Golf for demensramte  | Golf.dk
Køge Golf Klub (bill.), Golf Klub Harekær og Vallø Golfklub begyndte denne sommer at tilbyde hold for demensramte golfspillere.

Golf for demensramte 

06/08 - 2019 | Henrik Søe

Det skal ikke være nogen hindring at få en god oplevelse med golf, selvom man er ramt af demens.  

Tre sjællandske klubber - Køge Golf Klub, Golf Klub Harekær og Vallø Golfklub - har derfor indgået et samarbejde med Østsjællands Demensrådgivnings- og Aktivitetscenter (ØDA) med det formål at formidle kontakt mellem demensramte golfspillere, så de kan spille sammen på de tre baner. 

Demensramte har stor glæde af social kontakt, et trygt miljø og muligheden for at få motion. Derfor har ØDA og de tre klubber i samarbejde oprettet et hold for demensramte, som mødes hver fredag og spiller på en af de tre baner, og der er sørget for at afsætte ekstra god tid, så der er plads til et stille og roligt tempo. 

Holdet henvender sig til rutinerede golfspillere, og for at kunne deltage er det et krav, at man er selvhjulpen, har mulighed for at have en pårørende med på banen og i stand til at gå længere distancer.   

- Der kommer flere og flere demente i vores samfund, og vi er kun glade for at kunne gøre noget for den gruppe. De demensramte nyder godt af det sociale samvær og motionen, og samtidig får de pårørende også mulighed for at møde andre i samme situation. Og et hold hver tredje uge er ikke nogen belastning for klubberne - så det er en win-win, siger Leif Larnkjær, formand i Køge Golfklub, som efter sommerferien vil sætte sig ned med ØDA og de to naboklubber og evaluere på tiltaget.  

- Vi startede op denne sommer med fire-fem demente og deres pårørende, så det er stadig nyt. Til september sætter os vi os ned med ØDA og ser på, hvilke erfaringer vi har høstet, men hvis andre klubber er interesserede i at høre mere, er de meget velkomne til at rette henvendelse til os, siger Leif Larnkjær. 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer