Gang i Køge: Vi vil gerne være et af lokomotiverne | Golf.dk
Der er gang i projekterne i Køge Golf Klub, men banen skal ikke glemmes, understreger golfmanager Jens Torp.

Gang i Køge: Vi vil gerne være et af lokomotiverne

06/02 - 2021 | Henrik Søe

Nyt shortgame-område, spritnyt træningsstudie, nyt fitnesscenter og en ny måde at organisere sig på. 

Og meget mere.  

Jo, der er gang i udviklingsplanerne i Køge Golf Klub, hvor projekterne nærmest står i kø for at blive realiseret.   

Et af projekterne er et helt nyt shortgame-område, som i øjeblikket er ved at tage form ved klubbens nordbane. Området er tegnet af klubbens egne specialister på området og står efter planen klart til sommer. 

- Vi har kunnet se, at der var et kæmpestort behov for at kunne træne mere fokuseret og struktureret, og det kræver meget mere tidssvarende faciliteter, siger golfmanager Jens Torp.

- Derfor er vi i færd med at etablere et shortgame-område relativt tæt på klubhuset. Det bliver et område, som kan bruges af alle uanset niveau. Og det betyder samtidig, at vi også kommer til at afholde løbende turneringer henover sæsonen og desuden også klubmesterskaber i shortgame, fortæller han. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Golfmanageren forklarer, at man i Køge har en filosofi om at fremelske en træningskultur. 

- Vi går meget op i at golf er sport, siger han. 

Af samme grund har klubben valgt at ændre konceptet for træner og shop. 

- For at skabe de mest optimale forudsætninger for disse to områder, har vi sammen med vores pro Jonas Therkildsen skabt en platform, der tillader et 100 procent fokus på trænergerningen og det produkt, som klubbens medlemmer og gæster køber på træningsbanen, fortæller Jens Torp.

Køge Golf Klub har i den forbindelse indgået en aftale med Golfshoppen.com om at være forpagter og drive butikken. 

- På den måde hæver vi kompetencerne på begge områder, og vi tror dermed på, at vi får det bedste fra begge verdener, siger golfmanageren.

Klubbens træner - og medlemmerne - får samtidig et helt nyt professionelt træningsstudie med blandt andet Trackman 4, Dual Force Plates, high speed kameraer, klimaanlæg og meget mere. På den måde bliver det muligt at træne 12 måneder om året - og på alle tidspunkter af døgnet i den mørke tid.

Tiltaget er blot et af flere, som Køge Golf Klub har sat i søen i forsøget på at gøre op med den traditionelle forestilling om, at golfklubben kun har åbne døre i golfsæsonen. 

- Vores medlemmer skal have de rigtige tilbud, uanset om man hører til den ældre eller yngre generation. Det er også årsagen til, at vi har åbnet et fitnesscenter i kælderen, som medlemmerne kan bruge til en fordelagtig pris, siger Jens Torp. 

Klubben har endvidere tilknyttet en fitnesstræner, en fysioterapeut og en kostvejleder. 

- Dermed får medlemmerne en sundhedsplatform, så de både kan gøre noget ved deres golf, få trænet mobiliteten og behandlet deres skader, siger Jens Torp.  

Han lægger ikke skjul på, at Køge Golf Klub ønsker at udvikle sig. Det handler om at fremtidssikre klubben, tiltrække nye medlemmer og skabe værdi for de eksisterende medlemmer. Men også om at vise vejen for resten af golf-Danmark.  

- I Danmark kan du vælge at drive klubben, som du altid har gjort gjort eller forsøge at udbygge din platform. Vi vil gerne være med til at trække og skabe udvikling og tilgang af nye medlemmer. Vi vil gerne gøre noget for hele branchen og være et af lokomotiverne, siger Jens Torp, som understreger, at klubben i løbet af de sidste to-tre år har taget et bevidst valg om at gå i en mere kommerciel retning:

- Den kommercielle tilgang er en af grundene til, at vi kan gøre de her ting. Mange steder er driften baseret på 9 måneder, men vi bør tænke mere som en helårs-forretning. Vi skal ikke bare acceptere, at vi ligger på de her breddegrader. Vi skal steppe op, når det kommer til aktivitetsplanen fra november til marts. 

Der sker altså ting og sager i Køge, men Jens Torp understreger, at klubben selvfølgelig ikke glemmer den mest fremherskende grund til, at folk lægger vejen forbi Gl. Hastrupvej. 

- Vi må aldrig glemme banen. Det er to strenge, og det nytter ikke, at man laver en hel masse ting uden om banen og glemmer det produkt, der gør, at folk er her og som de har betalt kontingent eller greenfee for at benytte. Hvis vi ikke sørger for hele tiden at udvikle banen, kan det andet heller ikke lykkes. Vi har 27 huller og det er ekstremt vigtigt, at vi hele tiden bliver bedre til at optimere plejen og gøre oplevelsen bedre, siger han. 

Ovenstående projekter er blot en del af de tiltag, som er på vej i Køge. Der er yderligere ting i støbeskeen, som i løbet af kort tid bliver meldt ud til medlemmerne.


Der arbejdes på det nye shortgame-område, som efter planen står klart til sommer. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,569,130
  • Unique Visitor:155,118
  • Registered Users:162,821
  • Unregistered Users:31,196
  • Blocked Users:12,426
  • Published Nodes:15,981
  • Unpublished Nodes:305
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:54.236.62.49
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:756
    • This week:63,458
    • This month:330,358
    • This year:2,569,619

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk