Fransk komet er eneste bolværk mod amerikanerne | Golf.dk
Victor Perez (tv.) besejrede Sergio Garcia uden de store vanskeligheder i WGC – Match Play.

Foto: Getty Images

Fransk komet er eneste bolværk mod amerikanerne

28/03 - 2021 | Claes Meldal

Franske Victor Perez har vist vanvittig fremgang på det seneste. Nu står han i semifinalen i WGC – Match Play og kan gå hele vejen.

Franske Victor Perez ville være tilgivet for at være røget ud i gruppespillet af WGC – Match Play. Den 28-årige og 198 cm høje franskmand er debutant i turneringen og har ikke haft den store erfaring med hulspil på allerøverste niveau, så ikke mange havde tippet Perez til at nå langt i Austin, Texas.

Men Perez – der ligger nr. 53 på verdensranglisten efter en stribe topresultater, bl.a. tre andenpladser i Rolex Series-turneringer – undslap gruppespillet med sejre over Marc Leishman og Sungjae Im og trods et nederlag til Russell Henley. Og i 1/8-finalen lørdag morgen satte Perez turboen på og gjorde kort proces med skotske Robert MacIntyre, der blev besejret med 5&4 efter en perlerække af franske birdies.

I kvartfinalen senere lørdag stod Perez over for en intimiderende hulspilsmodstander i form af Ryder Cup-legenden Sergio Garcia, men heller ikke her var der nogen slinger i valsen for Perez. Efter skiftende føringer i starten satte Perez sig tungt på matchen og kom 2 up efter 8. hul – og han så sig aldrig tilbage. Og med en fire hullers føring efter 15. hul var det adios til Garcia.

Perez er nu i semifinalen og eneste tilbageværende ikke-amerikaner i turneringen. Franskmanden møder Billy Horschel i sin semifinale, og den anden semifinale bliver et rent amerikansk anliggende, når opkomlingen Scottie Scheffler møder den rutinerede ræv Matt Kuchar. Men franskmanden tror på sin chance – for han husker tydeligt, da landsmand og navnebror Victor Dubuisson var et mulehår fra at tage en sensationel sejr i WGC – Match Play, hvor han tabte på femte omspilshul.

- Det var ærgerligt, at han ikke helt fik snøret sækken, for det ville have været en fantastisk historie. Men det gav os i Frankrig troen på, at det kunne lade sig gøre, sagde Perez efter sin kvartfinale.

- Jeg mener, at han rykkede helt op i top 15 i verden og spillede i Ryder Cup, og han har selvfølgelig også haft fantastiske resultater i World Match Play og større turneringer. Det gav os troen på, at det var muligt dengang, og jeg er selvfølgelig meget glad for at være, hvor jeg er i dag, tilføjede han.

Perez er undertippet blandt amerikanerne og giver omkring odds 4,50 igen hos bookmakerne, hvis han stryger helt til tops i WGC – Match Play. Og hvor sensationelt det end ville være, så husk, at alle favoritterne for længst er elimineret, og at Perez kun spillede 29 hullers golf i går og cruisede til to nemme sejre, mens amerikanerne skulle kæmpe noget mere for at løse billet til semifinalen.

Semifinalerne sættes i gang lidt efter kl. 16 i eftermiddag dansk tid.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,160,493
  • Unique Visitor:177,659
  • Registered Users:166,746
  • Unregistered Users:31,298
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,325
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:9,906
    • This week:97,784
    • This month:406,702
    • This year:3,161,145

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk