Godt og dårligt nyt for Nicolai Kristensen | Golf.dk
Et par islændinge truer Nicolai Kristensens top-5 placering på Nordic League.

Foto: Claus Rødgaard Thomsen

Godt og dårligt nyt for Nicolai Kristensen

31/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Timberwise Finnish Open var Nicolai Kristensens turnering nummer 19 på Nordic League i 2019. En delt niendeplads på Alastaro Golf var sæsonens top-20 placering nummer 15 og syvende gang, han sluttede i top-10.

Kristensen startede ugen som nummer fem på Nordic League, og med ugens flotte resultat rykkede han frem til nummer fire. Kristensen var på 19. pladsen inden finalerunden, men med en 69'er lørdag spillede han sig frem som bedste dansker med en samlet score i -5.

Mens resultatet numerisk set førte til fremgang, kom Kristensen samtidig i større fare for at falde ud af top-5 på Nordic League, som ved sæsonens afslutning medfører oprykning til challengetouren. Han overhalede Gudmundur Kristjansson, men det samme gjorde Haraldur Magnus.

Magnus var på sjettepladsen på pengelisten med mere end 4000 euro op til Kristensen inden turen gik til Finland, men efter en finalerunde i 67 slag spillede han sig en delt andenplads i -9, kun et slag fra vinderen Anton Wilbertsson.

Efter pengepræmierne er blevet fordelt, er begge de to islændinge minde end 500 euro fra at skubbe Kristensen ned på sjettepladsen og ud i kulden.

Til gengæld kom Niklas Nørgaard Møller et skridt nærmere førstepladsen på Nordic League. Den langtslående dansker viste ikke det niveau, der har ført fem andenpladser med sig i løbet af sæsonen, men med to runder i par til at runde Timberwise Finnish Open af med sluttede han på en delt 33. plads og rykkede op 126 euro fra Christopher Sahlström helt i toppen af pengelisten.

Ni danskere klarede cuttet. Amatøren Victor Sidal Svendsen brugte 74 slag lørdag og sluttede på en delt 16. plads med Oliver Suhr i -2.

Morten Ørum Madsen var et slag under par på dagens runde og blev delt nummer 21 i par, et slag foran Mathias Gladbjerg på 26. pladsen.

Christian Dahl delte 33. pladsen med Nørgaard Møller, og nede blandt de sidste i finalefeltet sluttede Søren Schulze Pettersson og Morten Toft Hansen.

Link til resultatet

User Comments:

  • I

    31/08 - 2019 | Marianne Erslev Ballard

    I

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer