Gallacher og søn vinder i Indien | Golf.dk

Gallacher og søn vinder i Indien

31/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

En bane som DLF Golf & Country Club falder ikke i alles smag. Utallige klippesten, og mange meter høje bunkerkanter er blandt de features, Gary Player har inkluderet i designet. Men uanset hvad man synes om anlægget, er det en bane, der producerer masser af spænding. 

Under finalerunden af Hero Indian Open blev tingene vendt på hovedet mere end én gang. Stephen Gallacher, den senere vinder, lavede en firedobbelt bogey på syvende hul, og selv efter et comeback med tre birdies, var han fire slag efter Julian Suri med en håndfuld resterende huller af finalerunden.

Amerikaneren, som vandt Made in Denmark, førte med tre slag, da han drivede green på 13. hul. Det lignede et afgørende øjeblik, men den 27-årige treputtede for par, og der var værre ting lige om hjørnet.

På 14. hul lavede Suri, der netop er tilbagevendt fra en fire en halv måneder lang skadespause, en firedobbelt bogey, og så var alt pludselig helt åbent ned ad opløbsstrækningen.

Pludselig var der kun et enkelt slag mellem en håndfuld spillere, og da alle de andre faldt fra, var det det kun den 44-årige skotte Gallacher, som stod distancen.

Med sin 17-årige søn, Jack, på bag'en lavede Gallacher birdies på tre af de sidste fire huller. Da han kom til det afsluttende par fem hul, var han på en delt førsteplads med japanske Masahiro Kawamura.

Skotten ramte green med to kvsalitetsslag og fik en sikker birdie. Da Kawamura i bolden bagved slog i straffeområdet og måtte tage et drop, var det slut.

Gallacher og søn producerede en 71'er og sikrede karrierens fjerde titel på europatouren med en total i -9.

- Det var stort at have ham med på bag'en, og det bliver kun mere specielt af, at det er på Mors Dag (i Storbritannien red.).

- Når man er 44 år, er man i skumringen af sin karriere, så det er en stor sejr for mig. Det var en stor afslutning. Tre under par på de sidste fire er stort, sagde Gallacher, til europatouren.

Turen til New Delhi producerede ikke nær så lykkelige minder for de to danske deltagere. Joachim B. Hansen gik finalerunden i 76 slag og faldt 12 placeringer bagud til en delt 39. plads.

Ikke desto mindre kan den 28-årige dansker gå ind til tre ugers turneringspause efter en flot start på sæsonen. I 10 turneringer har han klaret otte cuts, og han er allerede godt på vej mod at sikre sig fornyelse af spilleretten på europatouren til 2020.

Søren Kjeldsen startede turneringen med en runde under par, men derfra gik det ned ad bakke. Søndag blev det til 77 slag for anden dag i træk, og det resulterede i en 68. plads i +12.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer