Garcia slår McIlroy med 14 slag og lægger sig på førstepladsen | Golf.dk
Sergio Garcia lavede to eagles under første runde af The Players Championship, mens spillemakkeren Rory McIlroy lavede en masse rod.

Foto: Getty Images

Garcia slår McIlroy med 14 slag og lægger sig på førstepladsen

11/03 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

Sergio Garcia følte ikke, han havde sit bedste spil med til første runde af The Players Championship. Det var ikke til at se på scorekortet, han afleverede efter en tidlig runde torsdag. 65 stod der på det, og det giver den 41-årige spanier en foreløbig førsteplads.

Garcia gik på banen i bold med Rory McIlroy, og der var verdner til forskel på de to europæiske Ryder Cup-makkere. 

Sidste års udgave af turneringen blev aflyst, inden første runde var spillet helt færdig. Derfor er McIlroy stadig forsvarende mester fra sejren i 2019, men efter 18 huller står det klart, at det ikke bliver til et succesfuldt forsvar af titlen.

Allerede på første hul blev det til en dobbeltbogey, og på banens 18. hul slog nordireren to bolde i vandet. Søndag sagde McIlroy selv, at der mangler noget i spillet, men 79 slag er alligevel et overraskende dårligt resultat fra verdens nummer 11.

Han blev slået med 14 slag af Garcia, som føler sig helt hjemme på TPC Sawgrass. En sejr i 2008 og tre andenpladser er Garcias bedste resultater på banen i Ponte Vedra, og Garcia ser ud til igen at skulle spille en afgørende rolle i årets udgave.

På tre af banens fire par fem huller ramte Garcia green i to slag. To gange fik han fuld valuta for det sublime lange spil ved at hælde sine putts for eagle i hul. Masters-vinderen fra 2017 sluttede sin runde af med birdie-birdie-eagle for en runde i 65 slag, syv under par.

Inden den anden halvdel af feltet for alvor er kommet i gang med turneringen, giver det et forspring på tre slag ned til Matthew Fitzpatrick og Corey Conners på andenpladsen.

Resultatet var bedre end spillet. Sådan går det gerne, når man tjener 3,6 slag i Strokes Gained Putting i forhold til feltet.

- Jeg har altid godt kunnet lide banen. Jeg har altid sagt, at Valderrama og denne bane er mine yndlingsbaner, og af en eller anden grund føler jeg mig ret komfortabel her, selvom jeg ikke følte, jeg i dag nåede op i højeste gear - bortset fra de sidste huller. Jeg kunne stadig få den rundt og formå at score, sagde Garcia til amerikansk tv.

Lee Westwood, en anden af Garcias tidligere Ryder Cup-makkere, kom også flot fra start i turneringen. Den 47-årige englænder kom snublende nær sejren i sidste uges Arnold Palmer Invitational, og det gode spil er taget med til det nordlige Florida.

Westwood missede kun en enkelt Green in Regulation på vej mod en score i 69 slag, -3. Det er ikke til at sige, hvad den score rækker til, når dagen er omme, men en runde i 60’erne er altid et brugbart udlæg på TPC Sawgrass.

Se stillingen her

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,160,592
  • Unique Visitor:177,663
  • Registered Users:166,749
  • Unregistered Users:31,296
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,325
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:10,005
    • This week:97,883
    • This month:406,801
    • This year:3,161,244

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk