Fransk amatør topper stillingen | Golf.dk
Jeppe Huldahl er i top-20 på challengetouren efter en runde med fire birdies og to bogeys.

Foto: Getty Images

Fransk amatør topper stillingen

26/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Fra morgenstunden var der gode betingelser for at gå lavt på Golf International de Pont Royal, og det udnyttede franske Jeong Weon Ko til at bringe sig i spidsen for Hopps Open de France.

Den 21-årige, som stadig er amatør, har vundet fem turneringer, alle i hjemlandet, og måske er der også en titel på challengetouren i udsigt. Torsdag lavede Ko syv birdies og en eagle på vej mod en runde i 64 slag. I -8 fører han med to slag ned til canadieren Aaron Cockerill.

At en amatør fører er usædvanligt men ikke uden fortilfælde. I Kos tilfælde er det ekstra imponerende.

- I løbet af de seneste dage har jeg haft problemer med både ryggen og et håndled, så jeg var ikke sikker på, om jeg kunne spille. Fra starten håbede jeg bare på, at jeg kunne klare at spille runden færdig, og det klarede jeg uden smerter, sagde han til challengetouren.

Jeppe Huldahl, som blev professionel, da Ko var fem år, er bedste dansker efter første runde. Han spillede banen to under par og deler 19. pladsen.

Et slag efter følger Martin Leth Simonsen, Lasse Jensen og Benjamin Poke på 35. pladsen.

Rasmus Højgaard havde en serie på tre birdies i træk, men måtte alligevel skrive under på 73 slag. +1 svarer til en 63. plads, et slag foran Mark Haastrup. 

Simonsen Poke og Højgaard er alle i top-45 og på vej mod sæsonfinalen på Mallorca. Det samme er Haastrup, men som nummer 44 kan et misset cut betyde, at han bliver skubbet ud i kulden. Det er vigtigt at deltage i Road to Mallorca, da finalen giver adgang til Final Stage af Q-School. 

Nicolai Tinning deltager også i det franske. Han er fire over par og uden for top-100.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer