Franskmand får drømmedebut i WGC | Golf.dk
Antoine Rozner nedkæmpede en af de store favoritter ved WGC - Dell Technologies Match Play.

Foto: Getty Images

Franskmand får drømmedebut i WGC

25/03 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

Førstedagen af WGC - Dell Technologies Match Play er de store mod de små; de førsteseedede mod de fjerdeseedede i hver af de 16 puljer. Sådan et system fører overraskelser med sig, og sådan en leverede Antoine Rozner i opgøret mod et af spillets hotteste navne. 

Den 28-årige franskmand brød ind i verdens top-100 for første gang i karrieren i februar, og først med sejren i Qatar Masters for halvanden uge siden fik han kvalificeret sig til denne uges megaturnering på Austin Country Club. 

Rozner har aldrig deltaget i en major. Han har aldrig tidligere spillet med i et World Golf Championship. Det var ikke til at se, da han tog hul på sin match mod den forsvarende US Open champion, verdens nummer fem, Bryson DeChambeau.

Matchen var kun lige på første og tredje hul - resten af runden førte franskmanden. Rozner nåede 3 Up med en birdie på 12. hul, men DeChambeau gav sig alligevel en chance for at få et halvt point med fra mødet. På 18. var Rozner 1 Up, men i stedet for selv at lave en birdie, så DeChambeau debutanten hælde sit forsøg i hul, hvilket gav en sejr på to huller. 

- Han er selvfølgelig en pokkers god spiller. Han slår bolden langt. Men det er bare en runde golf. Det betyder ikke noget, hvem man er. Over én runde kan man slå hvem som helst, sagde Rozner, som før han blev professionel spillede golf for University of Missouri-Kansas og derfor ikke er uvant med golf i USA.

For DeChambeau ser det sort ud. Kun den bedste fra hver gruppe af fire går videre til ottendedelsfinalerne, når alle har spillet mod alle, og med sin datadrevne tilgang til spillet vil den 27-årige amerikaner sikkert være klar over, at chancerne for at avancere efter et nederlag på førstedagen er ganske begrænsede.

Derfor er Rory McIlroy også i alvorlig fare for at blive sendt hjem fredag i sin anden turnering i træk. McIlroy har hyret Pete Cowen til at hjælpe med svinget, og dem, der har prøvet at få undervisning hos den lokale pro vil vide, at tingene ofte skal blive værre, før de bliver bedre. Det kan næsten kun blive bedre end det, han viste onsdag.

Nordireren var langt fra sit bedste i opgøret mod sin Ryder Cup-makker Ian Poulter. Det var de to, som sammen lørdag på Medinah i 2012 tændte en gnist, der førte til det historiske comeback for europæerne. Dengang var det Poulter, der gjorde det meste af arbejdet, og onsdag var han næsten ligeså glødende på vej mod en sejr på 6&5.

Det var ikke den eneste europæiske Ryder Cup-konstellation, som kom i direkte kamp på førstedagen. Lee Westwood, som for nyligt har hentet to andenpladser på PGA Touren, mødte Sergio Garcia. Spanieren bragte sig 1 Up på første hul, og Westwood nåede aldrig at få matchen tilbage i balance. Det sluttede med en sejr på 4&3 til Garcia.

Onsdag måtte årets Players Champion, Justin Thomas, også indkassere et overraskende nederlag til Matt Kuchar på 3&2, mens Tony Finau tabte med hele 6&5 mod feltets dårligst rangerede spiller, Dylan Frittelli.

Se alle resultaterne fra førstedagen her

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,160,122
  • Unique Visitor:177,645
  • Registered Users:166,744
  • Unregistered Users:31,297
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,324
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:9,535
    • This week:97,413
    • This month:406,331
    • This year:3,160,774

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk