Garcia skifter udstyr inden sæsonfinalen | Golf.dk
Sergio Garcia har vundet tre turneringer i 2017 med en Taylormade driver, men denne uge sætter han sin lid til en Callaway Epic.

Foto: Getty Images

Garcia skifter udstyr inden sæsonfinalen

15/11 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Rory McIlroy har for længst afsluttet sin sæson i håbet om at komme en skade til livs. Henrik Stenson sidder også over på grund af fysiske problemer. Det er et hårdt slag for DP World Tour Championship at være foruden to af de fire europæere i top-10 på verdensranglisten, men andre ting er med til at udvande prestigen forbundet med at vinde europatourens Race to Dubai.

Tommy Fleetwood fører det samlede regnskab inden den afgørende turnering, og kun Justin Rose og Sergio Garcia har en mulighed for at rykke forbi englænderen denne uge på Earth Course. Ingen af de to forfølgere har dog vist overvældende interesse i at slutte som nummer ét. Efter sejrene i HSBC Champions og Turkish Airlines Open valgte Rose at sidde over i sidste uges Nedbank Golf Challenge. Garcia har ikke spillet siden sejren i Andalucía Valderrama Masters.

Garcia har for vane at springe mindst én turnering over i det amerikanske FedEx Cup-slutspil, og i europatourens Final Series har han aldrig været blandt de mest aktive, men denne uge sender han et nyt signal om, hvor lidt vægt han lægger på at slutte sæsonen som nummer ét for første gang i karrieren.

- At vinde Race to Dubai ville være stort, men jeg vil ikke ændre hele mit liv for det. Jeg havde nogle vigtige ting, som jeg havde brug for at tage mig af. Jeg er tilfreds med at blive nummer to, tre eller fire, eller hvor jeg nu slutter, når ugen er omme, sagde han på sit pressemøde.

En spiller med et seriøst mål om at overhale Fleetwood ville nok heller ikke have valgt denne uge til at teste nyt udstyr, men Garcias aftale med Taylormade sluttede for nyligt efter 15 års samarbejde, og denne uge har han køller fra en konkurrerende producent i bag'en.

- Jeg tester nogle ting fra Callaway, og det, jeg har prøvet, føles godt. Det er et fremragende firma, så det er ikke sådan, at jeg skifter til et ukendt mærke.

Det ligger endnu ikke fast, at spanieren kommer til at dele sponsor med Thomas Bjørn og Phil Mickelson, men det peger i den retning.

- I øjeblikket er det det firma, der er forrest i køen. 

- Jeg glæder mig til det, der skal ske. Jeg glæder mig til sandsynligvis at få en ny udstyrssponsor, det burde blive sjovt. De er villige til at arbejde hårdt for mig, og det betyder en hel del, sagde Garcia. 

Rygterne vil vide, at den regerende Masters Champion ellers er nem nok at arbejde sammen med, når det kommer til udstyr. Næsten hver gang, Taylormade debuterede et nyt produkt, var Garcia en af de første til at tage det i brug.

Derfor vil det heller ikke overraske, hvis han spiller med om titlen søndag. Med 4.235.987 euro fører Fleetwood med 256.737 euro ned til Rose og  1.051.405 til Garcia. Der er 1.175.051 euro til vinderen af turneringen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer