Frankie vinder Arnold Palmer Invitational efter superrunde | Golf.dk
Et langt putt på 18. hul høstede klapsalver, da Francesco Molinari vandt på Bay Hill.

Foto: Richard Heathcote/Getty Images

Frankie vinder Arnold Palmer Invitational efter superrunde

10/03 - 2019 | Kasper Ørkild

Otte birdies på et bogeyfrit scorekort. Det blev nok til at sikre Francesco Molinari en sejr med to slags margin, da Arnold Palmer Invitational blev afgjort.

Her kom den italienske Ryder Cup-spiller ud af den blå luft og sikrede sejren. Molinari hoppede således 16 pladser frem fra lørdag til søndag. Finalerunde i 64 slag blev også den bedste gennem ugen på Bay Hill i Orlando.

Et 13 meter langt birdieputt på sidste hul blev prikken over i’et på runden.

- Jeg havde ikke rigtig nogen game plan. Jeg prøvede bare at slå nogle gode slag og give mig selv chancerne, siger Francesco Molinari til PGA Tour.

- I går var jeg i den tredjesidste gruppe, og jeg så, hvordan banen blev hurtig og fast. Jeg vidste, at det ikke ville være nemt for drengene i front. Så jeg tænkte, at det var en chance for at komme bagfra, og jeg begyndte at sænke mine putts. Det var nok min bedste runde nogensinde med putteren, lyder det fra vinderen.

Matthew Fitzpatrick førte turneringen inden sidste runde. Efter at have brugt 71 slag søndag fik han andenpladsen for sig selv i en samlet score på -10. Dermed endte der med at være to slag mellem englænderen og førstepladsen.

Sidste års vinder af Arnold Palmer Invitational, Rory McIlroy, var også en vinderkandidat inden finalerunden. Men en runde i par resulterede i en delt sjetteplads til nordireren.

Thorbjørn Olesen spillede som eneste dansker med i turneringen, men den 29-årige var ét slag fra at klare cuttet.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer