Fremtiden er fyldt med uvished for challengetourens danskere | Golf.dk

Fremtiden er fyldt med uvished for challengetourens danskere

01/05 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Hvad gør man som professionel golfspiller, når der ingen turneringer er, og kalenderen er tom langt ud i fremtiden?

- Fuld træning. Forberedelse, forberedelse, forberedelse, siger Nicolai Kristensen. 

Hvad andet er der at gøre? Efter en tyvstart i Sydafrika tidligt på året skulle challengetouren for alvor være startet op i maj, men nu står der ”cancelled” eller ”postponed” ud for alle turneringer frem til midt i juli.

Der kan komme til at gå endnu længere, før udviklingstouren kommer i gang igen, for der er et stort puslespil med mange ubekendte, som challengetouren skal have lagt.

- Det er jo super deprimerende at tænke på den måde, når man går og glæder sig til at komme i gang. Men for mit vedkommende træner jeg ud fra, at jeg skal i gang i slutningen af sommeren, så jeg skal holde et højt niveau og holde min daglige rutine i løbet af dagen og få gjort mine ting, og så må jeg jo bare se, om jeg kan blive endnu skarpere til sæsonstart, siger Kristensen efter et træningspas på Royal Golf Club.

Banen på Amager er også der, hvor Niklas Nørgaard Møller lægger en stor del af sine træningstimer, og for vinderen af sidste års Nordic League har coronavirussen faktisk ført noget positivt med sig.

- Jeg synes, det var rigtig svært i starten, hvor det hele var meget chokerende; det her har vi ikke set før, hvad fanden sker der. Vi har altid været vant til at træne op til et eller andet og vidst, at i maj starter der turneringer. At det ikke er der mere, synes jeg var rigtig svært i starten. Men så har jeg fået lidt et andet mindset. Nu træner jeg egentlig bare for at blive bedre, og det har givet mig lidt mere kærlighed og passion for spillet. Så det synes jeg egentlig er rigtig godt. Så på den måde er jeg faktisk rigtig motiveret lige nu. Det føles lidt på en anden måde, når jeg træner for at blive bedre i nogle forskellige områder frem for at træne til at blive klar til en turnering. Og det synes jeg var et lidt interessant switch, siger Nørgaard Møller, mens han nyder en solrig eftermiddag i Indre By.

Begge har søgt om at få del i statens hjælpepakker, hvilket vil holde skuden oven vande i et stykke tid, men målet er selvfølgelig at komme på banen igen og skabe sig en karriere. Europatouren er målet, og gennem årtier har der været to veje dertil; challengetouren og Q-School. Det kan coronavirussen komme til at ændre på, for mens europatouren kæmper for at begrænse skaderne, er der stor usikkerhed omkring begge.

Keith Pelley har advaret europatourens medlemmer om, at turneringerne i fremtiden vil blive mindre, og der vil være færre af dem. Hvad det kommer til at betyde for challengetouren vides ikke, men da langt størstedelen af omsætningen kommer fra europatouren, er det den, der arbejdes hårdest på at få i gang. Indtil videre har touren ikke præsenteret noget konkret.

- Vi ved jo selvfølgelig, at de arbejder så godt, de kan, for at få noget op at stå, når det er forsvarligt, så jeg vil da håbe, at man i slutningen af sommeren kan begynde at tage til nogle turneringer hist og her. Men det kræver jo ikke bare at Danmark fungerer bedre, det kræver, at hele Europa fungerer bedre, siger Kristensen.

I bedste fald vil der kunne spilles fuldt program i årets sidste måneder, men vil det være nok turneringer til at degradere spillere fra europatouren og forfremme spillere fra challengetouren? Er der grundlag for en Q-School? Og hvornår skal den i så fald spilles? Der er ingen svar på nogen af de spørgsmål.

- Alt kan jo ske, men jeg håber, at de finder en mulighed for at skubbe sæsonen lidt. Sæsonen er jo kun et halvt år på challengetouren, så jeg håber bare, de rykker det på en eller anden måde. De kommer nok til at sløjfe nogle turneringer, men hvis vi kan komme til at spille 15 turneringer ind i vinteren, det ville jeg være lykkelig for. Men igen, så bliver dem med de dårligste kategorier ramt, for så vil alle spille, så det kan være, jeg ikke engang kan komme ind i dem, siger Nørgaard Møller.

De bekymringer bliver måske slet ikke aktuelle. Fra hovedkvarteret på Wentworth er der ikke blevet udstedt nogen garantier, og det er ikke utænkeligt, at sæsonen på challengetouren helt bliver sløjfet. Allerede i marts kastede den selvstændinge third level-tour i Storbritannien håndklædet i ringen.

- Det, der skete i England, med deres EuroPro Tour - deres svar på ECCO Touren – de skrev i marts,  at vi sløjfer hele sæsonen og ses i 2021. Og så står der jo 300 engelske golfspillere, som ikke har noget arbejde hele året, fortæller Nørgaard Møller. 

Indtil videre har ingen golfspiller noget at lave, og midt i uvidheden er Nørgaard Møller uden tvivl blot en af mange med bekymringer for fremtiden.  

- Det er ærgerligt, for man har altid haft en idé om, at det er sådan her det foregår, der er de her præmiepenge og de her turneringer at forberede sig til, og hvis spillet nu kommer til at ændre sig fuldstændig... Jeg er så nysgerrig over, hvad der sker, også i forhold til at rykke op og ned af tours, tourskole og så videre. Kommer de til at lave én stor '20-'21-sæson, eller hvad fanden har de tænkt sig. Det er jo et kæmpe puslespil. Indtil videre har vi intet hørt, og de ved det nok heller ikke rigtig selv, siger Nørgaard Møller.

Nikolai Kristensen regner dog med, at det professionelle spil nok skal ride stormen af og rette sig inden længe.

- Jeg tror ikke, du ser turneringer om to år med væsentligt færre sponsorpenge end for tre måneder siden. Der tror jeg, det er det samme, hvis det ikke er gået lidt den anden vej. Jeg tror godt, det vil kunne påvirke 2020, hvis vi kommer i gang her i slutningen af sommeren, og måske også starten på 2021, hvor der er mange sponsorer, der har det lidt sværere, end de havde før den her coronakrise. Det vil selvfølgelig ramme, men på sigt tror jeg ikke det påvirker, siger han.

Som i mange andre dele er livet er der for nu kun at fortsætte fremad. Det er i hvert fald Nørgaard Møllers tilgang til coronavirussen.

- Der er så mange uvisheder, så jeg tænker, at der er ikke noget at gøre andet end at holde sig i gang og så prøve at komme ud af den her krise som en af dem, der har arbejdet hårdest, siger han.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer