev på markedet i mange år, og det er stadig muligt at finde en hjemmeside på nettet, der reklamerer for en nyere version af Golf-O-Tron, men den har tilsyneladende nogle år på bagen, så det er usikkert, om Golf-O-Tron stadig eksisterer.

Hvorom alting er, simulatorgolf er kommet for at blive - og du læste det først i Dansk Golf!

Denne version af Golf-O-Tron er fra ca. 2010.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,637,494
  • Unique Visitor:125,883
  • Registered Users:160,762
  • Unregistered Users:31,219
  • Blocked Users:12,394
  • Published Nodes:15,526
  • Unpublished Nodes:313
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.94.21.209
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:3,338
    • This week:96,418
    • This month:386,469
    • This year:1,637,816

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk