Gary Player om Royal Portrush: - Man kan ikke finde en bedre golfbane | Golf.dk

Gary Player om Royal Portrush: - Man kan ikke finde en bedre golfbane

16/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det er 60 år siden, Gary Player vandt karrierens første major - The Open på Muirfield. I den forbindelse har Golf.dk fået mulighed for med eneret i Danmark at bringe et interview med den 83-årige legende, som mandag efter The Open afholder Gary Player Invitational på Wentworth.


Der er gået 60 år siden din første sejr i The Open Championship i 1959. Kan du fortælle om dine minder fra den uge?

- Jeg har fantastiske minder fra den uge. Min kone ankom fra Sydafrika med vores førstefødte. Jeg havde ikke penge til at tage hjem til Sydafrika og være sammen med hende under fødslen, hvilket føltes meget ubehageligt. Vi kom op til Muirfield, men jeg havde ikke forstået, hvor pænt og korrekt alting var. Jeg gik ind i klubhuset, og sekretæren oberst Evans-Lombe, jeg glemmer aldrig hans navn, sagde: ”Hvad vil du her?”. Jeg sagde, ” jeg er her for at træne til The Open”. Han sagde: ”Du træner ikke her, sønnike. Det her er Muirfield”. Så  jeg tænkte hurtigt og sagde: ”jeg er fattig. Jeg har kone og barn. Jeg har brug for pengene, og jeg kommer til at vinde The Open”. Han sagde: ”Ikke alene kommer du ikke til at træne her, du er også en arrogant ung mand.”. Men jeg blev virkelig gode venner med ham, og over en kop te rådede han mig til ikke at slå driver en eneste gang på 15. hul i løbet af prøverunderne, fordi vinden ville skifte, så jeg skulle slå 3-jernfra tee og derefter et længere jern i andetslaget. Og hvad skete der? Jeg slog 3-jern både om morgenen og eftermiddagen (dengang der blev spillet 36 huller på finaledagen) og et langt jern mod green og lavede birdie begge gange. Under præmieceremonien stod han med hænderne i sine seler, som havde han selv vundet The Open, og det var fantastisk. Jeg havde en dejlig tid på Muirfield, og jeg nyder altid at komme der. Det er en meget speciel klub. 

Og hvordan ændrede sejren din tilgang til resten af karrieren?

- Jeg er hverken amerikansk eller britisk statsborger. Men jeg betragter virkelig The Open som verdens vigtigste turnering. Den er så anderledes. Man møder så meget modgang i løbet af en turnering. Man ender i en bunker og bliver måske nødt til at slå baglæns ud. Om morgenen spiller man måske under perfekte forhold, og om eftermiddagen kan der være stærk vind. Man må kæmpe mod elementerne. Det er en konstant strøm af forhindringer. Der er ikke meget behov for en baneguide. Nogle gange kan man slå et 7-jern 240 yards, andre gange slår man et 7-jern 70 yards. Så man har brug for at bruge det, jeg kalder naturligt instinkt, når man spiller. 

Fortæl mere om det naturlige instinkt?

- Det er noget, der mangler ved mange normale turneringer. Nu kigger de i bøger for at putte, hvilket jeg ikke synes burde være tilladt. At læse greens er noget, man burde være i stand til sammen med sin caddie. Hvis man ikke ved, hvilken vej, man skal putte, så har man et problem. Alle de bedste puttere gennem tiderne har aldrig kigget i en bog. Jeg synes, det burde stoppe, for det æder for meget tid. Vi bliver nødt til at finde måder at gøre golf hurtigere. Vi burde tillade afstandsmålere. Folk går 50 yards her og der for at finde en afstand, men de ved alligevel ikke, hvor langt, de slår bolden. Bare brug en afstandsmåler. Klik, og så er den der. Jeg ved ikke, hvordan udviklingen kommer til at gå. Snart kommer vi nok til at have en lille dims på siden af bæltet, som siger: ”Vinden er imod med tre meter i sekundet, du spiller op ad bakke, du har brug for at slå et 6-jern. Vi kommer længere og længere væk fra de medfødte evner, en person har - det naturlige instinkt, hvilket jeg mener er afgørende for at adskille en spiller fra en anden. Hvis de skulle spille med det udstyr, vi brugte, så ville der være færre spillere, som kunne vinde end hvad tilfældet er nu, for det var i høj grad med til at opdele spillere. Med ringere udstyr blev man nødt til at være en bedre ball-striker.   

Hvad er din yndlingsbane til The Open, og hvad synes du om Royal Portrush?

- Jeg var på Royal Portrush for tre uger siden. Jeg ved ikke, om der findes en finere linksbane i verden. Det er svært at sige. Jeg synes, de to bedste linksbaner er Turnberry, hvor det nye design på vidunderlig vis har bragt den skotske tradition tilbage, og så Royal Portrush i Nordirland. Man kan ikke finde en bedre golfbane i verden. Jeg troede aldrig, jeg ville komme til at se The Open afholdt på Royal Portrush igen, med alle de udfordringer, der var i Nordirland. Det er vidunderligt at se det ske igen. Nordirland er et fantastisk sted at have The Open, og hele Irland vil få gavn af det, for der vil komme folk i hundredetusindvis fra hele verden, og pressen vil forklare, hvor vidunderlig banen, landet og folket er.

Har du en favorit til at vinde på Royal Portrush?

- Jeg har på fornemmelsen, at Rory McIlroy kommer til at vinde, og det ville virkelig give vilde scener. Det ville være fantastisk for golf i Nordirland. Det ville give Irland et enormt boost. Det ville være det mest passende, når man tænker på, at The Open ikke har været spillet der siden 1951. Og han har lige vundet Canadian Open, så han er klar. Den første vinder var Max Faulkner, som efter 54 huller havde følgende underskrift: ”Max Faulkner. Open Champion”. Han var noget af en karakter. 

Hvilke chancer har Tiger Woods på Royal Portrush?

- Tiger Woods er Tiger Woods. Han er et af de mest barske konkurrencemennesker, jeg nogensinde har set. Hans slag mod green er nok de bedste, jeg nogensinde har set. Jeg har aldrig set nogen putte bedre end ham. Og så vælger han det rigtige jern. Han er ikke god med driveren, og roughen er ret tung, så jeg går ud fra, han ofte vil slå et langt jern eller en 3-wood fra tee. Men man har brug for at være heldig med starttiderne ved The Open. Er man uheldig, som Tiger var på Muirfield, har man ingen chance, så held med lodtrækningen har stor betydning. 

Kommer Tiger til at overgå Jack?

- Jeg tror det ikke. Med sin alder har han odds imod sig, men vi taler om Tiger Woods. Jeg er sådan en stor Tiger Woods fan. Jeg synes, hans comeback er det største nogensinde i sport samlet set. Jeg tager hatten af for det, han gjorde, efter det, han gik igennem. Min gode gud, jeg tager virkelig hatten af. Så kommer han til at overgå Jack? Nej, jeg tror det ikke. Ville det være godt, hvis han gjorde? Ja. Alle rekorder er til for at blive slået. Jeg vil altid håbe, at Tiger gør det godt, men jeg tror, Nicklaus vil blive husket som den største golfspiller, der nogensinde har gået på jorden. Man bliver nødt til at lade rekorderne være det afgørende. Men det ville ikke overraske mig, hvis Tiger Woods vandt The Open. Det ville på ingen måde overrraske mig. Jeg ved ikke, hvad han har gjort, men han svinger virkelig godt igen.

The Player Foundation har indsamlet utrolige summer penge til velgørenhed gennem årene. Kan du fortælle, hvordan de penge gør en forskel for de mennesker, i hjælper?

- Det har været interessant og en stor fornøjelse for mig. Det er ikke nemt for en mand i min alder at rejse til alle de her lande og indsamle den slags penge, men vi hjælper unge mennesker, som ikke er så godt stillede, med en række projekter. Sponsoratet fra Berenberg Bank har været utroligt. I London har de hjulpet os med at bygge Depaul hjemmet til unge mennesker, som er endt i hjemløshed. Fra at sove på gaden ændrer vi deres liv og gør dem til læger og advokater. Det er ret bemærkelsesværdigt. I Sydafrika har vi bygget to skoler, hvilket er meget berigende at se; folk uden mulighed for at få en uddannelse, som ender med at tage ud i verden og udmærke sig. Den støtte, vi har samlet sammen, giver mennesker en plads i solen. Når man selv har været meget fattig som ung, giver det en forståelse for deres situation. Få mennesker har de samme goder, som vi har, og det har vi det med at glemme.

Berenberg Gary Player Invitational er blevet støttet af både herre- og damespillere fra hele kloden. Hvad betyder den støtte for dig?

- Jeg tror, golfspillere er meget interesserede i at støtte velgørende projekter. De fleste spillere har deres egen velgørenhed. Og hvis jeg kan tillade mig at sige det; det her startede i 1965, hvor jeg var den første golfspiller til at donere hele min check fra sejren i US Open til kræftforskning – min mor døde af kræft, samt til juniorgolf. Siden dengang er det noget, der er fortsat af alle golfspillere, og jeg er meget stolt af den måde, golfspillere har hjulpet mennesker på vej. Golf er en storslået sport, og det er en fremragende katalysator for at samle penge ind, for en almindelig mand kan spille med de professionelle, men for eksempel kan han ikke gå ud og spille rugby med professionelle.  

Hvad betyder støtten fra Berenberg for dig?

- Uden Berenberg ville vi ikke have den succes, vi har haft. De har været en fantastisk sponsor for denne begivenhed. Det samme har Rolex. Hvis man ser på, hvad Rolex har gjort for golf og sport generelt, er det nok mere end noget andet firma, jeg kan komme i tanke om. Med de to sponsorer tilsammen har vi været meget heldige, for hvis man ikke har sponsorer, så kan man bare ikke nå de mål, man gerne vil.

Der er en tendens til, at golfspillere bliver mere sundhedsbevidste og i særdeleshed mere muskuløse. Synes du, det har taget overhånd?

- Tværtimod er der for lidt af det. Jeg er blevet latterliggjort for at løfte vægte. Selv nu om stunder trykker jeg 300 pund med mine ben. Jeg sætter løbebåndet på maks. Jeg lavede tusindvis af mavebøjninger og ”planks” om ugen. Og det er derfor, jeg i en alder af 84 stadig kan gå 10-12 slag under min alder hver gang, jeg spiller. Jeg er et levende bevis. Rory McIlroy dødløfter 250 pund, hvis ikke mere. Se på Brooks Koepka og hans træning med tunge vægte, og kig så på hans form. Vi har gentagne gange hørt fra medier, at vægttræning er dårligt for golf. Men se på Tiger Woods, Da han spillede sit bedste, var han ekstremt pumpet. De her gutter er blevet rigtige atleter, og det er gået op for dem, at de bliver nødt til at træne med vægte, strække ud og spise ordentligt. 

Hvordan har du formået at blive ved længere end nogen anden?

- Altså, man bliver nødt til at spise sundt. En anden ting er, at man bliver nødt til at sove. Jeg er velsignet med et skønt ægteskab. Jeg har været gift i 62 år. Jeg har kendt min kone i 70 år. Vi har en stor familie: Seks børn, 22 børnebørn og et oldebarn. Der er en masse ting, som giver lang holdbarhed. Man bliver nødt til at arbejde med det mentale. Hvis man kigger på de virkelige superstjerner, som Jack Nicklaus, Tiger Woods, Tom Watson, Lee Trevino og Ben Hogan, så havde de alle noget, som var anderledes. Inde i hovedet havde de noget, der var anderledes. Hvad er denne ting? Det hedder ”It”. Ingen psykiater eller psykolog kan sige, hvad det er. Det er gudsgivent. Det er  faktist ikke engang givet, det er til låns, og ikke på permanent basis. Ser man på en fyr som Tom Weiskopf – han var en bedre spiller end Nicklaus, men han vandt én major og en mere som senior. Der er mere til det end bare at svinge en golfkølle. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer