Fra kulkælderen til den syvende himmel | Golf.dk
Si Woo Kim vandt en flot sejr i The American Express efter mere end tre års sejrstørke.

Fra kulkælderen til den syvende himmel

25/01 - 2021 | Claes Meldal

For et år siden luskede Si Woo Kim ud af bagdøren med rygproblemer og en sjældent elendig score – men i år kom der helt andre boller på suppen.

The American Express er en af årets allerførste turneringer på PGA Touren, og her har spillerne mulighed for at sikre sig et godt udgangspunkt for sæsonen. Dette gjaldt især for koreanske Si Woo Kim, der sidste år måtte trække sig efter første runde med svære rygsmerter og en score lige til B-rækken i det lokale klubmesterskab i form af en 87’er.

Det var over tre år siden, at 25-årige Kim sidst havde vundet på PGA Touren, men det fik han lavet om på med en flot præstation i Californien. Kim lavede blot to bogeys i hele turneringen – begge i anden runde – og med 23 birdies og en enkelt eagle understregede han, at han har lagt sidste års ulykkelige exit helt bag sig.

Kim havde en delt føring sammen med to andre spillere før finalerunden på et tætpakket leaderboard, og han vidste, at han skulle gå en lav runde for at give sig selv en chance for at vinde. Men selvom Kim lavede seks birdies på otte huller mellem 4. og 11. hul, lå han stadig et slag efter den førende spiller. Amerikanske Patrick Cantlay havde nemlig sat en drømmerunde sammen og var kommet i klubhuset efter blot 61 tjat til bolden i finalerunden – 11 under par for dagen og 22 under par for turneringen.

Kim hentede Cantlay på 16. hul, da han slog et flot andetslag på det lange par 5-hul 228 meter op på greenen og nemt toputtede sig til en birdie. Og på par 3-hullet 17. hul – Kims næstsidste – fik han chancen for at komme alene i spidsen, da han stod med et birdieputt fra fem meter. Kim var iskold og satte bolden midt i koppen – og på 18. hul var der ingen slinger i valsen fra koreanerens side. Det blev til en stensikker par, og dermed kunne han slippe glæden løs. Og efter runden afslørede Kim, at han havde et øje på Cantlays superrunde undervejs for at kunne afpasse sit spil til at gå efter sejren.

- Jeg var nødt til at vide, hvad der foregik, så jeg vidste, hvordan jeg skulle spille mit spil i finalerunden. Jeg var klar over, at Cantlay spillede rigtig godt. Jeg prøvede at være tålmodig og tro på mig selv. Jeg fik chancen på 16. og 17. hul, og det var her, jeg kunne slå til. Jeg har det rigtig godt med mig selv, sagde den koreanske triumfator til PGA Tour.

Sebastian Cappelen havde klaret sig med til finalerunderne på yderste mandat, og han gjorde ikke tingene nemmere for sig selv med en ærgerlig 78’er på lørdagens Moving Day. Der var dog markant fremgang at spore under søndagens afsluttende runde, hvor Cappelen noterede fire birdies og blot en enkelt bogey på vej mod en runde i 69 slag. Det betød, at han sluttede som nr. 64 i turneringen.

Slutstilling i The American Express

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,579,940
  • Unique Visitor:155,514
  • Registered Users:162,874
  • Unregistered Users:31,202
  • Blocked Users:12,428
  • Published Nodes:15,997
  • Unpublished Nodes:305
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.234.223.227
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:901
    • This week:66,936
    • This month:332,339
    • This year:2,580,431

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk