Fynsk klub investerer sig til medlemsvækst | Golf.dk
Odense Golfklub forventer fortsat medlemstilgang de kommende år. Mange nye medlemmer har hørt om klubben via mund-til-mund metoden.

Foto: Privat

Fynsk klub investerer sig til medlemsvækst

26/11 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Det gjorde ondt på flere fynske golfklubber, da Great Northern åbnede i 2017. Odense Golfklub mistede omkring 100 medlemmer, men den snart 100 år gamle klub er på fin kurs rent medlemsmæssigt og er tilbage på et seniormedlemstal, der svarer til 2017.

- Vi kommer til at være 1137 fuldtidsmedlemmer ved nytår. Vi forventer også at vækste til næste år, siger Esben Hallundbæk Hansen, der er manager i klubben.

Han oplyser, at der er trukket 141 medlemmer ind i klubben i år.  Nettotilgangen på seniorsiden er 42 medlemmer.

- Vi har gjort nogle ting i klubben, som har givet omtale. Vi sender et signal om, at vi er en klub i vækst, der tør at investere. Det er selvforstærkende, mener Esben Hallundbæk Hansen.

Han nævner, at man har hævet sjette teested med en ny golfoplevelse som resultat, og at man har investeret i driving range og træningsområde samt et facelift af velkomstområdet.

- Jeg ved godt, at det ikke er alle klubber, der har mulighed for det i samme omfang. Men jeg mener, at man skal turde at investere. Og så skal man ikke være bange for at tage penge for et produkt, som er noget værd, siger manageren.

I Odense Golfklub betaler man 995 kroner for et prøvemedlemskab på tre måneder, og vil man leje udstyr, så koster det 250 kroner for de tre måneder. 93 personer har haft prøvemedlemskab i år. Af de 93 er lidt over halvdelen blevet medlemmer af klubben.

- Som prøvemedlem får man fem individuelle lektioner á 20 minutter. Det tror vi på er bedre end holdtræning, hvor man skal kunne lige på de tidspunkter, hvor der er træning. I år har vi også etableret en mentorordning. Det har vi fået sindssygt gode tilbagemeldinger på, siger Esben Hallundbæk Hansen.

Han fortæller, at mentoren er der for det nye medlem, lige så længe han eller hun har brug for det.

- De nye skal ikke gå rundt og være nogle ensomme ulve. Det kan godt være ret overvældende alt det, man skal lære som ny golfspiller. Hvis man så også selv skal sørge for at opbygge et socialt netværk, så bliver det endnu sværere.

Da Odense Golfklub var på sit højeste, havde man 1350 fuldtidsmedlemmer og en venteliste. Ifølge Esben Hallundbæk Hansen har klubben en god økonomi, der blandt at andet har gjort den i stand til årligt over de seneste 7-8 år at afdrage en million kroner på sin gæld, hvilket så har givet luft til de aktuelle investeringer.

- Men vi vil da stadig gerne være flere medlemmer, fastslår han.


 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer