Gamle rotter, nye caddies og danske chancer | Golf.dk

Gamle rotter, nye caddies og danske chancer

13/06 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

US Open er den største golfturnering i verden målt på antallet af spillere, der forsøger at kvalificere sig. Nu er der 156 spillere tilbage, og natten til mandag har vi en ny vinder.

Her et par ting, der kan være værd at holde øje med.

Ny caddie: Den tidligere verdensetter Jason Day har hyret Steve Williams som caddie i denne uge og i resten af sæsonen. Steve Williams er mest kendt for at have været caddie for Tiger Woods, som han vandt 13 majors sammen med. Han har dog også gået caddie for Greg Norman, Ray Floyd og Adam Scott, men har været mere eller mindre været på pension de sidste fem år.

Ny mand står for banen: Roughens tykkelse, pindplaceringer på skråninger, greens’ hastighed, fairways’ smalhed. Banens opsætning er altid et diskussionspunkt ved US Open, og derfor er John Bodenhamer på øretævernes holdeplads for første gang. Han har overtaget rollen som USGA’s ansvarlige for banens opsætning. En opgave, som har forsåget den tidligere ansvarlige, Mike Davis, mange hovedpiner.

Danskerne skal ud klokken….: I dag torsdag går Thorbjørn Olesen på banen klokken 16.07 sammen med Ryan Fox og Emiliano Grillo. Det er hans tredje US Open og han har endnu til gode at klare cuttet. Lucas Bjerregaard går på banen 22.36 med Luke List og Branden Grace. Lucas har ligeledes deltaget to gange før. Hans bedste resultat er en 40. plads i 2014.

Erfarne herrer: Ernie Els spiller sin 27 US Open i træk. Hans første var i 1993 og allerede året efter vandt han mesterskabet. Phil Mickelson er med i sin 28. US Open. Han har seks 2. pladser men ingen sejre. Tiger Woods er blot et barn til sammenligning. Han spiller i sin US Open nummer 21 og jagter sin sejr nummer fire.

Uerfarne herrer: Der er 15 amatører med i feltet. Den yngste er 17-årige Michael Thorbjornsen, der vandt US Junior Amateur sidste år. Den ældste er 32-årige Matt Parziale, der er tidligere brandmand og nu arbejder i forsikringsbranchen. Den mest kendte amatør på disse breddegradder er nok norske Viktor Hovland, som vandt US Amateur sidste år på netop Pebble Beach. Han turner pro i næste uge.

De har vundet på Pebble før: Der er syv spillere i feltet, som tidligere har vundet professionelle sejre på Pebble Beach. Tiger Woods og Graeme McDowell har vundet US Open på banen. Phil Mickelson, Dustin Johnson, Brandt Snedeker, Jimmy Walker og Jordan Spieth har vundet AT&T Pebble Beach..

I Tiger Woods’ tilfælde har han vundet begge de nævnte turneringer.

Hårde danskerodds: Tre danskere har tidligere spillet en US Open på Pebble Beach (Thomas Bjørn, Søren Hansen og Søren Kjeldsen) US Open er historisk set den major, som danskere har haft det sværest i. Kun Søren Hansens 6. plads i 2009 smager lidt af fugl. Disse danskere har tidligere været med ved US Open - se deres bedste resultat i parentes.

Thomas Bjørn (nr. 22 i 2001)

Anders Hansen (nr. 55 i 2007)

Søren Hansen (nr. 6 i 2009)

Søren Kjeldsen (nr. 33 i 2010)

Lucas Bjerregaard (nr. 40 i 2014)

Thorbjørn Olesen (to missede cuts)

Morten Ørum Madsen (nr. 28 i 2013)

Andreas Hartø (missede cuttet i 2011)

Sebastian Cappelen (missede cuttet i 2015)

Der er 30 deltagerlande: USA er ikke overraskende repræsenteret med flest - nemlig 80 spillere. Nummer to er England med 13 spillere. Der er 12 tidligere US Open-vindere i feltet. Den seneste spiller til at vinde US Open, som ikke er i feltet, er Angel Cabrera, som vandt i 2007.

User Comments:

  • Lucas

    13/06 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

    Hej Rasmus. Du har ret - jeg har ændret det. Tak. Claus/Golf.dk

  • Lucas

    13/06 - 2019 | Rasmus Bakkendorff

    Bjerregaard skal først ud kl. 22.36, hvilket passer fint da dansk tv først går på 23.00.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer