Fremtiden er på spil for Emily | Golf.dk
Emily Pedersen er tre slag under par efter 54 huller af kvalifikationsturneringen i Florida.

Foto: Brian Rasmussen

Fremtiden er på spil for Emily

17/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Torsdag bliver en vigtig dag i Emily Pedersens karriere. Efter et år uden fuldtidsmedlemskab af LPGA Touren har hun mulighed for at vende tilbage blandt verdens største stjerner, men vejen er fortsat lang, og der er ikke plads til fejl. Kikser Pedersen, vil det betyde en ny sæson på Ladies European Tour med en hullet kalender og små præmiepuljer – lige bortset fra denne helt specielle uge i juni.

Den 23-årige danskers første hurdle på vejen tilbage mod LPGA Touren er Qualifying Tournament Stage II. Mindst 30 spillere avancerer til det afgørende led i kvalifikationen, og inden sidste runde på Plantation Golf & Country Club i Florida er Pedersen på en delt 27. plads, lige inden for den altafgørende grænse.

For anden dag i træk lagde den tidligere Solheim Cup-spiller arm med Panther Course, og det var en kamp, hun længe så ud til at skulle vinde. Efter fem huller var Pedersen to slag under par, og hun vendte efter de første ni huller uden en bogey på kortet.

Ved dagens start var hun nummer 18 i stillingen, men med de ni gode huller tog hun et spring frem på vippen til top-10. Det skulle dog ikke vare ved. De sidste ni huller kostede tre bogeys, og derfor blev det til en runde i 73 slag, og dr venter derfor en noget mere intens finale, end Pedersen kunne have ønsket sig.

Marianne Skarpnord, Lucy Li, Meghan MacLaren og Esther Henseleit er blandt spillerne inden for grænsen i -3.

Til gengæld skal man ned til 57. pladsen i par for at finde Yealimi Noh. Den amerikanske teenager gjorde sig bemærket denne sæson ved at spille sig til en sjetteplads og en andenplads på LPGA Touren, men da hun ikke var medlem, skal hun alligevel gennem kvalifikationen. 

Den er hun nu i fare for at fejle, og det samme gælder den anden danske deltager, Malene Krølbøll. Trods en tredje runde et slag under par, er hun fem over par samlet og på 114. pladsen inden de afgørende 18 huller.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer