Fyrede godt op for birdiemaskinen | Golf.dk
Joachim B. Hansen var godt spillende i Tyrkiet.

Foto: Getty Images

Fyrede godt op for birdiemaskinen

12/11 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Joachim B. Hansen sluttede endnu en gang i top 10 i en stor turnering, og Nicole Broch Larsen sluttede fint af i Asien.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Joachim B. Hansen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 10 i Turkish Airlines Open (European Tour)
Joachim B. Hansen markerede sig flot i Turkish Airlines Open, hvor han atter engang havde fyret godt op for birdiemaskinen. Hansen fik lavet ikke færre end 27 birdies under gode scoringsbetingelser i Belek, og de sporadiske skønhedspletter kan ikke fjerne indtrykket af en dansker, der virkelig har etableret sig på touren.

2. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: 5
Seneste resultat: Nr. 18 i Toto Japan Classic (LPGA Tour)
Nicole Broch Larsen sluttede fint af på LPGA Tourens Asian Swing, da hun sikrede sig en udmærket 18. plads i Japan. Hun smed ti slag til banen over de tre runder, men med 15 birdies – heraf syv på turneringens tre sidste huller – viste hun, at topniveauet så absolut er på plads.

3. Nicolai Kristensen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 15 Q-School Second Stage, Alenda Golf (European Tour)
Et dusin danske lykkeriddere var klar til at jagte drømmen om en fast plads på European Tour, da Second Stage blev spillet hen over weekenden. Kun én kom gennem nåleøjet – nemlig Nicolai Kristensen, der har haft en forrygende sæson og allerede har spillet sig op på Challenge Touren fra næste sæson. Nu får han chancen for at skrive en vaskeægte askepothistorie i Final Stage fra på fredag.

4. Rasmus Højgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 13 i Challenge Tour Grand Final (Challenge Tour)
Rasmus Højgaard var en af de spillere, der havde mulighed for at tage et af de 15 kort til European Tour med et topresultat på Mallorca. Med to 74’ere blæste tourdrømmene hurtigt væk i den mallorcinske storm, men Højgaard kom flot igen med runder i 67 og 71 slag, hvilket gav et avancement til 13. pladsen. Han har stadig chancen for at komme på European Tour via tourskolens finale.

5. Benjamin Poke
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 27 i Challenge Tour Grand Final (Challenge Tour)
Det var ikke let at holde skruen i vandet i efterårsstormen på Mallorca, og Benjamin Poke var en af de spillere, der mærkede konsekvenserne. Sjællænderen skulle bruge et mindre mirakel for at spille sig direkte på European Tour, men efter runder omkring par måtte han helt op i 76 slag i finalerunden. Det skubbede ham ned på en samlet 27. plads i sæsonfinalen. Nu venter en endnu hårdere udfordring i tourskolens Final Stage.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer